
Ukraine morgenbrief 4. april: EU fremlægger plan for total udfasning af russisk olie, men med særlige undtagelser
04.05.2022
.RÆSONs Ukraine Morgenbrief udkommer hver anden morgen i hverdagene med et overblik over de vigtigste begivenheder det seneste døgn i forbindelse med invasionen af Ukraine.
Det er onsdag, og her er ugens anden briefing med sidste nyt fra krigen i Ukraine. I dag kommer det til at handle om en opsigtsvækkende bemærkning fra den russiske udenrigsminister, der har skabt uro navnlig i Israel, samt kampene i Mariupol, men vi starter med nyt fra EU:
Ursula von der Leyen har i dag fremlagt en sjette sanktionspakke, der bl.a. indeholder en udfasningsplan for import af russisk olie. EU får omkring 26 af pct. sin olie fra Rusland, og planen indeholder en udfasningshorisont på råolie inden for det næste halve år samt en endelig udfasning af alle former for bearbejdet olie inden slutningen af 2022. Særligt Slovakiet og Ungarn er afhængige af russisk olie, hvorfor en undtagelse med udfasning til slutningen af 2023 er blevet foreslået. Du kan læse om morgendagens udspil fra von der Leyens her. Tyskland, der ellers har holdt igen på spørgsmålet om sanktioner mod Rusland på energi, har meldt ud, at de er klar til at støtte et stop for russisk olie, men meddeler samtidig, at det vil tage længere tid, før de er parate til at gøre det samme med russisk gas. Læs mere om det her.
Særligt Slovakiet og Ungarn er afhængige af russisk olie, hvorfor en udfasning til slutningen af 2023 er blevet foreslået
_______
Mandag skrev vi, at over 100 civile var blevet evakueret fra stålværket Azovstal, hvor de sidste ukrainske soldater holder stand mod den russiske belejring. Tirsdag aften rapporterede Reuters, at den våbenhvile, der har været under evakueringen, er brudt sammen, og at Rusland har genoptaget angrebene på ukrainernes sidste bastion. En ukrainsk soldat fra Azov-regimentet fortæller, at stålværket er blevet angrebet med både artilleri og fly, og at der stadig er 200 civile der er fanget under jorden. Det kan være enden på den fem dages evakuering koordineret af FN og Røde Kors. Du kan læse mere om det her.
Rusland har i den grad lagt sig ud med Israel, efter at udenrigsminister Lavrov udtalte, at Hitler havde jødisk blod i årene, og de mest brændende antisemitter efter sigende ofte er jøder. Bemærkning faldt, fordi Lavrov skulle forklare, hvordan Rusland kan betragte det ukrainske styre som nazistisk, når landets præsident, Zelenskyj selv er jøde. Bemærkningerne er blevet mødt med meget hård kritik fra Israels premierminister, og det kan du læse om her. Israel har foreløbigt indtaget en balanceret position ift. krigen, hvor de har forsøgt at mediere mellem Rusland og Ukraine, men spørgsmålet er, om Rusland nu har forværret den balancegang.
Tirsdag aften var der meldinger om koordinerede russiske bombeangreb mod storbyerne Kyiv, Lviv, Odesa og Dnipro. Alle er de betydelige byer under ukrainsk kontrol og ikke i nogen umiddelbar fare for at blive erobret. Samuel Ramani, der er forsker fra Oxford Universitet, skriver på Twitter, at det er for at vise at ingen dele af Ukraine kan vide sig sikre, selvom Rusland samtidig kæmper for at holde gang i deres offensiv på jorden i det østlige og sydlige Ukraine. Det kan du læse her.
De seneste meldinger fra den russiske offensiv er også, at der ikke er nogen nævneværdig udvikling og fremgang. Til gengæld er det seneste nye fra Institute for the study of War (ISW), at Ukraine har haft held med et modangreb nord om den ukrainske by Kharkiv, der har skubbet de russiske styrker op til 40 kilometer væk fra byens centrum – og i behørig afstand fra russisk artilleri. ISW bekræfter også, at Rusland har genoptaget angrebene på stålværket Azovstal i Mariupol efter, at evakueringen af civile stoppede. Du kan læse mere om det og se kort over området hvor kampene foregår her.
Vi slutter med en analyse. Frank Ledwidge der forsker i militær strategi skriver om det bemærkelsesværdige og markante skift i USAs og NATO’s strategi ift. krigen Ukraine. I første omgang handlede det om at hjælpe Ukraine til at forsvare deres territoriale integritet, men nu handler det om at trænge russerne helt tilbage og samtidig svække deres militære kapaciteter, så de ikke kan gentage et lignende angreb. Ledwidge skriver også, at den strategi formentlig godt kan lykkes, bl.a. fordi Ukraine lige nu modtager mange nye, hårde våben, der vil give dem en teknologisk fordel på slagmarken. Det er også nyt ift. den tidlige del af krigen, hvor Ukraine brugte ældre våben. Han forventer et større ukrainsk modangreb i juni eller juli. Du kan læse hele den analyse her.
Vi er tilbage igen på fredag, hvor vi formentlig har nydt om EUs sanktioner med russisk olie og måske mere fra de ukrainske modangreb. ■
Israel har foreløbigt indtaget en balanceret position ift. krigen, hvor de har forsøgt at mediere mellem Rusland og Ukraine, men spørgsmålet er, om Rusland nu har forværret den balancegang
_______
ILLUSTRATION: Ursula von der Leyen taler ved et debat vedrørende den sjette sanktionspakke mod Rusland i Strasbourg, Frnakrig, 4. maj, 2022 [FOTO: Patrick Hertzog/AFP/Ritzau Scanpix]