Anders Puck om 2023: Det er bestemt en mulighed, at krigen ikke afgøres i Ukraine, men på gaderne i Moskva og Sankt Petersborg

02.01.2023

”Russerne har været nødt til at tage hele værktøjskassen i brug; de har mobiliseret, og de har foretaget storstilede angreb på det ukrainske civilsamfund. Og når der ikke er mere i værktøjskassen, men de har taget alle værktøjerne i brug, og de så et efter et viser sig ikke at virke. Hvordan reagerer russerne så rent politisk på det? Det er et af de helt store spørgsmål i 2023.”

Interview med Anders Puck Nielsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, af Niels Koch-Rasmussen

RÆSON: Hvad skal vi holde øje med på kamppladsen i 2023?

PUCK: Det helt store spørgsmål, som vi går ind i 2023, er, at vi faktisk ikke har en opdateret temperaturmåling på, hvordan styrkeforholdet i øjeblikket er imellem parterne. Fordi vi har haft en afslutning på 2022, som var markeret af at russerne først træk sig frivilligt tilbage fra Kherson-området, og siden da har vejret forhindret militære operationer. Det var starten på en ny fase, men vi venter stadig på at finde ud af, hvad skal der komme efter den tilbagetrækning, russerne foretog derfra.

Jeg tror faktisk, at vi i 2023 ret hurtigt får svar på noget af det. Når vi kommer hen i februar eller marts, så begynder vi at kunne lidt mere sige om, hvilken retning det her peger, og hvor holdbart det, som de to sider har gang i, er, og hvor det vil føre hen. Hvis det viser sig, at ukrainerne kan fastholde tempoet og det momentum, som de havde i løbet af efteråret, så kan det potentielt jo godt være, at 2023 bliver sådan et år, hvor krigen slutter en gang til sommer og er blevet afgjort der. Men det kan jo også vise sig, at russernes indsats har både frugt, og det ikke lykkes ukrainerne at fastholde det her momentum. Så kan 2023 godt gå hen og blive et lidt mere sejt træk.

Den store ubekendte er vel den russiske mobilisering, og om den vil virke og skal bruges til?

Hvis jeg skulle veje to ting, så er det dels, at russerne har mobiliseret, men noget andet er, at de faktisk også har halveret længden af frontlinjen ved at trække sig tilbage fra Kherson. I og med at de trækker sig tilbage over en flod, så er vi i dag faktisk et sted, hvor det område, ukrainerne kan sætte et angreb ind, kun er halvt så langt, som det var for et par måneder siden, og hvor de havde mange flere steder, de kunne prioritere, og hvor russerne var nødt til at sprede deres styrker.

Den ukrainske strategi virker til at være, at når jorden fryser, så vil de presse russerne, og gøre hvad de kan for at fastholde momentum. De vil forhindre, at russerne får en pause, hvor de så kan forberede en ny offensiv. Ukrainerne skal sørge for, at russerne ikke får den fred og ro til at forberede alle de mobiliserede soldater til en ny storstilet offensiv – måske til foråret.

Det er der mange, der taler om – bl.a. den amerikanske efterretningstjeneste – men der er også mange militæranalytikere, der er ude at sige, at den russiske strategi på nuværende tidspunkt er at hive energi ind ud af kampene, få sig en operativ pause og så forberede en storstilet offensiv til foråret.

Russerne virker til at have offensive ambitioner – også på den korte bane. Når de hele tiden prøver at fastholde den her ambition om at være i offensiven, så har de hele tiden nogle tab, som gør, at jeg tvivler på, at de rent faktisk vil have specielt mange af de her mobiliserede soldater tilbage og bruge til en stor offensiv, når de kommer frem til foråret, hvis de fortsætter på den her måde.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, det er lidt svært at få øje på den sammenhængende plan i det, russerne laver. Der er ikke særlig meget, der tyder på, at russerne skulle være på vej med en stor offensiv fra Belarus. Måske en stor offensiv i Donetsk-området, men det hænger jo så ikke rigtig sammen med den der idé om, at vi skulle have 100.000 vis af soldater, der var i gang med en langstrakt træningsforløb mod en offensiv til foråret.

 

Meget tyder jo på, at Putin blander sig ret meget i den militære styring. Og så bliver det jo en sag, hvor det ikke altid er de rene militære hensyn
_______

 

Nu er de jo så måske nødt til at mobilisere nogle flere soldater i det russiske samfund, og det kan de jo godt gøre, men så skal de jo så starte forfra med at træne dem.

Så umiddelbart synes jeg, det ligner at russerne har en ambition om, at de igennem vinteren gerne vil i offensiven i Donetsk-området og prøve at realisere nogle lidt mere begrænsede mål der, og så måske bagefter tage tingene, som de kommer.

Så ser du stadig – på trods af en ny strategi på slagmarken og ledelse under general Surovikin – et stort skisma mellem det, der udspiller sig på slagmarken og beslutningerne, der er taget politisk?

Der er bare forskellige logikker på spil. En ting er, at vi sidder med militærbriller og så siger, hvad synes vi, der vil give mening militært, men det er jo ikke sikkert, at det er det, der giver mening politisk i Rusland. Meget tyder jo på, at Putin blander sig ret meget i den militære styring. Og så bliver det jo en sag, hvor det ikke altid er de rene militære hensyn, men også politiske hensyn, som måske spiller ind over: fx at der er behov for at vise noget fremgang og sikre noget opbakning til projektet og den slags ting.

Jeg synes stadig, at jeg ser den politiske dagsorden og den lange skruetrækker ned i, hvordan de militære operationer foregår. Og rent krigshistorisk kan man sige, at det på sigt ikke har vist sig at være en god opskrift på, hvordan man vinder krige, når politikerne begynder at blande sig alt for meget i, hvordan generalerne gør deres arbejde.

Putin var med en større delegation på besøg i den belarusiske hovedstad, Minsk, for et par uger siden, og der blev spekuleret meget i, hvad det indebar. Tror du, det handlede om en yderligere involvering af Belarus – fx ved at binde ukrainske styrker mod nord?

Jo, det gjorde det jo nok. Det har det i virkeligheden nok gjort hele tiden. Belarus‛ rolle virker meget til at have været, at på den ene tid skal de hjælpe russerne med at uddanne nogle af deres soldater og løfte en træningsbyrde der, og på den anden side fiksere en masse ukrainske styrker langs den nordlige grænse.

Jeg kan ikke afvise, Rusland kan lykkedes med at presse Lukasjenko til at gå med i krigen, men jeg må sige, jeg stadig er skeptisk, fordi det ville ikke give specielt meget mening. Lukasjenko er jo tydeligvis modstræbende og prøver på alle mulige måder at undgå at blive fanget i det her. Og desuden vil der vil være ret mange tegn, der i god tid afslører, at nu er man ved at foretage den her militære opbygning for at lave en reel offensiv fra nord. Da russerne før invasionen foretog en troppeopbygning, så ukrainerne jo også varsler på det. Så det er ikke noget, der bare lige pludselig en eller anden dag kommer.

Og en ting er, at det måske kan tvinge ukrainerne til at tage nogle soldater og flytte op til den nordlige del af Ukraine, men det vil jo altså også tage nogle soldater fra Rusland, som de så ikke kan indsætte i Donbas.

Jeg har også lidt svært ved at se, hvordan det sådan skulle føre til, at Rusland ville komme videre med projektet i Donbas. Derfor tvivler jeg nok lidt.

 

Jeg tror, at ukrainerne vil prøve på at gøre frontlinjen længere igen. Det er simpelthen lidt for nemt for russerne, når frontlinjen kun er 450-500 km lang
_______

 

På den ukrainske side har der været spekulationer om offensiver i nord ved Luhansk, eller måske i syden ved Zaporizjzja, hvor en fremrykning mod Melitopol ville kunne bryde den russiske landkorridor til Krim. Hvad forudser du vil blive ukrainernes næste træk?

Noget af det, der har virket rigtig godt for ukrainerne igennem efteråret, er, at de har givet russerne dilemmaer ved at presse på i hver sin ende. Det vil jeg umiddelbart forvente, at de vil blive ved med, så egentlig vil jeg tro – hvis de på nogen måde har styrken til det –at de vil prøve at presse på i begge sider, hvorved vi kan få sådan en frontlinje, hvor ukrainerne presser på ud i hver ene – altså i Luhansk og i Zaporizjzja-området – og så har vi russerne, der presser på den modsatte vej, Bakhmut i Dronetsk-området. Det ville sådan være et scenarie, jeg tænker kunne give mening.

Jeg tror, at ukrainerne vil prøve på at gøre frontlinjen længere igen. Det er simpelthen lidt for nemt for russerne, når frontlinjen kun er 450-500 km lang, som den er lige nu, og så er resten Dnipro-floden. Så hvis ukrainerne kan komme hen over Dnipro-floden, bliver frontlinjen jo pludselig længere igen og russernes dilemma større. Så jeg tror, der vil være et fokus fra ukrainsk side på Kherson- og Zaporizjzja-området, for det er måden at gøre frontlinjen længere på.


Kort over fronten ved Kherson i det sydlige Ukraine, den 31. december 2022. Kilde: Institute for the Study of War

Et angreb ned mod Melitopol i Zaporizjzja vil jo i sig selv udfordre frontlinjen. Og der er jo efterhånden en del, der tyder på, at nede på Kinburn-spidsen [se kortet, red.] er ukrainerne ved at sætte sig stille og roligt på den – og måske er det også noget, der kan bruges som en form for brohoved til at åbne en ny front derovre. Og alt det her behøver jo ikke at være hovedindsatsen, men det kan jo godt være en undersøgende operation, så russerne er nødt til at sprede sig over et større område, og det kan så muliggøre nogle gennembrud andre steder.

Nu har Ukraine fået Patriot-missilsystemet fra USA. Er det også et udtryk for en ny amerikansk vurdering af truslen om eskalationen?

Skridt for skridt presser man jo linjen hele tiden. Hvis vi går tilbage til starten af krigen, var man meget forsigtig med alting, og efterhånden er der opstået en større selvsikkerhed i, at man godt kan levere nogle ret kraftige og avancerede våbensystemer til Ukraine. Og det vil jeg også tro kommer til at fortsætte. Nogle af de store spørgsmål er jo selvfølgelig stadigvæk: Kommer vi til at se leveringen af vestlige kampvogne og kampfly?

Men stille og roligt begynder vi jo at nærme os det punkt, hvor vi giver alt andet end lige præcis de ting – og så er det måske bare et spørgsmål om tid, før vi også begynder på det.

Jeg tror, at det, der er et meget stort fokus på fra amerikansk side og vestlig side i det hele taget, er, at den her grænse ikke må rykke sig så hurtigt, at man risikerer, at der er nogen i den vestlige alliance, som bliver for bekymret omkring våbenleveringerne. Sammenholdet i den vestlige alliance og viljen til at blive ved med at støtte Ukraine over tid er vigtigere, end at den her grænse [for våbenleveringerne, red] rykker sig meget hurtigt. Det virker til at være prioriteten.

Så det handler mere om, hvad man tænker internt i den vestlige alliance – fx i de europæiske hovedstæder – end det handler om den reelle, amerikanske vurdering af eskalationstruslen fra Kreml?

Ja, det er helt klart min vurdering. Det er i virkeligheden mere en bekymring om, man nu har den amerikanske befolkning med sig i det her. Om man nu har de europæiske hovedstæder med sig i det her. Der er jo nogen, der er bekymret om, hvorvidt det i virkeligheden er Vesten, der puster til inden her.

Personligt har jeg lidt svært ved at få øje på, hvad det er, russerne faktisk skulle finde på at gøre, som en eller anden modreaktion på at man fx gav kampvogne.

 

Krim kunne godt være noget af det, der kom relativt hurtigt i generobringen. Måske er det noget af det, der skal til, før russerne pludselig begynder at få noget forhandlingsvilje
_______

 

Hvor langt ønsker man fra amerikansk side, at ukrainerne går?

Fra amerikansk side virker det jo til, at der er opbakning til at ukrainerne tager deres territorium tilbage – og det virker også til, at det inkludere Krim. Men jeg synes, det er svært at se præcis, hvor amerikanerne ser endgamet. Der er ikke nogen tvivl om, at amerikanerne jo er begyndt at snakke om, hvordan krigen skal slutte, og hvordan vi skal være åbne over for forhandlinger.

Amerikanerne ser også gerne, at ukrainerne er åbne over for forhandlinger, og Zelenskyj har jo også været nødt til at justere lidt på sin kommunikation for at signalere lidt mere åbenhed over forhandlinger. Så amerikanerne vil rigtig gerne have, at ukrainerne også i hvert fald tænker de her tanker, og på en eller anden måde er indstillet på, at på et tidspunkt, skal man sætte sig ned og snakke med russerne.

