Ulrik Vestergaard Knudsen om 2023: Hyperglobaliseringen er død. Den kommer aldrig nogensinde tilbage
27.12.2022
„Hyperglobaliseringen kommer aldrig nogensinde tilbage – i hvert fald ikke i vores tid. Det bliver en anden form for globalisering med langt flere politiske bremser.”
FRA RÆSON52. Artiklen er med i det nye trykte nummer af RÆSON, der har titlen ,Efter 2022′.
Interview med Ulrik Vestergaard Knudsen af Janus Elmstrøm Lauritsen
RÆSON: Hvad skal vi forvente os af økonomien i 2023, og hvad bliver de største udfordringer globalt?
ULRIK VESTERGAARD KNUDSEN: Det er blevet sværere end nogensinde at adskille politik fra økonomi. Hvis der er noget, 2022 har vist os, så er det, at politik og økonomi er mere sammenkoblet end nogensinde før. Mange af de økonomiske problemer, som 2023 kommer til at arve fra 2022 – inflation, energikrise, fødevarekrise og et stramt pengepolitisk miljø – er jo delvist forårsaget af Ruslands invasion af Ukraine og delvist forårsaget af de geopolitiske spændinger mellem Vesten og ikke mindst Kina, som er boblet op til overfladen i kølvandet på krigen mellem Rusland og Ukraine og den økonomiske krig mellem Rusland og Europa. Fordi det er svært at adskille politik og økonomi, kommer den økonomiske udsigt for 2023 også til at være ret følsom i forhold til forskellige geopolitiske scenarier.
Som det ser ud nu, står verden i allerbedste tilfælde over for en meget alvorlig økonomisk afmatning i 2023 – ifølge nogle ligefrem over for en global recession. I OECD vurderer vi i vores seneste rapport, at verden lige akkurat går fri af recession. Vi kommer til at få lidt over 2 pct. vækst, og det er lige akkurat nok til at holde trit med befolkningsvæksten, så vi ikke får en reel tilbagegang i global aktivitet. MEN: Hvis vi ser på Europa, er billedet noget mere dystert. I flere af de økonomier, der ligger omkring Danmark – Tyskland, Storbritannien og Sverige – der forudser vi decideret recession næste år.
Så overordnet, på verdensplan, kommer der ikke til at være tale om en recession, fordi der er andre økonomier, som stadig vækster. Men Europa bliver ramt?
Lige akkurat ikke recession, nej. Men der skal ikke være meget i fx det geopolitiske miljø, der ændrer sig, før vi kan ryge ned under tærsklen for recession globalt set. Men det er rigtigt: Det er stadig mest i Asien, at væksten foregår, men nu er det ikke i samme grad Kina længere. For Kina er også i økonomisk krise – både konjunkturkrise og strukturel krise – så det er nu i højere grad lande som Indonesien og Indien, der kommer til at trække væksten i Asien. For at svare direkte på dit spørgsmål kan man sige, at det er Asien, der redder verden fra økonomisk tilbagegang samlet set i 2023.
Men i Europa vil vi føle det som en recession?
I hvert fald i nogle lande – herunder de tre, jeg nævnte. I Danmarks tilfælde forudser vi, at vi lige akkurat undgår negativ vækst. Vi balancerer lige omkring nulvækst, og så kommer vi tilbage formentlig i 2024. Men meget afhænger selvfølgelig også af, hvordan energipriserne udvikler sig, og af krigen mellem Rusland og Ukraine. Og så sidder de store centralbanker også rundtomkring i verden og overvejer, hvor mange stramninger der er brug for, for at få inflationen ned. Og man ER nødt til at få inflationen ned – både i USA og i Europa – for vi oplever en meget, meget alvorlig nedgang i realløn. I Danmark har vi nu den værste nedgang i realløn i 70 år, og det skyldes inflationen. Så selvom det kunne være fristende med en lidt mere lempelig pengepolitik, så er der simpelthen behov for en stram pengepolitik for at få inflationen ned, skabe stabilitet i økonomien og undgå yderligere udhuling af reallønnen.
Vi ser allerede her mod udgangen af 2022 klare tegn på, at inflationen har toppet i USA og så småt er på vej ned. Og Europa har hele tiden været to-tre måneder efter USA på den kurve, så der er også et håb om, at inflationen meget snart topper i Europa. Vi ser allerede begyndende tegn på det. Så vi forestiller os, at inflationen bliver lavere i 2023, end den var i 2022, og at vi i 2024 kommer ned på nogle niveauer, der begynder at minde om noget mere normalt, omend vi måske ikke kommer helt ned på de 2 pct., som ofte er et omdrejningspunkt.
Jeg tror faktisk, at hvis det internationale system skal reddes, så har man brug for Europa
_______
Du nævnte, at 2022 har vist, hvor tæt knyttet økonomi og politik er. Er det noget nyt?
Ikke som sådan. Der er mange, der mener, at vi nu er gået ind i en ny kold krig, fortrinsvis mellem USA og Kina. Nogle breder det ud og siger, at det er Vesten på den ene side og autokratierne på den anden. Men den vigtigste forskel i forhold til den gamle kolde krig mellem USA/Vesten på den ene side og Sovjetunionen på den anden er, at de to blokke, man i så fald ville tale om, er mere økonomisk forbundne end nogensinde før. Globaliseringen har forbundet os med Kina på en måde, som næsten gør det umuligt at afkoble på kort sigt, hvilket i mine øjne også ville være enormt farligt. Så også på den måde hænger politik og økonomi sammen.
Vi må selvfølgelig ikke glemme, at inflationskrisen ikke udelukkende er et udslag af Ruslands aggression mod Ukraine. Der var allerede inflationspres inden krigen – grundet fortættede forsyningskæder og andre ting. Men i det omfang krisen også er et udslag af krigen mellem Rusland og Ukraine og ikke mindst vores økonomiske krig mod Rusland– som også har omkostninger for os – så må man bare huske på, at Kinas økonomi er ti gange større end Ruslands. Så når vi nu overalt ser tegn på, at der er en begyndende afkobling mellem os i Vesten og Kina, så skal vi bare være opmærksomme på, at hvis vi går planken ud på den afkobling, så kommer det for det første til at blive utrolig meget dyrere for os end det, vi ser i den øjeblikkelige økonomiske krise. Og for det andet vil det blive meget sværere at løse klimaproblemerne, da der vil være mindre tillid mellem blokkene. Men vi har brug for hinanden for at løse klimakrisen. Og ikke mindst vil risikoen for, at den nye kolde krig vil tage form af noget værre – nemlig en militær konflikt – vokse. For uden gensidig økonomisk afhængighed mellem landene bliver omkostningerne ved krig mindre. Så på den måde hænger økonomi og politik i det store, globale billede mere sammen, end det nogensinde før har gjort.
Vi har haft 33 år, indtil den 24. februar i år, hvor der har været relativ konsensus om det politiske ideal, nemlig det liberale demokrati. Fukuyama sagde som bekendt i 1989, at nu var historien slut, de liberale demokratier havde vundet – og det indvarslede ideologisk en æra på 33 år, der var kendetegnet af multilateralisme, international handel, globalisering, interdependens og som følge deraf håb, velstand, stabilitet og fred.
24. februar gik vi ind i en helt ny æra for geopolitikken og for verdensøkonomien – en æra, der i højere grad vil blive præget af frygt, truende velstandstab, usikkerhed og nu også konstatérbar krig i Europa. Det bliver en æra, hvor vi kommer til at se konsekvenserne af, at økonomi og politik er kommet til at hænge så meget sammen.
Så hvis man er bange for, at vi ender i en økonomisk krig med Kina – fx som reaktion på eventuelle aggressioner mod Taiwan – så siger du, at det skal vi i virkeligheden slet ikke frygte, for det har vi ikke råd til?
Jeg siger ikke, at vi ikke skal frygte det. Vi skal i den grad frygte afkoblingen i sig selv, ligesom vi skal frygte det, der er med til at inspirere denne afkobling – nemlig at både lande og virksomheder er bange for, at man kan komme i en situation, hvor det ikke er gangbart længere at være afhængig af import fra Kina, indtægter fra Kina eller forsyningskæder, der på en eller anden måde er alt for centrerede omkring Kina. Jeg tror bestemt, at man skal være bekymret både for afkobling og for det, der har igangsat den.
Men jeg vil godt medgive, at det, der nok er behov for at finde, er en ny balance, en ny konsensus i Vesten mellem økonomisk sikkerhed og frie åbne markeder globalt set.
