Anne Kirstine Rønn: Hvordan kunne det gå så galt for Libanon?
05.01.2023
I løbet af de sidste tre år har Libanon gennemgået en katastrofal økonomisk nedsmeltning. Krisen har kastet store dele af befolkningen ud i ekstrem fattigdom og gjort landet sårbart over for destabilisering. Samtidig har krisen så dybe rødder i landets politiske og økonomiske system, at løsningerne er svære at se.
Analyse af Anne Kirstine Rønn, postdoc på Aarhus Universitet
DEN 30. OKTOBER forlod Michel Aoun posten som Libanons præsident efter en seks år lang embedsperiode. Den 89-årige tidligere general gik med langsomme, let usikre skridt ud af præsidentpaladset og efterlod det tomt. Hvem der skal flytte ind efter ham, er endnu uvist, for Libanons parlamentarikere, som står for at udpege en ny præsident, er slet ikke i nærheden af at nå til enighed om et navn. Faktisk er det ikke engang lykkedes at samle en ny regering i kølvandet på valget i maj måned sidste år.
Libanon står dermed både uden regering og præsident, og dette dobbelte magttomrum kunne stort set ikke komme på et værre tidspunkt end nu, hvor landet gennemgår en katastrofal økonomisk nedsmeltning. Ifølge Verdensbanken er situationen i Libanon så slem, at den meget vel kan betegnes som en af verdens tre værste økonomiske kriser siden midten af 1800-tallet.[1] 78 pct. af befolkningen lever i fattigdom, og næsten halvdelen – hele 36 pct. – er ekstremt fattige og befinder sig i en situation, hvor de har problemer med at skaffe mad.[2]
De, som stadig har penge, kan ikke få adgang til dem, da bankerne har frosset dem inde. I mangel på job og ordentlige lønninger udvandrer denne gruppe nu i titusindvis og dræner dermed landet for de menneskelige ressourcer, som er nødvendige for at genopbygge økonomien og holde basale funktioner som fx sundhedsvæsenet kørende. Ifølge WHO er 40 pct. af Libanons læger enten migreret permanent eller har taget arbejde i udlandet.[3]
Efter alt at dømme vil Libanon forblive økonomisk svækket og sårbart for destabilisering de næste mange år. Hvordan kunne det gå så galt med landet? Og hvilke konsekvenser vil det få i de kommende år?
Ifølge Verdensbanken er situationen i Libanon så slem, at den meget vel kan betegnes som en af verdens tre værste økonomiske kriser siden midten af 1800-tallet
_______
Tre års mareridt
For at forstå Libanons nedsmeltning skal vi i første omgang spole tiden tilbage til sommeren 2019. Her begyndte konturerne af krisen nemlig for alvor at vise sig for den almindelige libaneser. Det begyndte med, at bankerne indførte et loft for, hvor mange dollars deres kunder kunne hæve. Libanons økonomi beror i høj grad på dollars, og mange betaler husleje, elregninger og tuition fees på universiteterne med den amerikanske valuta. Derfor skabte bankernes loft nervøsitet og øgede efterspørgslen på dollars. Som svar begyndte valutavekslere rundtomkring i landet at afvige fra den faste pris på 1.500 libanesiske pund for en dollar.
I et forsøg på at dæmpe de økonomiske blødninger foreslog regeringen en række tiltag, som bl.a. omfattede en skat på WhatsApp – den app, de fleste libanesere bruger til at foretage opkald og sende beskeder. Planen vakte stor vrede og udløste en bølge af masseprotester mod regimet. Op mod en million mennesker – af landets 6,8 millioner indbyggere – gik på gaden. Protesterne hjalp dog ikke på krisen, og mens folket demonstrerede, sænkede bankerne gradvist grænsen for, hvor mange dollars man kunne hæve i kontanter fra sin konto.
Da coronapandemien ramte landet, tog den økonomiske nedtur til i fart. Hvor man i januar 2020 skulle betale omkring 2.000 pund for en dollar på det sorte marked, skulle man få måneder efter af med over 10.000. Butikker lukkede, basale varer som håndkøbsmedicin og modermælkserstatning blev pludselig svære at få fat på, og priserne på dagligvarer begyndte at stige. Samtidig satte pandemien en stopper for turismen, som traditionelt har været en af Libanons vigtigste indtægtskilder.
Dette var dog kun begyndelsen på mareridtet. Da et lager med ammoniumnitrat i Beiruts havn eksploderede i august 2020, blev Libanon bragt fuldstændig i knæ. Eksplosionen dræbte over 200, sårede tusinder og ødelagde store dele af hovedstaden. Med hjælp fra udenlandske donationer er det lykkedes at genopbygge mange af de ødelagte bygninger – men den større, langstrakt genopbygning af økonomien står stadig i stampe.
I dag har kursen ramt over 40.000 libanesiske pund per dollar, og libaneserne bliver stadig mere desperate for at få adgang til deres opsparinger. Hvis man vil hæve penge fra sin konto, kan dette kun ske i libanesiske pund til en kurs, der på ingen måde matcher den reelle. Man mister altså størstedelen af sine penge, hvis man vil have dem ud af banken.
De seneste måneder har der været en stribe af episoder, hvor bevæbnede borgere har indtaget bankfilialer og truet medarbejdere til at udbetale indefrosne penge i dollars fra deres bankkonti. I august måned holdt en mand kunder og medarbejdere som gidsler i en bank i bydelen Hamra i Beirut i et forsøg på at tvinge medarbejderne til at udbetale ham penge, så han kunne betale sin fars hospitalsophold. Uden for banken stimlede demonstranter sammen for at vise sympati med gidseltageren, som de sammenlignede med Robin Hood. Scenen illustrerer, hvor absurd en situation Libanon er havnet i.
Selvom krisen er eskaleret på kort tid, er den dog et produkt af mange år med korruption og magtmisbrug. Dens rødder stikker også dybt ned i det politiske og økonomiske system, og netop derfor er den ufattelig svær at løse.
Selvom krisen er eskaleret på kort tid, er den dog et produkt af mange år med korruption og magtmisbrugt
_______
Et dysfunktionelt politisk system
På papiret er Libanons politiske system designet til at skabe stabilitet. Det beror på en deling af magten mellem landets religiøse grupper, der tæller forskellige grene af kristne og muslimer. Magtdelingen indebærer, at hver af de 128 pladser i parlamentet er reserveret til et medlem af en bestemt religiøs gruppe. Derudover er landets tre mest magtfulde poster – præsidenten, premierministeren og formanden for parlamentet – fordelt mellem de tre største grupper: Præsidenten skal være en maronitisk kristen, premierministeren sunnimuslim, og formanden for parlamentet shiamuslim.
En sådan deling af magten virker umiddelbart som en god ide for det lille land ved Middelhavskysten, som har været hårdt plaget af borgerkrig og konflikt. Gennem årene har den dog vist sig at være knap så fordelagtig. Selvom magtdelingssystemet sandsynligvis bidrog til at sikre stabilitet umiddelbart efter afslutningen på den 15 år lange borgerkrig i 1990, har det i de efterfølgende årtier været med til at holde en lille korrupt elite ved magten. Denne elite består for en stor del af tidligere militsledere, som udnytter den religiøse splittelse i befolkningen til at bevare deres indflydelse. De fremstiller sig selv som beskyttere af hver deres egen religiøse gruppe og advarer deres vælgere om, at de risikerer at blive udnyttet og diskrimineret, hvis de ikke stemmer på en politiker med samme religion som dem selv.
Det politiske system er ikke kun med til at holde Libanons befolkning splittet. Det har også givet eliten mulighed for at rage til sig af statens ressourcer på folkets bekostning. Mange af elitens medlemmer er ekstremt velhavende. Den afgående premierminister, Najib Mikati, figurerer eksempelvis i den absolutte top på Forbes’ liste over de rigeste personer i den arabiske verden. Politikerne har generelt tætte forbindelser til erhvervslivet og har udnyttet deres magt til at sikre deres familiers virksomheder adgang til lukrative kontrakter med staten.
Netop fordi Libanons system gør det svært at udfordre magthaverne, er det vanskeligt at stille dem til regnskab for deres korruption. Hverken masseprotesterne i 2019 eller den afgrundsdybe krise har formået at skabe nogen reel udskiftning i toppen af libanesisk politik. Politikerne er sågar sluppet afsted med at trække forhandlingerne om genopretning af økonomien i langdrag.
I 2018 fik Libanon lovning på låne- og hjælpepakker til en værdi af 11 mia. dollars ved en stor donorkonference i Paris. For at indfri disse midler skulle landet dog vedtage en række reformer, og det har eliterne ikke været villige til. Først i april måned sidste år lykkedes det Libanon og IMF at opnå enighed om en aftale, der skulle give adgang til de første 3 mia. dollars. Som en del af aftalen accepterede Libanons regering at indføre ti tiltag – herunder en omstrukturering af statsgælden og bekæmpelse af korruption og hvidvask. I begyndelsen vakte udsigten til milliarderne håb, men i dag, et halvt år senere, går processen ekstremt langsomt.
Lige nu lader eliterne til at være mere optagede af at kæmpe om, hvem der skal efterfølge Michel Aoun som præsident. Det er et godt eksempel på det politiske dødvande, som Libanons politiske system ifølge dets kritikere fører med sig. Men selv hvis politikerne skulle sætte skub i reformprocesserne, er det ikke sikkert, at det vil lykkes at få ændringerne presset igennem. Landets magtfulde banker har nemlig vist sig i stand til at blokere forsøg på at stille den finansielle sektor til regnskab for krisen.
I Libanon har politik og bankerne traditionelt været tæt forbundne: Bankmænd er ofte gået ind i politik, mens politikerne ofte er trådt ind i bankernes bestyrelser som hovedaktionærer. Eksempelvis ejer den tidligere premierminister Saad Hariri godt 42 pct. af aktierne i BankMed, som er en af Libanons fem største private banker.[4]
Det politiske system er ikke kun med til at holde Libanons befolkning splittet. Det har også givet eliten mulighed for at rage til sig af statens ressourcer på folkets bekostning
_______
Bankernes rolle i krisen
Sammenslutningen af private banker i Libanon (ABL) gør alt, hvad den kan, for at spænde ben for de reformer, som det internationale samfund kræver indført. Det blev tydeligt i maj 2022, da det langt om længe lykkedes politikerne at blive enige om en såkaldt financial recovery road, der skulle give adgang til milliardpakken fra IMF. Planen ville bl.a. fritage Libanons centralbank for at tilbagebetale en stor del af sin gæld til de private banker i udenlandsk valuta. Fritagelsen ville betyde, at de private banker skulle betale en betydelig andel af prisen for den økonomiske nedsmeltning, og det nægtede ABL at acceptere.
Netop bankerne og finanssektoren er en kilde til Libanons krise. I kølvandet på 15 års borgerkrig lå Libanon i 1990 i ruiner. Særligt slemt stod det til i indre Beirut, som stort set var jævnet med jorden. I løbet af 1990’erne gennemgik dette område en kæmpe transformation. Op fra murbrokkerne skød det ene dyre luksushotel og lejlighedskompleks efter det andet. Eksklusive mærkevarebutikker som Louis Vuitton og Chanel flyttede ind i forretningslokalerne på gadeplan, mens lejlighederne ovenover blev solgt til investorer fra Golfen.
