28.04.2022

Igen løber universiteterne med opmærksomheden. Akademikerne – også dem på Christiansborg – aner da heller ikke, hvad de skal gøre ved den helt store og akutte samfundsudfordring: At færre – ikke flere – ønsker sig at læse de uddannelser, der er mest brug for.

Af Sofie F. Villadsen, forkvinde for Studenterforum UC

Uddannelse er er hele fundamentet for vores samfund, da vores velfærd og velstand er et direkte resultat af, at vi i Danmark har et stærkt uddannelsessystem. Men der er særligt én stor udfordring.

For folketingets medlemmer – og de, der sidder med beslutningerne – er ikke repræsentative i forhold til befolkningens uddannelsesbaggrund. F.eks. er 63 procent af folketingets medlemmer akademikere. Forstå mig ret: Der er intet i vejen med, at vi har folkevalgte, der er uddannede inden for det akademiske, men det har betydning for os, der blandt andet læser en professionsuddannelse.

Også selvom den nuværende – med stolthed – ellers mange kræfter i særligt at italesætte udfordringer på landets professionshøjskoler.

Ved det netop afholdte uddannelses- og forskningsmøde i Kolding var det også universiteterne, der blev sat spot på. Her blev der blandt andet præsenteret anbefalinger fra reformkommissionen. Med få undtagelser (herunder et par anbefalinger om blandt andet bedre muligheder for videre- og efteruddannelse) er det særligt strukturen på de lange videregående uddannelser, der får opmærksomhed. Det gælder fx forslaget om kortere universitetsuddannelser, som læner sig mere op ad praksis og erhvervslivet. Det giver rigtig god mening at kigge på, hvordan universitetssektoren kan styrkes. Men en kortere og mere praksisnær videregående uddannelse findes allerede – nemlig en professions- eller erhvervsakademiuddannelse. Hvor er fokus på dem?

Eliten i Uddannelsesdanmark har meget lidt kendskab til den del af sektoren, som befolkningen har helt inde på livet. Uddannelser, der er grundstenen i vores velfærdssamfund, og som står over for alvorlige udfordringer, der vil komme til at få betydning for alle borgere i Danmark.

 

En kortere og mere praksisnær videregående uddannelse findes allerede – nemlig en professions- eller erhvervsakademiuddannelse. Hvor er fokus på dem?
_______

 

Det er godt med universiteter, der er stærkt funderet i forskning og godt med professionsrettede uddannelser, der binder teori med praksis. Og det giver rigtig god mening at kigge på et mere fleksibelt uddannelsessystem, hvor de to sektorer arbejder tættere sammen, men det vil være et nederlag, hvis vi vælger udelukkende at fokusere på, hvordan universiteterne kan blive mere rettede mod praksis. For det vil alt andet lige betyde at professionsuddannelserne – igen – bliver glemt.

Generelt har uddannelsesområdet været under angreb gennem skiftende regeringer. Selvom både uddannelsesloftet og 2 procents-besparelserne er fjernet igen, har man senest gennemført en udflytningsaftale. Argumentet om, at det skal være muligt at uddanne sig i hele landet, anerkender vi. Men det er ikke det, der er den store udfordring: Det er nemlig ikke uddannelsespladser, der er brug for. Det er folk, der vil søge dem. Mine medstuderende og dermed: fremtidige kollegaer.

De seneste kvote 2-ansøgertal til professionsuddannelserne viser et markant fald i ansøgere. (se: https://danskeprofessionshøjskoler.dk/kvote-2-fald-i-soegning-til-uddannelserne-paa-professionshoejskolerne/) Disse tal er desværre ikke overraskende og får derfor ikke nogen til at falde ned fra stolene. For det er gået i den retning længe.

I fremtiden vil der være stor mangel på uddannet personale fra disse uddannelser – samtidig med at kommuner og regioner allerede råber netop på uddannet arbejdskraft. Og sidstnævnte ER der vælgere i. Det er derfor, regeringens sundhedsudspil prioriterer det nære sundhedsvæsen og den vigtige snak om minimumsnormeringer fylder – også i mediebilledet. Det samme gælder den grønne omstilling, som der i stigende grad sætter krav til fag, der bliver nødvendige for eksekveringen af de målsætninger. Disse er blot eksempler på dagsordner, der retter sig mod professionshøjskolerne. Man skal være blind for ikke at kunne se, at der er noget, der ikke hænger sammen.

Med svindende ungdomsårgang er der strid kamp om de unge – men i en grad, hvor Danske Professionshøjskoler har foreslået at skære på pladserne på universiteterne. Det mener jeg er en forkert tilgang – tværtimod: Vi skal styrke uddannelse generelt.

I uddannelsessektorens elite taler man meget OM de unge og sjældent MED os. Vi ses som rekrutteringspotentiale – en ensartet gruppe, der på bedste akademikerstil analyseres, måles og vejes ud fra et objektivt synspunkt. Måske vi skulle tænke uddannelse bredere? Og indrette et stærkere uddannelsessystem med plads til diversitet og med mulighed for sporskifte senere i livet? Vi taler ofte om livslang læring – det er bare aldrig blevet virkelighed.

Vi har indrettet et samfund, hvor studerende bliver sat i bås. Om det gælder folketinget, ministerier eller andre toneangivende institutioner inden for uddannelse, så bliver der ofte sat krav om, at ansatte skal have en akademisk baggrund. Som studerende fra en professionsuddannelse med interesse for uddannelsespolitik, ville mine muligheder være snævre sammenlignet med mine kollegaer fra universitetsområdet. Det er en skam – og det er et problem.

Dels fordi det betyder, at dem, der til dagligt sidder på magten inden for uddannelsesområdet, ikke er repræsentative for de studerende og dermed ikke har en forståelse af, hvad der er vigtigt på de forskellige udbud.

Samtidig er jeg overbevist om, at den dalende interesse for vores uddannelser blandt andet bunder i, at de bliver set som blindgyder. At vi uddanner os til et fag og til en hverdag, som vi skal være i, til vi er 70 år. Det er ikke korrekt. Men vi kommer først denne forestilling til livs, hvis vi som samfund ser de mange karrieremuligheder, der venter de unge, uanset, hvilken uddannelse, de har taget. Hvornår vil eliten opdage dét?

 

Som studerende fra en professionsuddannelse med interesse for uddannelsespolitik, ville mine muligheder være snævre sammenlignet med mine kollegaer fra universitetsområdet. Det er en skam – og det er et problem
_______

Apropos denne artikel:

Lars Bangert Struwe: Kritikken af Danmarks forsvarspolitik var helt fair. Nu er det pinedød nødvendigt at komme videre

Thomas Aastrup Rømer: 13 forslag til en humanistisk skærmpolitik

Hayley Stevenson i RÆSONs nye trykte nummer: Trump er en katastrofe for klimaet – men det var den eksisterende klimapolitik også

Peter Meedom i RÆSON SØNDAG: Putin går styrket til forhandlingsbordet i 2025. For Ukraine har stadig ingen troværdige sikkerhedsgarantier

Camilla T. N. Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Østasien forbereder sig på Trump

Lars Bangert Struwe om sabotage i Østersøen: Frygten for eskalation har gjort os impotente