Troels Christian Jakobsen (Å): Hvilket værdighedsbegreb bygger Moderaterne deres ‘værdighedsydelse’ på?

31.01.2022

Hvorfor vente syv år, hvor borgeren er underkastet uværdige systemkrav (med deraf følgende svækkelse af værdighed og social situation), før borgeren får tilbuddet om frisættelse – hvorfor ikke frisætte alle borgere fra de uværdige systemkrav? Eller er der forskel på borgeres behov for værdighed og anstændig behandling? Eller skal borgere gennemgå en syv års skærsild af systemkrav, før de har fortjent deres værdighed? Det er her, Lars Løkke og Moderaternes værdighedsbegreb forekommer noget uldent og uigennemtænkt.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Troels Christian Jakobsen, beskæftigelsesordfører for Alternativet

FØRST OG FREMMEST ros til Lars Løkke og Moderaterne for at erkende, at vores kontanthjælp, dagpenge og jobcentre ikke fungerer for tusindvis af borgere. Og særligt modet til at vove at løsne på rådighedspligten og den tvangstanke, som hele vores beskæftigelseslovgivning bygger på: at man skal arbejde, hvis man kan arbejde. Mantraet har ellers i årtier været, at man for enhver pris ikke måtte opgive kravet om rådighed ved ydelserne – motiveret af en frygt, der ofte italesættes som ‘at efterlade dem på perronen’ eller ‘parkere folk på kontanthjælp’.

Den erkendelse, der lader til at gry hos de traditionelle partier, ser vi også her hos Moderaterne. Det er ikke ydelsen i sig selv, der gør folk passive eller kobler dem af arbejdsmarkedet. Det er nok nærmere et samspil mellem sociale problemer og de tunge systemkrav, som jo uundgåeligt følger med rådighedspligten og de medfølgende alvorlige myndighedsafgørelser, der påvirker borgeres mulighed for at opretholde et værdigt liv.

Værdighed- eller forarmelsesydelse?
Moderaterne kalder deres bud på en løsning for ‘Værdighedsydelse’. Et tilbud om at borgere, der har været på kontanthjælp uafbrudt i syv år, kan vælge at slippe for systemets krav om rådighedspligt ved at overgå til (den noget lavere) værdighedsydelse. Lars Løkke beskriver det som et valg om at gå ned i ydelse mod at få større frihed fra systemets krav. Til gengæld vil der så også være mulighed for at arbejde og tjene lidt penge uden at blive modregnet i ydelsen. Om det så kan hænge sammen økonomisk for landets fattigste, tvivler jeg stærkt på.

De fleste med en sund økonomi, der forestiller sig de fattiges økonomi, glemmer ofte, at man ikke bare kan foretage sig samme slags fornuftige budgetvalg, som man kan, når der er bare lidt luft i budgettet. Sammen med det økonomiske underskud følger et mentalt underskud, hvor de valgmuligheder man har og de beslutninger man træffer er væsentligt ringere. Læg dertil at mange borgere i målgruppen ofte har andre udfordringer end arbejdsløshed – alt fra dårlige tænder, mentale lidelser, medicinudgifter og til misbrug. Det er, populært sagt, dyrt at være fattig´– og en lavere ydelse er derfor ikke svaret. Tværtimod kunne man skele til forsøget fra Århus, hvor man med succes gav de fattigste en større sum, de kunne investere i sig selv med.

Personligt ville jeg alligevel til enhver tid have taget Moderaternes deal, da jeg for år siden på grund af sygdom var endt på kontanthjælp og underkastet Jobcentrets systemkrav. Jeg led af folkesygdommen depression, og jobcenter-møllen er desværre en sikker opskrift på at forværre den lidelse. Så det ville både have været af hensyn til mit helbred, at jeg ville acceptere en lavere ydelse, men også på grund af det der med ‘værdighed’.

Det grundlæggende uværdige i den nuværende lovgivning består i rådighedspligtens ‘hvis man kan, så SKAL man arbejde’. Der er indlysende nok også en værdighed i at forsørge sig selv og være økonomisk uafhængig af offentlig støtte. Derfor hersker der heller ingen tvivl hos Alternativet om, at vores samfunds moral og sædelighed selvfølgelig er: Hvis man kan arbejde, så bør man også arbejde. ‘Bør’, men ikke ‘skal’. Problemet med ‘skal arbejde’ er både etisk, men efterhånden mere og mere et operativt og pragmatisk problem.

 

Værdighedsydelsen fremstår som endnu en lappeløsning på et grundlæggende dysfunktionelt lovkompleks
_______

 

Relationen mellem borger og myndighed
Det etiske problem med rådighedspligten handler om værdigheden i relationen borgere imellem – og mellem borger og myndighed. Det sociale stigma ved at være arbejdsløs, som den nuværende lovgivning med rådighedspligten understøtter, gør ufrivillig arbejdsløshed til en af de mere vanskelige sociale situationer, som en borger kan befinde sig i. Den vedvarende systemiske mistænkeliggørelse af borgerens vilje til at arbejde, som finder sted i jobcenter-systemet, opleves af mange arbejdsløse som nedværdigende og umyndiggørende. Helt konkret fordi myndigheden ofte påtvinger borgeren handlinger, som for borgeren ikke er meningsgivende i forhold til deres situation, og fordi deres jobsøgningsadfærd løbende overvåges (begge dele under latent trussel om økonomiske sanktioner).

Arbejdsløse borgere reagerer forskelligt på dette. Nogle gør oprør i det store eller små, mens andre tager skammen på sig, men uanset understøtter det en social norm om, at arbejdsløse er mindre værd end andre borgere. Det grundlæggende uværdige forhold eksisterer uanset hvilke pæne ord det pakkes ind i – uanset hvor mange dygtige, empatiske sagsbehandlere, der agerer stødpude mellem system og borger. Det må være erkendelsen, hvis vi skal tage et begreb som værdighed alvorligt.

Så man kunne spørge Lars Løkke og Moderaterne om, hvilket værdighedsbegreb, de bygger deres ‘værdighedsydelse’ på. Det fremgår, at de vil give en afgrænset gruppe borgere mulighed for mere værdighed ved at tilbyde dem frisættelse fra systemkravene. Deraf må følge, at de også erkender, at systemkravene undergraver borgerens værdighed. Men hvorfor så vente syv år, hvor borgeren er underkastet uværdige systemkrav (med deraf følgende svækkelse af værdighed og social situation), før borgeren får tilbuddet om frisættelse – eller hvorfor ikke frisætte alle borgere fra de uværdige systemkrav? Eller er der forskel på borgeres behov for værdighed og anstændig behandling? Eller skal borgere gennemgå en syv års skærsild af systemkrav, før de har fortjent deres værdighed? Det er her, at Lars Løkke og Moderaternes værdighedsbegreb forekommer noget uldent og uigennemtænkt.

Man kan selvfølgelig også indrømme, at det har man ikke svar på. At man har kaldt det ‘værdighedsydelse’, fordi det lyder godt uden egentlig at forholde sig til værdigheden som sådan eller som en systemisk værdi i vores gældende lovgivning. Derfor fremstår forslaget om en værdighedsydelse som endnu en lappeløsning på et grundlæggende dysfunktionelt lovkompleks. Lapperier har vi haft nok af – hvilket har medført, at lovgivningen er så omfangsrig, at det er en belastning for både borgere og jobcentrets medarbejdere. De mange regler svækker i sig selv retssikkerheden (og dermed værdigheden) for arbejdsløse borgere.

Vil der være kommuner, som bevidst eller ubevidst økonomisk motiveres til at lade borgere forblive på kontanthjælp i syv år i stedet for at afklare dem til førtidspension, og så presse dem til at overgå til den lave værdighedsydelse? Ja, helt sikkert. Vil der være borgere i den egentlige målgruppe, som falder ind og ud af kontanthjælp, og aldrig opnår syv års uafbrudt ydelse, og derfor ikke vil blive tilbudt muligheden? Helt sikkert – endda en hel del.

Min kritik lyder måske lidt hård, og derfor vil jeg igen gerne betone, at vi i Alternativet hilser de nye erkendelser – også hos Lars Løkke og Moderaterne – meget velkommen. Alene at tage hul på tanker om at frisætte nogle borgere fra rådighedspligten kræver mod. Hovedpointen ved politik er ikke, at det skal være en beskæftigelsesterapi, hvor vi politikere skal blive ved at lappe de huller, vi selv har forårsaget – det er, at have modet til skabe de systemiske forandringer, der skal gøre Danmark til et bæredygtigt samfund.

Derfor håber vi, at Lars Løkke (og andre traditionelle politikere) vil finde endnu mere mod – og turde tage den svære snak om værdighed. ■

 

Alene at tage hul på tanker om at frisætte nogle borgere fra rådighedspligten kræver mod
_______

 

Troels Christian Jakobsen (f. 1969) er beskæftigelsesordfører for Alternativet, folketingskandidat, udpeget til Metroselskabets bestyrelse og suppleant til Borgerrepræsentationen i København. Tidl. arbejdsløs på integrationsydelse. Uddannet manuskriptforfatter og langt arbejdsliv med produktion og instruktion af især teater. Tidl. dramaturg på Det Kongelige Teater. ILLUSTRATION: Lars Løkke Rasmussen ved Christiansborg, København, 5. juni 2021. [FOTO: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix]