Søren Kristensen om 2022: Trods alt tegner det til et stærkt år for den globale økonomi

Søren Kristensen om 2022: Trods alt tegner det til et stærkt år for den globale økonomi

11.01.2022

.

Ja, det nye år ligner et hækkeløb for global økonomi – hvor usikkerheden kommer ikke mindst fra Kinas dalende vækst.

RÆSON KOMPAKT er magasinets nye serie, der rummer kortfattede analyser af danske og globale forhold, herunder økonomi, tech, klima og sikkerhed. Du har adgang til denne artikel, fordi du har abonnement – tak!

Af Søren V. Kristensen, cheføkonom i Sydbank

Målt på vækst viste 2021 sig at blive det bedste år i global økonomi siden 70’erne – dog langt henad vejen på en billig baggrund, da man i store træk blot indhentede det man havde tabt i 2020. Ikke desto mindre er det dog imponerende, at det er gået så hurtigt – og samtidig er der stadig masser af momentum i økonomien.

Det lover godt for 2022, for selvom der er lagt op noget af et hækkeløb, så er der også masser af fart på økonomien og forbrugerne har fortsat massive opsparinger i store dele af verden. Derfor er der i min optik også udsigt til, at 2022 bliver et år ud over det sædvanlige i global økonomi. Der er dog også udfordringer. Eller hække, der skal forceres, om man vil. Det kan også aflæses på aktiemarkederne, hvor investorerne her i begyndelsen af året ikke helt ved, hvilket ben de skal stå på.

I min optik er der særligt fire, som er værd at fremhæve.

Først og fremmest slås vi stadig med pandemien. Selv i Europa og andre udviklede økonomier bøvler vi på trods af mange vaccinerede fortsat med restriktioner og nogle steder endda nedluk-ninger. Det vil uundgåeligt også trække spor ind i 2022. De foreløbige meldinger omkring Omikron er imidlertid opløftende. Samtidig fortsætter udbredelsen af vacciner og der er i den grad grund til at tro, at COVID-19 bliver en mindre udfordring i det nye år.

Her skal man dog skelne mellem økonomierne, for i mere end 80 lande er det fortsat mindre end 40 procent af befolkningen, der er vaccinerede. Det gør de lande mere sårbare overfor nedluk-ninger og i værste fald også nye mutationer. Det gælder særligt i udviklingsøkonomierne og og-så den største af slagsen i form af Kina. På trods af, at mange kinesere er vaccinerede, så prakti-serer Kina nemlig noget, der minder om en nultolerancepolitik over for COVID-19. I værste fald skyldes det, at kinesernes tiltro til deres egen vaccine er til at overse – og i så fald er det dår-ligt nyt fordi den vaccine er udbredt i både Sydamerika og Afrika.

Kinesernes håndtering giver også anledning til problemer, fordi det hæmmer genopretningen af landets økonomi. Og her finder vi faktisk hæk nummer to, som global økonomi skal forcere i 2022. Vi ser nemlig i øjeblikket en udbredt vækstopbremsning i Kina. Det er et problem i sig selv, da en tredjedel af al vækst i global økonomi i de seneste mange år er skabt i Kina.

Inflationen er mange steder på det højeste niveau i adskillige årtier, og det truer med at tage far-ten helt ud af global økonomi.
_______

 

Det bliver mere problematisk, da udviklingen har ført til uvejr på det kinesiske ejendomsmarked. Her lurer flere konkurser, med den store ejendomsudvikler Evergrande som det mest prominen-te offer. Det risikerer at tage endnu mere luft ud af en allerede dybt forgældet kinesisk økonomi, hvor boligmarkedet i særklasse ser både dyrt og forgældet ud. Det er i den grad en joker for global økonomi, men næppe nok til at stoppe fremgangen. Samtidig ser det ud til at resultere i flere pengepolitiske lempelser i Kina. Det kan være en fin modvægt til det, som ser ud til at ske med den økonomiske politik i Vesten.

Hæk nummer tre er de galoperende priser. Inflationen er mange steder på det højeste niveau i adskillige årtier, og det truer med at tage farten helt ud af global økonomi. Det er en bivirkning ved den massive mængde af lempelser fra regeringer og centralbanker siden marts 2020. Disse lempelser har på rekordtid bragt global økonomi på benene igen, men de store prisstigninger er også forvarsel om den overophedning den store mængde stimuli risikerer at skabe. Heldigvis er en stor del af prisstigningerne udgjort af energi og den ekstraordinære situation, der i øjeblikket har ramt den del af økonomien. Her er der dog gode grunde til at forvente deciderede prisfald i 2022 og det bør tage toppen af det samlede pres på inflationen. Så det økonomiske momentum kan også passere denne hæk.

Den sidste hæk skal findes i en normalisering af finans- og pengepolitikken. Mange steder har regeringerne tilbagerullet forskellige hjælpepakker og i USA sender Biden nok næppe nye checks ud til amerikanerne lige foreløbig. Samtidig lægger de store centralbanker op til at stramme pengepolitikken. I lande som Storbritannien, Canada og Norge er man allerede godt i gang, mens man i USA og eurozonen også er ved at komme det.

I eurozonen bliver det med små skridt og i et meget langsomt tempo, mens der i USA allerede i år er lagt op til adskillige renteforhøjelser. Det kan blive en stor opgave for global økonomi at komme gennem den manøvre, for det er nemlig ofte pengepolitiske opstramninger, som ender med at tage livet af økonomiske opsving. Det kan også blive tilfældet denne gang, men jeg tror bestemt ikke det kommer til at ske i 2022.

Selvom der er udfordringer nok, så er ingen af dem uoverkommelige for global økonomi. Godt nok kan vi næppe holde samme tempo, som i 2021, men jeg mener alligevel, der er grobund for et år, som bliver bedre end gennemsnittet. Det vil mange steder sikre en høj beskæftigelse og i det hele taget fornuftige betingelser for både virksomheder og forbrugere. Det hører dog også med til historien, at der har været noget nær feststemning på både bolig- og aktiemarkederne i det forgangne år. Helt så godt bliver det næppe i 2022, men mindre kan da også gøre det.

Udsigterne for Danmark er i store træk de samme. Der er lagt op til et år, som vil være bedre end gennemsnittet, men med knap så meget fart på, som i 2021. I det store hele er det dog meget svært at finde noget at være bekymret for i dansk økonomi. Mangel på arbejdskraft er en reel trussel, men flere år med løntilbageholdenhed og høj produktivitet gør, at vi sagtens kan tåle lidt højere lønninger. I det hele taget er dansk økonomi kernesund. Både forbrugerne og staten har bundsolide finanser og derfor ser fremtiden ganske lys ud.

 

Der er lagt op til et år, som vil være bedre end gennemsnittet, men med knap så meget fart på, som i 2021. I det store hele er det dog meget svært at finde noget at være bekymret for i dansk økonomi.
_______

 



Søren Kristensen (f. 1989) er cand. oecon fra Aarhus Universitet og cheføkonom i Sydbank. Her holder han øje med de vigtigste tendenser i dansk og global økonomi og på de finansielle markeder.

RÆSON KOMPAKT er magasinets nye serie, der rummer kortfattede analyser af danske og globale forhold, herunder økonomi, tech, klima og sikkerhed. Du har adgang til denne artikel, fordi du har abonnement – tak!

ILLUSTRATION: Finanskvarteret Pudong i Shanghai, maj 2018 [foto: Frank Michel]