Ukraine morgenbrief 30. maj: Russerne er trængt ind i vigtige Severodonetsk, mens ukrainerne starter modangreb i syd

30.05.2022


Det er mandag, og det her er ugens første briefing fra krigen i Ukraine. Det generelle billede er, at russernes fremmarch er gået noget i stå hen over weekenden, mens ukrainerne er gået til modangreb i Kherson-regionen i syd. Til gengæld er der forlydende her til morgen om, at russerne er trængt ind i Severodonetsk. I dag bruger vi derfor en del plads på analyser af den russiske fremgang der har været, og bud på hvad der kommer til at ske nu.

RÆSONs Ukraine morgenbrief udkommer hver mandag, onsdag og fredag med et overblik over de vigtigste begivenheder det seneste døgn under invasionen af Ukraine.

Russerne trænger ind i Severodontesk. Ifølge den seneste vurdering fra Institute for The Study of War (ISW) fortsætter russerne deres angreb på og omkring byen Severedonetsk ved den østlige front. Guvernøren i Luhansk reporterer om intense kampe, og her til morgen berettede han, at russerne var trængt ind i byen. Den nyhed kan du læse om her. Den russiske fremgang kan forventes at blive langsommere, når der bliver tale om mere intense bykampe.

Ukraine starter modangreb ved Kherson. Samtidig har Ukraine igangsat et modangreb i Kherson-regionen i den sydlige del af landet. Det er ikke forventningen, at det vil føre til store ukrainske generobringer, men det kan forstyrre russerne og tvinge dem til at sende flere tropper til området, der kunne være brugt andre steder. Du kan som altid læse mere og se på kort over områderne lige her. Hvis du skal opdateres på den russiske fremgang, kan du læse de seneste to briefinger fra den 27. maj her og den 25. maj her.

Russerne har lært af deres fejl. Dr Mike Martin fra Kings College i London skriver på Twitter, at de seneste uger viser, at russerne har lært af deres fejl. De har koncentreret deres styrker på et mindre område, brugt deres artilleri effektivt og har derfor formået at erobre terræn. Spørgsmålet er nu, om de russiske styrker formår at udnytte deres fremgang til yderligere succes på slagmarken, og det er ifølge Mike Martin ikke sikkert. Det kunne godt se ud, som om at deres fremgang er gået i stå, og at de får svært ved at erobre mere land. Det giver til gengæld de ukrainske styrker mulighed for at gå til modangreb de steder, hvor der nu er færre russiske tropper, fordi de i høj grad har koncentreret deres styrke i det østlige Ukraine. Martin skriver konkluderende, at tiden må vise, hvad der kommer til at ske, men at det ikke ser godt ud for russerne, hvis det lykkes for Ukraine at holde stand ved Severodonetsk i løbet af de kommende uger. Du kan læse hele analysen på Twitter her.

 

Det er ikke forventningen, at det vil føre til store ukrainske generobringer i Kherson-området, men det kan forstyrre russerne og tvinge dem til at sende flere tropper til området, der kunne være brugt andre steder
_______

 

Artilleri er nøglen til russernes succes. Militæranalytiker, Mick Ryan, mener også at Rusland har lært af sine fejl. Den seneste tids fremgang for de russiske styrker skyldes bl.a., at de har udnyttet den største fordel de har – deres massive ildkraft – til at bevæge deres tropper langsomt frem. Det er en taktik, der ifølge Ryan minder om den, der i sidste ende gav de allierede deres gennembrud under Første Verdenskrig. Den langsomme fremgang har været vigtig for ikke at bevæge de russiske tropper for langt væk fra deres forsyningslinjer og samtidig have mandskab til at beskytte bagtrapperne. Ryan skriver også, at det er helt forventet, at de ukrainske tropper vil tabe slag i krigen, og at de bør overveje at trække deres tropper tilbage fra Severodonetsk, så de ikke bliver omringet. Det kan være det rigtige for at vinde krigen på lang sigt, hvilket han fortsat mener, at Ukraine har mulighed for på trods af den seneste russiske fremgang. Hele hans analyse er her.

Russernes massive tab skaber problemer i offensiven. Dagens sidste analyse kommer fra professor i strategiske studier og forfatter, Phillips P. O’Brien. Han bemærker også, at den russiske fremgang nu er gået i stå, men ifølge ham er de ikke lykkes med at kapitalisere ordentligt på de muligheder, som deres artilleri har givet dem. Årsagen til det skal findes i de meget høje tabstal for militært udstyr, og at russerne dermed simpelthen kan være ved at løbe tør for kampvogne. Derfor har de ikke været i stand til at bevæge sig ordentligt på slagmarken og skabe større resultater i den seneste tid. Det kan også være derfor, at de nu forsøger med et angreb på Severodonetsk, inden de har omringet byen, selvom det havde været smartere at vente på det, hvis de havde haft kampvognene til det. Sammenfattende vurderer han, at russerne er gode til at lave huller i de ukrainske linjer med deres artilleri, men at de ikke har kapaciteten til at udnytte det. Den analyse finder du også på Twitter, lige her.

Status på den sjette sanktionspakke. Vi slutter med de nye sanktioner fra EU, der stadig ikke er kommet på plads. Det er mere end tre uger siden, at formanden for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, foreslog nye og skrappere tiltag mod Rusland, der blandt indebærer et stop for import af russisk olie. Det forslag er især Ungarn, der er meget afhængig af russisk olie, dog meget imod, og derfor er EU-landene er stadig ikke blevet enige om de nye sanktioner. Mandag og tirsdag er der EU-topmøde i Bruxelles, og derfor arbejdes der nu på et kompromis, så der kan landes en aftale. Et sådant kompromis kunne bestå af en udvanding af forbuddet mod import af olie, sådan at EU-lande fortsat gerne må importere olie via rør. Hvis det kommer igennem vil det være en fordel for Ungarn, der til gengæld kan gøre andre lande utilfredse. Uenigheden betyder ikke kun, at EU stadig importerer olie fra Rusland og dermed sende mange penge den vej, men det betyder også, at resten af de foreslåede nye sanktioner endnu ikke kan gennemføres. Du kan læse mere her.

Vi er tilbage igen på onsdag, og indtil da holder vi øje med, om det bliver russerne, der fortsætter fremgangen eller den ukrainske modoffensiv, der begynder at få vind i sejlene. Og så bliver det interessant at se, om EU-lederne kan blive enige om den sjette sanktionspakke. ■

 

Uenigheden betyder ikke kun, at EU stadig importerer olie fra Rusland og dermed sende mange penge den vej, men det betyder også, at resten af de foreslåede nye sanktioner endnu ikke kan gennemføres
_______

 


ILLUSTRATION: MLRS „Grad‟ tilhørende DPR-hæren skyder på ukrainske positioner i Avdiivka i Yasynuvata, Donetsk-regionen i Donbas, 28. maj, 2022 [FOTO: Abaca/Ritzau Scanpix]