Tidligere formand for FN’s Sikkerhedsråd Kishore Mahbubani: Krige kan altid forhindres, hvis man har kloge ledere
22.04.2022
”Asiatiske lande mener generelt, at man skal inkludere og ikke udelukke Kina. Det er den slags geopolitisk pragmatisme, der er fremherskende i Asien. Og den største fejl, europæerne har begået de seneste 30-40 år, er, at de ikke har gjort nogen seriøs indsats for at inkludere Rusland i deres regionale, multilaterale organisering. Det er en stor strategisk fejl.”
Interview med Kishore Mahbubani, tidligere formand for FNs Sikkerhedsråd, ambassadør i FN og nu æresprofessor ved Singapore Universitet.
Af Christine Roj
RÆSON: Hvordan har invasionen af Ukraine ændret verden?
MAHBUBANI: I geopolitik skal man ikke dømme for hurtigt, for ofte er de langsigtede konsekvenser overraskende. Ikke desto mindre har Ukrainekrigen – lige nu – været et stort tilbageslag for Rusland. Den ukrainske modstand har været heroisk, og præsident Zelenskyj har vist sig som en rigtig krigsleder.
For det andet har det været en stor geopolitisk sejr for USA. På mange måder. Både fordi Rusland var en konkurrent og er blevet svækket, samtidig med at der for USA næsten ikke har været nogen omkostninger. Den anden sejr, der er opnået, er, at der er sket en opblomstring af den vestlige solidaritet. Europa og USA er blevet tættere som følge af krigen i Ukraine. Den tredje sejr for USA er, at krigen også på mange måder har været et tilbageslag for Kina, fordi Kina ønskede global politisk og økonomisk stabilitet, så de kunne fokusere på deres egen vækst og udvikling i et meget kritisk år, 2022. Den globale økonomiske disruption har været dårlig for Kina. Og genopblomstringen af vestlig solidaritet har også været et minus for Kina. Svækkelsen af deres strategiske partner, Rusland, har også været negativ for Kina. Det er de umiddelbare konsekvenser. Tiden vil vise, hvad de langsigtede konsekvenser er.
I Foreign Policy advokerer du for nyligt for politisk pragmatisme frem for det, du kalder Vestens moralske absolutisme. Hvad er din kritik her?
Jeg vil indledningsvis understrege, at Ruslands invasion af Ukraine bør fordømmes. For det er en overtrædelse af FN-pagten og international ret. Men alligevel, på samme tid, tror jeg, at fremtidige historikere også vil være kritiske over for europæiske ledere og diplomater, for krige kan altid forhindres, hvis man har kloge ledere.
To af de største strategiske tænkere, USA har produceret i det 20. århundrede, var George Kennan og Henry Kissinger. Både Kennan og Kissiger advarede på forskelligvis om farerne ved NATOs ekspansion. En af farerne, som især Kissinger lagde vægt på, var at forsøge at inkludere Ukraine i NATO. Så advarslerne var der. Og hvis man havde et klogt og pragmatisk lederskab i Europa, ville man have gjort en indsats for at forstå, hvad de russiske sikkerhedsbekymringer var, og forsøgt at imødekomme dem halvvejs – på pragmatisk vis. Og derved undgå den katastrofale krig, hvor alle lider, blandt andet befolkningen i Ukraine. Det er pragmatisme.
Risikerer vi ikke i dette scenarie, at stater, der ikke er globale supermagter, mister muligheden for en grad af geopolitisk autonomi?
I geopolitik er det farligste, du kan gøre, at være naiv. For eksempel, hvis man er Cuba, og man er inden for 100 kilometer eller deromkring af USA, og beslutter at installere russiske kortdistance atommissiler, kan jeg garantere dig, at man vil blive invaderet. Så spørgsmålet er derfor snarere, om man vil være realist og forstå den virkelige, geopolitiske verden. De farligste mennesker at have i geopolitik er naive do gooders, der mener, at de bør, at de skal holde fast i principper og ikke acceptere geopolitiske realiteter.
Europæiske leder lider ofte af det, jeg kalder strategisk fejhed. De er bange for at tage modige beslutninger. Og som et resultat af deres strategiske fejhed indvilligede de fx i en invitation til Georgien og Ukraine om at blive medlem af NATO
_______
Husk på, hvad Thukydid beretter, at athenerne sagde til milianerne for 2400 år siden: De stærke gør, hvad de kan, og de svage lider, hvad de må. Verden er blevet bedre siden da, men geopolitikkens love har ikke ændret sig i tusindvis af år. Så realistiske små lande må forstå, at hvis man bor ved siden af et stort land, skal man sørge for at undgå krig med det land.
Jeg synes, vi bør støtte de mennesker i Ukraine, der lider. Men jeg tror, at den bedste måde at støtte mennesker, der lider på, er at engagere sig i geopolitisk visdom og være rolig og pragmatisk og ikke være naiv og principfast. Det fører til beslutninger, mennesker kommer til at lide under.
Så i bund og grund er det, du siger, at denne autonomi, friheden til at vælge, ikke eksisterer i praksis, hvis man er et lille land?
Nej. Det, der virker for små lande, er geopolitisk visdom. Kissinger fremlagde i en artikel i Washington Post i 2014 en tredelt formel til at løse de ukrainske udfordringer. Først bør ukrainerne frit kunne vælge, hvilken form for regering de vil have. Dernæst, pointerede Kissinger, bør Ukraine ikke tilslutte sig NATO. For hvis Ukraine går med i NATO, vil det helt klart alarmere Rusland, og det kan få konsekvenser. Og for det tredje skal man finde en kreativ løsning for Krim og de østlige territorier, måske skabe autonomi i de områder, eksempelvis. Den formel, Kissinger har fremsat, burde være blevet vedtaget af Europas ledere i 2014.
Men europæiske leder lider ofte af det, jeg kalder strategisk fejhed. De er bange for at tage modige beslutninger. Og som et resultat af deres strategiske fejhed indvilligede de fx i at inkludere en invitation til Georgien og Ukraine om at blive medlem af NATO i NATO-erklæringen fra 2008. Og det var en meget, meget provokerende udtalelse. Det var fuldstændig unødvendigt. Det skete, fordi Bush-administrationen pressede på for det, og de europæiske ledere havde ikke rygraden til at gå imod det. Sådan en strategisk fejhed skaber geopolitiske problemer.
Krigen har på mange måder har delt verden i ”for og imod”. Hvordan har dette påvirket asiatisk geopolitik?
Folk i Asien ønsker at fokusere på økonomisk vækst og udvikling. Jeg har lige skrevet bogen: Det asiatiske 21. århundrede, der udkom i januar i år. Det er en gratis, kan downloades fra Springer og er utroligt nok downloadet 1,5 millioner gange på bare tre måneder i 90 lande rundt om i verden. Så jeg tror, at folk over hele verden forstår, at det 21. århundrede bliver det asiatiske århundrede. Og at vi kommer til at se enden på vestlig dominans i verdenshistorien. Når de asiatiske lande har denne store følelse af optimisme for fremtiden, ønsker de at fokusere på økonomisk vækst og udvikling. Desværre har Ukrainekrigen forstyrret dette.
Så det er primært opbruddet i den økonomiske udvikling, der er konsekvensen og fokus i Asien?
Ja. Den anden konsekvens er, at de asiatiske lande i endnu højere grad indser, at de skal praktisere geopolitisk pragmatisme. Fx har de 10 sydøstasiatiske lande i ASEAN en samlet befolkning på 680 mio. mennesker. De ligger et geopolitisk følsomt sted, fordi de geografisk er tæt på Kina, men de er også tæt på USA i politisk og sikkerhedsmæssig henseende. Og derfor har de 10 lande i ASEAN besluttet, at de vil være gode venner med USA, samtidig med at de vil være gode venner med Kina. Det er den slags geopolitisk pragmatisme, der er fremherskende, og asiatiske lande mener generelt, at man skal inkludere og ikke udelukke Kina. Den største fejl, europæerne har begået de seneste 30-40 år, er, at de ikke har gjort nogen seriøs indsats for at inkludere Rusland i deres regionale, multilaterale organisering. Det er en stor strategisk fejl.
