Ukraine morgenbrief 17. august: Eksplosionerne fortsætter på Krim. Zelenskyjs rådgiver uddyber strategien bag
17.08.2022
Godmorgen og velkommen til onsdagens briefing med de vigtigste begivenheder fra krigen mellem Rusland og Ukraine. Det har været endnu et begivenhedsrigt døgn med eksplosioner i russiskbesatte områder.
RÆSONs Ukraine morgenbrief udkommer hver mandag, onsdag og fredag med et overblik over de vigtigste begivenheder det seneste døgn under invasionen af Ukraine.
Flere angreb på Krim og andre russiskbesatte områder. De ukrainske angreb fortsætter på halvøen Krim, hvor der i sidste uger var store eksplosioner på en russisk luftbase. Dem kan du læse mere om i briefingen fra 10. august her. Nu er der meldinger om flere eksplosioner, der har ramt ammunitionslagre, en luftbase og en jernbane, der bruges til at forsyne russiske tropper i den besatte by Melitopol. Angrebene på halvøen, som Rusland annekterede i 2014, men som Ukraine altså nu rammer, har lagt pres på hele den russiske operation i det sydlige Ukraine ved ødelægge deres ramme deres logistik, våben og ammunition. Der er stadig mystik om, hvordan det lykkedes Ukraine at ramme den russiske luftbase i sidste uge, og lignende spekulationerne er allerede i gang i denne omgang. Ukraine har ikke officielt taget ansvaret for nogle af angrebene, men det antydes, at de står bag, og det kan du læse mere om her.
Ukrainske specialstyrker bag de russiske linjer? Michael Schwirtz, der er journalist på New York Times, citerer en anonym ukrainsk embedsmand for, at det er ukrainske specialstyrker, der har udført angrebet på ammunitionslagret. Dermed skulle der altså være ukrainske soldater, der opererer bag de russiske linjer. Samtidig lyder den officielle forklaring fra det russiske forsvarsministerium, at der i denne omgang er tale om sabotage, og det kan du læse her. Jacob Kaarsbo, der er sikkerhedspolitisk analytiker ved tænketanken Europa, skriver, at der er tale om flere samtidige og koordinerede angreb på Krim, og at det har resulteret i alvorlige skader på jernbanenettet. Han skriver også, at det formentlig er specialstyrker, der har udført angrebene, og det kan du læse om her.
The Guardian skriver, at eksplosionerne samtidig kan være en anerkendelse af, at ukrainerne ikke har nok soldater og materiel til at forsøge sig med et mere traditionel modangreb i det sydlige Ukraine ved by Kherson
_______
Ukraines mål med angrebene er at skabe kaos blandt de russiske tropper. Det siger Mykhailo Podolyak, der er en af Zelenskyjs vigtigste rådgivere. Han regner med, at der kommer flere lignende angreb i de kommende måneder, hvor ukrainerne vil ramme den russiske logistik, forsyningslinjer, våbendepoter og anden militær infrastruktur. Det skaber ifølge rådgiveren kaos i blandt de russiske tropper, og det er Ukraines måde at gå til modangreb på. The Guardian skriver, at den pointe samtidig kan være en anerkendelse af, at ukrainerne ikke har nok soldater og materiel til at forsøge sig med et mere traditionel modangreb i det sydlige Ukraine ved by Kherson. Det kan du læse mere om her.
Russiske turister i store køer for at komme væk fra Krim. De mange angreb har også konsekvenser for den civilbefolkning der befinder sig på Krim, og allerede mærkede krigen i sidste uge, da strandgæster blev forstyrret i deres ferie. Nu er der meldinger om store køer ved togstation, hvor folk prøver at komme væk i forventningen om, at situationen på halvøen fortsætter med at være ustabil. Det kan du se her.
Nemme mål for Ukraine. Noget tyder også på, at der kan være tale om nemme mål for ukrainerne. Philips O’Brien, der er professor i strategiske studier, bemærker på en optagelse fra et af de steder der nu er blevet ramt, at militært udstyr og ammunition ligger frit fremme i det åbne. Han kan ikke få øje på meget sikkerhed, og det kan du selv kigge efter her.
Angrebene sætter den russiske Sortehavsflåde i skak. Sidste uges angreb på Krim var også et angreb på den russiske Sortehavsflåde. Den forholder sig nu ifølge det britiske forsvarsministerium ekstremt defensivt. Skibene bliver i nærheden af Krim, og har svært ved at opretholde kontrollen over Sortehavet. Ifølge briterne underminerer flådens ineffektivitet den russiske overordnede strategi for invasionen. Det sker primært, fordi den ikke længere udgør en stor trussel mod havnebyen Odesa, hvilket frigør ukrainske tropper til andre områder. Det kan du læse mere om her.
En del af en større plan om at genindtage Kherson. Tænketanken, Institute for the Study of War (ISW), fremhæver også de ukrainske angreb på Krim i deres daglige opdatering fra krigen. De skriver, at angrebene på Krim formentlig er en del af Ukraines større planer om en modoffensiv ved Kherson. Ved at angribe russerne på Krim rammer ukrainerne deres evne til at fastholde tropper ved Kherson og til at forsvare dem med luftstøtte og artilleri. Det kan du læse mere om her. ISW skriver i øvrigt, at russerne har fortsat deres angreb i det østlige Ukraine, men uden nogen gennembrud.
Hvor bliver den store modoffensiv af? Der har efterhånden været talt en del om den forventede, større ukrainske modoffensiv i det sydlige Ukraine, og hvis man undrer sig over, hvorfor der ikke sker mere på den front, kan man med fordel læse den seneste analyse fra Mick Ryan. Han er militæranalytiker og gennemgår, hvor meget det kræver at gennemføre en succesfuld offensiv operation. Det handler blandt andet både om timing, politik og den rette koordination mellem enheder. Ryan vurderer, at ukrainerne er i gang med at forberede offensiven med de mange angreb dybt inde på russisk territorium, og han forventer det store modangreb, inden vinteren sætter ind. Den analyse kan du læse her.
Vi er tilbage igen på fredag, hvor vi først og fremmest kommer til at følge med i om de mange angreb bag russiske linjer fortsætter, og hvad der får af konsekvenser. ■
Ryan vurderer, at ukrainerne er i gang med at forberede offensiven med de mange angreb dybt inde på russisk territorium, og han forventer det store modangreb, inden vinteren sætter ind
_______
ILLUSTRATION: Røg og ild stiger op fra et ammunitionslagre i landsbyen Mayoskye på det nordlige Krim, 16. august 2022 [Sergei Malgavko/TASS/Ritzau Scanpix]