Uffe Elbæk: Nu ser Kina på Vestens sanktioner og vurderer, om Taiwan er prisen værd

Uffe Elbæk: Nu ser Kina på Vestens sanktioner og vurderer, om Taiwan er prisen værd

26.02.2022

.

„Bundlinjen er dog stadig, at Kina har ændret hele det politiske system i Hongkong uden større konsekvenser. Nu har de set det samme ske med Rusland i Ukraine og nu er Taiwan blot blevet et spørgsmål om tid. Det er svært at være optimistisk.”

Interview med Uffe Elbæk af Vilhelm Juhler Kjær

Torsdag morgen vågnede vi op til en ny verdensorden, da Rusland invaderede Ukraine med enorm slagstyrke. Imens den ukrainske hær kæmper mod den militært overlegne aggressor, holder andre af verdens ledere øje med ikke blot kampene og de menneskelige omkostninger, men særligt også responsen fra vesten i form af retorik, energipolitik og sanktioneringer.

I denne forbindelse har RÆSON talt med tidligere minister og folketingsmedlem for Frie Grønne, Uffe Elbæk, om hvilke noter, der tages i Beijing, når de følger med i vestens respons. Kina betragter ikke konflikten mellem Rusland og Ukraine som en invasion og spørgsmålet er, om dette bare er et udtryk for egeninteresse i forhold til Taiwan.

Hvad tror du man sidder og tænker i Beijing, når man lige nu ser på vestens respons overfor Rusland?
Min vurdering er, at Beijing køber ind på Putins argumentation. De accepterer og er enige i, at Ukraine befinder sig i Ruslands interessesfære og Kina noterer sig, at vi i Vesten ikke reagerer på invasionen. Det er den samme logik, som de gerne vil overføre til Taiwan. De ser netop Taiwan som en del af Kina, og derfor er det for dem blot et spørgsmål om tid. 

Hvordan reagerer de på den vestlige respons? Beroliger det dem, at vi kun har benyttet os af relativt milde sanktioner?
Op til dette angreb har det set ud til, at der har været en tæt koordinering mellem Rusland og Kina. Særligt i forhold til vinter-OL, hvor Kina og Ruslands samarbejde er blevet cementeret igen. Jeg mistænker, at Kina har været velorienterede om, hvad der kom til at ske, og hvornår det ville ske i Ukraine.

Nu ser Kina på Vestens sanktioner og vurderer disses potens, hvem der omfattes af dem, og hvordan de rammer. I dag meldte Kinas regering ud, at de betragter andre magters indblanding i en legitim konflikt, hvilket de ser Ruslands invasion af Ukraine som et eksempel på, som uacceptabel.

Sådan forventer Kina, at man også ville forholde sig overfor Taiwan, og man kan allerede se, hvor højt et pres, som Kina har lagt på Taiwan gennem de sidste 6 måneder. Kina udfordrer Taiwans luftrum igen og igen, og disse markeringer er ganske markante. Nu tror jeg, at Kina holder lav profil under resten af invasionen, men samtidig støtter op om Putins forståelse af den internationale verdensorden, hvor man også ser Ukraine som en del af russisk territorie.

 

Groft sagt er det røvpinligt, at vi ikke har taget SWIFT i brug
_______

 

Der mangler måske en afskrækkende effekt ved de nuværende sanktioner. Så du gerne, at Vesten havde reageret hårdere på invasionen?
Der er en masse mellemregninger her. Jeg er ked af, at man ikke har taget SWIFT i brug. Det kunne virkelig have ramt dem hårdt i økonomisk forstand. Der var desværre nogle EU-lande, der har stået i vejen for det.

EU’s logik og det, der selvfølgelig også er hurdlen, er, at man også gerne vil have yderligere våben og sanktioner i baghånden, hvis Rusland fortsætter sin nuværende kurs. Hvis man skyder det hele af samtidig, så har man også låst sig og fjernet sit eget bevægelsesrum. Men man burde stadig have risikeret det. Groft sagt er det røvpinligt, at vi ikke har taget SWIFT i brug.

Hvis Vesten ikke ønsker at sende de forkerte signaler til Beijing, hvordan bør vi så reagere nu?
Problemet er, at når man ser det i det store perspektiv, så har Kina oplevet, at Vesten ikke reagerede på Hongkong. Nu ser de, at Vesten er handlingslammede i forhold til Ukraine, så den kinesiske regering spørger selvfølgelig sig selv, hvad Vesten ville gøre, hvis de selv gik ind i Taiwan.

Så er der selvfølgelig kræfter i alle de europæiske lande, som ønsker en skærpet Kina-strategi. Her er der også sket meget i Danmark, da man for bare to år siden stadig gik på politiske og verbale æggeskaller, sammenlignet med i dag. Bundlinjen er dog stadig, at Kina har ændret hele det politiske system i Hongkong uden større konsekvenser. Nu har de set det samme ske med Rusland i Ukraine, og nu er Taiwan blot blevet et spørgsmål om tid. Det er svært at være optimistisk.

 

Problemet er, at når man ser det i det store perspektiv, så har Kina oplevet, at Vesten ikke reagerede på Hongkong. Nu ser de, at Vesten er handlingslammede i forhold til Ukraine, så den kinesiske regering spørger selvfølgelig sig selv, hvad Vesten ville gøre, hvis de selv gik ind i Taiwan
_______

 


Uffe Elbæk (f. 1954) er tidligere minister og MF for Frie Grønne, Danmarks nye venstrefløjsparti. ILLUSTRATION: Uffe Elbæk [Foto: Lars Just/polfoto]