Yves Sintomer: Krigen i Ukraine kommer til at have store konsekvenser for Afrika
14.04.2022
”Hvis vi er på vej tilbage til koldkrigslignende tilstande, vil mange lande i Afrika blive presset til at vælge side mellem øst og vest. Det kan skabe øgede spændinger. Samtidig kommer krigen i Ukraine til at have store konsekvenser for Afrika, og de spændinger, vi allerede ser, forværres, mens Frankrigs indflydelse svinder ind. Jeg er sikker på, at udfordringerne bliver større end nogensinde.”
Interview af Bjørn van Overeem Hansen
Kort før krigen i Ukraine brød ud, valgte Frankrig at trække sine knap 5000 soldater ud af Mali. Dermed sluttede 9 års militær intervention i landet brat, selvom 2021 var det hidtil blodigste år i konflikten. Mange iagttagere drager paralleller til det amerikanske forløb i Afghanistan, der efter 20 års militært engagement kulminerede i et kaotisk exit. Frankrigs indflydelse i Sahel-regionen udfordres af Kina og Rusland, som i stigende grad udfylder det efterladte franske tomrum. Desuden spås krigen i Ukraine til at forårsage yderligere ustabilitet i regionen, og det kan blive udfordrende for Frankrigs kommende præsident. Med det nært forestående valg in mente har RÆSON spurgt den franske Oxford-professor Yves Sintomer ind til Frankrigs exit fra Mali og Frankrigs fremtidige rolle i Sahel-regionen og det øvrige Afrika.
Yves Sintomer (f. 1962 i Frankrig) forsker i fransk og international politik ved Maison Française på Oxford University og er professor i statskundskab ved Université Paris-8. Derudover er han Honorary Senior Fellow ved Institut Universitaire de France – en af Frankrigs mest prestigefyldte akademiske institutioner – samt gæsteprofessor på Yale, Harvard og University College London.
RÆSON: Lad os starte i Mali. Konflikten i landet er blevet kaldt Frankrigs Afghanistan. Er du enig i det udsagn?
SINTOMER: Der er klare ligheder mellem de to forløb, men der er også en række forskelle. Noget, Frankrig og USA har til fælles, er, at begge lande har en tradition for at håndtere udenrigspolitiske problemstillinger med militær intervention, ofte under dække af at håndhæve menneskerettigheder, demokrati og terrorforebyggelse.
Frankrig har en meget lang historie med militært engagement i Afrika. Gennemsnitligt er der siden 1960 blevet foretaget en ny fransk militæraktion i Afrika hver 18. måned. Nogle gange har det været for at holde hånden over en diktator med et venligt syn på Frankrig, andre gange af humanitære årsager. Men til trods for alle disse år med militært engagement, er resultaterne ikke særligt overbevisende. Manglen på resultater er bestemt sammenlignelig med, hvad USA har oplevet i Afghanistan og Irak.
En anden lighed er, at Frankrig – ligesom USA i Afghanistan – forsøgte at skabe en stabil politisk orden i Mali. Men ligesom USA har Frankrig måttet sande, at det ikke er gået, som de havde forestillet sig. Den primære forskel er imidlertid, at Frankrig blev bedt om at intervenere i konflikten af Malis regering tilbage i 2013, fordi man frygtede et islamistisk oprør og endog et kup.
Derfor kan man argumentere for, at Frankrigs engagement i Mali var mere legitimt end USAs i Afghanistan. Men vi må ikke glemme, at mange af problemerne i Sahel er resultatet af en fejlslagen fransk-britisk kampagne i Libyen under borgerkrigen i 2011, hvor Frankrig og Storbritannien var med til at afsætte Gaddafi-regimet. Det viste sig at have katastrofale følger for Libyen, der har befundet sig i blodig borgerkrig lige siden. Libyens kollaps havde et betydeligt spillover af våben og ustabilitet til Sahel. Så Frankrig – under ledelse af præsident Sarkozy – bærer grundet fejltrinene i Libyen en stor del af ansvaret for den nuværende situation i Sahel.
Ser de franske vælgere det som et nederlag for Macron, at han måtte trække de franske styrker ud af Mali i februar?
Det tror jeg ikke. Det er meget sjældent, at udenrigspolitiske emner spiller en større rolle ved de franske præsidentvalg. Mange franskmænd ser Mali som et land og et problem, der ligger langt væk fra deres hverdag, så de tænker ikke nærmere over det, når de skal sætte deres kryds. Ukraine derimod er i Europa. Derfor er Ukrainekrigen langt vigtigere for vælgerne.
Derudover har situationen i Mali ikke haft nogen mærkbare konsekvenser for den gennemsnitlige franskmand. Krigen i Ukraine påvirker inflationen, benzinpriserne og meget andet. Så jeg tror ikke, at vælgerne skuer til situationen i Mali, når de skal stemme. Jeg tror, at forløbet er blevet opfattet som en rodet, men ligegyldig ting, der udspillede sig nede i Afrika. En ikke særlig køn sag, men i det store hele har den ikke betydet noget for valget.
Tilbagegangen sker b.la., fordi Frankrig ikke længere er i stand til at tilbyde økonomiske relationer, som kan give de afrikanske lande en stærk økonomisk udvikling. Dette er noget, som Kina i højere grad er i stand til nu
_______
2021 var det blodigste år i konflikten siden Frankrig gik ind i Mali i 2013. Hvad gik der galt?
Der er både en militær forklaring og en politisk forklaring på det spørgsmål. Den militære forklaring er, at selvom det måske er nemt for den franske hær at nedkæmpe en lille afrikansk oprørshær, er det stort set umuligt at kontrollere et så stort og ufremkommeligt land mod befolkningens vilje. Igen minder det meget om, hvad amerikanerne oplevede i Afghanistan.
Den politiske forklaring findes ved at betragte Mali som nationalstat. Som så mange andre lande i Afrika har franskmændene tegnet kunstige grænser i Mali under kolonitiden. Derfor rummer landet en række meget forskellige etniske grupper, der ikke nødvendigvis opfatter sig selv om en del af et samlet land. Statsapparatet er ligeledes ineffektivt, og det formår ikke at skabe nationalfølelse gennem omfordeling og offentlige goder. Situationen er derfor svær, og umulig at styre med militær magt alene, så længe befolkningen ikke støtter interventionen.
Anden runde af det franske præsidentvalg står mellem den højrenationale Marine Le Pen og Emmanuel Macron. Hvordan ser de hver især på Frankrigs fremtidige rolle i Afrika?
Jeg mener, at begge kandidater har en etnocentrisk opfattelse af Afrika som et historieløst, tilbagestående kontinent. Macron er ikke mere avanceret end Le Pen på den front. De deler også overbevisningen om, at franske interesser er på spil i Afrika, og at Frankrig skal forsvare disse interesser. Der, hvor de adskiller sig, er, at politikere med hang til det autoritære – som Le Pen – generelt har lettere ved at samarbejde med militære diktaturer og autoritære stater. Derfor vil det nok være mere naturligt for Le Pen at samarbejde med de autoritære kræfter i regionen, hvorimod det for Macron vil mudre hans image som demokratiets forkæmper. Men i det store hele tror jeg ikke, at vi kommer til at se en markant forskel i Frankrigs tilgang til udfordringerne i Afrika, uanset valgets udfald.
Så den konkrete situation i de enkelte lande vil se ret ens ud under begge kandidater?
Højst sandsynligt. Man kan sige, at en del af de NGO’er, som i dag modtager støtte fra den franske regering, muligvis vil få frataget deres støtte under Le Pen. Dette skyldes, at hun måske vil opfatte dem som venstreorienterede eller for progressive til hendes smag. Men generelt tror jeg ikke, at der vil være den store forskel mellem Macron og Le Pens konkrete strategier, selvom spørgsmålet om, hvilke NGO’er der prioriteres, er ret essentielt. En stor del af de vestlige landes indsatser i Afrika bliver nemlig udført gennem NGO’er, så en ændring i støtten kan få stor betydning. Hvis Le Pen bliver præsident, vil hun sandsynligvis forsøge at flytte midler rundt mellem aktørerne – enten til andre NGO’er, som hun er mere enig med, eller direkte til den franske stat.
En række fransktalende lande i Afrika orienterer sig i stadig højere grad mod autokratier som Kina og Rusland. Kan man sige, at Frankrigs svækkede tilstedeværelse i regionen styrker Kina og Ruslands globale position?
Man kan i hvert fald sige, at Frankrigs magt og indflydelse i regionen bevæger sig på en nedadgående kurve, hvilket gør det muligt for Kina og Rusland at øge tilstedeværelsen. Kina gør det primært økonomisk, mens Rusland hovedsageligt engagerer sig militært.
Den svækkede franske tilstedeværelse er dog ikke et resultat af hverken Kina eller Rusland; de udfylder blot det vakuum, som Frankrig efterlader sig. Denne tilbagegang sker b.la., fordi Frankrig ikke længere er i stand til at tilbyde økonomiske relationer, som kan give de afrikanske lande en stærk økonomisk udvikling. Dette er noget, Kina i højere grad er i stand til nu.
Men selvom Frankrig taber økonomisk og militær indflydelse, er de franske kulturelle bånd i regionen stadig helt centrale. De er ikke i nærheden af at blive matchet af hverken Kina eller Rusland. Unge afrikanere kigger stadig mod franske universiteter, når de skal studere, de lytter til fransk radio, og eliten i landene taler fransk. Disse stærke kulturelle bånd gør det muligt for Frankrig at bevare en stor del af deres indflydelse i regionen, selvom Kina og Rusland i stadig højere grad vinder indpas økonomisk og militært.
Har Frankrig et problem med at diskutere de negative konsekvenser af deres engagement i Afrika? Har den franske offentlighed været en smule naiv?
Vi har været meget naive! Antallet af kritiske stemmer i Frankrig, når det kommer til at diskutere engagementet i Afrika, er for lille. Måske skyldes det den kollektive selvopfattelse, at Frankrig er menneskerettighedernes og demokratiets hjemland. Den opfattelse gør, at nogle franskmænd bærer et naivt, ideologisk slør, som skjuler den sande dagsorden om at fremme franske interesser. I Frankrig så man eksempelvis meget forskelligt på henholdsvis Frankrigs og Ruslands engagement i Mali. Da Rusland gik ind i landet, blev det opfattet som forfærdeligt. Diskursen har været, at Frankrig har været the good guys, mens Rusland har været the bad guys. Der bliver ikke rigtigt sat spørgsmålstegn ved de ting, Frankrig har gjort i fortiden.
Hvordan ser du Frankrigs fremtidige rolle i Afrika? Hvilke udfordringer står den kommende præsident overfor?
Situationen i Afrika og i Sahel vil sandsynligvis blive værre i den kommende tid. Krigen i Ukraine har gjort, at verden nu går en ustabil tid i møde. Konflikten i Ukraine kommer til at have store konsekvenser for Afrika. Derfor vil de spændinger, vi allerede ser i regionen, forværres. Særligt i Sahel.
Hvilke konkrete konsekvenser er der tale om?
Hvis vi er på vej tilbage til en kold krigs lignende tilstand, vil mange lande i Afrika blive presset til at vælge side mellem øst og vest. Det kan skabe øgede spændinger. Derudover vil de stigende priser og den kommende fødevarekrise ramme Afrika disproportionalt hårdt, da mange lande på kontinentet i forvejen ikke er særlig modstandsdygtige. Så situationen vil forværres i takt med, at Frankrigs indflydelse svinder ind. Den kommende franske præsident skal altså håndtere de øgede udfordringer med mindre indflydelse end før. Derudover skal den kommende præsident også håndtere et latent opgør med Frankrigs brogede historie som militær magt på kontinentet. Jeg ved ikke, hvad svaret på problemerne bliver, men jeg er sikker på, at udfordringerne bliver større end nogensinde. Jeg tror dog ikke, at vi kommer til at se et markant skifte i Afrika-politikken lige foreløbig.
Hvilken kandidat mener du er bedst til at håndtere disse udfordringer? Macron eller Le Pen?
Macron vil nok stå stærkest, fordi han allerede er en del af den franske politiske elite med sunde relationer til mange vestlige regeringer. Det vil derfor være nemmere for ham at facilitere en vestlig konsensus vedrørende afrikanske anliggender, hvorimod Le Pen måske vil handle, ligesom Donald Trump gjorde det i USA: større fokus på de unilaterale forhold samt mindre intervention. Men det er svært at spå om Le Pen’s vision for Frankrigs rolle i Afrika. Hun har ikke fremlagt nogen klar plan for området. ■
Konflikten i Ukraine kommer til at have store konsekvenser for Afrika. Derfor vil de spændinger, vi allerede ser i regionen, forværres. Særligt i Sahel
_______
ILLUSTRATION: Præsident Macron på besøg hos Malis præsident Ibrahim Boubacar Keita, 19. maj 2017. [FOTO: Christophe Petit-Tesson/Ritzau Scanpix]