Genopbygningen var dog også en kostbar affære, som fik Libanons statsgæld til at vokse. Samtidig blev der gjort meget lidt for at genoprette landets industriproduktion efter borgerkrigen. Resultatet af denne fejlprioritering var, at Libanon blev afhængigt af import.[5]
For at stabilisere økonomien besluttede chefen for Libanons centralbank, Riad Salameh, i 1997 at binde det libanesiske pund til den amerikanske dollar. Den faste valutakurs skulle være et værn mod inflation og gjorde det samtidig muligt for libanesiske virksomheder at skaffe de dollars, de havde brug for til fortsat at importere produkter fra udlandet.
Modellen var kun mulig, hvis bankerne kunne få tilført dollars udefra – primært gennem pengeoverførsler fra den libanesiske diaspora, som tæller mellem otte og 20 millioner mennesker med libanesisk baggrund uden for landets grænser. I begyndelsen var dette ikke det store problem, men efter den globale finanskrise og borgerkrigen i Syrien blev det pludselig sværere at tiltrække udenlandsk valuta, og nervøsiteten begyndte at brede sig i Libanons finansielle sektor.
Riad Salameh, som stadig er direktør i centralbanken den dag i dag, kom med en løsning på problemet, som han kaldte Financial Engineering. Løsningen gik kort forklaret ud på, at de private banker blev betalt et skyhøjt afkast for de indskud af dollars, de havde placeret i centralbanken. På den måde ville centralbanken tiltrække nok dollars til at holde kursen stabil, mens de private banker fortsat kunne sikre sig indlån fra udlandet ved at tilbyde renter på over 10 pct. til deres kunder.
Denne model var på ingen måde stabil. Først og fremmest øgede den statsgælden dramatisk, fordi centralbankens kunstigt høje renter til de private banker blev finansieret ved at optage lån. Dette sikrede Libanon en plads i topfem over de mest forgældede stater i verden.[6] Endnu værre var det, at Financial Engineering udgjorde en tikkende bombe, som ville blive udløst, i det øjeblik en stor del af de libanesiske bankers kunder på én gang besluttede at trække deres penge tilbage. Og det var lige netop det, der skete i 2019.
Da Libanon ikke kunne tilbagebetale sine lån, nedvurderede de store kredit-ratingbureauer landets kreditværdighed, og det fik nervøse bankkunder til at begynde at trække deres penge ud, af frygt for at de skulle blive frosset inde. Også centralbankdirektør Salameh selv og de politiske eliter begyndte at flytte deres formuer til udlandet, mens de fortsatte med at berolige befolkningen med, at alt var, som det skulle være. Da den almindelige libaneser opdagede, hvor galt det stod til, var det imidlertid for sent. Bankerne havde allerede blokeret adgangen til pensionsopsparinger, sociale sikkerhedsnet og finansieringen af de yngre generationers uddannelser.
Da den almindelige libaneser opdagede, hvor galt det stod til, var det imidlertid for sent
_______
Eliterne holder befolkningen i et jerngreb
Libanons befolkning er åbenlyst utilfreds med landets politiske eliter og banker. Slagord mod politikere og magthavere står malet på mure overalt i landet, og det er svært at finde en hæveautomat, der ikke er enten brændt, smadret eller overmalet med graffiti. Protesterne i 2019 gjorde libaneserne mere bevidste om, hvordan det politiske og finaniselle system havde bragt landet på kurs mod økonomisk sammenbrud. Men her, tre år efter, er gaderne dog påfaldende stille.
Meget tyder ligefrem på, at modstanden mod eliterne i Libanon paradoksalt nok er ebbet ud i takt med krisens stigende alvor. Udefra set kan det virke nærmest uforståeligt, at mange libanesere holder hånden under de eliter, som har frarøvet dem stort set alt, hvad de ejer. Men det gør de. Selvom valget i maj måned skaffede oppositionen 13 sæder, er der stadig en overvægt af befolkningen, som fortsat sætter deres kryds ved de traditionelle magthavere: Sandsynligvis har mange af dem, som gik på gaden i 2019, stemt på de samme politikere, som de demonstrerede imod.
Der er naturligvis grupper af hardcore støtter, som afviser fortællingen om, at ,deres’ politiske ledere skulle være ansvarlige for Libanons nedtur. Da Michel Aoun trådte ud fra præsidentpaladset, stod hans loyale følgere klar til at hylde ham, iført partiets orange farve.
En stor del af libaneserne er dog trætte af politikernes omfattende korruption og magtmisbrug. Selv Hezbollah-bevægelsen, hvis opbakning hidtil sås som urokkelig, blev genstand for en spirende utilfredshed blandt Libanons shiitter i 2019. Utilfredsheden bundede for en stor del i, at Hezbollah, samtidig med at de fremhævede sig som modstandere af korruption, holdt hånden under den siddende regering.En stor del af forklaringen på, at krisen ikke avler mere modstand, skal derfor findes i, at libaneserne har ringe muligheder for at gøre op med de siddende eliter. De har ikke tillid til den spæde og splittede opposition, og selv hvis de troede på den, ville mange finde det for omkostningsfuldt at støtte den. En stor del af libaneserne er nemlig dybt afhængige af hjælp fra eliterne for at få opfyldt deres basale behov, og den afhængighed er kun blevet mere udtalt under krisen.
Libanons eliter har i årevis fastholdt deres vælgere ved at tilbyde dem penge eller goder i bytte for politisk støtte. Det har altid været alment kendt, at adgangen til studielegater, hofteoperationer og jobs i det offentlige blev meget lettere, hvis man meldte sig ind i de siddende politikeres organisationer. Flere politiske bevægelser har oprettet deres egne velfærdsinstitutioner, som kører parallelt med statens. Det gælder bl.a. Hezbollah, som under corona oprettede klinikker i de områder, hvor deres vælgerbase bor[7].
I det hele taget har pandemien og den økonomiske krise udstillet omfanget af den politiske klientelisme i Libanon. Da smitten var på sit højeste, fik flere partier fremstillet mundbind med deres logo påtrykt[8] og delte pakker ud med mad og fornødenheder til de fattigste områder. For mange af de allermest trængte er partierne blevet den primære livline. Samtidig er desperationen og fattigdommen også en kilde til politisk overlevelse for eliterne, som nu kan nøjes med at betale en billigere pris for vælgernes opbakning.
For mange af de allermest trængte er partierne blevet den primære livline. Samtidig er desperationen og fattigdommen også en kilde til politisk overlevelse for eliterne, som nu kan nøjes med at betale en billigere pris for vælgernes opbakning
_______
Et sårbart land
De ringe udsigter til en løsning af krisen har fået mange til at frygte, at situationen i Libanon på et tidspunkt kan eskalere til radikalisering og vold. Også i Danmark betragtes krisen i Libanon med bekymring. I Zilmer-rapporten, som udkom dette efterår og tegner trusselsbilledet frem mod 2035, nævnes Libanon – sammen med Mali, Libyen, Syrien og Irak – på listen over skrøbelige stater, hvor usikkerhed og ustabilitet kan medføre trusler mod europæiske interesser og sikkerhed.
Selvom der været få voldelige episoder, krisens alvor taget i betragtning, hænger frygten dog tungt i luften. Det blev tydeligt i oktober sidste år, hvor der opstod skudvekslinger i Tayouneh, et overvejende kristent kvarter i udkanten af Beirut. Skyderierne opstod, da tilhængere af de to shiitiske bevægelser Hezbollah og Amal Movement under en demonstration mod efterforskningen af Beirut-eksplosionen bevægede sig ind i kvarteret med tunge våben. Tayouneh er en højborg for partiet Lebanese Forces, en tidligere milits, der efter krigen blev omdannet til en politisk bevægelse. På taget af kvarterets huse sad snigskytter på spring, klar til at svare igen på provokationen fra Amal og Hezbollahs folk.
Mens skyderierne stod på, sad folk over hele landet med hovedet begravet i deres smartphone for at følge med i de seneste opdateringer. Der var en anspændt stemning, især blandt de ældre generationer, som fik vakt liv i traumerne fra den 15 år lange borgerkrig. Skudvekslingerne stoppede heldigvis samme dag, men episoden illustrerer den skrøbelige situation, landet står i.
Flere ting taler dog imod, at Libanon havner i regulær borgerkrig eller blodig massekonflikt. Først og fremmest har landets eliter på nuværende tidspunkt ringe interesse i at havne i væbnet konflikt med hinanden. De kæmper lige nu mest af alt for at sikre deres politiske overlevelse og begrænse deres økonomiske tab.
Dertil kommer, at Hezbollahs rivaler udmærket godt ved, at de ikke kan hamle op med den iransk-støttede milits. Mens de andre borgerkrigsmilitser blev afvæbnet efter borgerkrigen, fik Hezbollah lov til at beholde sine våben for at kunne forsvare Libanon mod Israel i syd. Organisationen besidder i dag så store militære ressourcer, at de kan betegnes som verdens største ikkestatslige hær Selvom risikoen for en konflikt mellem Israel og Hezbollah ikke kan udelukkes på sigt, peger de fleste analyser dog på, at ingen af de to parter har interesse i en eskalering lige nu.
Alt dette betyder dog ikke, at bekymringerne for vold i Libanon er ubegrundede.
En første mulig kilde til øget vold kan blive konflikter om ressourcer. Sådanne konflikter kan tage form af mindre kampe mellem lokale klaner, eller enkelte civile, som går amok i desperation over ikke at kunne få adgang til basale fornødenheder. Eksempelvis registrerede organisationen ACLED i 2021 over 100 tilfælde af vold og sammenstød over adgangen til benzin, som i alt resulterede i tre dødsfald.[9]
En anden mulig kilde til vold er spændinger mellem flygtninge og libanesiske statsborgere. Der bor godt en million syriske flygtninge i Libanon, og mange af dem lever under kummerlige vilkår i landets fattige landdistrikter. Syriske flygtninge er blevet brugt som syndebukke under den økonomiske krise, og det er en udbredt holdning, at de tager statens sparsomme ressourcer fra libaneserne. Balancen mellem modtagersamfund og flygtningene bliver stadig mere skrøbelig i lyset af krisen. Selvom nødhjælpsorganisationer er opmærksomme på ikke at puste til konflikten og giver hjælp til både syriske og libanesiske familier i nød, er dette ikke nødvendigvis nok til at vende den fjendtlige stemning mod flygtningene, som også har rod i det komplicerede forhold mellem de to lande. Indtil 2005 var Libanon under syrisk militærbesættelse, og en stor del af Libanon – primært sunnier og kristne i landets nordlige del – nærer en stærk aversion mod Assad-regimet.
Årsagen til bekymring bliver ikke just mindre af, at Libanons militær er begyndt at gå op i sømmene og bliver stadig dårligere rustet til at håndtere vold og sammenstød. Militæret har traditionelt været set som en af de få institutioner i Libanon, der fungerede nogenlunde og formåede at skabe sammenhængskraft mellem landets forskellige religiøse grupper. Soldaternes løn, som bliver udbetalt i libanesiske pund, var engang klækkelig, men er blevet udhulet af inflationen. En månedsløn for en soldat i Lebanese Armed Forces svarer nu til blot 30 dollars, og det går ud over moralen. Mange har allerede sagt op, mens andre har taget bijobs for at få deres privatøkonomi til at løbe rundt. Sidste år var hæren endda så desperat efter indtægter, at den begyndte at sælge helikopterture til turister.[10]
Udviklingen har fået militærets overhoved, Joseph Aoun, til at advare om, at hans ansatte er ude af stand til at udføre deres opgaver på en tiltrækkelig måde. Og udsigten til et svækket militær fik tidligere på året præsident Biden til at afsætte yderligere 67 mio. dollars i direkte støtte til organisationen, som bl.a. skulle forhindre masseopsigelser.