Indtil videre har mantraet været: Global handel og frie åbne internationale markeder er et entydigt gode – i hvert fald for små lande som Danmark, der er åbne og afhængige af verdensmarkederne. Fremover tror jeg, at opgaven for os og andre små lande er at være med til at definere et nyt balancepunkt, hvor vi ikke er så naive, at vi tror, at vi med alle mulige former for energi og dataoverførsler, produktion af mikrochips og fødevarer kan være afhængige af autokratier og forsyningskæder, som pludselig måtte blive afbrudt. Den æra er ovre. Og det tror jeg også, at vi, der bekender os til det internationale system og frihandel, er nødt til at erkende.
Nu bliver opgaven at sikre, at den logik så ikke fører til en total afkobling af økonomierne, for det ville blive meget, meget dyrt i velstand, i forhold til klimaet og som nævnt også risikabelt militært. Så der er brug for et nyt balancepunkt mellem økonomisk og national sikkerhed på den ene side og åbne globale markeder på den anden.
Så globalisering og frihandel har nået deres maksimum, og nu kommer det til at handle om afkobling?
Jeg er i hvert fald helt sikker på, at hyperglobaliseringen er død. Den kommer aldrig nogensinde tilbage – i hvert fald ikke i vores tid. Så kan man håbe på en reglobalisering eller en globalisering med regionale fikspunkter. Jeg håber ikke, at vi skal aflive globaliseringen, men det bliver en anden form for globalisering med langt flere politiske bremser.
Hvad kommer det til at betyde for et Europa, som jo har outsourcet en meget stor del af sin produktion? Hvor placerer Europa sig i en verden under afglobalisering, og hvem skal være vores partnere?
Jeg tror faktisk, at hvis det internationale system skal reddes, så har man brug for Europa. Ikke mindst i Washington og Beijing er man ved at låse sig fast i en koldkrigslignende logik, og der er mange mellemstore lande i verden, som gerne vil være med til sammen med Europa at sikre stumperne af det multilaterale system, hvis man skal formulere det lidt dramatisk. Lande, som håber på, at der stadig er et multilateralt system og multilaterale rammer, hvor vi kan sikre fri handel, skatteaftaler, klimaaftaler osv., og der tror jeg, at Europa har en potentiel lederrolle.
Til dels fordi vi ikke er lige så direkte involveret i kampen om det globale herredømme – og det er vi ikke, fordi vi ikke er tæt på at være nummer et. Det er sådan set pga. vores svaghed som europæere, at det ikke er et geopolitisk spil mellem tre, men nok i virkeligheden mellem to. Men det kan vi så udnytte til at fremme vores interesser i et globalt system, der stadig virker.
Jeg tror faktisk, at der ude i verden er respekt om, at Europa står for multilateralisme, demokrati og menneskerettigheder. Det, der er mindre respekt for, er den måde, vi sammen med USA realpolitisk forvalter det på i verden
_______
Der er to områder, hvor Europa er en entydig supermagt. Det ene er handelsområdet, fordi vi har eksklusiv kompetence: Vi forhandler sammen som en handelsenhed i EU, og vi er stadig verdens største handelsblok, så der ER vi en supermagt. Og vi er også en supermagt på det regulatoriske område. Så jeg tror bestemt, at der er en rolle for Europa, men det er et Europa, der er under pres lige nu, fordi den økonomiske krise rammer os hårdere end nogen andre kontinenter.
Hvad er det for andre lande, som er interesserede i at indgå i det samarbejde om at facilitere en multilateral orden, du nævnte?
Der er mange mellemstore demokratier, både i den vestlige blok og den mere neutrale blok, såsom Canada, Korea, Japan, Indonesien og måske i virkeligheden også lande som Indien, Brasilien og Sydafrika, der gerne vil være med til at bevare og forbedre det multilaterale system.
Er det en balancegang, Europa kan opretholde, i en situation hvor amerikanerne kalder på, at vi står entydigt på deres side, i hvert fald sikkerhedspolitisk? Kan vi samtidig med det opretholde et andet økonomisk ansigt?
