08.02.2022

.

Der er ikke tale om aflivning af myter, men nærmere sandhed i udvalg, når forskere eller repræsentanter for BigTech mere eller mindre kategorisk forsikrer om, at forskningen tilsiger, at sociale platforme ingen (nævneværdig) rolle har at spille i etableringen af ekkokamre, forstærkning af polariseringsdynamikker og øget misinformationsspredning.

Dette er et indlæg i artikelserien af professor Vincent F. Hendricks med videnskabsteoretiske og andre filosofiske vinkler på aktuelle spørgsmål. Serien bringes udenfor RÆSONs betalingsmur. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Af Vincent F. Hendricks, professor i formel filosofi og leder af Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet

FOLKETINGETS PRÆSIDIUM havde i Landstingssalen kaldt til åben høringen: ”Hvilken fremtid har den demokratiske samtale på de sociale medier?” i januar 2022. Idéen med høringen var at informere præsidiet, folketingets ordfører fra de forskellige partier og andre interessenter om ”den hårde tone, ekkokammeret, algoritmejagten, spilleregler, der fastsættes af private aktører, kravet om at være online 24-7, SoMe som tidsrøver og det svære i at føre en konstruktiv samtale – samtalerne på de sociale medier er i dag udfordret af flere problematikker, og det er en udvikling, som både borgere og politikere i stigende grad udtrykker bekymring over” – som det hedder sig i oplægget.

Et panel bestående af professorer, eksperter og repræsentanter fra Meta/Facebook var blevet indkaldt for indledningsvist at give deres respektive oplæg og sidenhen besvare spørgsmål fra præsidiet og de indbudte ordførere. Bemærkelsesværdigt var det, at en tilstedeværende forsker og Meta/Facebooks danske chef understregede, at nyere forskning antageligvis viser, at hverken ekkokammereffekter, polariseringsmekanismer og misinformation er specielt udbredt på sociale medier, ikke er problemer, der i nævneværdig grad kan tilskrives sociale platforme og således er myter, som det hedder sig i noget kategoriske udmeldinger på Twitter.

Dette ”myteopgør” er fortsat efter regeringens medieudspil i februar, hvor såvel Meta/Facebooks chef og Google DKs politiske chef ved forskellige lejligheder har henvist til forskning, der antageligvis skal vise, at ekkokammereffekter, polariseringsmekaniser og misinformation udgør langt mindre problemer end først antaget og ikke væsentligt kan tilskrives sociale platforme. Senest har Meta/Facebook vendt kritikken om mod den danske regering og anklaget denne for selv at puste til den ild de gerne vil slukke ved at bruge ”aggressiv hadtale” og ”pege fingre ad” netop de sociale medier i forbindelse med lanceringen af medieudspillet – og igen betones det, at ”den internationale forskning viser, at nogle af regeringens påstande er forkerte”.

Centralt er det således at hudflette, hvilken ny forskning det præcis er, der angiveligt skulle vise, at de sidste årtiers forskning i større eller mindre grad er galt afmarcheret, at velunderbyggede og vedvarende påstande om misinformation på sociale medier er stærkt overdrevne, eller, at whistleblower Frances Haugens læk af interne dokumenter fra Meta/Facebook er systematisk fejlfortolkede, overdrevne og overildede, selvom de ikke rigtig tilbagevises i et, hvad der på Kforum er blevet betegnet et ”desperat og tonedøvt forsvar.”

 

Eksponering over for anderledes information kan forskyde politiske standpunkter, men behøver ikke at gøre det, hvorfor man ikke entydigt kan konkludere, at sociale platforme skaber ekkokamre
_______

 

Misinformation har altid været der
Ekkokammereffekter, polariseringsmekanismer og misinformation har formentlig været med os, så længe vi har været mennesker – og har haft en presse – hvor information først har cirkuleret om lejrbålet, siden på telegraf, telex, fax, avis, radio, tv og nu internet. Tilsvarende, socialpsykologiske problemer som lemmingeeffekter, tilskuereffekter, polariseringsmekanismer, gruppetænkning og social sammenlignelighed, samt psykologiske dispositioner som biases, kognitiv dissonans, motiveret ræsonnering og så fremdeles, er ikke født med de sociale platforme og kan i sagens natur alene ikke gøres ansvarlige herfor. Det er ganske ukontroversielt – og sandt, så vidt vi ved, som det ofte provisorisk udtrykkes i videnskab, for netop ikke at udelukke muligheden for, at videnskabelige indsigter og resultater senere kan komme til, der enten tilbageviser, nuancerer eller på anden måde reviderer den forhenværende viden.

