Ukraine morgenbrief 12. august: 24 barske timer for russerne. Et vendepunkt for Ukraine?
12.08.2022
Godmorgen og velkommen til ugens sidste briefing med den vigtigste udvikling og de vigtigste analyser fra krigen mellem Ukraine og Rusland. I onsdag fortalte vi om store eksplosioner, der ramte en russisk luftbase på halvøen Krim, og der starter vi også i dag.
RÆSONs Ukraine morgenbrief udkommer hver mandag, onsdag og fredag med et overblik over de vigtigste begivenheder det seneste døgn under invasionen af Ukraine.
Et historisk tab af russiske fly. The Guardian skriver, at mindst otte russiske fly er blevet ramt i angrebet, og citerer en ekspert for, at han ikke kan huske, hvornår Rusland sidst har mistet så mange luftvåben på én dag. Det kan du læse i artiklen her. Det kan du også se på de satellitbilleder, der ligger til grund for vurderingen af de russiske tab, og du kan selv se, hvordan basen så ud før og efter angrebet. Det fremgår klart, at der er tale om meget kraftige eksplosioner. Officielt har Ukraine fortsat ikke taget ansvaret for angrebet, men uofficielt anerkender de, at det var et ukrainsk angreb. Samtidig står det stadig uklart, hvordan angrebet er blevet foretaget, og der spekuleres i forskellige muligheder. Der kan fx være tale om ny langtrækkende ammunition fra Vesten, et ukrainsk våben, der har overrasket russerne, droner, eller en specialoperation udført på området. Angrebet og den mystik, der fortsat omgiver det, er der selvfølgelig allerede forskellige analyser af, og vi kigger på nogle af dem i dag.
Ukraine gør klogt i fortsat ikke at fortælle, hvordan angrebet er blevet udført og dermed bevare mystikken omkring det. På den måde tvinger de nemlig russerne til at forholde sig til flere problematiske scenarier for dem på én gang
_______
Mystikken og uvisheden forstærker effekten af angrebet på Krim. Professor i strategisk studier, Phillips O’Brien, skriver, at Ukraine gør klogt i fortsat ikke at fortælle, hvordan angrebet er blevet udført og dermed bevare mystikken omkring det. På den måde tvinger de nemlig russerne til at forholde sig til flere problematiske scenarier for dem på én gang. Hvis der er tale om ukrainske specialstyrker, der har været i stand til at udføre angrebet så langt inde på russisk territorium, vil det have alvorlige konsekvenser for russerne, med et helt nyt behov for meget bedre sikkerhed bag deres egne linjer. Men hvis der er tale om et ukrainsk våben, der selv har udviklet, er det også virkelig dårligt nyt for russerne. Så har de nemlig et våben, der kan trænge igennem russernes luftforsvar, som der ellers har været høje forventninger til. Og hvis de har fået ny langtrækkende ammunition fra Vesten, som russerne ikke forventede, er det også rigtig dårlig nyt. For så kan ukrainerne ramme russerne med stor præcision mange steder. Mystikken og uvisheden forstærker altså effekten af angrebet, der i forvejen er alvorligt nok for russerne. Du kan læse hele den analyse her.
Angrebet får strategiske konsekvenser for russerne. Mick Ryan, der er australsk militæranalytiker, skriver, at det har været 24 barske timer for russerne, og at der er tale om en spektakulær succes for de ukrainske styrker. Han forudser, at angrebet, udover det materiel, som russerne har mistet, også vil få strategiske konsekvenser. Angrebet viser nemlig, at russernes forsvarssystemer har fejlet, og at ukrainerne kan ramme store dele af Krim. Det drejer sig ikke kun om luftbaser, men også russernes sortehavsflåde, og dermed tvinger ukrainerne russerne til enten at styrke deres forsvar af området betragteligt, eller at genoverveje hvad og hvem de placerer i området. Dermed har ukrainerne, ifølge Ryan, sat russerne i et dilemma, der handler om fordelingen af deres tropper, og det kan du læse mere om her.
Ingen større ændring ved fronterne. I det østlige Ukraine fortsætter det samme billede, vi har set i den seneste tid. Russerne angriber stadig omkring byerne Siversk, Bakhmut og Donetsk by, men det er uden større gennembrud. Institute for the Study of War (ISW) vurderer, at de koncentrerer deres styrker og angreb omkring Bakhmut. I det sydlige Ukraine ved Kherson, fortsætter de ukrainske angreb på russiske kommandoposter og ammunitionslagre, men ISW melder ikke om større ændringer af fronterne. Det kan du læse mere om her.
Oliesanktionerne mod Rusland er kun faldet tre procent. På trods af vestlige sanktioner er Ruslands eksport af olie kun faldet med tre procent siden starten af invasionen. Det siger Det Internationale Energiagentur på baggrund af friske tal fra juli måned. Den russiske eksport til Europa, USA, Japan og Korea er ganske vist faldet med 2.2 mio tønder olie om dagen, men øget eksport til lande som Indien, Kina og Tyrkiet har mildnet effekten af faldet i eksporten til de vestlige lande. Energiagenturet siger dog samtidig, at EU’s stop for import af russisk olie vil resultere i et yderligere fald i den russiske eksport, og den embargo forventes at være fuldt ud indfaset i februar 2023. Det kan du læse mere om her.
Peter Viggo Jakobsen: „Selvfølgelig vil russerne bruge atomvåben‟. Vi slutter med en anbefaling af et interview her på siden, hvor Peter Viggo Jakobsen, der er lektor på Forsvarsakademiet, blandt andet forudser, at krigen vil slutte med en opdeling af Ukraine. Han tror, at russerne kommer til at sidde på noget af Donbas, noget af den sydlige del af landet og halvøen Krim. Det kan blive i form af en våbenhvile, en frossen konflikt, eller en konflikt med meget lavere intensitet, som vi har set det fra 2015-2022, og den situation kan ukrainerne blive nødt til at affinde sig med. Han vurderer også, at Putin er klar til at bruge atomvåben, hvis det er hans sidste udvej for at undgå at miste Donbas og Krim. Du kan læse hele det interview her.
Vi er tilbage igen efter weekenden, hvor vi håber at være blevet klogere på, hvordan angrebet på Krim har fundet sted, og hvor vi måske også kan sige mere om de russiske reaktioner på det.
Ukrainerne tvinger russerne til enten at styrke deres forsvar af området betragteligt, eller at genoverveje hvad og hvem de placerer i området. Dermed har ukrainerne sat russerne i et dilemma, der handler om fordelingen af deres tropper
_______
ILLUSTRATION: En ukrainsk soldat går op ad en tom vej i udkanten af Lysytjansk i Donbas-regionen, 22. maj 2022 [FOTO: Aris Messinis/AFP/Ritzau Scanpix]