Har denne invasion ændret dit syn på muligheden for, at en stormagt, såsom Kina, kan at rejse sig fredeligt, som du beskriver det i din bog Has China won?
Min tese i bogen er, at en stor amerikansk-kinesisk konflikt paradoksalt nok både er uundgåelig og mulig at undgå. Begge udsagn er sande. Men har Ukraine-krigen gjort den amerikanske-kinesiske konflikt mere uundgåelig? Ja. For lige nu er Washington D.C. i et meget triumferende humør efter at have haft succes med at skade Rusland betydeligt. Så nogle mennesker i Washington D.C. tror helt sikkert, at de kan gøre det samme mod Kina. Det vil unægteligt opmuntre de stemmer i Washington D.C., som vil udvikle konflikten med Kina. Og det har siden da helt sikkert svækket de moderate stemmer – som der allerede ikke var mange af i USA angående Kina-spørgsmålet.
Men denne konflikt kan undgås, og opmærksomheden kan bruges på at forbedre den amerikanske befolknings velfærd og forbedre forholdene for de nederste 50 pct., hvis levevilkår ikke er blevet forbedret i flere årtier. Det klogeste USA kan gøre er at trykke på pauseknappen i den geopolitiske USA-Kina-konflikt og fokusere på at forbedre leveforholdene for det amerikanske folk. Hvis du beder mig komme med en forudsigelse om, hvorvidt USA vil trykke på pauseknappen, vil min forudsigelse dog desværre være, at USA nu mere end tidligere ikke vil gøre det.
Når man ser to tog, der accelererer mod hinanden i samme spor, som USA og Kina gør i dag, siger jeg: – som ven af begge lande – venligst, stop, fortsæt ikke. Men min fornuftsstemme kan ikke overvinde en tusindår gammel lov i geopolitik.
Som tidligere FN-ambassadør, hvordan ser du på FN’s rolle i krigen i Ukraine, både nu og i fremtiden?
Jeg er ikke overrasket over, at FN’s Sikkerhedsråd har været handlingslammet. Men jeg er meget glad for, at USA er gået til FN’s Generalforsamling for at søge verdens mening om krigen. Og det er godt, at 140 lande har fordømt krigen. Og jeg tror også, at det har skabt en rigtig god præcedens. Så fremover, når USA er ved at indlede en krig i fx Irak, eller hvis NATO er ved at gennemføre aktioner i Libyen, bør vi gå til FN’s Generalforsamling og spørge de 193 medlemslande, hvad de også tænker.
Jeg synes, at alle små stater i verden, inklusive Danmark og Singapore, bør hilse genoplivningen af FN’s Generalforsamling velkommen. Og jeg tror på, at FN’s Generalforsamlings rolle altid er at overvåge FN’s Sikkerhedsråd og bedømme, om det udfører sit arbejde ordentligt. Så fra nu af, når Sikkerhedsrådet er handlingslammet, bør vi automatisk henvise enhver beslutning, enhver handlingslammet beslutning truffet af FN’s Sikkerhedsråd, til FN’s Generalforsamling, og jeg håber, at de europæiske stater vil yde lederskabet på dette område. For Europa er – Den Europæiske Union er – den mest succesrige regionale, multilaterale organisation i verden. Og hvis der er en organisation, der har troværdigheden til at genoplive FN, er det Den Europæiske Union. ■
Lige nu er Washington D.C. i et meget triumferende humør efter at have haft succes med at skade Rusland betydeligt. Så nogle mennesker i Washington D.C. tror helt sikkert, at de kan gøre det samme mod Kina
_______
ILLUSTRATION: Kommissionsformand Ursula von der Leyen og Ukraines premiereminister Denys Scmygal på besøg i Bucha, Kyiv-regionen, 8. april 2022. [FOTO: T.me/EPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