Den nye forskning, der nu refereres til af BigTech-industrien, hidrører mestendels studier i datadrevet sociologi, samfundsvidenskab, politologi, politisk meningsdannelse og her til hørende socialt medie- og nyhedsforbrug specielt i USA (tilsvarende studier i DK og EU halter betragteligt bagefter). Som mennesker bevæger vi os eksempelvis hver især offline i begrænsede miljøer, typisk med mere eller mindre ligesindede, hvilket kan betyde trunkering af den mængdediversificeret information og anderledes standpunktstilkendegivelse man eksponeres for i sin fysiske omgangskreds. Eksponeringsgraden af forskelligartet information og anderledestænkende kan under bestemte – og ikke uvæsentlige – betingelser og afhængig af den specifikke konstruktion  være større online, hvor brugere via nyhedsfeeds, kommentarspor eller fulgte profiler udstilles for, hvad ”de andre” måtte tænke og mene. Således kan man ikke slutte, at sociale platforme nødvendigvis stimulerer ideologisk segregering og, at ekkokammereffekter på sociale platforme er overvurderede.

Et andet foreløbigt studie i politisk meningsdannelse og socialt medieforbrug i USA viser, at Twitter-brugere, der i øvrigt kommer fra hver deres ende af det politiske spektrum godt kan følge mange af de samme profiler, og hvor konservative vælgere har større sandsynlighed for at følge medier og politiske profiler, der er markeret som venstredrejede, mens det omvendte ikke gør sig gældende for mere politisk liberale brugere. På den anden side foreslår atter et andet foreløbigt studie, at republikanere, der følger en liberal Twitter-bot forskyder sig politisk og bliver mere konservative efterfølgende, men det gør sig omvendt ikke gældende for liberale efter at have fulgt en konservativ Twitter-bot. Eksponering over for anderledes information kan forskyde politiske standpunkter, men behøver ikke at gøre det, hvorfor man ikke entydigt kan konkludere, at sociale platforme skaber ekkokamre og samtidig, at eksponering over for anderledes information kan stimulere politisk polarisering. Slutteligt synes et studie baseret på en spørgeskemaundersøgelse foreløbigt at foreslå, at hadfuld tale og politisk aggression online fremprovokeres og vedligeholdes af et statusdrevent fåtal, der er lige så sure og fjendske offline, som de er online og således puster til polariseringen, hvorfor det kan ikke være de sociale medier, der skal have skylden for det syrlige miljø i den politiske diskussion online.

Ekkokammereffekten
Alle disse studier kan have noget for sig, men de er foreløbige og mestendels forsigtige, men fra tid til anden – indrømmet – noget bombastiske i deres konklusioner om sociale platformes fortræffeligheder og det påståede ”myteopgør” med sociale platformes rolle i etableringen af ekkokamre, polariseringsforskydninger og misinformationsspredning. Der findes imidlertid et betragteligt korpus af forskning, der foreslår noget ganske andet og har gjort det ganske længe.

Et studie fra 2021 med den sigende titel ”The Echo Chamber Effect on Social Media” viser via netværksanalyse, og efter at have gransket 100 millioner stykker information om kontroversielle emner som våbenlovgivning, vaccination og abort på Gab, Facebook, Reddit og Twitter, at sociale platformes algoritmiske arkitektur stimulerer etableringen af grupper af ligesindede, der rammesætter og forstærker et fælles narrativ i overensstemmelse med polariseringsdynamikken (som er en proces) og hertil hørende ekkokammereffekter (som er et resultat af føromtalte proces).

Et andet studie fra 2019 viser så – også foreløbigt – hvordan den algoritmiske bias på sociale platforme igen forstærker meningsfragmentering og politisk polarisering. En anbefalingsværdig detaljeret oversigtsartikel fra Scientific American, 2020, argumenterer for, at overflod af information på sociale platforme er med til at sprede misinformation – men også, at de sociale platforme udmærket er klar over dette problem og til tider stimulerer spredningen af misinformation, da det kan være økonomisk ganske rentabelt i et informationsmarked styret af en opmærksomhedsøkonomi.

