Sune Engel Rasmussen: Uanset hvor hårdt regimet slår ned, har protesterne pustet liv i en bevægelse, som vil forandre Iran
17.10.2022
”Det er en del af befolkningen, som er vokset op med internet, og som ikke har den samme form for ærbødighed over for den islamiske revolution i 1979. De vil bare leve normale liv som alle andre teenagere. De har nu set, at regimet slår hårdt ned, og at du kan blive arresteret og dræbt, men de har fundet mod i et nyt fællesskab, og det tror jeg virkelig kan komme til at definere Iran i årene fremover.”
Interview med Sune Engel Rasmussen af Marius Siersbæk
RÆSON: Kan du starte med at give os et kort oprids af begivenhedernes forløb indtil videre? Hvordan har det udviklet sig den seneste måned?
ENGEL RASMUSSEN: Protesterne i Iran startede efter, at en ung kvinde, Mahsa Amini blev dræbt i varetægt hos moralpolitiet, og det antændte folkelige protester i Teheran især, men også i andre dele af landet, inklusive i Kurdistan, hvor Mahsa Amini var fra. Protesterne startede med at være et krav om at afskaffe det obligatoriske islamiske hovedtørklæde hijab og om at reformere moralpolitiet. Og da regimet nægtede at gøre det, bredte protesterne sig ret hurtigt til mere grundlæggende at omhandle selve den Islamiske Republiks eksistens.
Nu kræver demonstranterne, at lederskabet skal gå af og at den islamiske republik skal opløses. Det startede som kvinderettighedsprotestbevægelser og er stadig i høj grad ledet af unge kvinder, men det er en protestbevægelse, som nu har bredt sig til hele landet, og hvor demonstranterne har samlet sig om et krav om at vælte det islamiske styre.
Kan du fortælle lidt om, hvilke befolkningsgrupper, der deltager? Hvem er repræsenteret ift. klasser, køn og generationer?
Protestbevægelsen går på tværs af både køn, generation og etnicitet. Mahsa Amini var en kvinde fra det kurdiske mindretal, som også var sunnimuslim, så hun repræsenterede tre marginaliserede grupper, og det kan man godt fornemme, når man ser, hvordan den her protestbevægelse er sammensat. I den forstand kan man sige, at protestbevægelserne startede ude fra marginerne og blev så samlet op af den politiske mainstream, hvilket i høj grad er drevet af studerende, især i storbyerne, mens vi også har set store protester i Zahedan, en provins i den sydøstlige del af landet, som er domineret af etniske balucher. Der har også været store protester i Khuzestan, som er hjemsted for størstedelen af Irans etniske arabere, i den sydvestlige del af landet. Vi har ikke tidligere set en bevægelse, som på den måde går på tværs af generationer, etnicitet og klasse, i nyere iransk historie.
Reporters Without Borders har skrevet, at Iran er et af verdens ti værste lande, når det kommer til pressefrihed. Kan du fortælle lidt om iranernes adgang til information i de her uger? Hvor får de deres nyheder fra, hvis sociale medier fx censureres?
Sociale medier har i mange år været censureret af styret. De fleste iranere, der går på internettet, bruger VPN’s eller proxys til at omgå internetcensur. Det, der er problemet i de her dage, det er, at regimet har sænket hastigheden på internettet så meget, at det næsten ikke kan bruges, og det er især på mobilnettet. Nogle gange så skærer de det også helt af, så man slet ikke kan gå på internettet på sin mobiltelefon, så man derfor må gå på internettet derhjemme på sin bredbåndsforbindelse – men internettet er stadigvæk langsomt.
Det, det iranske styre forsøger at få folk til at gøre, er at gå over på det, de kalder det nationale internet, som er en iransk produceret internetinfrastruktur, hvor de eneste hjemmesider, man kan åbne, er iranske hjemmesider, hvor det også er nemmere for myndigheder at overvåge, hvad folk laver. Det betyder, at der ikke er ret megen adgang til information i Iran i øjeblikket. Med disse protester ser vi, at de fleste informationer kommer ud i løbet af eftermiddagen og aftenen, efter at folk er kommet hjem fra protesterne. Så der kommer nogle informationer ud, men især hvad angår steder uden for Teheran – Sistan-Baluchistan, Kurdistan og i Khuzestan – så ved vi faktisk ikke ret meget om omfanget af regimets undertrykkelse af befolkningen.