Endelig er Libanon i den nuværende situation sårbar over for enhver form for chok, der måtte komme udefra. I en rapport fra sidste år advarede NGO’en Crisisgroup om, at regionale spændinger kunne få en spillover-effekt på Libanon og udløse kampe mellem landets religiøse grupper. Rapporten advarede også om muligheden for, at Israel i fremtiden vil søge at svække Hezbollah for at begrænse Irans indflydelse i regionen.[11]
Årsagen til bekymring bliver ikke just mindre af, at Libanons militær er begyndt at gå op i sømmene og bliver stadig dårligere rustet til at håndtere vold og sammenstød
_______
Små glimt af håb
Frygten for voldelig eskalering efterlader et spørgsmål om, hvordan Libanon kan slippe ud af den økonomiske krise og skrøbelige tilstand. Der er ikke megen fremgang at spore for landet lige nu, men i oktober måned kom der alligevel en sjælden positiv nyhed. Libanon og Israel havde efter to års indirekte forhandlinger indgået en aftale om en grænsedragning i havet ud for de to landes kyst. Det 860 kvadratkilometer store område, som aftalen handler om, har været genstand for stridigheder, siden man i 2010 opdagede, at det var rigt på naturgas og olie.
Forhandlingerne om grænsedragningen var medieret af USA og har grundet det anspændte forhold mellem Libanon og Israel været en besværlig affære. De to lande er formelt set stadig i krig og har ingen formelle diplomatiske relationer. Så sent som i juni sidste år eskalerede spændingerne, da Israel indsatte et skib, som skulle undersøge muligheder for boringer i området. Dette fik Hezbollahs leder, Hassan Nasrallah, til at true med at angribe israelske skibsfartøjer, hvis landet begyndte at udvinde gas, før der var opnået enighed om en grænseaftale.
Libanons økonomiske krise kan være med til at forklare, hvorfor det er lykkedes at skabe dialog mellem landene, trods spændingerne. Potentielt kan området nemlig indbringe flere hundrede milliarder dollars de kommende årtier; penge, som Libanon har hårdere brug for nu end nogensinde før. Det er endnu ikke sikkert, at aftalen vil overleve, men den tænder et lille håb om fremtidige statsindtægter for landet. Selvom mange håber, at aftalen også kan lede til en mere stabil sikkerhedssituation i området, er grænselandet mellem Libanon og Israel stadig en aktiv konfliktzone. FN’s fredsbevarende styrker, UNIFIL, har været til stedet i det sydlige Libanon siden 1978, og i øjeblikket omfatter missionen over 10.000 udsendte. Angreb og konfliktoptrapninger har det seneste årti været sjældne, men i december sidste år blev en konvoj fra UNIFIL udsat for et angreb, der dræbte en irsk soldat sårede tre øvrige.[12]
De små glimt af håb, vi ser i Libanon lige nu skal altså ses med en god portion skepsis og forbehold. Det samme kan siges om de bittesmå tegn på politisk forandring, som landet har set de seneste år. Omvendt skal vi dog ikke overse betydningen af den politiske opposition, som er vokset frem i Libanon over det seneste årti. For ti år siden var det de færreste almindelige libanesere, der overhovedet kunne forestille sig et alternativ til det etablerede politiske system. Sekulære studenterorganisationer på universitetet blev eksempelvis latterliggjort og set som utopiske projekter. Nu er græsrodsbevægelser og aktivister en synlig del af det politiske landskab.
De store protester i 2019 gav ikke bare libaneserne et sprog for deres utilfredshed med regimet. Protestbølgen mobiliserede også en ny generation af aktivister, som har indtaget nøgleroller i oppositionen. Spørger man disse aktivister, hvor lang tid, de regner med, der vil gå, før de kan indfri deres mål om politisk forandring, lyder prognosen typisk på mellem ti og 40 år. Måske kan det lyde nedslående, men der ligger et element af håb i det. Det betyder nemlig, at medlemmer af oppositionen er indstillet på at kæmpe en langsom og langsigtet kamp for at opbygge græsrodsbevægelser, som måske en dag kan vokse sig stærke nok til at få reel indflydelse. Gennem de sidste to år er det lykkedes dem at bygge nye medieplatforme op fra bunden, og på flere universiteter i landet har de engang latterliggjorte oppositionsbevægelser vundet jordskredssejre. Det viser, at de, trods deres mange udfordringer, ikke er handlingslammede.
