Stine Bosse: Hvem er den bedst egnede som statsminister?

24.09.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Vi står i uhørt svære tider. Ingen billige og kortsigtede løfter eller spindesignede magtmonopoler kommer til at tage os helskindede igennem. Her kræves helt andre egenskaber og en helt anden medicin.

Af Stine Bosse

Lad os først se på de uløste kriser i verden, de nye kriser i verden og Danmark. Aldrig før har udfordringerne været så forbundet, og aldrig før har løsninger kaldt på alt andet end ’det, vi plejer at gøre’ her i vores land. Allerede dette peger i nye retninger med hensyn til, hvilke egenskaber man bør have som statsminister i Danmark anno 2022. Hvad man skal vide, kunne og favne.

Man skal først og fremmest have modet til store forandringer. Vi har en mere og mere akut klimakrise, der ikke lader sig løse land for land, men som samtidig åbner uanede muligheder for et land som Danmark. Vi har en ikke løst migrationsudfordringen, som heller ikke fortager sig, men pt. skubber Sydeuropa længere og længere ind i favnen på autokrater, der lover ét, men leverer noget helt andet – med Ungarns leder Orban som det store forbillede. Vi har nu en energikrise og en inflationskrise, som nok er forbundne, men har forskellige rødder og hver deres åbenbare løsninger, som absolut ikke findes i det, en nation selv kan gøre uden forbindelse til resten af verden.

Som om det ikke var nok, så står vi også overfor en galopperende velfærdskrise, hvor kravene til det, “systemet” skal levere, stiger år for år. Man har samtidig forbipasseret muligheder for reformer, og står derfor overfor nedslidning af både mennesker og processer. Mange udeladte investeringer på det sociale område, efterlader store og dyre revner i systemet. Intet af det var uvarslet – tværtimod. Når vi ikke investerer i børn og unge, men kun tækkes “de mange ældre” vælgere, vil det blive dyrere. For uløste sociale problemer bliver altid dyrere af at måtte vente. Når vi ikke skaffer flere sygeplejesker, læger, lærere og veluddannede politifolk, så slides systemerne og derouten fortsætter i en ond spiral.

 

Når vi ikke skaffer flere sygeplejesker, læger, lærere og veluddannede politifolk, så slides systemerne og derouten fortsætter i en ond spiral
_______

 

Så hvad kræves der så af en statsminister i dette patchwork af gigantiske udfordringer? Ja, hun eller han skal ihvertfald honorere betydeligt større krav end i de seneste 30-40 år. Hun eller han skal være kendetegnet af en dyb reel indsigt i de store globale kriser. Danmark skal navigere sikkert og vi skal skaffe os de rette alliancer – ikke mindst i EU, hvor vi i den grad skal sætte fødderne rigtigt i disse år, hvis vi vil undgå at autokrater løber med helt unødige sejre, og kommer til at underminere selve det demokratiske og værdipolitiske fundament, det frie Europa i dag hviler på. Sagt med andre ord: typer som Orban, Salvini og Le Pen skal ikke have mulighed for at pege fingre af et EU, der ikke kan levere løsninger på fx migration, fordi blandt andet Danmark afviser det åbenlyse, nemlig de fælles løsninger. Inklusive samarbejdet med lande i Afrika, hvorfra der burde kunne søges og opnås asyl, vel at mærke í vores lande. Altså en ganske anden politik end den, den danske regering pt. – på slingrende vis og uden skelen til menneskerettigheder – forsøger at bilde vælgerne ind at man kan gennemføre.

Statsministerjobbet kræver et stærkt indre værdipolitisk kompas, der selvfølgelig kan ikke udelukker kompromisser, men som stadig skal føles intakt og stabilt. Der kræves en solid evne til at placere Danmark i centrum for europæiske løsninger, som vi lige nu oplever på klimadagsordenen, hvor Danmark står stærkt i jagten på egentlige løsninger, og hvor vi gennem vores viden kan bidrage til Europas ønske om at indtage en ledende rolle. Her kan vi virkelig gøre en gigantisk forskel – både for verden og for vores muligheder som land.

En kommende statsminister skal naturligt kunne navigere med sine europæiske kolleger i spørgsmål om Europas sikkerhed. Man må sige at vores nuværende forsvarsminister er et stærkt eksempel på hvordan man italesætter dansk sikkerhed på den globale scene og samtidig forener på tværs af nationale politiske skel.

Store mængder at integritet og stamina er helt afgørende, og ikke så meget som en mistanke om magtfuldkommenhed, korruption eller uorden i penalhuset er der plads til hos en kommende statsminister. Troværdighed bliver helt afgørende i samarbejdet i EU og NATO, ligesom det naturligvis er afgørende for den nødvendige nationale brobygning.

At bygge denne ’nationale bro’ bliver særligt afgørende for de reformer, der kalder på mod, langsigtet tankegang og alt andet end daglig spin opdateringer på Facebook, Instagram eller Twitter. For her taler vi om gennemgribende forandringer på flere politikområder. Visionær tænkning er helt nødvendig og der er ikke plads til flere lappeløsninger. Der skal nye boller på suppen. Det gælder indstilling til den nødvendige arbejdskraft udefra, både for private og offentlige virksomheder. Det gælder omlægning af psykiatrien – fra at være et udsultet område i sundhedsvæsnet til et investeringsområde, så vi undgår tabte mennesker og de dyre omkostninger ved at svigte. Det gælder nye ideer for en international folkeskole – den første i verden, hvor børn lærer at navigere “på dansk” ude i verden. Der skal tænkes helt nye tanker for ældre liv – med en positiv tilgang til “unge ældre”, der både kan selv og skal selv. Her skal der meget mere frihed til kommunerne så de kan eksperimentere.

Og hvis vi fortsat skal kunne være et godt land at være ung i, handler meget om opmuntring – ikke om at skære i SU og uddannelsesår. Der er brug for en modig statsminister, er sikrer at alle skal opleve at blive dygtige og kapable. Vi har intet talent at spilde.

Frem for alt kræves en kommunikator, der ikke spiser os af med hverken kager eller madder – for slet ikke at tale og lodrette løgne. Det gælder naturligvis også vedrørende privatlivet, som en statsminister i stort omfang kommer til at dele med os. Ikke i detaljer, men helt grundlæggende: En troværdig leder må være en troværdig person.

Den person, der skal tage os igennem de kriser, vi står med, skal vi kunne stole på. Statsministeren skal kunne fortælle os, at det bliver svært, men at der er både håb og masser af muligheder forude – alt til trods. Vedkommende skal turde konfrontere os med sandheder, der ikke er rare, og derefter vise os nye veje, som vi skal betræde sammen. Og så skal hun eller han jo vinde respekt for sit inkluderende – ikke altædende, lederskab. Hvor forskellighed trives og hvor alle, der deltager, kommer styrket ud. ■

 

Vedkommende skal jo vinde respekt for sit inkluderende – ikke altædende, lederskab
_______

 

FOTO: Tommy Frost for RÆSON