Astrid Johanne Høg: Det er ikke visioner, blå blok mangler, men lederskab. Den mest oplagte kandidat tør ingen tale om
16.08.2023
Den gamle blå blok ligger i ruiner. Ikke kun som følge af Mette Frederiksen og rød bloks overlegenhed i meningsmålingerne, men på grund af flere års intern krig. Det er en borgerkrig, der raser endnu, og som vil fortsætte længe. Men den vil selvfølgelig få sin slutning en dag, og i denne artikel skal jeg komme ind på to mulige løsninger. Den ene løsning er meget usandsynlig, og den anden ønsker ingen.
Af Astrid Johanne Høg
Når situationen bedst kan beskrives som borgerkrig, skyldes det, at ingen blå partier netop nu trækker vælgere ind over midten. Godt nok havde Inger Støjberg i den første tid efter dannelsen af Danmarksdemokraterne held med at tiltrække nogle af de utilfredse socialdemokratiske vælgere, der antageligt engang ville være gået til Venstre. Men siden har S tabt vælgere til SF, hvilket betyder, at vælgervandringen ind over midten er stoppet. Uden nye vælgere kan de borgerlige kun kæmpe internt om de samme stemmer.
Det var engang Venstres opgave at trække vælgere ind over midten, som de primært tog blandt utilfredse socialdemokrater. Men den rolle tilhører ikke længere Jakob Ellemann Jensens Venstre. For det første er det svært at se, hvordan utilfredse Socialdemokrater med traditionelle værdier skulle blive tiltrukket af et Venstre defineret ved Jakob Ellemanns DI-liberalisme. For det andet er der nu et midterparti, Moderaterne. Deres mandater sikrer lige nu Mette Frederiksens statsministerpost, men efter endt regeringsperiode vil de kunne opsuge de resterende blå midtervælgere.
Blå bloks ruiner
Blandt blå boks rygende ruiner finder vi et Venstre sprængt i tre. I starten af 2021 gik Lars Løkke Rasmussen fra partiet – han sprang ud som lilla og grundlagde Moderaterne – et midterparti for det progressive segment med smag for teknokratiske reformer og afsmag for yderfløje. Den følgende måned forlod Inger Støjberg partiet, og med sig tog hun hele det traditionelle segment, der er karakteriseret ved at gå op i lov og orden og balance mellem by og land. De hører nu hjemme hos DanmarksDemokraterne. Det Venstre, der er tilbage, står lige nu kun for én ting: øget arbejdsudbud. Sådan læser jeg i hvert fald søndagens interview med SVM-lederne i Berlingske.
Hvis vi antager, at tre folkepartier trods alt er for mange, er det Nye Borgerlige, der presses ud
_______
Blå bloks krise begynder altså hos Venstre. Det var historikeren Christian Egander Skov, der stillede diagnosen på sygdommen i sin fremragende bog Borgerlig krise: Venstre har glemt det folkelige og lægger for meget vægt på det liberale. Dermed mener Skov, at engang kunne både bonden og bymennesket føle sig hjemme i partiet. Sådan er det ikke længere. Dét satte Jakob Ellemann-Jensen to streger under ved at rage uklar med bønderne i baglandet i forbindelse med den foreslåede CO2-skat på landbruget, som han ikke kunne afvise. Desuden fremstår Jakob Ellemann-Jensen elitær og kølig – nogen folkeforfører er han ikke.
Efter sprængingen af Venstre har samtlige blå partier repræsenteret i Folketinget dog stabiliseret sig, som oftest alle over spærregrænsen. Krig kan gå hen og blive hverdag, men selvom intet parti gør store fremstød, er der stadig evige kampe. De udkæmpes på disse fronter: Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti kan tage lunser af hinanden ved hver især at love reformer, der sikrer danskerne mere frihed og flere penge mellem hænderne. Imens kæmpes en parallel kamp om at blive det folkelige parti i blå blol.
Folkelige vil alle nu være
Nye Borgerlige har for ganske nylig meldt sig ind i kampen om at blive den lille mands parti. Til Avisen Danmark sagde Pernille Vermund, at hun nu vil repræsentere den “helt almindelige dansker”. Ganske bemærkelsesværdigt nævner hun ikke islam eller indvandring, men taler i stedet om balance mellem land og by og nedslidte danskere.
Der er altså tre partier, der alle kæmper om det samme traditionelle vælgersegment: Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og DanmarksDemokraterne. Der er efterhånden ingen tvivl om, at Inger Støjberg har et fastere greb om det end både Morten Messerschmidt og Pernille Vermund. Men Dansk Folkeparti har en stærk kultur, loyale vælgere og har under Morten Messerschmidt haft held til at opbygge en stærk organisation, ligesom de har tiltrukket de største talenter fra Nye Borgerlige. Hvis vi antager, at tre folkepartier trods alt er for mange, er det Nye Borgerlige, der presses ud.
Men. Hedder man Jakob Ellemann-Jensen, så vil man håbe på, at det bliver Moderaterne, der går i opløsning. Det er den første af de mulige slutninger på borgerkrigen: At Moderaterne kollapser, så Venstre kan genvinde noget af sin gamle styrke. Men det er også den mindst sandsynlige. Lars Løkkes Moderaterne er et personbåret parti og dermed sårbart, hvis Lars Løkke skulle forlade det. Men det kræver, at Lars Løkke Rasmussen lander et internationalt topjob. Ellers går han ingen steder.
De borgerliges virkelige problem er, at det mangler lederskab. Stabiliteten i regeringens og rød blok kommer ikke fra fælles projekter, men fra Mette Frederiksen
_______
Blå blok mangler en leder
I virkeligheden ligger der en mere oplagt løsning lige for, som få endnu tør tale om. Den løsning er vel at mærke ikke, at blå blok skal finde et fælles projekt eller i det mindste en fælles fortælling,som flere kommentatorer ellers har efterspurgt. Godt nok fremstod blokken ved seneste folketingsvalg som en kaotisk rodebutik, der nok havde masser af policy-forslag på hylderne, men ingen samlet vision for Danmark. Men måske projektet er underordnet.
Blå blok huser trods alt mange dygtige politikere med visioner. De borgerliges virkelige problem er, at det mangler lederskab. Stabiliteten i regeringens og rød blok kommer ikke fra fælles projekter, men fra Mette Frederiksen, der som en anden sol holder de mindre partier i deres bane. For den røde opposition er projektet blot at trives i ly af Mette Frederiksen – dette nyder især SF godt af i skrivende stund.
Blå blok mangler en leder, der er lige så stærk som Mette Frederiksen eller i det mindste tæt på. Jakob Ellemann-Jensen har indtil videre ikke løftet opgaven. Desuden er nedtællingen til næste sygemelding vel begyndt, allerede da han på sin første dag tilbage forklarede, at han før gik på arbejde af pligt, men nu gør det af lyst. Alex Vanopslagh tager småbitte skridt ind mod midten, men han vil som klassisk liberal aldrig kunne tiltrække utilfredse socialdemokrater. Søren Pape Poulsen har jeg ikke glemt – kun næsten. Den Konservative partileders dage er talte, så meget er vist, men eftersom der ikke er nogen oplagt efterfølger, så får han indtil videre lov til at leve som en stille eksistens i blå bloks ellers larmende og voldsomme verden.
En uønsket frelser
Derfor er den mest sandsynlige afslutning på borgerkrigen lige nu, at Lars Løkke Rasmussen igen bliver statsministerkandidat. Han har allerede genopfundet sig selv én gang som fri midterpolitiker, og intet afholder ham sådan set fra igen at slutte sig til de borgerlige. Det kan lyde utænkeligt, efter at han – den snart mest markante figur i den teknokratiske SVM-regering – begynder at fremstå som anti-ideolog. Men som den eneste mulige leder, der kan samle blå blok, kommer vi ikke uden om ham. Frelseren, ingen ønsker.
Det er set før, at politikere med troværdighed genopfinder sig selv. Mette Frederiksen har gjort det. Hun blev i 2019 valgt som statsminister første gang på at være klassisk socialdemokrat, og det store projekt var Arne-pensionen. Da hun indtrådte i SVM-regeringen var det med nye toner, der til forveksling lød borgerlige. I et stort interview talte hun pludselig om nødvendige reformer en fremtid, hvor man vil skulle acceptere mere ulighed‟.
Godt nok er Lars Løkke Rasmussen netop nu udskældt af Liberal Alliance for at svigte de liberale idealer med sin ambition om et koranafbrændingsforbud. Men tiden læger alle sår – og hvis ikke tiden, så udsigten til magten
_______
Da Løkke lancerede sin drøm om en midterregering, lød den sådan: Han ville ikke basere sit projekt på Nye Borgerliges mandater. Men hvis der efter et valg ikke længere er noget Nye Borgerlige og heller intet Lars Boje-parti, så forsvinder også argumentet for ikke at tilhøre blå blok. Han kan med andre ord konstruere en fortælling i tråd med den forrige: “nu kan blå blok ledes”.
Forsoning og regering
Det er svært at spå om fremtiden uden kaffegrums eller andre okkulte metoder. Men den politiske kommentator Jacob Bruun har fundet et andet og dog mere håndgribeligt tegn. Han var i K.B. Hallen, da “Alex og Ansvaret blev afviklet”. Her var det mest bemærkelsesværdige for ham invitationen af Lars Løkke Rasmussen. Hvis Alex Vanopslagh og Lars Løkke kan finde fælles fodslag, sagde Bruun efterfølgende, kan Liberal Alliance indtage den position, Venstre har nu – dvs. positionen som det største parti til højre for Moderaterne. Man aner en mulig ny regeringskonstellation.
Godt nok er Lars Løkke Rasmussen netop nu udskældt af Liberal Alliance for at svigte de liberale idealer med sin ambition om et koranafbrændingsforbud. Men tiden læger alle sår – og hvis ikke tiden, så udsigten til magten. Der er nok mange borgerlige, der hellere så Alex Vanopslagh som fremtidig statsminister. Men selv har han omhyggeligt undgået at udråbe sig selv som en mulig leder af blå blok. I stedet har han antydet, at hans rolle kan være at spille en rolle i det ideologiske lederskab. Og netop dén rolle kan han indtage som støtte for Lars Løkke Rasmussen. Man kan tilføje, at det kan blive nødvendigt.
Den aften i K.B. Hallen overværede også jeg “Alex og Ansvaret”. Lars Løkke Rasmussen var en time forsinket, og derfor måtte Alex Vanopslagh padle i sin rolle som interviewer sammen med sine to andre gæster, Casper Christensen og Özlem Cekic. Endelig kom Løkke ind på scenen, direkte fra lufthavnen. Han satte sig hjemmevant ned – og så kunne showet for alvor begynde. ■
Derfor er den mest sandsynlige afslutning på borgerkrigen lige nu, at Lars Løkke Rasmussen igen bliver statsministerkandidat (…) Frelseren, ingen ønsker
_______
Astrid Johanne Høg (f. 1992) er kandidat i dansk med sidefag i statskundskab.Radiovært hos 24Syv (”Blåt Bælte”). Tidligere journalist på det borgerlige medie Kontrast og kommunikationsmedarbejder hos Nye Borgerlige (2021-2022).
ILLUSTRATION: Partilederdebat på valgaftenen, 2022 [FOTO: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
