Ukraine morgenbrief 24. juni: Ukrainerne tager et stort skridt mod EU, mens russerne erobrer Severodonetsk

24.06.2022


Godmorgen og velkommen til ugens sidste briefing med det vigtigste fra krigen i Ukraine. Vi skal selvfølgelig omkring sidste nyt for slagmarken, hvor russerne stadig vinder frem, men vi starter med en politisk sejr til Ukraine. 

RÆSONs Ukraine morgenbrief udkommer hver mandag, onsdag og fredag med et overblik over de vigtigste begivenheder det seneste døgn under invasionen af Ukraine.

EU besluttede torsdag aften at give både Ukraine og Moldova status af kandidatlande. Det er et helt afgørende skridt i processen mod at blive optaget i Unionen, og for Ukraine er det sket i rekordfart, siden de afleverede deres ansøgning få dage efter Ruslands invasion i februar. Samtidig erklærer præsidenten for de europæiske råd, Charles Michel, at EU anerkender Georgiens europæiske perspektiv, og at landet kan få status af kandidat, så snart en række udestående er løst. Formanden for kommissionen, Ursula von der Leyen, deklarerede ved samme lejlighed, at Ukraine, Moldova og Georgien er en del af den europæiske familie, at det styrker dem over for den russiske imperialisme, og at det styrker EU, fordi det viser sammenhold i mødet med trusler udefra. Den ukrainske præsident, Zelenskyj, hilste naturligvis beslutningen velkommen og kaldte det et „unikt og historisk øjeblik‟. Alt det kan du læse mere om her https://www.bbc.com/news/world-europe-61891467   

Udtryk for Putins katastrofale fejlvurdering? Den hurtige proces var ikke kommet uden Ruslands invasion af Ukraine, og Phillips O’Brien, der er professor ved Skt. Andrews Universitet, skriver kort og kontant som reaktion på nyheden, at Putins “katastrofale fejlvurdering har nået stratosfæriske proportioner”. Ifølge O’Brien skal konsekvenserne af Ukraines status som kandidat ikke undervurderes. Det betyder, at Ukraine nu formelt set har EU’s støtte, og det gør det meget svært at forestille sig en situation, hvor der slækkes på sanktionerne mod Rusland, eller hvor ukrainerne presses til at indgå en dårlig fredsaftale med Putin. Det kan du læse her.

 

Der står, at det ikke kun er afgørende for Ukraines eller Moldovas optagelse i EU, om de lever op til alle kriterier, men også om EU har kapaciteten til at absorbere nye medlemmer. Det giver altså EU en mulighed for at holde igen
_______

 

Vejen til ukrainsk EU-medlemskab. Hvis Ukraine bliver optaget i EU, vil det med sine 603.550 kvadratkilometer bliver det største land, målt på areal (hvis man ikke medregner Frankrigs oversøiske besiddelser). Det vil blive den femtestørste befolkning (4,13 mio.), men med et BNP pr. indbygger der kun er 1/9 af gennemsnittet i Unionen. Vejen til et egentligt EU-medlemskab kræver dog stadig noget arbejde for Ukraine, og det handler bl.a. om at indføre reformer, der styrker retsstaten, reducerer magten hos oligarker og bekæmper korruptionen. Det kan du læse mere om her.

Vesteuropæisk forbehold? Det store spørgsmål er EU virkelig ønsker, at Ukraine skal være med i unionen, eller om tildelingen af kandidatstatus skal ses som et geopolitisk signal, der minder om det, man sendte, da Tyrkiet fik kandidatstatus. Det fik de 1999, men er som bekendt ikke blevet medlem i de 23 år, der er gået siden. Det spørgsmål stiller korrespondent og fellow ved Atlantic Council, Dave Keating. Han mener, at Macrons udtalelser tyder på, at der mest er tale om et signal, og så bemærker han en væsentlig detalje i det dokument, der tildeler Ukraine kandidatstatus. Der står, at det ikke kun er afgørende for Ukraines eller Moldovas optagelse i EU, om de lever op til alle kriterier, men også om EU har kapaciteten til at absorbere nye medlemmer. Det giver altså EU en mulighed for at holde igen, og den formulering var ifølge Dave Keating vigtig for flere vesteuropæiske EU-medlemmer. Det kan læse mere om det her.

Ukraine trækker sig fra Severodonetsk. Samtidig med at Ukraine er kommet tættere på medlemskabet af EU, er de russiske tropper kommet tættere på de to byer i det østlige Ukraine, hvor der i en månedstid har foregået kampe. Ifølge Institute for the Study of War (ISW), har russerne nu kæmpet sig frem til forstæderne til Lysychansk og fortsætter med at omringe og presse Severedonetsk. Ukrainerne lider store tab i området, og guvernøren for Luhansk, Serhiy Haidai, meddelte her til morgen, at ukrainekse tropper nu må trække sig fra kampene i Severodonetsk. Ifølge ISW kan den ukrainske strategi – ligesom kampene om Azovstalværket – have været at påføre russerne så mange tab som muligt for at svække deres militære kapabilitet fremadrettet. Nu har man ifølge ISW opnået det, man kunne, og trækker sig for at undgå at blive omringet af de russiske fremstød i området. Hvorom alting er, er der nu en klar indikation på, at ukrainerne vil tabe både Severodonetsk og Lysychansk. Det kan du læse om her.

Det avancerede raketsystem HIMARS er ankommet til Ukraine. Den ukrainske forsvarsminister, Oleksii Reznikov, skriver, at de avancerede raketsystemer, HIMARS (High Mobility Artillery Rocket Systems), som amerikanerne har lovet, nu er i ankommet til Ukraine. Våbnet har længe været et presserende ukrainsk ønske, fordi det forventes at kunne gøre en stor forskel i den verserende artillerikamp, hvor russerne har en klar overhånd i materiel. Forsvarsministeren kvitterer i et tweet for det kraftfulde værktøj og tilføjer, at de russiske besættelsesstyrker nu kan forvente en varm sommer, der også bliver den sidste for nogen af dem. Det kan du læse her.

Vi er tilbage igen efter weekenden, hvor vi vil følge om Severedonetsk og Lysychansk falder helt i hænderne på russerne. ■

 

Serhiy Haidai, meddelte her til morgen, at ukrainekse tropper nu må trække sig fra Severodonetsk. Hvorom alting er, er der nu en klar indikation på, at ukrainerne vil tabe både Severodonetsk og Lysychansk
_______

 



ILLUSTRATION: Formand for det ukrainske parlament (Verkhovna Rada), Rusland Stefanchuk, har netop talt til EU’s parlament om at godkende Ukraines anmodning om medlemskab. Til venstre står formanden for EU’s Parlament, Roberta Metsola, fra Mali, 8. juni, 2022 [FOTO: CC-BY-4.0: © European Union 2022– Source: EP]