Og slutteligt, i et blot lille udsnit af mange forskningsartikler, der foreløbigt demonstrerer, hvorledes sociale platformes netværksarkitektur og algoritmiske informationssortering har centrale roller at spille i ekkokammereffekter og polariseringsdynamikker, viser en meget detaljeret kvantitativ analyse af 1,2 millioner Facebookbrugeres onlineadfærd, fra det velanskrevne tidsskrift Nature, at grupper polariserer svært henover modstridendende narrativer om videnskab og konspirationsteori; der detekteres massiv konfirmationsbias blandt brugere; de forstærker deres egne overbevisninger og ikke mindst smitter naboer i netværket med deres foretrukne standpunkter, der afføder svært polariserede klynger i allerede etablerede ekkokamre.

Foreløbige sandheder præsenteres som myteaflivning
Præsenteret for disse to meget forskelligartede og umiddelbart modsatrettede porteføljer af resultater vedrørende de sociale platformes rolle i etableringen af ekkokamre, polariseringsdynamikker og misinformationsspredning, melder spørgsmålet om det indledende myteopgør sig igen – og helt præcist hvilke myter, der antageligvis er prikket hul på.

Svaret er et både/og, ikke et enten/eller. Så vidt vi ved foreløbigt, har ekkokamre, polariseringsdynamikker og misinformationsspredning alle dage været til og kan ikke tilskrives sociale platforme alene – og der er sandt, at ideologisk segregering ikke alene er noget, der har med de sociale platforme at gøre. Så vidt vi ved er det ligeledes sandt, at sociale platforme kan være med til enten at etablere, stimulere og forstærke allerede eksisterende ekkokamre, polariseringsdynamikker og misinformationsspredning.

De to videnskabeligt funderede arbejdshypoteser er ikke kontradiktoriske modsætninger, således, at den ene er sand, når den anden er falsk og vice versa. De er, med henvisning til Aristoteles, subkontrære modsætninger, for eftersom de ikke synes at være falske samtidig givet den evidens, der respektivt kan angives for dem, udelukker det ikke, at de kan være sande samtidig. Og så vidt vi ved – og foreløbigt – er det præcis det de er: sande samtidig. Der er således ikke tale om aflivning af myter, men nærmere sandhed i udvalg, når forskere eller repræsentanter for BigTech mere eller mindre kategorisk forsikrer om, at forskningen tilsiger, at sociale platforme ingen (nævneværdig) rolle har at spille i etableringen af ekkokamre, forstærkning af polariseringsdynamikker og øget misinformationsspredning.

Uafhængig af om man citerer den ene eller anden portefølje af forskningsresultater, kan vi som forskere under alle omstændigheder blive enige om, at vi mangler datamateriale fra BigTech, der kan give os en bedre idé, hvor meget der er om det ene, og hvor meget der er om det andet – så kan vi forhåbentlig også slippe lidt af med ”foreløbig” og ”så vidt vi ved” ved hver et vejkryds. BigTech har ind til videre ikke været særlig gæstfri med hensyn til at give adgang til dataprotokoller og netværksmateriale.

Hvis målet med en åben høring forestået af Folketingets præsidium om ”Hvilken fremtid har den demokratiske samtale på de sociale medier?”  er at bidrage med så meget robust og informeret forskning som muligt, der kan give anledning til evidensbaseret politik på området, er det næppe behjælpeligt med foreløbige sandheder i udvalg præsenteret som myteaflivning. Hvad der vil være behjælpeligt er, at forskere får adgang til tech-data, selvfølgelig med de klausuler, der sikrer private ophavsrettigheder og anden sikkerhed, som det rutinemæssigt gælder andre steder i videnskaben, når forskere samarbejder med privat foretagsomhed med henblik på alles bedste – den demokratiske samtale på de sociale medier inklusiv. ■

 

Det er næppe behjælpeligt med foreløbige sandheder i udvalg præsenteret som myteaflivning. Hvad der vil være behjælpeligt er, at forskere får adgang til tech-data
_______

 

Vincent F. Hendricks (f.1970) dr.phil., ph.d., er professor i formel filosofi ved Københavns Universitet, grundlægger og leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) samme sted. Han er forfatter til en række bøger, herunder blandt andet Spræng boblen, Fake News, Kæmp for Kloden, Os og dem, Vend Verden og er en afholdt foredragsholder. Vincent F. Hendricks har vundet en række priser for sin forskning herunder Videnskabsministeriets Eliteforskerpris, Roskilde Festivalens Eliteforskerpris, Choice Magazine Outstanding Title Award samt Rosenkjærprisen. ILLUSTRATION: Officielt pressebillede [Foto: Sig Meincke]