Ved vi, om USA spiller nogen rolle ift. at facilitere informationsflow?
Vi ved ikke præcis, hvad USA gør for at hjælpe iranerne, men i september sagde det amerikanske finansministerium, at det ville give tilladelse til, at amerikanske firmaer – på trods af sanktioner mod Iran – kunne eksportere teknologi, som kan hjælpe iranere med at omgå regimets filtre og blokader. Vi ved også, at Elon Musk har sagt, at hans Starlink-satellitsystem blev aktiveret i Iran, hvilket betyder, at nogle må have hjulpet med at få en Starlink-parabol ind i landet. Vi ved ikke, hvor mange paraboler, der er i Iran – intet tyder på, at det er særlig mange – men mon ikke der er folk både i og udenfor USA, som afsøger mulighederne for at få flere ind i landet.
Hvad får dig til at tro det? Hvad ved vi om de amerikanske interesser i at få de her protester til at brede sig?
Vi ved jo, at amerikanerne gerne vil af med det islamiske styre. Nogle af arkitekterne bag de amerikanske sanktioner, især under den tidligere Trump-administration, håbede på, at de her sanktioner ville forøge den folkelige utilfredshed så meget, at folk ville gå på gaden og vælte regeringen. Jeg har ikke set nogle indicier på, at det primært er økonomien eller amerikanske sanktioner, der driver de her protester, men vi ved, at USA gerne vil se ende på det islamiske styre.
Samtidig er de amerikanske politikere også klar over, at hvis de går ind og kaprer denne bevægelse, og begynder at tage ejerskab og støtte for meget, så kan regimet bruge det som en undskyldning for at slå endnu hårdere ned ved at sige, at protestbevægelsen er styret af udenlandske kræfter. Der er også mange i den iranske befolkning, der ikke er interesseret i amerikansk indblanding i iranske affærer. Amerikanerne hepper på fra sidelinjen, men de er også forsigtige med at blive for involveret.
Vil du så sige, at det her mest af alt er en kulturel eller rettighedsbaseret kamp? Eller er det at vende tingene på hovedet?
Jeg tror, at det er en kamp for frihed. Der har været en simrende utilfredshed og vrede i Iran i årtier – mod det islamiske styre, og den måde det har indskrænket den personlige frihed for iranske borgere – og der er hijabben det mest synlige symbol på den dominans, som regimet forsøger at påtvinge befolkningen, og det mest synlige bevis på den måde, hvorpå regimet forsøger med voldelige midler at påtvinge halvdelen af befolkningen dets egen vision for Iran og den Islamiske Republik. Så hijabben er et symbol på religiøs, politisk og kulturel undertrykkelse – og det er den, der bliver gjort oprør imod. Men det kommer efter mange års stigende utilfredshed og vrede, efterhånden som generationen, der stod bag den islamiske revolution i 1979, er blevet ældre, og der kommet nye, yngre og mere sekulære generationer til.
Men det er også vigtigt at pointere, at det her ikke nødvendigvis er en anti-islamisk revolution – der er masser af iranske muslimer, rettroende muslimer, der gerne vil have mere frihed og mener, at fx hijabben bør være valgfri. Det er ikke en antiislamisk bevægelse som sådan, men det er et krav om, at det islamiske styre skal væltes. Du kan jo godt være rettroende muslim og ikke ville bo under den Islamiske Republik, så det er et oprør mod det teokratiske styre, som har styret Iran i over 40 år.
Jeg tror ikke, at der så mange iranere – uanset deres politiske overbevisning – som er specielt glade for at se styret banke teenagepiger for ikke at gå rigtig klædt
_______
Hvilke slags kilder taler du med, når du dækker konflikten, og hvordan opfatter de potentialet for det her? Er der en udbredt tro på et potentielt regimeskifte?
Det tror jeg er for tidligt at sige. Jeg taler med mange demonstranter – også folk, der har erfaringer med tidligere protestbevægelser. Det kommer lidt an på, hvem du snakker med, men der er helt klart et håb om, at det her, det fører til en omstyrtelse af det islamiske regime. Mange ved, at det kan komme til at tage lang tid, og det også kan risikere at blive rigtig blodigt. Der er tegn på, at den her bevægelse er anderledes end tidligere bevægelser, og at det kunne være mere længerevarende og en større fare for regimet, end tidligere bevægelser har været.
Du nævnte tidligere det her med, at protesterne går på tværs af grupper, og vi så for nyligt, at protesterne bredte sig til grupper af oliearbejdere i Iran. Hvor markant er det skifte, når man tænker på udspringet fra større byer og skoler med afsæt i kvinders frihedskampe?
Det er potentielt set meget markant. En ting er studerende og rettighedsaktivister i gaderne, men noget andet er, hvis du begynder at lukke dele af økonomien ned, for det lægger en anden form for pres på regimet. Dog er de oliestrejker, vi har set, stadigvæk ret begrænsede i omfang. Og det har primært været kontraktarbejdere, ikke fastansatte, regeringsansatte oliearbejdere. Men det kan sprede sig. Vi har også set basarer rundt omkring i landet lukke og strejke i sympati med demonstranterne.
Udover oliearbejdere er der også buschauffører, der er sukkerfabriksarbejdere, der er lærere, som tidligere har strejket, og som kunne organisere en generel og landsdækkende strejke, der ville give problemer for styret.
I weekenden så man en brand, der var udbrudt på fængslet Evin, hvor der bl.a. sidder mange oppositionskræfter. Hvorfor det er signifikant?
Evin er Irans mest berygtede fængsel, især fordi det er her, politiske dissidenter tit fængsles og ofte udsættes for tortur. Nogle af Irans skarpeste og mest indflydelsesrige oppositionsfigurer sidder fængslet her. Evin er et af de mest markante symboler på det iranske regimes undertrykkelse af dets modstandere, og branden er et tydeligt tegn på, at sikkerhedssituationen i landet er ude af myndighedernes kontrol. Regimet er nødt til at gøre noget for at vise, at det har styr på situationen, og jeg frygter, at vi de kommende dage kommer til at se blodige sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter og endnu flere fængslinger.
Vi har også set, at protesterne har spredt sig til det, som nogle iagttagere har kaldt en konservativ højborg, Mashhad. Hvordan ser pro-regime-kræfterne ud i samfundet? Er der ikke et push back for den konservative del af befolkningen, der ikke tager del i den her ‘kulturkamp’?
Der er mange lag af utilfredshed i Iran, og et af dem er også det økonomiske. Vi skal huske, at vi allerede har set store protester baseret på økonomien i 2017 og 2019. Så folk i basarerne har været utilfredse i lang tid med de samme ting.
Det er svært at sige, hvor mange loyalister, der er tilbage nu. Der var en meningsmåling, som nogle iranske forskere baseret i Holland lavede, som viste, at ca. 18 pct. af befolkningen gerne vil bevare idealerne og værdierne fra den islamiske revolution. Så det er selvfølgelig en minoritet, men det betyder stadigvæk, at hvis den her meningsmåling er sandfærdig eller nogenlunde retvisende, så er der ca. en femtedel af den iranske befolkning, der gerne vil bevare værdierne fra den islamiske revolution. Det er stadigvæk en forholdsvis stor befolkningsgruppe, som styret kan hente støtte fra.
Men det, som kan ske i de kommende uger, er, at den støtte kan erodere. Meningsmålingen er i øvrigt også foretaget før de nuværende protester, og hvis vi bliver ved med at se politiet anholde og slå på unge mennesker og navnlig unge kvinder blot for ikke at gå med hijab, så tror jeg, at den her støtte til styret fra befolkningen vil blive undermineret. Jeg tror ikke, at der så mange iranere – uanset deres politiske overbevisning – som er specielt glade for at se styret banke teenagepiger for ikke at gå rigtig klædt.
Der er stærke sekulære kræfter i den her protestbevægelse, men der er også kvinder, som selv går med hijab, og gerne vil blive ved med at gå med hijab, som bare ønsker at andre iranere skal have et frit valg ift. hvordan de går klædt. På den måde er det en ret mangfoldig bevægelse. Hvis det kun var en sekulær bevægelse, så ville den ikke lykkes, tror jeg – man er nødt til at have bredere støtte fra befolkningen.
