Andreas Dinesen: Derfor var SVM den logiske vej frem for Mette Frederiksen
16.01.2023
Præcis som Fogh er Frederiksen blevet set som stålsat og beslutsom, men i perioden 2019-2022 har hun vendt hans strategi på hovedet. Og SVM er det naturlige næste kapitel i hendes forandring af dansk politik.
Kronik af Andreas Dinesen
I WEEKENDEN DEN 7.-8. januar mødtes Radikale Venstre til partiets traditionsrige nytårsstævne i Nyborg. Vanen tro havde den politiske leder, Martin Lidegaard, inviteret til debat med udvalgte kollegaer fra andre partier – i år Søren Pape Poulsen fra Konservative, Franciska Rosenkilde fra Alternativet og Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne. Deltagerne i partilederdebatten understreger meget godt de nye tider i dansk politik, hvor blokpolitikken er blevet effektivt afsporet; Rosenkilde optrådte som repræsentant for den rød-grønne venstrefløjsopposition, Pape som repræsentant for den borgerlige opposition og Løkke som regeringens repræsentant.
Radikale Venstre har indtaget sin helt egen svære position, da partiet ganske uforståeligt valgte ikke at gå med i den brede regering. En bred regering der ellers traditionelt er de Radikales hedeste drøm, og som ligger dybt i partiets DNA. Til trods for en kun syv personer stor Folketingsgruppe virker partiet dybt splittet, og De Radikale er nu i en position, hvor de hverken er i opposition eller en del af regeringen.
Hvad værre er, virker det som om, at Lidegaard selv er uenig i beslutningen om ikke at gå i regering, hvor en post som klimaminister formentlig havde ventet ham. Lidegaard og de øvrige Radikale kan i stedet se til, hvordan Lars Løkke solidt har erobret midten af dansk politik på rekordtid. Men partiet har før leveret store comebacks –og hvis Løkke skulle lade sig lokke af en EU-kommissærpost om to år, så kan det meget vel tage pusten ud af det moderate projekt og give medvind til Radikale Venstre igen.
Mette Frederiksen har ændret dansk politik
Spoler vi tiden lidt tilbage, så har Mette Frederiksens (S) regeringstid siden 2019 været et særstudium i regeringsførelse, hvor helt ekstraordinære begivenheder i Danmark og verden – COVID19, krig i Ukraine, inflationskrise og energikrise – har rykket ved ellers fastgroede parlamentariske strukturer. Samtidig har Frederiksen selv markeret sig som en stålsat, dedikeret og resultatsøgende leder. Kombinationen af de to faktorer har betydet, at Mette Frederiksen har brudt med ”normalen” i dansk politik og sat betydelige politiske aftryk med bl.a. klimaloven, velfærdsloven og ikke mindst det nationale kompromis på forsvarsområdet. Det er dog i høj grad måden, hun fører politik på, som betyder, at hun har skrevet sig ind i den politiske danmarkshistorie.
Der skulle en historisk lang regeringsforhandling til – 42 dage – før Danmark fik sin brede regering ’hen over midten’ af dansk politik den 15. december. Det var dog bemærkelsesværdigt nok ikke en forhandling, der var præget af uenighed og offentlige fejder – nærmere det modsatte, hvor også mange af de partier, som endte med at forlade forhandlingerne (SF, Konservative og Radikale Venstre), kvitterede for åbne og ærlige drøftelser undervejs og fik aftryk med i regeringsgrundlaget. SVM-regeringen erstattede den længst siddende et-partiregering siden Anker Jørgensen, og er samtidig den første de facto flertalsregering siden Poul Nyrups første regering fra 1993-94. Med det som bagtæppe går vi ind i en svært forudsigelig valgperiode, hvor alle partier pludselig indtager nye roller over for hinanden.