Det har vi allerede i dag. Der er ikke nogen tvivl om, at i det store geopolitiske billede i forhold til både Kina og især Rusland holder Europa og USA sammen. Og det kan godt være, for nu at komme tilbage til Fukuyamas billede, at historien ikke sluttede i 1989, som han troede. Historien vendte tilbage den 24. februar. Men det gjorde Vesten også. Det var lyspunktet. Vi har formentlig aldrig haft en så stærk konceptuel genkomst af Vesten i nyere tid, som vi har set i år. Vesten er igen blevet et begreb, man kan regne med, og nok også et koncept, som både Putin og Xi Jinping havde undervurderet. De troede, at vi var svage, og vi viste os at være stærkere.
Men samtidig ser vi også her mod slutningen af året, at nogle af de økonomiske uoverensstemmelser mellem USA og Europa er ved at stå i fuldt flor igen. Den amerikanske Inflation Reduction Act er jo meget mere end det – det er jo i europæernes øjne en meget voldsom subsidiering af amerikansk industri, som kommer til at stjæle arbejdspladser fra Europa. Det er et tema, der nu igen truer med at trække EU og USA fra hinanden – ikke omkring de grundlæggende værdimæssige tilgange til den nye ,kolde krig’, men omkring vores økonomiske sammenhold. Og det er også sværere for Europa at gøre sig fri af de her globale forsyningskæder, for vi er en langt mere åben blok end USA, der er mere selvforsynende. Så vi står forskellige steder i hele den her debat om globalisering, og vi står også lidt forskellige steder i forholdet til Kina, hvor vi også har set fx Scholz være i Kina her i efteråret, fordi Tyskland er langt mere eksponeret i forhold til det kinesiske marked, end fx USA er.
Så ja, for Europa er det en balancegang. Vi er selvfølgelig på de vestlige landes side i den her geopolitiske friktion, især når det kommer til værdier, politik og sikkerhed, men når det kommer til økonomien, er billedet mere broget, og sammenholdet over Atlanten er mere tvivlsomt.
Hvem skal tage ansvaret for Europa? Her tænker jeg ikke kun på Brexit og et Storbritannien, som siden 2016 kun er blevet mere ustabilt, men også på ,illiberale’ demokratier som Polen og Ungarn og højrenational fremgang fx i Italien.
Jeg synes paradoksalt nok, at 2022 har været et godt år, om ikke for Europa så i hvert fald for udviklingen af europæisk identitet. Det er klart, at det har været et hårdt år økonomisk for Europa, fordi energikrisen, inflationskrisen og Ruslands aggressioner over for Ukraine har ramt Europa hårdere end nogen andre. Men det har været et godt år for forståelsen af, hvorfor en eller anden form for europæisk identitet i den her verden er nødvendig. Sammenholdet har været slående i Europa – jeg tror, at vi er oppe på otte sanktionspakker over for Rusland på trods af de uenigheder, du nævner.
Man skal huske på, at der har ikke været noget år siden grundlæggelsen af EF, hvor vi ikke har talt om, at Europa er i krise. Men jeg mener faktisk, at vi har håndteret Rusland-Ukraine-krisen langt bedre, end vi startede med at håndtere corona-, finans- og migrationskrisen. Og det er, fordi vi har udvist sammenhold og en evne til at agere på en måde, som har reel betydning. Det har vi ikke set i den grad før på det geopolitiske område.
Kommer EU i virkeligheden først for alvor til sin ret, når det konfronteres med kriser og trusler udefra?
EU er jo født af krige, og EU’s udvikling er født af kriser. Hver gang man har lagt et nyt lag på samarbejdet, har det typisk været som en reaktion på en krise, hvor man så efter noget tid og en i starten mangelfuld reaktion på krisen har fundet ud af, at man har været nødt til at styrke bestemte dele af samarbejdet. Jeg tror, at erkendelsen af den nye geopolitiske virkelighed vil være, at Europa bliver nødt til at udvikle flere fælles udenrigspolitiske kompetencer. Og det forhold, at vi selv i Danmark efter mange års diskussion pludselig – på få måneder og med stort flertal – kunne melde os ind i forsvarssamarbejdet, er jo også et eksempel på, at der er sket noget med europæernes opfattelse af deres identitet siden 24. februar. Og det er ikke kun i Danmark. I Sverige og Finland tog det dem endnu kortere tid at finde ud af, at de skulle med i NATO, som jo også er en delvist europæisk sikkerhedsstruktur. Og hvis du følger diskussionen i Malta, Irland, Schweiz og Østrig, så er det også lande, hvor den her neutralitetsopfattelse er kommet under pres, og hvor der er en diskussion af, om man ikke skulle bekende sig klarere til nogle europæiske sikkerhedsstrukturer på en eller anden måde.