Der er nogle iranere, som sammenligner det lidt med mordet på George Floyd i USA – at det for evigt har ændret forholdet mellem befolkningen og myndighederne
_______
En anden institution, der har været på forsiden i de her uger, er moralpolitiet, som angiveligt har slået den 22-årige kvinde ihjel. Hvilken rolle spiller moralpolitiet ift. at konsolidere regimets magt, og er de blevet genstand for kritik i de her uger af den brede befolkning?
For at forstå, hvorfor hijabben er så vigtig for styret, så skal man forstå, at den islamiske republik Iran ser sig selv som en forsvarer af verdens muslimer og det globale muslimske fællesskab, hvor hijabben er det tydeligste og mest håndgribelige symbol på, at regimet beskytter de islamiske idealer og værdier. Hijabben er i den forstand mere end bare et hovedtørklæde – den er symbolet på, at den retmæssige fortolkning af islam bliver beskyttet.
Samtidig er hijabben også et politisk redskab til at undertrykke halvdelen af befolkningen i det offentlige rum, og den instans, som er ansvarlig for at opretholde hijabben i begge de her henseender, er moralpolitiet. Moralpolitiet er derfor centralt for regimets politiske undertrykkelsessystem. Men det er samtidig en instans, som nærmest alle iranske kvinder har været i forbindelse med på en eller anden måde.
Hvis du er en ung iraner i Teheran, så er der ret stor chance for, at du enten har oplevet at få en bøde af moralpolitiet, er blevet kaldt ind på stationen eller at du er blevet irettesat for ikke at gå ’ordentlig klædt’. Og det, at moralpolitiet slog Mahsa Amini ihjel for en forseelse, som millioner af iranske kvinder har gjort sig skyldig i, stikker dybt hos iranerne. Der er nogle iranere, som sammenligner det lidt med mordet på George Floyd i USA – at det for evigt har ændret forholdet mellem befolkningen og myndighederne.
Hvor alvorlig vurderer du den her trussel for regimet? Hvor truet føler det sig i øjeblikket?
Det er en alvorlig bevægelse i den forstand, at selv hvis gadeprotesterne, som vi ser nu, bliver slået ned, så er der åbnet for en måde at bedrive civil ulydighed på, som er meget svær for regimet at kontrollere. Fordi den her civile ulydighed består af, at kvinder går ud i gaderne uden deres hovedtørklæde på. Hvis regimet tillader, at kvinder ikke længere går med hovedtørklæde, så har de vist, at halvdelen af befolkningen ikke kan kontrolleres – og det er et faresignal for et autoritært regime, som hidtil har regeret gennem frygt.
Er der en ung generation i befolkningen, der nu gør sig nogle erfaringer, der måske kan sætte rammerne for et nyt Iran? Eller er det for langt at gå?
Nej, det tror jeg er rigtigt nok. Nogle af de her demonstranter er teenagere. De er alt for unge til at huske den sidste store protestbevægelse tilbage i 2009. De er vokset op med internettet, og har ikke har den samme form for ærbødighed over for den islamiske revolution i 1979, og de har heller ikke samme frygt, for det er første gang de er på gaden. De vil bare leve normale liv som alle andre teenagere; og de er udmærket klar over, hvordan resten af verdens teenagere lever. De har nu set, at regimet slår hårdt ned, og at du kan blive arresteret og dræbt, men jeg tror, de har fundet mod i et nyt fællesskab, og det tror jeg kan komme til virkelig at definere Iran i årene fremover. ■
Selv hvis gadeprotesterne, som vi ser nu, bliver slået ned, så er der åbnet for en måde at bedrive civil ulydighed på, som er meget svær for regimet at kontrollere
_______
Sune Engel Rasmussen (f. 1984) er udenrigskorrespondent for The Wall Strees Journal, hvor han primært dækker Iran og Afghanistan. Han har skrevet bogen ”Nyt blod” (2019) om krigen i Afghanistan og har tidligere haft base i Teheran, hvorfra han også har skrevet for RÆSON.
ILLUSTRATION: Folk på gaden i den iranske hovedstad, Teheran, 12. oktober 2022. [FOTO: Abedin Taherkenareh/EPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