Mette Frederiksen har med valgresultatet cementeret sin magtposition i dansk politik og samtidig endegyldigt gennemført det opgør med blokpolitikken, som længe har været opskriften på hendes måde at bedrive politik på. Det handler for Mette Frederiksen ikke om snæver ’noget-for-noget-politik’ internt blokken, som Foghs kontraktpolitik i 00’erne med Dansk Folkeparti i vid udstrækning handlede om, men derimod om at binde brede forlig sammen på kryds og tværs af partier – alt afhængigt af politikområdet. Derfor var den socialdemokratiske et-partiregering ekstremt manøvredygtig og resultatskabende, idet den bl.a. kunne lave grøn politik med venstrefløjen og udlændinge- og retspolitik med højrefløjen.
En del af opskriften på Mette Frederiksens succes som regeringsleder har været en insisteren på, at politik og regeringsførelse ikke kun skal handle om hurtige overskrifter og kortsigtet fokus på drift, men om at sætte den langsigtede retning for samfundet
_______
I substansen var det et betydeligt opgør med blokpolitikken med mange brede aftaler, men den gode historie i det brede samarbejde blev saboteret fuldstændig af minksagen og den efterfølgende sms-gate, som førte til en enerverende og vedvarende beskyldning om magtfuldkommenhed fra både den borgerlige opposition og til sidst også fra regeringens eget parlamentariske grundlag. Derfor var det helt oplagt, at S ikke kunne fortsætte som et-partiregering, men skulle finde en anden vej i regering efter valget, der på effektiv vis kunne punktere beskyldningerne om magtfuldkommenhed. Hvorvidt det lykkes på sigt, vil dog afhænge af, hvordan den nye regering forvalter sit absolutte flertal i Folketinget.
Ideologi er opskriften på succes
En del af opskriften på Mette Frederiksens succes som regeringsleder har været en insisteren på, at politik og regeringsførelse ikke kun skal handle om hurtige overskrifter og kortsigtet fokus på drift, men om at sætte den langsigtede retning for samfundet. En vej hertil er ideologi og eftertænksomhed, hvilket bl.a. de fortsatte socialdemokratiske ministre Peter Hummelgaard, Kaare Dybvad Bek, Mattias Tesfaye og Pernille Rosenkrantz-Theil alle har demonstreret ved at udkomme med bøger om alt fra håndværk og faglighed til kapitalismekritik.
De ideologiske hegnspæle var nemme at få øje på i tiden med den socialdemokratiske et-partiregering, men vil alt andet lige få sværere vilkår i den nye regeringskonstellation. Der er masser af socialdemokratiske aftryk i regeringsgrundlaget, men også meget, der ikke nødvendigvis trækker i den retning og mere er udtryk for pragmatisme end ideologi. Det bliver en svær, men nødvendig opgave for S at bevare ideologisk tænkning og udvikling i de kommende år.
Den ideologiske bund i det socialdemokratiske projekt præsenterede sig igen under valgkampen med forslaget om et lønløft til udvalgte grupper af velfærdsmedarbejdere. Ligesom med Arne-pensionen ved forrige valg satte det en klar og visionær retning for udviklingen i samfundet på velfærdsområdet, og det adresserede et centralt tema for socialdemokratiske kernevælgere.
Det borgerlige Danmark viste sig omvendt at være forbavsende splittet og idéforladt. Der er fortsat ikke et samlet borgerligt projekt, og den største fællesnævner var modstanden mod Mette Frederiksen. Da S så gik til valg på en bred regering og igennem hele valgkampen gjorde større tilnærmelser til V og K end til sit eget nu tidligere parlamentariske grundlag på venstrefløjen, fik hun taget luften ud af den skarpeste magtkritik. Hun fik markeret sig med veltimede politiske udspil undervejs i valgkampen og fremstod med både overskud og statsmandsskab, hvilket hverken Ellemann eller Pape kunne matche – tænk bare på det famøse pressemøde i modlys på Kastellet.
