Ukraine morgenbrief 11. september: Den russiske front er kollapset i historisk modangreb
11.09.2022
Det er søndag, og det plejer ikke at medføre en brief med de vigtigste begivenheder og bedste analyser fra krigen i Ukraine. I dag gør vi dog en undtagelse, fordi de seneste døgn i Ukraine har været helt ekstraordinære, dramatiske, begivenhedsrige og potentielt afgørende. Ukrainske soldater har tilbageerobret store områder og vigtige byer i en modoffensiv sydøst for byen Kharkiv, der udvikler sig time for time. Det ligner samtidig et russisk kollaps med hurtige tilbagetrækninger i området, og vi vil derfor give dig et overblik over hvad der er sket, og nogle foreløbige analyser af, hvordan det er gået til, og hvad det kan komme til at betyde.
RÆSONs Ukraine morgenbrief udkommer hver mandag og torsdag med et overblik over de vigtigste begivenheder fra krigen i Ukraine.
Ukraine har som sagt generobret et stort område, og der er ifølge den ukrainske præsident Zelenskyj tale om 2.000 kvadratkilometer. Den ukrainske hær er blandt andet nået til byerne Kupjansk og Izjum, der er helt afgørende for Ruslands mulighed for at forsyne og opretholde deres front og offensiv i det østlige Ukraine. Det blev gennemført ved et meget hurtigt angreb, der har overrasket russerne, som var meget dårlig forberedte på at skulle forsvare sig. Det kan du læse mere om her.
Du kan få et rigtig godt overblik over omfanget af de ukrainske generobringer over kort tid ved at se på udviklingen i de kort som Institute for the Study of War (ISW) laver over området. Her ser du udviklingen fra den 6. september til og med den 10.
Russerne anerkender de ukrainske erobringer, men fremstiller dem som en ordnet russisk omgruppering af tropper, der har som formål at “befri” Donbas. Det er dog ikke en udmelding, der høster mange point for troværdighed
_______
Situationen udvikler sig som sagt hele tiden, men ifølge ISW er de seneste og vigtigste begivenheder, at ukrainerne også har generobret byen Bilohorivka, og det betyder at russerne ikke længere har kontrol med hele området Luhansk. Det fik de ellers i starten af juli, da de efter lange kampe, først erobrede byen Severodonetsk og kort efter Lysychansk. Nu er der forlydender om, at ukrainerne allerede står i udkanten Lysychansk, og dermed er de altså ved at tilbageerobre et område med meget større hastighed, end russerne erobrede det i første omgang. Endelig befinder de ukrainske tropper sig nu kun 25 km fra den russiske grænse i området. Det kan du se på det seneste kort fra ISW her.
Der er også meldinger om, at ukrainerne har angrebet Donetsk lufthavn, hvilket også vil udgøre en bemærkelsesværdig erobring. Og så fortsætter offensiven samtidig i syd ved Kherson, hvor ukrainerne også har haft fremgang, men slet ikke i samme skala som ved Kharkiv. Det kan du læse mere om her.
Russerne anerkender de ukrainske erobringer, men fremstiller dem som en ordnet russisk omgruppering af tropper, der har som formål at “befri” Donbas. Det kan du se her. Det er dog ikke en udmelding, der høster mange point for troværdighed blandt iagttagere, og danske Claus Mathiesen fra Forsvarsakademiet kalder det fx fuldstændig til grin. Det kan du se her.
Russerne har demonstreret, at de kæmper meget dårligt. De er på flugt og vil formentlig forsøge at flytte sig til Donbas, der ligger længere mod sydøst
_______
De store begivenheder har selvfølgelig også kastet nogle foreløbige analyser af sig, og vi tager et kig på nogle af dem.
Dr. Mike Martin, fra War Studies på Kings College London, mener, at den ukrainske hær har udvist et strålende eksempel på styrken i kombinerede manøvre, og samtidig har russerne demonstreret, at de kæmper meget dårligt. De er på flugt og vil formentlig forsøge at flytte sig til Donbas, der ligger længere mod sydøst. Der vil de dog få problemer, fordi de nu har mistet kontrollen med Kupjansk og Izjum og de tilhørende jernbaneknudepunkter. Russerne bruger jernbaner til meget af deres logistik, og det er derfor nogle afgørende tab for dem. Martin vurderer ikke, at russerne kan fortsætte deres offensiv i det østlige Ukraine, hvis de ikke får organiseret deres logistik på ny. Han opfordrer også til at holde øje med den samtidige ukrainske offensiv i den sydlige del af landet ved Kherson, da den fortsat er den vigtigste. Det russiske forsvar der, bliver nemlig nødt til at kollapse, hvis ukrainerne skal true Krim, der er russernes strategiske tyngdepunkt. Men efter at have fulgt den hastige og dramatiske udvikling i de seneste døgn, synes han ikke, at et kollaps af den russiske hær føles så langt væk. Det kan du læse her.
Phillips O’Brien, der er professor i strategiske studier, skriver, at det er umuligt at forestille sig, at russerne kan tage de områder, som de nu har tabt, tilbage igen. De har mistet mange af deres bedste soldater samt deres udstyr, og en ny styrke vil være dårligere trænet og dårligere udstyret. Omvendt får den ukrainske hær stadig mere avanceret udstyr og træning, og bliver formentlig den hær i verden med bedst kamptræning. Det kan du læse her. Derudover skriver han, at krigen har været fundamentalt misforstået fra starten, fordi fortællingen om den er blev formuleret af russiske eksperter og analytikere. Ifølge O’Brien er Ukraine det stærkeste af de to lande, fordi de er mere fortrolige med teknologi, i stand til at tilpasse sig, mindre korrupte og villige til at lære. Det kan du læse her.
Den australske militæranalytiker, Mick Ryan, vurderer også, at de ukrainske erobringer vil få negative konsekvenser for russerne på deres østlige front. Det giver dem både problemer med deres logistik, og tvinger dem til at skulle forholde sig til angreb bagfra. Derudover kan det få russerne til at forstærke området, hvilket kunne få den konsekvens, at de bliver dårligere stillet i den sydlige del af landet. Det kan også være, at vi kommer til at se kaskader af russiske tilbagetrækninger i forskellige områder, men selvom russerne er i store problemer, er de ikke slået endnu. Derfor skal vi være på vagt for uventede reaktioner fra Putin, som ikke har vist nogen tegn på, at han vil droppe invasionen. Endelig minder Ryan om, at store dele af Ukraine fortsat er besat, og at det kræver flere offensive operationer at tage de områder også. Det kan du læse her.
Vi er snart tilbage igen med seneste nyt fra et ukrainske modangreb, der kan blive afgørende for krigens udfald. ■
Selvom russerne er i store problemer, er de ikke slået endnu. Derfor skal vi være på vagt for uventede reaktioner fra Putin
_______
ILLUSTRATION: Ødelagte kampvogne på vejen i Balakliya i Kharkiv-regionen, 10. september 2022 [FOTO: Juan Barreto/AFP/Ritzau Scanpix]