Nu bliver det lidt spekulativt, men mit indtryk er også, at man fra amerikansk side ikke helt kan forstå, hvorfor fanden russerne bliver ved med at slås. Kan de da ikke se, at den her kamp er tabt?

Og at antagelsen derfor bliver, at russerne må jo være interesseret i forhandlinger, selvom det godt kan være, at de siger noget andet, men dybest set må de jo være interesseret i en forhandlingsløsning, fordi de kan vel se, at det her ikke går. Det er også det, jeg hører i de amerikanske udmeldinger om forhandlingsløsning og et muligt endgame: En forventning om, at russerne et eller andet sted er det samme sted. Men der tror jeg så ikke helt, de er endnu.

Tror du virkelig, at amerikanerne ser det på den samme måde som ukrainerne, når det kommer til at tage Ukraines territorium helt tilbage? På trods af hele den her doktrin omkring ”nothing wihtout Ukraine” og idéen om at kampen skal afgøres på slagmarken, som Joe Biden argumenterede i starten af krigen i sin klumme i New York Times. Det er jo temmelig absolutistisk, og eftersom man tydelig også er interesseret i en fredsforhandling, er man så ikke også villig til at give noget – fx territorium – i den forbindelse, selvom det måske også konflikter lidt med principper som international ret?

Jeg synes, den er enormt svært at sige. Fordi hvordan ser realiteterne ud, når man faktisk kommer til den der forhandling?

En af de ting, som jeg tror, at vi rent militært i hvert fald skal forholde os til, er, at den logiske rækkefølge i en ukrainsk tilbageerobring af de her territorier ikke nødvendigvis slutter med Krim. Krim kunne godt være noget af det, der kom relativt hurtigt i generobringen. Og det er jo noget, der vil kunne smide en masse uforudsigelighed ind i sådan noget, fordi hvordan vil russerne reagere på det? Måske er det noget af det, der skal til, for at russerne lige pludselig begynder at få noget forhandlingsvilje. Men jeg tror dog, det bliver svært.

Der er ikke nogen tvivl om, at amerikanerne selvfølgelig vil synes, at når den dag kommer, hvor der er mulighed for at indgå en form for aftale, så skal Zelenskyj ikke sidde alt for højt op i et træ og insistere på det ultimative. Så skal der være en vilje til at tage imod det, man nu kan få.

Det bliver bare en lille smule en pseudodiskussion om de her fredsforhandlinger, fordi jeg ser på ingen måde russerne være et sted, hvor de er villige til at tale om noget som helst realistisk. Russerne bliver ved med at sige, at ukrainerne er nødt til at anerkende realiteterne på landkortet og sådan noget, så det er jo russerne, der i deres udmeldinger stadig virker til at være fuldstændig uden erkendelse af, hvor dårlig den militære situation ser ud, og hvilken vej det her kommer til at gå.

Altså det kommer til at gå sådan her, at jo længere tid russerne venter, jo mere kommer de til at tabe. Hvis man så samtidig sidder overfor nogle russere, der tror, at på den lange bane er det dem, der nok skal vinde det her, så er der jo ikke noget at forhandle om. Jeg synes, vi har alt for stor tendens til at tale om terræn: Altså skal ukrainerne opgive et eller andet landområde til Rusland for at få noget fred.

Men hvad med alle de andre spørgsmål? Hvad med spørgsmålet om krigsskadeserstatninger for eksempel? Hvad med spørgsmålet om retsforfølgelser af krigsforbrydere? Skal vi bare droppe det? Er det også det vestlige perspektiv i det her?

 

Da ukrainerne var ude her og sige, at de kunne godt forestille sig fredsforhandlinger, men russerne skulle bare lige gå med til det her med retsforfølgelser af krigsforbrydere først, så tror jeg også, det var for at sætte lidt spot på de vestlige politikere
_______

 

Da ukrainerne var ude her og sige, at de kunne godt forestille sig fredsforhandlinger, men russerne skulle bare lige gå med til det her med retsforfølgelser af krigsforbrydere først, så tror jeg også, det var for at sætte lidt spot på de vestlige politikere, der taler rigtig meget om ukrainernes villighed til at afgive noget territorium, for ligesom sige, okay, jer i Vesten, der er så optaget af det her fredsspørgsmål, synes I også, at krigsforbrydelser er helt okay, og at det skal russerne bare have lov til at slippe afsted med? Eller synes I faktisk også, at vi skal se nogle russiske soldater og officerer i Haag?