Det betyder dog langtfra, at oppositionen vil blive ved med at vokse i de kommende år. Mange af dens medlemmer er nødsaget til at flytte ud af landet, og det er svært at mobilisere en befolkning, som mangler både håbet og ressourcerne til at deltage politisk. Samtidig gør eliterne, hvad de kan for at spolere alle forsøg på at fostre et politisk alternativ.
I de kommende år handler det dog om at begrænse effekterne af Libanons økonomiske kollaps og undgå et worst case scenario, hvor fattigdommen og desperationen avler vold. Vil vi forstå, hvordan landet kan genopbygges på den lange bane, skal vi dog ikke slippe blikket på græsrødderne. De har nemlig et sjældent og kærkomment bud på fremtidens Libanon. ■
Vil vi forstå, hvordan landet kan genopbygges på den lange bane, skal vi dog ikke slippe blikket på græsrødderne. De har nemlig et sjældent og kærkomment bud på fremtidens Libanon
_______
Anne Kirstine Rønn (f. 1993) er postdoc på Aarhus Universitet, Institut for Statskundskab, hvor hun underviser og forsker i Mellemøstens politik og protestbevægelser. Hun er også incoming postdoc på London School of Economics and Political Science med funding fra Carlsbergfondet. Gennem flere år har Anne Kirstine beskæftiget sig indgående med Libanon og skrevet ph.d.-afhandling om oppositionen mod landets regime. Hun har desuden tidligere boet og studeret i Beirut.
[1] https://www.wsj.com/articles/u-n-peacekeeper-killed-in-rare-attack-in-lebanon-11671107493
[2] https://documents1.worldbank.org/curated/en/394741622469174252/pdf/Lebanon-Economic-Monitor-Lebanon-Sinking-to-the-Top-3.pdf
[3] https://lebanon.un.org/en/194078-revised-emergency-response-plan-lebanon-august-2021-december-2022
[4] https://www.emro.who.int/media/news/joint-statement-by-dr-tedros-adhanom-ghebreyesus-who-director-general-and-dr-ahmed-al-mandhari-regional-director-for-the-eastern-mediterranean-on-lebanon.html
[5] https://today.lorientlejour.com/article/1248323/dangerous-liaisons-how-finance-and-politics-are-inextricably-linked-in-lebanon-part-i-of-ii.html
[6] https://som.yale.edu/sites/default/files/2022-01/Policy_proposal_Mrkt_commentary_Part%20II%20of%20Crisis%20in%20Lebanon_Buildup%20of%20Interrelated%20Challenges.pdf
[7] https://www.worldbank.org/en/news/press-release/2022/01/24/lebanon-s-crisis-great-denial-in-the-deliberate-depression
[8] https://www.reuters.com/article/us-health-coronavirus-hezbollah-idUSKBN21C3R7
[9] https://www.middleeasteye.net/opinion/lebanon-coronavirus-extension-political-civil-war
[10] https://acleddata.com/10-conflicts-to-worry-about-in-2022/lebanon/
[11] https://tcf.org/content/commentary/why-the-united-states-should-pay-the-lebanese-armys-salaries-before-its-too-late/
[12] https://www.crisisgroup.org/middle-east-north-africa/east-mediterranean-mena/lebanon/lebanon-fending-threats-within-and-without
ILLUSTRATION: Havnen i Beirut, 7. august 2020: Tre dage efter gigantiske eksplosion forårsaget af tusinder ton ammoniumnitrat opbevaret med utilstrækkelige sikkerhedshensyn i en hangar, er et russisk redningshold ved at søge efter overlevende i området [FOTO: Joseph Eid/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
