Teddy Østerlin Koch: Hvorfor har Lars Findsen og Claus Hjort nærmest fået heltestatus i de danske medier?

29.03.2022

Mens det med Ellemann og Fogh er ret åbenlyst, at de forsøger at rage kastanjerne ud af ilden for deres gamle tro, væbner, Claus Hjort, så er det for de fleste danskere meget mere uigennemskueligt, hvad der gemmer sig af gamle bonkammerater, tidligere kollegaer, logebrødre, hævn, had og uforløste intriger i hele ormegården af mediefolk, kommentatorer, eksperter, politikere og topembedsmænd, der er toneangivende for samfundsdebatten her i landet.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Teddy Østerlin Koch, journalist og kommunikationsrådgiver

En såkaldt dokumentarist siger i 24/syv-podcasten Det Hemmeligste af Det Hemmelige, at hvis Lars Findsen har lækket oplysninger til pressen, så har han sikret sig en god behandling af pressen. Journalister kan jo godt lide folk, der lækker fortrolige oplysninger.

Måske det i podcasten er sagt som en morsomhed, men at dømme ud fra medier og kommentatorers hidtidige håndtering af sagen, må Findsen have lækket løs i stride strømme.

For Lars Findsen har sammen med Claus Hjort Frederiksen nærmest fået heltestatus i de danske medier og deres kommentatori. Problemet er bare, at ingen – hverken journalister, chefredaktører, kommentatorer, pensionerede departementschefer, pensionerede politikere eller deres pensionerede spindoktorer – rent faktisk ved, hvad Lars Findsen er sigtet for at have gjort.

Med Claus Hjort er det noget andet. Ifølge hans egne oplysninger drejer sigtelserne mod ham sig om hans udtalelser i medierne om Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) samarbejde med amerikanske NSA.

Den nemme medie-lemming-effekt
Men trods manglen på konkret, faktuel viden om indholdet bag sigtelserne mod Lars Findsen, forhindrer det ikke medie-lemming-effekten – med Information og til dels Danmarks Radio som eneste undtagelser.

Skabelonen ligger jo lige til det journalistiske højreben, hvor den fornemste hædersbevisning er en væltet minister, der har skjult noget:

Regeringen er dum og har håndteret FE-sagen klodset og forkert fra starten. Den skulle da bare stille og roligt have lukket ned for Tilsynet for Efterretningstjenesternes (TET) kritiske rapport tilbage i august 2020 og smidt deres opsigtsvækkende pressemeddelelse i skraldespanden.

Melodien blev den gang slået an i Weekendavisen, hvor ellers forstandige Hans Mortensen velvilligt og kritikløst lagde spalter til Claus Hjort, der kunne fortælle, hvordan en rigtig forsvarsminister af hans kaliber ville have håndteret den sag.

Siden har Hjort turneret i medierne og undervejs røbet mere og mere om det ellers fortrolige samarbejde mellem FE og amerikanske NSA –senest i TV2/NEWS-magasinet Lippert før jul 2021, hvor Hjort ligefrem koketterede med, at han jo så måtte gå i fængsel.

I sandhed en helt lige efter pressens smag: En mand, der forstår at røbe hemmeligheder til pressen. Men måske ikke en mand, der er egnet til at være forsvarsminister og til at kunne holde på en hemmelighed?

Men også en mand, der, da han selv var forsvarsminister, netop forsøgte at kvæle den kritiske rapport fra TET på et møde d. 28. februar 2019. Lige netop den rapport, der 1,5 år senere i fire tunge ringbind og en fire-siders lang pressemeddelelse landede på den nye forsvarsminister, Trine Bramsens, bord.

Det lykkedes ikke for Claus Hjort at stoppe TET’s arbejde med rapporten – trods udrulning af hele kavaleriet med bl.a. Statsministeriets daværende departementschef, Christian Kettel Thomsen, ved sin side. Men nu bagefter bebrejder han sin efterfølger, Trine Bramsen, at hun heller ikke stoppede TET.

 

Det lykkedes ikke for Claus Hjort at stoppe TET’s arbejde med rapporten – trods udrulning af hele kavaleriet med bl.a. Statsministeriets daværende departementschef, Christian Kettel Thomsen, ved sin side. Men nu bagefter bebrejder han sin efterfølger, Trine Bramsen, at hun heller ikke stoppede TET
_______

 

Historieskrivningen om TET’s tilblivelse forsvandt
Her kunne man så have forestillet sig, at en altid kritisk og vågen presse ville have kastet sig over historikken. For hvordan var det nu lige med det her nye tilsyn, der blev vedtaget af Folketinget tilbage i 2013?