Og det er jo altså et af de der dilemmaer, som vi også i Vesten er nødt til at forholde os til.

Og tror du, at fx retsforfølgelse af krigsforbrydere også er til forhandling i en fredsforhandling?

Det er jo virkelig svært at se russerne gå med til det. Og det er jo også derfor, at jeg synes, at det netop bliver en pseudodiskussion om de her fredsforhandlinger på nuværende tidspunkt.

Vi er nødt til at gøre diskussionen bredere end bare et spørgsmål om, at ukrainerne skal opgive noget terræn. Ellers må vi jo i hvert fald i Vesten så blive enige med os selv om, at det der med krigsforbrydelser mener vi ikke så alvorligt.

Men er det ikke nærmest umuligt at forestille sig, at man kan stille russiske politikere og dele af det russiske militær, eller hvem det nu er, for domstolen i Haag?

Det er jo den diskussion, vi i hvert fald må have ­– altså alle de undersøgelser, som er sat i værk for at dokumentere og bevissikre krigsforbrydelserne, er det noget, vi har tænkt os at følge til dørs?

Det lykkedes jo at få folk fra Eksjugoslavien for domstolen i Haag. Og jeg kunne da godt se for mig, at vi kommer til at se russere for sådan en domstol. Det behøver jo ikke at være toppolitikerne, det behøver ikke at være Putin, som man altid tænker på – det kan jo også være oberstløjtnanten eller nogle af de journalister, som har været med til at gejle op. Der er enormt mange mennesker, som potentielt kunne gå ind for en krigsforbryderdomstol – og måske også om 20 år.

Men før vi rigtigt kan tale om de der fredsforhandlinger, må vi tage lidt stilling til, hvad vi egentlig synes om de der spørgsmål.

Jeg vil gerne komme omkring Ruslands angreb med missiler og droner på den ukrainske civile infrastruktur, som har stået på siden sensommeren. Har det haft en militær indflydelse på krigens gang?

Der er selvfølgelig militære konsekvenser af sådan noget. Det trækker nogle ressourcer væk, som i stedet skal gå til civilsamfundet. Det har også militære konsekvenser, at strømnettet bliver ramt, det ukrainske produktionsapparat bliver svagere generelt, for militæret bruger også strøm. Rigtig mange af de ukrainske lokomotiver er eldrevne, så det giver da helt sikkert nogle forstyrrelser. Men der er ikke noget, der tyder på, at de her angreb har svækket ukrainerne i stort omfang. Jeg synes, det virker som spild af missiler, hvis jeg skal være helt ærlig.

Hvor lang tid kan russerne blive ved?

Vi kommer jo ikke til at se, at russerne nogensinde løber helt tør, fordi de kan jo stadig producere missiler selv. Men mængden af missiler, de kan skyde afsted, kommer til at blive gradvist lavere. På et eller andet tidspunkt kan de ikke skyde flere missiler afsted, end det, de kan blive ved med at producere. Jeg tror, at vi lige i øjeblikket ligger på det et maksimum. Hvis russerne havde kapacitet til at skyde flere missiler, så ville de gøre det, fordi de har ikke specielt meget succes med at lamme det ukrainske civilsamfund med det niveau, de har lige nu. Der skal simpelthen mere til.

Den store joker er jo, hvor mange af de her droner, de så kan få fra Iran. Fordi det er jo muligheden for at booste den kapacitet, hvis russerne kan importere dronerne fra nogle andre. De er nødt til at bruge nogle flere missiler, hvis det er, at de vil mørklægge Ukraine vinteren igennem.

 

Det lykkedes jo at få folk fra Eksjugoslavien for domstolen i Haag. Og jeg kunne da godt se for mig, at vi kommer til at se russere for sådan en domstol
_______

 

Nu har 2022 ført frem til, at russerne har været nødt til at tage hele værktøjskassen i brug; de har mobiliseret, og de har foretaget de her storstilede angreb på det ukrainske civilsamfund. Og når der ikke er flere ting i værktøjskassen, men de har taget alle værktøjerne i brug, og de så et efter et viser sig ikke at virke. Hvordan reagerer russerne så rent politisk på det? Det er et af de helt store spørgsmål i 2023. For mig at se, så er vi ved at være der, hvor det lykkes ukrainerne at presse russerne derud, hvor russerne kæmper med det hele.Vi skal huske på, vi skal kun fire måneder tilbage, hvor Putin gik rundt og jokede lidt med, at de ikke engang var begyndt at slås endnu. Det var kun den ene hånd, de brugte, og den anden stod bare bag ryggen og alt det der. Nu er vi et sted, hvor man må sige, at nu er russerne gået all in og taget alle midler i brug. Og hvis det så heller ikke virker, hvordan er det så egentlig, de vil fortælle sig selv, at det her stadig er en succes?

I øjeblikket er der spekulation om en ny bølge af mobiliseringen her i begyndelsen af 2023. Hvor meget kan det russiske samfund holde til?

Hvis der skal forhandlinger til, så er det på nuværende tidspunkt primært russerne, der skal sluge kameler. De bliver nødt til at erkende, at de skal trække sig tilbage og opgive hele den der annektering [af de fire ukrainske regioner, red.]. Hvis de ikke er der, så er der grundlæggende tre måder, Ukraine kan vinde krigen på:

Den ene er den militære sejr, hvor man stille og roligt tilbageerobrer mere og mere terræn, indtil man på et eller andet tidspunkt kommer til grænsen. Det er den klassiske forestilling.

Den anden måde er en eller anden form for kollaps i den russiske hær. Altså hvor der bare ikke mere at slås med. En hær slås, lige indtil den ikke slås mere. Og i det øjeblik, hæren stopper med at slås, så går det stærkt. Noget af det, der bl.a. kan føre til det, er, hvis russerne pludselig løber tør for artilleriammunition. Det er der en del spekulation om, med det tempo russerne bruger artilleri på. Noget andet kan være, hvis vi lige pludselig ser de mobiliserede soldater flygte i stort omfang eller noget i den stil. Så kan vi godt komme ud for et scenarie, hvor den russiske krigsmaskine simpelthen kollapser. På den måde kan Ukraine også vinde.

Den tredje og sidste måde er, at det russiske samfund pludselig står af. Og vi internt i Rusland begynder at se en modreaktion – en eller anden form for optøjer – der betyder, at Putin i større eller mindre omfang mister magten. Der er ikke noget, der på nuværende tidspunkt tyder på, at vi er der, men ligesom en hær kæmper, indtil den ikke kæmper længere, så gælder det også diktaturet: Det er bundsolidt, indtil den dag hvor det ikke er det længere. Og det kan komme overraskende og lige pludselig. Det kan sådan noget som en ny bølge af mobilisering skabe.

Putins helt store problem med den russiske befolkning er, at de dybest set ikke interesserer sig særlig meget for politik og derfor heller ikke er særlig entusiastiske omkring politiske projekter, som den her krig dybest set er. Og det er svært at sige, hvor meget de kan holde til, men jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at krigen underminerer det russiske styre, og det er i modstrid mod den samfundskontrakt, der har været gennem hele Putins regeringstid, at han pludselig begynder at kræve, at folk skal stille op til en krig.

Så det er bestemt en mulighed, at det ender med at være den måde, som Rusland taber på den her krig på. At krigen slet ikke skal afgøres i Ukraine, men at den bliver afgjort på gaderne i Moskva og Sankt Petersborg. ■

 

Ligesom en hær kæmper, indtil den ikke kæmper længere, så gælder det også diktaturet: Det er bundsolidt, indtil den dag hvor det ikke er det længere. Og det kan komme overraskende og lige pludselig. Det kan sådan noget som en ny bølge af mobilisering skabe
_______

 

Anders Puck Nielsen (f. 1979) er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet. Han er søofficer og sprogofficer i russisk, og hans forskningsområder omfatter Ruslands militær. Desuden er han vært på Krigskunst Podcast og driver en YouTube-kanal om militære emner.

ILLUSTRATION: Moskva, 21. april 2022: En række militære køretøjer af typen MSTA-S kører i række ifm. forberedelserne til sejrsparaden på Den Røde Plads 9. maj, der årligt markerer Sovjetunionens besejring af Nazityskland under Anden Verdenskrig [FOTO: Maxim Shemetov/Reuters/Ritzau Scanpix]