22.10.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Det antropocæne – og udnyttelsen af ​​naturen som sådan – er med andre ord ikke antitesen til civilisationen. Det er civilisationen. Jo mere teknologisk avancerede, jo mere kulturelt udviklede vi bliver, jo mere destruktive vil vi være. Tilsidesættelsen af viden om naturens love er således ikke en antitese til civilisation og modernitet. Uvidenheden er nødvendig for den moderne civilisation.

Kommentar af Theresa Scavenius, folketingskandidat for Alternativet

For 20 år siden skrev Crutzen artiklen ,,Geology of Mankind” (Nature, 2002), hvor han opfandt begrebet det antropocæne: en menneskeskabt geologisk æra, hvor menneskeheden er en drivkraft, der kan forandre naturen. Umiddelbart virker det som et mysterie. Menneskeheden er et svagt biologisk fænomen. Ingen kan udvinde mineraler fra jorden med de bare hænder, og ingen har som individ evnen til at opbruge ressourcer eller ødelægge økosystemer. Men evnen til at skabe teknologisk innovation og samfund har givet os sejren over naturen. Mennesket er så klogt, at det kan skabe komplicerede teknologiske systemer og fantastiske samfund, men ikke klogt nok til at håndtere de negative konsekvenser. Vi er som teenagere, der selv tror, de kan styre hele verden, men i virkeligheden blot skaber problemer, fordi deres hjerne ikke er fuldt udviklet til at tænke i konsekvenser.

I 10.000 år har klimaet været relativt stabilt – i holocæn-perioden, hvilket skabte et rum for udviklingen af ​​først landbrugsrevolutionen og senere for de store moderne civilisationer. Før det levede mennesker i forskellige former for nomadesamfund. Og den langvarige stabilitet bidrog til at skabe et stort økonomisk og civilisatorisk overskud, der muliggjorde videnskabelig viden og teknologisk udvikling. Resultatet var en vild industrialisering, der ved brug af fossile energikilder kunne skabe et endnu større økonomisk overskud, der tillod det moderne forbrugssamfund, vi har i dag. Vi tæmmede naturens kræfter, og mennesket frigjorde sig fra kulde, vejr og vind. Ud over at akkumulere værdi og bygge fantastiske samfund – ved at udnytte først den lokale underklasse, senere den globale underklasse – blev denne udvikling først til lokalt og senere globalt overforbrug på klodens naturressourcer.

Udviklingen har været så vild, at vi i moderne tid har glemt, at naturen ikke blot er et reservoir af ressourcer, der kan bruges, men udgør menneskets eget livsgrundlag. I det moderne samfund er mennesket ikke længere opmærksomt på, at det selv blot er et biologisk væsen, der dør, hvis kropstemperaturen blot bliver et par grader højere, eller hvis det ikke får rent drikkevand i flere dage. Men flere af de planetariske grænser, inden for hvilke menneskeheden kan operere sikkert, er allerede overskredet, og vi bevæger os i øjeblikket mod ,usikkerhedszoner’ og ​​,tipping points’ (Rockström et al, 2009). Økosystemer er ved at kollapse. Biodiversitetskrisen er alarmerende. Og klimaforandringerne skaber en ustabilitet, der gør landbrug og produktion mere sårbare. Forandringerne vil kræve, at økonomier og samfund løbende tilpasser sig de nye og forandrede vilkår. Den stabilitet, som har skabt og muliggjort det økonomiske og kulturelle overskud, står nu stærkt udfordret.

 

Hvad er det, der gør, at mennesket vælger at udfordre og ødelægge sit eget biologiske livsgrundlag? Hvis vi ikke har en god forklaring, vil vi heller ikke være i stand til at forstå, hvordan eller om vi kan ,forlade’ antropocæn igen
_______

 

Hverken Crutzen eller andre forskere, der har adopteret begrebet antropocæn, giver en klar forklaring på, hvorfor denne epoke opstår. Hvad er det, der gør, at mennesket vælger at udfordre og ødelægge sit eget biologiske livsgrundlag? Hvis vi ikke har en god forklaring, vil vi heller ikke være i stand til at forstå, hvordan eller om vi kan ,forlade’ antropocæn igen.

Vi ved, at den miljømæssige og klimatiske nedbrydning er forårsaget af folks tilsidesættelse af naturens love (Marsh, 1864). På trods af menneskehedens skrøbelighed har mennesket brugt og udnyttet verden, naturen, atmosfæren og rummet. Men hvordan forklarer vi denne skødesløshed? Forskellige teoretiske rammer kan være gældende. En af de mest plausible for mig er Herbert Marcuses sociologi baseret på en freudiansk-marxistisk fortolkning af menneskets psykologi. Marcuse og Freud argumenterer for, at menneskeheden indeholder to grundlæggende impulser: en for livet og en for døden. Impulsen for livet er humanistisk, men uproduktiv – impulsen for døden er afhumaniserende, men produktiv. For at skabe et samfund, arbejde og rigdom er mennesker nødt til at undertrykke sine menneskelige instinkter og bruge energien til det, Freud kalder sublimeringer, dvs. vil sige kulturelle produkter som teknologier, huse, biler, penge osv. Driften til døden er således produktiv, men afhumaniserende, fordi det produktive kræver en undertrykkelse eller destruktion af menneskets menneskelighed. Udfordringen er så, at de kulturelle og teknologiske sublimeringer afhumaniserer mennesker yderligere, hvilket forstærker menneskets dødsinstinkter og destruktive impulser (Marcuse, 1964). Den menneskelige civilisation er dermed ifølge Marcuse ,praktisk talt identisk’ med ødelæggelsen og magten over naturen og andre mennesker (1964). Civilisationens og kulturens manifestation er undertrykkelsen af ​​menneskelige instinkter og dermed frigørelsen af ​​de destruktive instinkter. De destruktive impulser transformeres til en form for perversion, dvs. undertrykkelse af andre mennesker, uretfærdighed, ulighed, krig og andre grusomheder. Og med hensyn til naturen omdannes de destruktive impulser til en form for ignorance om bæredygtighed og opretholdelse af det biologiske liv på jorden.

Det antropocæne – og udnyttelsen af ​​naturen som sådan – er med andre ord ikke antitesen til civilisationen. Det er civilisationen. Jo mere teknologisk avancerede, jo mere kulturelt udviklede vi bliver, jo mere destruktive vil vi være. Tilsidesættelsen af viden om naturens loven er således ikke en antitese til civilisation og modernitet. Uvidenheden er nødvendig for den moderne civilisation.

Den menneskelige civilisations historie er altså historien om menneskehedens evne til at udnytte naturen til sine egne produktive formål. Og den dialektiske sameksistens mellem de destruktive og de produktive kræfter giver plads til forskellige fortolkninger af pessimisme og optimisme. Vil menneskehedens rationelle og teknologiske færdigheder være i stand til at bremse menneskehedens irrationelle udnyttelse af naturen? Problemet er, at ingen har en interesse i at afsløre sandheden om den overudnyttende antropocæne civilisation. For at opretholde vores daglige liv er vi nødt til at holde os uvidende om vores civilisations udbyttende natur. Derfor er der også en befrielse forbundet med den afhumaniserende (selv)-undertrykkelse: Mange ting slipper mennesket for at tage stilling til. Hvis den samlede sum af udnyttelse og uretfærdighed blev erkendt, ville det gøre livet uudholdeligt. Uvidenheden har samtidig en forstærkende effekt – den bidrager i høj grad til fortsættelsen af den destruktive, men produktive tilgang til menneskets innovation og samfundsskabelse.

Håbet om, at menneskeheden kan ,forlade’ antropocæn og bremse dens destruktive tilbøjeligheder og impulser, er således usandsynligt. Baseret på historisk viden må vi konstatere, at det er sandsynligt, at menneskehedens irrationelle tilbøjelighed til at udløse sine destruktive kræfter er stærkere end menneskehedens rationelle tilbøjelighed til at opretholde sit eget biologiske levested på jorden. Det mest sandsynlige scenarie er, at menneskeheden vil fortsætte med at udtømme naturen, indtil de sidste træer er fældet, den sidste fisk er blevet fanget, og vand, jord og luftressourcer er forurenet, og jorden er gjort uegnet til menneskehedens biologi. Menneskeheden vandt, men glemte, at det er en pyrrhus-sejr over naturen; fordi man ikke kan vinde over det, man er afhængig af. ■

 

Menneskeheden vandt, men glemte, at det er en pyrrhus-sejr over naturen; fordi man ikke kan vinde over det, man er afhængig af
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?