Vedtaget, netop efter heftig mediekritik af de meget lukkede danske efterretningstjenester og samfundets manglende indsigt i deres arbejde.

Her er vi lige præcis fremme ved sagens kerne, men chefredaktører, kommentatorer og journalister sang lystigt og kritikløst videre på Claus Hjorts melodi: At regeringen tilbage i 2020 bare skulle have grebet ind overfor TET og smidt deres pressemeddelelse i skraldespanden.

Vi lader den stå lidt.

De selv samme medier og kommentatorer, der lige har bebrejdet samme regering for deres magtfuldkommenhed, bebrejder den nu for ikke at optræde magtfuldkommen overfor det UAFHÆNGIGE tilsyn med efterretningstjenesterne.

Nogle medier og kommentatorer putter lidt med det, da de dog alligevel ikke kan få sig selv til at skrive direkte, at regeringen bare skulle have vredet armen rundt på TET og smidt tilsynets pressemeddelelse væk. Regeringen har bare handlet håbløst og amatøragtigt, uden dog at kunne komme med skyggen af anvisning på, hvad den så skulle have gjort i forhold til det uafhængige tilsyns meget alvorlige kritik af FE.

For med etableringen af TET i 2013 blev der netop gjort op med tidligere tiders praksis, hvor kritik af tjenesterne blev lukket ned og stedt til hvile i ilt- og lysfattige rum. Derfor lykkedes det jo heller ikke for Claus Hjort at få kvalt TET’s rapport i opløbet.

Hvordan ville pressen mon have reageret, hvis den nuværende regering havde vredet armen helt rundt på tilsynet og forhindret pressemeddelelsen i at komme ud? Mon ikke det havde givet nogle overskrifter, hvori ordet ”magtfuldkommen” for ikke at tale om ordet ”magtfordrejning” ville indgå?

 

Hvordan ville pressen mon have reageret, hvis den nuværende regering havde vredet armen helt rundt på tilsynet og forhindret pressemeddelelsen i at komme ud? Mon ikke det havde givet nogle overskrifter, hvori ordet ”magtfuldkommen” for ikke at tale om ordet ”magtfordrejning” ville indgå?
_______

 

Ormegårdens uforløste intriger
Dette kontrafaktiske spørgsmål kunne passende have været stillet til hele old-boys network af forhenværende departementschefer med Justitsministeriets for over 10 år siden pensionerede departementschef, Michael Lunn, i spidsen, der fik masser af uimodsagt spalteplads i Politiken i kølvandet på Uffe Ellemann Jensen og Anders Fogh Rasmussen.

Mens det med Ellemann og Fogh er ret åbenlyst, at de forsøger at rage kastanjerne ud af ilden for deres gamle tro, væbner, Claus Hjort, så er det for de fleste danskere meget mere uigennemskueligt, hvad der gemmer sig af gamle bonkammerater, tidligere kollegaer, logebrødre, hævn, had og uforløste intriger i hele ormegården af mediefolk, kommentatorer, eksperter, politikere og topembedsmænd, der er toneangivende for samfundsdebatten her i landet.

Det er selvfølgelig forståligt og oplagt, at Politiken åbner spalterne for Michael Lunn og de øvrige departementschefer, for det er opsigtsvækkende og sjældent, at de udtaler sig åbent og så kritisk i en konkret sag.

Men så meget desto mere ville det måske være på sin plads, hvis avisen også brugte nogle kræfter på at motivforske Lunn og de øvrige tidligere departementschefers udtalelser, der virker meget koordineret.

En af de tidligere departementschefer er fx Anne Kristine Axelsson. Hun blev direkte fyret af Mette Frederiksen og erstattet af Barbara Bertelsen. Men det fortæller Politiken ikke læserne.  

Måske fordi det ødelægger det forsimplede billede af den håbløse regering over for de retlinede departementschefer.

Frem for kun at besynge Michael Lunns hæderlighed og integritet, som Politiken gør et stort nummer ud af, kunne den måske også have gjort noget mere ud af de kollegiale bånd mellem Lunn og Findsen. Eller at Lunn og de øvrige departementschefer repræsenterer en anden generation og en anden måde at gøre tingene på – netop the old fashion way, hvor den slags sager blev klaret bag de lukkede døre.

