Ukraine morgenbrief 6. juni: Ukraine foretager succesfulde modangreb

06.06.2022


I fredags beskrev vi, hvordan russerne havde fået kontrol over størstedelen af den afgørende by Severodonetsk. Det har ændret sig i løbet af weekenden.

RÆSONs Ukraine morgenbrief udkommer hver mandag, onsdag og fredag med et overblik over de vigtigste begivenheder det seneste døgn under invasionen af Ukraine.

Rusland bombede søndag morgen Kyiv med såkaldte cruisemissiler som respons på de våbenleverancer, der er undervejs til Ukraine fra Vesten, skriver det britiske forsvarsministerium. Målet er formodentlig at ødelægge den infrastruktur, der skal fragte de ukrainske våben til fronten. Rusland betragter især leveringen af langtrækkende missiler til Ukraine som en trussel mod Rusland, og Putin har meldt ud, at Rusland vil være tvunget til at angribe nye mål i Ukraine, hvis leverancerne gennemføres.

Det britiske forsvarsministerium skriver, at de ukrainske tropper har igangsat et modangreb i Severodonetsk på den østlige front i løbet af de seneste døgn, der formentlig har været i stand til at svække det russiske momentum, der ellers var opnået ved at koncentrere artilleri og tropper. Blandt de russiske tropper i Serverodonetsk er der reserver fra separatistbevægelsen i Luhansk. Det er lokale styrker, der støtter russerne, men er dårligt trænede og dårligt udrustede i forhold til den russiske hær.

 

Den ukrainske guvernør i Luhansk Serhiy Gaidai siger, at modangrebene har skubbet russerne så langt tilbage, at Severodonetsk nu er delt lige mellem parterne
_______

 

Den ukrainske guvernør i Luhansk Serhiy Gaidai siger, at modangrebene har skubbet russerne så langt tilbage, at byen nu er delt lige mellem parterne. Gaidai siger, at russerne tidligere har haft kontrol med ca. 70 pct. af byen, så der er tale om en betydelig tilbageerobring af tabt terræn. Både ukrainerne og russerne fortæller, at de påfører deres modstandere store tab i de intense og hårde bykampe, der foregår lige nu, og som er afgørende for krigens videre udvikling.

Institute for The Study of War (ISW) skriver, at den ukrainske fremgang i Severodonetsk sker samtidig med lignende modangreb andre steder i landet. Der har været mindre angreb nord for byen Kharkiv, hvor de ukrainske tropper lægger pres på russerne tæt ved den russiske grænse. Det er ifølge ISW et eksempel på, at ukrainerne udnytter den store koncentration af russiske tropper i Severodonetsk til at angribe andre steder. I det sydlige Ukraine ved byen Kherson er Rusland også pressede af modangrebene, der dog ikke har ført til direkte gennembrud af de russiske linjer. I Severodonetsk bekræfter ISW billedet af, at de ukrainske tropper har gjort markante fremskridt og presset russerne tilbage til de østlige forstæder til byen. De skriver også, at de intense kampe i byen formentlig kan trække endnu flere russiske tropper dertil og dermed gøre russerne endnu mere sårbare ved Kharkiv og Kherson. At ukrainernes modangreb lykkes i Severodonetsk, hvor russerne har så mange tropper, er ifølge ISW et tegn på, at den russiske hærs styrke er blevet mindre. Du kan læse mere og se et kort over kampene her.

ISW har i øvrigt lavet et interaktivt kort, hvor man kan se status på kampene helt ned til gadeniveau. Det opdateres løbende og giver både overblik over den strategiske situation og et meget detaljeret indblik i udviklingen i de tætte bykampe.

Søndag besøgte Zelenskyj sine tropper ved den østlige front og var blandt andet i Lysytjansk, der ligger få kilometer syd for Severodonetsk. Militæranalytiker Mick Ryan skriver på Twitter, at den slags besøg tjener forskellige formål. Det styrker moralen hos soldaterne, men lader også Zelenskyj forstå forholdene ved fronten bedre og stille spørgsmål til de militære ledere, der har de daglige erfaringer.

Den tidligere amerikanske officer og nuværende militære analytiker Mark Heartling giver i en længere analyse på Twitter sin analyse af krigen, som den ser ud nu. Hans hovedpointer er, at russerne stadig har store problemer i deres måde at kæmpe på. De er i stand til at ramme ukrainerne hårdt med artilleri og angreb fra luften, men de er ikke dygtige nok til at følge op med operationer på landjorden. Ukrainerne kæmper bedre, brugere mere præcise våben og har et større kendskab til terrænet. Heartling skriver også, at det rigtige at gøre for mindre styrker, der møder massivt artilleri, er at trække sig tilbage og gå til modangreb, når bombardementerne stopper. Denne taktik giver russerne store problemer, særligt når de forsøger at angribe en by som Severodonetsk.

Den franske præsident Macron advarer mod at ydmyge Rusland, da det kan forhindre en diplomatisk løsning på krigen. Macron har talt i telefon med den russiske præsident og fortalt ham, at han har begået en historisk fejltagelse ved at invadere Ukraine, og det har isoleret Rusland. Men Frankrig er klar til at bygge en exitrampe gennem diplomatiske midler for at få en ende på krigen. Macrons udtalelser har medført kritik, bl.a. fra den ukrainske udenrigsminister, der siger, Rusland har ydmyget sig selv, og at vi bør fokusere på at holde Rusland på sin plads, fordi det vil bringe fred og redde liv. Læs om det her. ■
 

Den franske præsident Macron advarer mod at ydmyge Rusland, da det kan forhindre en diplomatisk løsning på krigen. Frankrig er klar til at bygge en exitrampe gennem diplomatiske midler
_______

 



ILLUSTRATION: June 5, 2022, Kyiv, Ukraine: Destroyed production shop of the Darnytskyi freight cars repair plant that was damaged as a result of a missile attack by the Russian army. [FOTO: Sergei Chuzavkov/Zuma/Ritzau Scanpix]