Vesten har stået sammen om sanktionspakkerne mod Rusland, men kigger vi ud i verden, er der jo ikke et flertal, som bakker os op. Er det stadig berettiget at tro – som Fukuyama gjorde – at vi har historien på vores side, og at det er vores idealer om frihandel, demokrati og menneskerettigheder og vores fortælling om verden, der er den ,bedste’, og som i sidste ende vil sejre?
Den del af verden, hvor man ikke er medlem af NATO eller af min organisation OECD, men heller ikke holder med Rusland og Kina – der er man ikke synderligt imponerede over Vestens ageren de seneste 20 år.
Og det bliver en nøgle for vores ageren i den her verden at blive bedre til at opfange, hvordan der bliver set på os i resten af verden. Der er mange i Vesten, der ikke har kunnet forstå, hvorfor lande som Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika – alle sammen store reelle demokratier – tilsyneladende ikke har kunnet se med samme ,moralske klarhed’ på konflikten i Ukraine, som vi har. Og det er ikke, fordi de mangler et moralsk kompas. Det er, fordi de har set, hvordan Vesten reagerer, når det er på deres kontinenter, at der er krig, oversvømmelse, tørke, coronapandemi, terrorangreb osv. Der er vi måske ikke ligeglade, men de fornemmer ikke, at der er nogen specielt stor opmærksomhed omkring de problemer, de måtte opleve i deres lande og i deres regioner. Og derfor har de meget svært ved at forstå, hvorfor de så nu – hvor der er en konflikt i nogle områder, de ikke er særligt fokuserede på i deres udenrigspolitik, som hedder Luhansk, Donbass og Donetsk – fordi der nu dør nogle hvide mennesker, så skal ændre hele deres geopolitiske kalkule. Det har de svært ved at se. De har jo også set på, hvordan vi i øvrigt har blandet os i en lang række andre konflikter i verden meget entydigt på én side.
Og – meget væsentligt – så ser de også på, hvordan Vesten håndterede coronapandemien. Den kaldte i den grad på global solidaritet, fordi netop det at komme ud af pandemien jo i virkeligheden ikke bare appellerede til et almindeligt solidaritetsbegreb, men også til, at man af rent egoistiske grunde sørgede for at få sine medborgere i den her verden vaccineret. Det var ikke det, Vesten gjorde. Vesten mangedoblede sine egne lagre af vacciner, og på trods af advarsler – også fra Vestens egne eksperter – om, at hvis vi gjorde det, så kunne den næste variant meget vel komme fra Brasilien eller Sydafrika, Indien eller Peru, og det var lige præcis det, der skete. Derfor skal vi bare være opmærksomme på, at opfattelsen af Vesten i resten af verden er, at der er meget langt mellem vores ord om solidaritet og så vores handling.
Mykolaiv, Ukraine, 11. november 2022: Boligblok i Mykolaiv (50 km fra den befriede by Kherson) efter et russisk missilangreb, hvor mindst syv personer omkom [FOTO: Ashley Chan/SIPA/Ritzau Scanpix]
Så de føler ikke, at de i den her situation skylder os noget. Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at hvis de ser helt isoleret på konflikten i Ukraine, så synes de da, at det er forkert og skræmmende, at Putin angriber et nabodemokrati på den måde, men der sker bare lignende ting på deres kontinenter hvert eneste år, uden at det får hele verden til at gå i stå. Derfor har de også svært ved at forstå, at Vesten i G20 har insisteret på at holde samtlige andre fremskridt i de globale forhandlinger om uddannelse, digital transformation, miljø osv. som gidsel på grund af én paragraf om krigen i Ukraine, som det så alligevel lykkedes med dygtigt indonesisk formandskab trods alt at få løst i sidste øjeblik.
Jeg tror faktisk, at der ude i verden er respekt om, at Europa står for multilateralisme, demokrati og menneskerettigheder. Det, der er mindre respekt for, er den måde, vi sammen med USA realpolitisk forvalter det på i verden. Det er altså ikke så meget værdierne, der er problemet, men måske i virkeligheden snarere den måde, hvorpå vi går på kompromis med de værdier, når vi agerer.