 

For de fleste danskere er det meget mere uigennemskueligt, hvad der gemmer sig af gamle bonkammerater, tidligere kollegaer, logebrødre, hævn, had og uforløste intriger i hele ormegården af mediefolk, kommentatorer, eksperter, politikere og topembedsmænd, der er toneangivende for samfundsdebatten her i landet
_______

 

Eksspindoktorens udokumenterede påstande
Politiken har også givet Anders Foghs tidligere spindoktor og nuværende lobbyist, Michael Ulveman en hel sides taletid, hvor han uden nogen form for dokumentation hævder, at et manglende høflighedsopkald fra Joe Biden til Mette Frederiksen skyldes regeringens håndtering af FE-sagen, ”hvor man i praksis har skyllet samarbejdet med USA ud med badevandet”.

Artiklen er fyldt med udokumenterede påstande fra Ulveman, også direkte historieforvanskning, som Politiken kunne have afsløret ved en enkelt Google-søgning eller et kig tilbage i deres egen avis.

Ulveman fremhæver Muhammedkrisen som et eksempel på det gode forhold, der dengang i 2006 var mellem USA og Danmark:

»Anders Fogh måtte jo ringe direkte til præsident Bush og bede om amerikansk assistance. Kort efter blev der udsendt en erklæring fra præsidenten med utvetydig amerikansk opbakning til Danmark. Det var lille bjørn, der råbte på hjælp fra store bjørn«, siger Michael Ulveman til Politiken.

Dette er imidlertid ikke sandt. For ifølge et interview i Politiken tilbage i 2015 med Anders Fogh, skuffede USA fælt Fogh med sin manglende opbakning til Danmark under Muhammed-krisen. Først da Fogh truede Bush med, at Danmark ville tage sit internationale engagement op til revision, kom der opbakning fra USA.  

Hele præmissen for Ulvemans påstande er, at statsministrene fra Sverige, Norge og Finland har fået et høflighedsopkald. Men for et år tilbage, havde Politiken en anden artikel, hvor ingen af de nordiske statsministre endnu havde fået opkald fra Biden. Dengang advarede Claus Hjort imod at lægge for meget i det øjeblikkelige amerikanske fravær på telefonlinjen over Atlanten.

»Vi må erkende, at Bidens problembjerg er kæmpestort. Der er en indenrigspolitisk dagsorden, som for ham er vigtigere end at bruge timer på høflighedsopkald til andre politiske ledere. Det er en nødvendig prioritering. Han har en coronakrise, som er løbet helt grassat i USA«.

Siden har de andre nordiske statsministre så modtaget opkaldet fra Biden. Men hvad Politiken ikke fortæller i artiklen med Ulveman, er, at Mette Frederiksen til gengæld blev inviteret som taler til Bidens klimatopmøde i foråret 2021 og, at den amerikanske udenrigsminister Blinken har været på besøg i Danmark.  

Når det gælder kritik af regeringen i FE-sagen, så har Børsens chefredaktør Bjarne Corydon og kommentator Noa Redington, der begge aldrig har noget pænt at sige om Mette Frederiksens regering efter nogle tilsyneladende samspilsramte år i Thornings regering, begge sunget med i medie-lemming-korets omkvæd om regeringens skandaløse håndtering af TET’s rapport og de efterfølgende sager mod Claus Hjort, Lars Findsen og de øvrige sigtede.

Men sjovt nok sad Corydon i den regering, der fik vedtaget den nye lov tilbage i 2013, der skabte det uafhængige tilsyn med efterretningstjenesterne og Noa Redington var øverste spindoktor for samme regering.

Faktuelt har regeringen bare håndteret sagen helt forkert, uden at heller ikke de kan anvise, hvordan sagen så skulle have været håndteret rigtigt. ■

 

Faktuelt har regeringen bare håndteret sagen helt forkert, uden at heller ikke de kan anvise, hvordan sagen så skulle have været håndteret rigtigt.
_______

 

Teddy Østerlin Koch, (f.1959) Journalist i 1990’erne på bl.a. TV2, fik Anders Bordring Prisen i 2000 for artikler i Sygeplejersken. Derefter presserådgiver i Socialministeriet og Indenrigsministeriet. Kommunikationschef i Socialministeriet, kommunikationsdirektør i Region Hovedstaden og Dansk Erhverv og kommunikationschef i IDA. Siden 2014 selvstændig journalist og kommunikationsrådgiver i YourStory.dk. ILLUSTRATION: Politikens Hus ved Rådhuspladsen i København. [FOTO: Thomas Rousing/Ritzau Scanpix]