Ukraine morgenbrief 26. august: Putin underskriver dekret: 137.000 nye soldater. Men hvordan?
26.08.2022
Godmorgen og velkommen til ugens sidste briefing med de vigtigste begivenheder og analyser af krigen mellem Rusland og Ukraine. Vi skal selvfølgelig omkring den seneste udvikling på slagmarken, men starter med en nyhed fra Kreml.
RÆSONs Ukraine morgenbrief udkommer hver mandag, onsdag og fredag med et overblik over de vigtigste begivenheder det seneste døgn under invasionen af Ukraine.
Hvor skal de russiske soldater komme fra? Putin forsøger nu at øge sit lands militære styrke ved at gøre plads til flere nye tropper end hidtil. Det gør han med et dekret, der sigter mod øge mængden af soldater i den russiske hær med 137.000 eller 10 pct. Det sker samtidig med, at hæren i øvrigt forsøger at rekruttere flere nye soldater ved at tilbyde kontanter, ligesom der også er rapporter om, at hververe besøger fængsler og lover de indsatte både frihed og penge, hvis de er villige til at kæmpe. Den russiske hær havde før dekretet en øvre grænse på 1,013,628 for militær personel, men med det nye dekret er den hævet til 1,150,628, med effekt fra 1. januar 2023.
Ifølge BBC har det reelle antal tropper dog været tættere på 900.000 før krigens beslutning, og det kan du læse mere om her. De skriver også, at det pt. er uklart om de ekstra tropper skal komme som frivillige eller ved at udvide mængden af værnepligtige. Forsøget på at øge mobiliseringen kommer på baggrund af, at 70-80.000 russiske soldater – ifølge amerikanske tal – enten er sårede eller døde i Ukraine. Det er i hvert fald vurderingen fra USA, som du kan læse her.
Dara Massicot, der er forsker ved tænketanken, RAND, skriver, at det er store nyheder og en stor forøgelse. Den handler ikke bare om at erstatte de mistede soldater, men om at få endnu flere. Spørgsmålet er bare, hvor de nye soldater skal komme fra. Det kan være flere værnepligtige, hårdere rekruttering eller en egentlig mobilisering. Endelig skriver hun, at en udvidelse af hæren som denne, er noget man gør, når de strategiske udsigter er dystre, og man har en længerevarende konflikt i tankerne. Det kan du læse mere om her.
Det er også et godt spørgsmål, hvor Putin vil finde nye sine officerer og specialister
_______
Det er også et godt spørgsmål, hvor Putin vil finde nye sine officerer og specialister. Det skriver Eliot A. Cohen, der er professor på John Hopkins Universitet. Han bakkes op af professor i strategiske studier Philips O’Brien, der skriver, at én ting er at sige, man vil have flere tropper, men noget helt andet er, at skaffe dem og træne dem. Det kan du se her.
Ph.d i russisk forsvar: Ingen praktisk indflydelse på krigen. Rob Lee, der er ph.d. ved War Studies på Kings College i London, bakker også op om den pointe og skriver, at der ikke er nogen let måde for russerne at øge antallet af soldater på. Rusland har mistet mange officerer i krigen, og dem har de brug for til at træne nye rekrutter. Dertil kommer, at det slet ikke er meningen at værnepligtige skal sendes ind i Ukraine, medmindre de underskriver en kontrakt. De værnepligtige, der var med til at invadere landet i løbet af den første uge er sendt tilbage igen, og dermed er nye værnepligtige ikke ensbetydende med flere soldater, man kan bruge direkte i krigen. Lee forudser, at nye rekrutter vil få dårligere træning, og at der vil være stadig færre, der underskriver kontrakter om at kæmpe i Ukraine, jo længere krigen varer. Russernes problemer med rekruttering vil altså blive værre og værre, og derfor burde de have afsluttet krigen allerede i marts mod nogle få indrømmelser. Samlet set er Rob Lee derfor i tvivl om, hvorvidt Putins nye dekret vil få nogen stor praktisk indflydelse, og det kan du læse mere om her.
En fortsættelse af russisk strategi, hvor man hutler sig igennem. Danske, Anders Puck Nielsen, er analytiker på Forsvarsakademiet, har også svært ved at se, hvordan det skal give russerne soldater nok til en lang krig. Derfor ser han det som en fortsættelse af russernes strategi, der går ud på at hutle sig igennem, så godt de kan. En analyse, Anders Puck skrev for RÆSON SØNDAG her på siden tilbage i maj, og som du kan genlæse her. Puck er også aktuel med et helt nyt interview, hvor han blandt andet siger, at det er realistisk at ukrainerne kan smide russerne helt ud. Det kan du læse her.
ISW: Usandsynligt, at Rusland kan generere nok tropper. Den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) skriver ligeledes i deres daglige opdatering, at det er usandsynligt, at Rusland kan generere så mange nye tropper i den nærmeste fremtid, og det indikerer, at Putin formentlig ikke er på vej en generel massemobilisering i landet. Derudover skriver ISW, at der har været russiske angreb ved både Kharkiv, den østlige front i den sydlige del af landet ved Kherson. De mange angreb resulterer dog fortsat ikke i større gennembrud for de russiske styrker, og situationen ved fronterne forbliver dermed fastlåst. Ukrainerne fortsætter deres bombardementer af den russiske logistik i den sydlige del af landet, og har både ramt lagre, tropper og kommandoposter. Du kan læse hele den daglige opdatering og se deres kort over området her.
Vi er tilbage igen efter weekenden, hvor det blandt andet bliver interessant at følge med i om FN får adgang til atomkraftværket ved Zaporizhzhia. I løbet af torsdagen, blev værket frakoblet det ukrainske energinet pga. brande i området, og der advares fortsat mod risikoen for en en atomar katastrofe. FN siger selv, at de er meget meget tæt på, at kunne besøge værket.
Rob Lee forudser, at nye rekrutter vil få dårligere træning, og at der vil være stadig færre, der underskriver kontrakter om at kæmpe i Ukraine, jo længere krigen varer
_______
ILLUSTRATION: Vladimir Putin efter møde i sin residens i Novo-Ogaryovo udenfor Moskva, 16. august 2022 [FOTO: Mikhail Klimentyev/AFP/Ritzau Scanpix]