Ukraine morgenbrief 18. maj: Hvad vil der ske med de ukrainske soldater fra Azovstal?
18.05.2022
Her er onsdagens briefing med seneste nyt fra krigen i Ukraine. Den seneste tid har været fyldt med dårlige nyheder for Rusland – det er der også i denne briefing, men vi starter med en nyhed, der er god for Putin.
RÆSONs Ukraine morgenbrief udkommer hver mandag, onsdag og fredag med et overblik over de vigtigste begivenheder det seneste døgn under invasionen af Ukraine.
Kampene ved stålværket Azovstal i Mariupol er nu forbi efter næsten tre måneders hårde kampe og belejring. De sidste ukrainske tropper har overgivet sig efter flere ugers meget hårde kampe, og de bliver nu transporteret til områder, der er kontrolleret af russerne. Dermed har Rusland nu også erobret hele den ukrainske havneby, og det har de kæmpet for meget længe. Den ukrainske præsident Zelenskyj har i en videotale sagt, at Ukraine har brug for ukrainske helte, der er i live. Men hvad der kommer til at ske med de soldater, der har overgivet sig, er usikkert. Ukraine siger, at de vil blive byttet for russiske krigsfanger, men i Rusland er der krav om, at de skal sættes for en domstol og henrettes. Du kan læse mere om den historie her.
Soldaterne i Azovstal overgav sig formentlig på ordre fra den ukrainske militære ledelse, efter at en aftale om evakuering var blevet forhandlet på plads med russerne. Det skriver tænketanken Institute for The Study of War (ISW). De skriver også, at Kreml måske er gået med til den aftale for hurtigere at kunne erklære total sejr i Mariupol – nu hvor Rusland ikke har mange militære sejre at bryste sig af. Aftalen om evakuering bliver dog mødt af kritik i Rusland, hvor det russiske forsvarsministerium blandt andet latterliggøres for at forhandle med ukrainske “nazister” og “terrorister”. Med den kritik følger også krav om, at de ukrainske fanger skal fængsles eller henrettes. Du kan læse mere af den analyse her. I de øvrige kampe har Rusland gjort små fremskridt i det østlige Ukraine, der formentlig fører til en større offensiv ved byen Severodonetsk. Her forventes det næste større slag at stå.
BBC har delt billeder af de ukrainske soldater, da de ankommer til russiske områder her, som kan ses her. Og så kan du se et af de sidste billeder, der er taget af ukrainerne i Azovstal her. Det er et apokalyptisk billede, der giver et godt indtryk af ødelæggelserne.
Den engelske avis The Guardian skriver, at Putin involverer sig dybt i krigen, og blander sig i taktiske og operationelle beslutninger. Det gælder fx beslutninger om, hvor tropper skal bevæge sig hen, hvilket er noget som en oberst eller brigadefører normalt ville tage sig af. Det vækker opsigt, at den russiske præsident er så personligt involveret i krigen. Historien er baseret på Vestlige militære kilder, og du kan læse den lige her.
På russisk stats-TV har der været en sjælden kritik af den russiske invasion i Ukraine. Det er en tidligere oberst og nuværende militæranalytiker, Mikhail Khodarenok, der for det første forklarer, at den ukrainske hær er meget bedre end sit rygte. Han forudser også, at situationen vil blive værre for Rusland, når Ukraine får mere støtte fra Vesten, og kan bevæbne en million mand. Værten stiller kritiske spørgsmål til hans argumenter, men Khodarenok slutter af med at konkludere, at Ruslands største problem er, at landet er totalt isoleret militært og politisk: “Verden er imod os, selvom vi ikke vil indrømme det. Og vi er nødt at løse det problem”. Du kan se hele klippet med undertekster her.
Den tyrkiske præsident Erdogan truer med at blokere for Finland og Sveriges optagelse i NATO. Han beskylder dem for at huse kurdiske terrorister, og mener ikke at man kan stole på de to lande. I NATO skal alle der være enstemmighed, for at et nyt land kan optages, og Erdogan har derfor en magt, der kan veksles til politik. Der er fx analysen hos BBC, der mener, at Erdogan blot forsøger at hæve prisen for sin accept af de to nordiske lande. Den amerikanske udenrigsminister, Blinken, har allerede meddelt, at han er sikker på, at Sverige og Finland bliver medlemmer på trods af Tyrkiets modstand, og det løfte løber amerikanerne ikke fra. Blinken mødes netop i dag, onsdag, med den tyrkiske udenrigsminister, og der vil det helt sikkert bliver diskuteret. Du kan læse mere her.
Vi er tilbage igen på fredag, og indtil da skal du holde øje med, hvad der sker med de soldater, der har overgivet sig på stålværket i Mariupol. Og så bliver det afgørende, om Rusland får bedre held med deres næste offensiv. ■
Aftalen om evakuering bliver mødt af kritik i Rusland, hvor det russiske forsvarsministerium blandt andet latterliggøres for at forhandle med ukrainske “nazister” og “terrorister”
_______
ILLUSTRATION: Ukrainske soldater, der har forsvaret den sidste del af Mariupol: Azovstal stålfabrik, bliver kørt væk i busser af russisk militær efter overgivelse, 17. maj 2022. [FOTO: Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix]