Stine Bosse om de første dage i valgkampen: De Radikale har undermineret sig selv, i jagten på ministerbiler

09.10.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

I valgkampens første dage har en række partiledere snublet i deres egen fejl – til fordel særligt for én velkendt, dreven taktiker.

Kommentar af Stine Bosse

Tirsdag blev valgkampen officiel – men den har naturligvis været i gang i minimum 12 måneder, og helt uden tøven siden det blev tydeligt, at De Radikales løfte om valg ville holde. En taktik, der totalt underminerer dette partis på mange måder både kloge, sympatiske og ægte midtsøgende politik, og nu i stedet efterlader en ladeport og hele midten til kopipartiet, Moderaterne, med den kloge og drevne taktiker Lars Løkke Rasmussen i spidsen.

Og hvad har vi så fået ud af den første uge? Ja, Søren Pape Poulsen har endegyldigt bevist overfor både blå blok og det undrende borgerlige Danmark, at han ikke ejer så meget som skygge af det, der skal til. De nye problemer kommer som afløsning for de meget betænkelige møder i den Dominikanske Republik. Her endte undskyldningen med at handle om mødernes arrangør, nemlig den nu fyrede ægtemand – som om han ikke selv behøvede forklare sig yderligere. Har han virkelig højere tanker om vælgerne?

Efter dé problemer skulle der rettes op, må man forstå. Øjeblikket efter skal han forklare, at han omtaler medarbejdere på landets sygehuse og daginstitutioner som “indianere”. Han er ikke den første, der gør det. Men han afslører igen total mangel på situationsfornemmelse – og både de hårdtarbejdende velfærdsmedarbejdere i første linie og etniske mindretal kunne nu se langt efter en vigtig anerkendelse fra ham, der selv mener at være klar til at blive statsminister. Dem, der ikke ser problemet i ordvalget, trænger til at åbne internationale aviser, finde nye venner i Danmark eller tage et job i store internationale hæderskronede danske virksomheder. Måske var der tale om et uheldigt ordvalg fra en nybegynder i statsmandslivet. Men så kom kronen på værket. I omtalen af Grønland; sammenligningen med Afrika. Her forbryder Pape sig igen i flere dimensioner. Først og fremmest over for den helt afgørende vigtige del af Rigsfællesskabet. Måske nåede Pape ikke lige at få læst Peter Taksøe-Jensens rapport fra 2016 om vigtigheden af Danmarks relation til Grønland i forhold til sikkerhed i Arktis, men så kunne han have læst en af de seriøse landsdækkende avisers dækning af den helt aktuelle sikkerhedsredegørelse. Dumpet i almindelig god opførsel og helt uvidende om alt det helt fantastiske, der sker i Grønland i disse år. Og før Pape nogensinde kan håbe at blive statsminister i Danmark, så bør han afstå fra – på kolonialistisk vis – at nedgøre Afrikas lande.

Altså er der reelt kun én kandidat tilbage i blå blok. Det er Jakob Ellemann-Jensen, Venstre, som fredag pludselig kom i tanker om at ville sælge kristisk infrastruktur, nemlig Ørsted. På et tidspunkt, hvor dem, der interesserer sig for international politik – som må formodes at tælle også landets tre statsministerkandidater – vil vide, at hele EU er i tænkeboks i forhold til at forhindre flere overtagelser fra Kina og Rusland af ja, netop kritiske infrastruktur virksomheder. Og hovsa – her kan man igen foreslå d´herrer at se mod nord, hvor man i Grønland klogt har en klar politik på dette område: Kritisk infrastuktur drives selvfølgelig som virksomheder, men ejes af grønlænderne selv. Og nej, det er ikke noget andet. Det er præcis det samme.
 

Den mest succesfulde politiker i blå blok, Inger Støjberg, har mest travlt med at afmontere partiets tydeligt foretrukne statministerkandidat
_______

 

Den mest succesfulde politiker i blå blok, Inger Støjberg, har mest travlt med at afmontere partiets tydeligt foretrukne statministerkandidat. Hun synes at nyde at afmontere sine mandlige konkurrenter – først sin formand Ellemann og nu sin statsministerkandidat Pape. Ikke mere tale om skattelettelser i toppen, kunne man tirsdag forstå. Og bifaldende og modstandsløst ser Pape til.

Egentlig efterlader situationen godt med plads til Alex Vanopslagh, der efter at have taget for sig af boligfryns, nu har kastet sig over retssikkerhed for borgerne. Men efter dén kampagne er lavet færdig, har han følt sig presset til at acceptere, at Støjberg kan blive minister … nej, det hænger ikke sammen med kampen for retssikkerhed, at en politiker stiger lige ud af fængsel for at indtræde i et af landets højeste embeder. Uanset at Støjberg pludselig har angret – i den lavest tænkelige dosis, kort før valget – og efter års hån og spot imod de, der faktisk beder om, at land bygges med lov og ret.

Statsminister Mette Frederiksen nyder godt af alt den blå ballade og den stående konsensus vedrørende den umulige og ulovlige plan om et udrejsecenter i Rwanda. At hun til  

Mette Frederiksen må være De Radikale evigt taknemmelig. Omvendt tabte De Radikale sutten, da de svigtede retsstaten for drømmen om ministerposter
_______

 

Mette Frederiksen må være De Radikale evigt taknemmelig. Omvendt tabte De Radikale sutten, da de svigtede retsstaten for drømmen om ministerposter. Det sviger nu. Så meget at Sofie Carsten Nielsen blev fanget på et helt forkert ben, da hun startede sin kampagne på Lolland, “fordi de er så hårdt ramt af priserne på gas” – uagtet, at der ingen gasfyr er på Lolland.

Tiden er med den yderste venstrefløj, der næsten må nive sig i armen, når klassiske blå politikere i EU laver Robin Hood-modeller for øjnene af dem med forslaget om at omfordele de ekstraordinære store profiter i energisektoren som tilskud til de trængte EU-borgere. At de blå danske politikere ikke rigtig fanger den og lader Mai Villadsen alene om at ville omfordele i denne kritiske situation, siger meget om fascinationen af symbolpolitik i blå lejr. Det er ærgerligt, at der ikke er mere dybde hos de blå, for den yderste fløj i den røde lejr vil nok ikke stoppe deres statsliggørelse af samfundet med omfordelinger i den akutte situation.

Hvor efterlader det os så efter første runde? Hos Lars Løkke Rasmussen. Han er den nye tydelige midte. Han er den, der konstant taler ansvar – sætter politik over kabaler, rækker hånden ud til begge sider, og foreløbig har Mette denne gang ikke afvist ham. Men kan han troværdigt køre den hjem? Ingen har indtil nu i valgkampen trukket alt for tydelige spor til hans fortid. Måske fordi vi kan glemme og tilgive, når der er sonet længe nok, måske fordi de ikke tør. Han kan jo blive afgørende for deres fremtid.

En opfordring til de kommende uger: Tal konkret politik. Tal ordentligt til og om hinanden. Vis os egentlige løsninger. Og tag et kik ud i verden, inden I planter fødderne i spinatbeddet. ■
 

Hvor efterlader det os så efter første runde? Hos Lars Løkke Rasmussen. Han er den nye tydelige midte
_______

 

Sofie Carsten Nielsen på partiets landsmøde i Nyborg[FOTO: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix]