Ukraine morgenbrief 20. juli: Står den russiske hær over for et logistisk kollaps?

20.07.2022


Det er onsdag, og her er din briefing med de vigtigste nyheder og analyser fra krigen i Ukraine. I mandags skrev vi, at russerne vil i offensiven igen, men at det er tvivlsomt, om de er i stand til det, blandt andet på grund af ukrainske raketangreb mod deres lagre med ammunition. I dag vender vi os mod tilstanden i den russiske hær og mulighederne for en ukrainsk offensiv.

RÆSONs Ukraine morgenbrief udkommer hver mandag, onsdag og fredag med et overblik over de vigtigste begivenheder det seneste døgn under invasionen af Ukraine.

I de seneste døgn har russerne forsøgt flere angreb mod ukrainske byer i det østlige Ukraine. Angrebene er en del af forsøget på at erobre området Donetsk, hvilket er Putins nuværende mål med krigen. Angrebene har foreløbig resulteret i mindre russiske fremrykninger ved byen Bakhmut, og de russiske fremrykninger sker fortsat under intens brug af artilleri. Det kan du læse om her.  Professor i strategiske studier Phillips O’Brien vurderer dog fortsat, at russernes angreb med artilleri er på et lavere niveau end tidligere. Det er netop den koncentrerede brug af artilleri, der har været afgørende for de russiske fremrykninger, og det er derfor afgørende for krigen, hvis de ikke formår at fastholde det høje niveau på grund af ukrainske angreb mod ammunitionslagre. Det kan du læse mere om i mandagens briefing og lige her.

 

Han konkluderer, at den russiske hær kan stå over for et logistisk kollaps, der vil betyde, at de russiske soldater må forlade Ukraine og efterlade materiel
_______

 

Meget tyder på, at den russiske hær står over for større logistiske problemer. Det fremgår af en analyse, der er delt på Twitter, af den danske brigadegeneral og forsvarsattaché i Rusland Carsten Rasmussen. Analysen er skrevet af journalisten Nadin Brzezinski og er baseret på russiske kilder. Han konkluderer, at den russiske hær kan stå over for et logistisk kollaps, der vil betyde, at de russiske soldater må forlade Ukraine og efterlade materiel. Analysen indeholder en gennemgang af de logistiske problemer. De består blandt andet i, at russerne ikke kan kompensere for den ammunition, de mister til ukrainske angreb, fordi de ikke har de lastbiler, der skal bruges til at fragte den fra Rusland. Brzezinski fremhæver, at de vestlige sanktioner rammer det russiske militær hårdt, og at problemerne kan blive store i slutningen af august. Billedet bekræftes af russiske militærbloggere, der er meget kritiske over for deres eget lands indsats og skriver, at Ukraine var bedre forberedt på krigen end russerne. Et egentligt logistisk kollaps i den russiske hær kan således blive en realitet, hvis Ukraine modtager ammunition, der kan ramme mål 300 km væk, for så vil intet russisk lager på ukrainsk territorium være sikkert. Du kan læse mere fra Brzezinskis analyse her.

Hvorfor er der ikke flere protester mod krigen i Rusland? Det kunne man have forventet fra pårørende til de mange soldater, der har mistet livet. En del af svaret på det spørgsmål kan måske findes i de såkaldte “kistepenge”, der er en kompensation til den efterladte familie, når en soldat dør. Sådan en familie kan du møde på russisk stats-TV i et indslag her, hvor to forældre, der har mistet deres søn i krigen, nu har fået råd til en ny Lada.

Flere analyser peger på, at den russiske offensiv kan få det svært i den kommende tid. Men hvad med mulighederne for en Ukrainsk modoffensiv? Det kigger den ukrainske journalist fra avisen Kyiv Independent Illia Ponomarenko på i denne artikel. Han skriver blandt andet, at der er store forventninger om et snarligt angreb mod byen Kherson, der ligger i den sydlige del af landet, hvor ukrainerne længe har presset de russiske tropper. At indtage Kherson ville være en mulig vej til en stor sejr for ukrainerne, der kan ændre krigens gang. Men det vil kræve et højt niveau af koordination i den ukrainske hær, og at de formår at rydde området for russiske tropper, forsyningslinjer og ammunitionslagre, før de går ind. Noget, der taler til ukrainernes fordel, er dog, at der er indikationer på, at de russiske tropper, der forsvarer byen, er dårligt trænet, og at de er få. Derved adskiller Kherson sig fra de russiske frontlinjer i det østlige Ukraine, og byen er derfor et oplagt mål.

Vi er tilbage igen på fredag, hvor vi formentlig kan fortælle, om det er lykkedes Tyrkiet, Rusland og Ukraine at blive enige om en aftale, der åbner op for det ukrainske korn, der nu er indespærret i Odesa og ikke kan komme ud på verdensmarkedet. Hvis sådan en aftale laves, vil det være godt nyt for priserne på fødevarer og dermed inflationen. Det mødtes den tyrkiske præsident, Erdogan og Putin om i går, og det kan du læse mere om her. ■
 

At indtage Kherson ville være en mulig vej til en stor sejr for ukrainerne, der kan ændre krigens gang. Men det vil kræve et højt niveau af koordination i den ukrainske hær
_______

 



ILLUSTRATION: En lastbil fragter artilleri som led i en omfattende taktisk brigadetræning med kampskydning samt flyve- og taktisk træning i Rivne, Ukraine. [FOTO: Det ukrainske forsvarsministerium]