Jeg forudser ikke lige, at Europa går ind og leder verden i morgen eller i overmorgen – overhovedet ikke. Vi er for svage økonomisk og har ikke nok sammenhængskraft beslutningsmæssigt. Det er ikke det, jeg forudser. Men jeg ser, at der er ved at opstå et hul, for man sidder ude i resten af verden og er ikke nødvendigvis super imponerede over hverken Washington eller Beijing. Det er jo også to supermagter, som slås med deres egne interne problemer. USA er i dag et mere polariseret land, end det har været siden Den Amerikanske Borgerkrig. Kina på den anden side – som indtil for kort tid siden så ud til at være en meget rationel, succesrig økonomisk aktør – ser nu ud til at gå en tid i møde med i hvert fald tre kriser: en demografisk, en økonomisk og en ledelsesmæssig.
Du gav et interview i Berlingske i marts måned, hvor du advarede mod, at de bedste år ligger bag os, og at vi går en ,meget uhyggelig’ verden i møde. Er der noget, som har ændret sig siden da? Har russernes manglende krigsstyrke fået dig til at revidere din analyse?
Jeg mener grundlæggende stadig, at vi nok har de 33 bedste år bag os, og jeg synes, at de strukturer og mønstre, vi nu kan begynde at ane globalt set som konsekvens af den 24. februar, er bekymrende på det økonomiske område, for afkoblingen er nu begyndt.
Du kan se, at USA med The Inflation Reduction Act har erklæret Kina fuldstændig økonomisk krig på techområdet, hvor man har sagt, at nu kan vi ikke længere eksportere avancerede halvledere til Kina – og i øvrigt siger de også, at de vil ramme de lande, der gør.
Og Kina har jo i den grad også taget bestik af, hvad der er foregået i de seneste ni måneder – de kan også godt se, at de skal være påpasselige med for deres vedkommende at være alt for afhængige af visse varer og tjenesteydelser fra vores side. Så de har også anlagt meget store projekter for at blive selvforsynende med forskellige følsomme varer og tjenesteydelser. Og det, vi så ser, er ironisk nok, at de her afkoblingstanker er ved at blive en selvopfyldende profeti, for også de globale og multinationale virksomheder, herunder danske, som meget nødigt ser en afglobalisering, også de er selvfølgelig nødt til at tage bestik af den nye geopolitiske virkelighed. De tænker derfor to gange over, om de skal lægge alle deres kommercielle æg i den kinesiske kurv. Det ser ud til lige nu at være farligere, end det var for bare et år siden. Og selv hvis ikke det er deres egen vurdering, kan de jo se, at det er den politiske vurdering i mange hovedstæder rundtomkring i verden, og allerede der må man jo tage bestik af det.
Så for verdensøkonomien har det allerede haft strukturelle konsekvenser. Det betyder ikke, at verden og væksten ikke kommer tilbage. Vi har jo den digitale transformation og den grønne omstilling, som også kan give anledning til ny vækst. Så det er ikke, fordi jeg forudser en nødvendigvis langvarig recession, eller at vi ikke kan komme tilbage på et vækstspor, men jeg tror, at der kommer til at gå noget tid. Og at hvis vi får en afkobling og en delvis afglobalisering, så kommer det til at lægge et loft på en fremtidig vækst – et loft, som vi ikke har haft før.
Det er så økonomien, men min bekymring går nok i virkeligheden allermest på den politiske stabilitet – af de tre grunde, jeg nævnte, nemlig effekter af afkobling på økonomi, klima og sikkerhedspolitik.
Så hvis man skal kigge på 2023 og prøve at vælge nogle få fikspunkter, er der så noget særligt, vi skal holde øje med? Hvad bliver værd at holde øje med? Hvad skal man rette blikket mod?
Først og fremmest skal vi have inflationen under kontrol, for den skaber en usikkerhed i økonomien, som er gift for vækst, initiativ og investeringer. Og derudover af socialpolitiske grunde, fordi inflationen udhuler reallønnen, hvilket selvfølgelig går ud over de mest sårbare og derfor også vores samfunds sammenhængskraft. Det betyder så ikke, at man bare kan støtte de mest sårbare ubegrænset, for så stiger inflationen endnu mere. Man skal sørge for – med tre M’er – at finanspolitiske støttetiltag er moderate, midlertidige og målrettede. Vi skal indstille os på, at det kommer til at tage et år eller to at få inflationen under kontrol. Det er det, man skal have fokus på i finanspolitikken og i pengepolitikken.
Noget af det, der knytter sig meget stor usikkerhed til, er det geopolitiske billede. Jeg vil meget nødigt tegne alt for dramatiske billeder her, men det er jo et faktum, at vi for første gang i 33 år seriøst analyserer risikoen for brug af atomvåben. Jeg tror ikke, at vi kommer dertil, men sandsynligheden er gået fra at være næsten lig nul til nu at være reel. Så det er klart, at hvis den krig bliver ved, bliver værre eller eskalerer på en eller anden måde, vil det være dybt alvorligt for verdensøkonomien. Hvorimod det ville være godt for verdensøkonomien, hvis man kunne etablere en form for våbenhvile.
Så det er nogle af de ting, man skal holde øje med.
Og så tror jeg, at det på længere sigt gælder om at få den digitale og den grønne omstilling til at spille sammen, så man sørger for, at nogle af de produktivitetsforbedringer, der vil være forbundet med den digitale revolution, men som vi ikke for alvor har høstet endnu, kan omsættes til økonomisk vækst, samtidig med at de bidrager til den grønne omstilling.
Så helt overordnet: 2023 bliver ikke et mere kaotisk år end 2022?
Det tør jeg ikke sige noget om. 2023 bliver et år med i bedste fald en alvorlig økonomisk afmatning globalt, især i Europa. Politisk er det meget svært at forudse, hvad der sker, fordi vi lige nu står i et vadested til en helt ny æra – det er jeg helt overbevist om. Præcis hvordan den æra skal defineres, ud over at de bedste 33 år er bag os – som jeg siger med et lille smil – det tror jeg ikke, at vi har set endnu, og jeg tror i virkeligheden også, at alle stormagterne endnu er ved at fordøje, hvad der er sket i 2022. Og det er klart, at det her er jo også alvorligt for de magter, der ligger lige under supermagterne, og som vi har talt om nogle gange – Indien, Indonesien, Sydafrika, Brasilien – de overvejer selvfølgelig også meget alvorligt, hvordan de sikrer en stabil verden med stabile verdensmarkeder, hvor de kan vokse. Nu var det endelig blevet deres tur til at vokse, og nu ser det ud til, at der er en risiko for, at den globale stabilitet og den globale ramme om væksten bliver revet ned. Så jeg tror, at 2023 bliver et år med geopolitiske tømmermænd. Med økonomisk afmatning og geopolitiske tømmermænd.
Det er jo interessant det her med, at økonomi og politik globalt set hænger mere sammen end nogensinde. Men paradoksalt nok er løftet om, at økonomisk frihed vil føre til politisk frihed, også endegyldigt brudt i år. Det arabiske forår blev ikke til noget, Putin blev bare endnu mere autokratisk, og i Kina går det også den forkerte vej, på trods af at vores økonomier har været mere integrerede end nogensinde. ■
Paradoksalt nok er løftet om, at økonomisk frihed vil føre til politisk frihed, også endegyldigt brudt i år. Det arabiske forår blev ikke til noget, Putin blev bare endnu mere autokratisk, og i Kina går det også den forkerte vej, på trods af at vores økonomier har været mere integrerede end nogensinde
_______
Ulrik Vestergaard Knudsen (f. 1969) er vicegeneralsekretær i OECD, medlem af Dansk Konkurrenceråd og fhv. departementschef i Udenrigsministeriet. Han er cand.oecon fra Københavns Universitet, hvor han også underviser, og har udgivet adskillige artikler om Asien, TWO, handelspolitik og globalisering.
ILLUSTRATION: Beijing, 18. august 2011: Vicepræsident Joe Biden og vicepræsident Xi Jinping lytter til deres landes respektive nationalmelodier under en velkomstceremoni i Folkets Store Hal. Besøget havde fokus på Nordkorea og det amerikanske militærs tilstedeværelse i Asien [FOTO: Peter Parks/AFP/Ritzau Scanpix]
Peter Parks/AFP/Ritzau Scanpix
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