I sensommeren lignede Mette Frederiksen en presset statsminister, der havde svært ved at sætte andre emner end minksagen effektivt på dagsordenen. At resultatet blev anderledes var både et resultat af statsministerens dygtighed og det manglende alternativ hos det borgerlige Danmark.
Det bliver en svær, men nødvendig opgave for S at bevare ideologisk tænkning og udvikling i de kommende år
_______
Det modige farvel til den røde blok
Ved at vælge en midterregering med Venstre og Moderaterne frem for en snæver rød-grøn regering med opbakning fra SF-RV-Ø-Å, har Mette Frederiksen ud over en flertalsregering, der i princippet kan bestemme selv i de fleste sager, også splittet det resterende Folketing i mange forskellige fraktioner, der sjældent vil kunne finde fælles fodslag og i større grad udfordre regeringen.
Tværtimod er den største udfordring for regeringen, om den interne enighed rækker ud over de mange flotte ord i regeringsgrundlaget. Hvad sker der, når regeringen skal enes om håndtering af akutte kriser? Hvad sker der når kerneinteressenter for Socialdemokratiet (fagbevægelsen) eller Venstre (landbruget og erhvervslivet) går ud med skarp kritik af regeringen, som det fx er tilfældet nu med fagbevægelsens massive modstand mod afskaffelsen af Store Bededag? Kan Frederiksen, Løkke og Ellemann enes om at finde løsninger, der i tilpas grad tilgodeser dem alle?
Lige nu virker den største trussel mod regeringen til at være 1) fagbevægelsens modstand mod en bred regering, hvor S på udvalgte områder går på kompromis med sine egne præferencer, som også blev enden på det seneste regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre i 1979, 2) dens knebne flertal, hvor fx et enkelt partihop fra Moderaternes i Christiansborg-øjemed urutinerede Folketingsgruppe vil bringe den i mindretal og dermed tvinge regeringen til at indgå aftaler med andre partier, som ikke nødvendigvis 1:1 vil implementere regeringsgrundlaget, 3) fortsatte beskyldninger om magtfuldkommenhed mod særligt Mette Frederiksen, hvis ikke det lykkes at videreføre en praksis med brede aftaler, der involverer andre partier end SVM, samt 4) Venstres fortsatte ambitioner om at være et parti med en statsministerkandidat, som står i egen ret – regeringsdeltagelsen til trods.
Ellemann har muligheden for gennem regeringsdeltagelsen at erobre nogle af tidens vigtige dagsordener – klima, sundhed, økonomi og forsvar – og vise, at der også findes liberale måder at tilgå tidens problemer. Kritiske røster vil omvendt mene, at Venstres regeringsdeltagelse udelukkende bidrager til at styrke Mette Frederiksens magtposition, og hvis det bliver fortællingen, kan det blive endog meget slidsomt for Ellemann og Venstre at være en del af regeringen på sigt.
Ambitionen om det brede samarbejde virker dog oprigtig både hos S og V. Og både Mette Frederiksen og Jakob Ellemann har investeret betydelig politisk kapital i at vælge den fælles vej i midten, ligesom de har efterladt tidligere samarbejdspartnere skuffede tilbage på perronen i processen. Derfor må man forvente, at villigheden til at finde kompromisser vil bringe regeringen et godt stykke vej.
Om regeringen reelt er levedygtig – og om samarbejdet mellem SVM også har perspektiver på den anden side af næste Folketingsvalg – afhænger mere af regeringens interne liv end af de politiske alternativer til den. For de er svære at få øje på. ■
Ellemann har muligheden for gennem regeringsdeltagelsen at erobre nogle af tidens vigtige dagsordener
_______
Andreas Dinesen (f. 1991 i Roskilde) er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet
ILLUSTRATION: Moderaternes Lars Løkke Rasmussen (M) og Statsminister Mette Frederiksen (S) under Folketingets åbningsdebat, 6. oktober 2022 [FOTO: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
