Søren Gosvig Olesen: Det, der foregår i Det Radikale Venstre, er mildest talt fatalt. Det er et kollaps, som jeg ser det
03.11.2022
”De Radikale har medvirket til en nedbrydning af egne principper på flere punkter. Der er brug for, at De Radikale tør stå fast på det, som er radikalt, og som kendetegner dem; de skal ikke bare være det negative modbillede af nogen, som vi allesammen kan tage afstand fra.”
Interview med filosof og radikal gennem mange år, Søren Gosvig Olesen, af Janus Elmstrøm Lauritsen
RÆSON: Vil du først kort give os et kort oprids af dit forhold til De Radikale?
GOSVIG OLESEN: Jeg var i 70’erne optaget af politik og stemte på VS de første gange – i Preben Wilhjelms tid. Da Schlüter kom til, begyndte jeg at stemme på De Radikale. Jeg havde været til en række af Radikal Ungdoms møder – første gang i 1973 – så jeg har snart haft kontakt med partiet i 50 år. Jeg kom selv til at bidrage lidt til partiets udvikling, idet jeg holdt en række foredrag og deltog i nogle arrangementer om radikal politik og radikalismens principper i halvfemserne, og jeg bidrog også en lille smule til det foregående principprogram, som blev vedtaget i januar 1997. Jeg havde blandt andet foreslået en formulering til præamblen, som står der endnu – en formulering om menneskets værdighed. Og så står der nogle ting i principprogrammet, som jeg sådan set – stadigvæk i dag – synes er ganske fornuftige. Men det, der foregår i partiet, er mildest talt fatalt, og det har det været de seneste 15 år. Det er kollapset helt, som jeg ser det. Jeg meldte mig ud af partiet i 2008. Jeg mener ikke, at De Radikale længere er radikale. Det er mig, der er radikal; partiet er det ikke.
Lad os prøve at gribe fat, hvor vi står nu. De Radikale har fået et enormt dårligt valg. Har det en sammenhæng med det, du siger nu – at de har mistet det radikale DNA, de har haft før?
Det mener jeg, at de har. Om det er grunden til deres tilbagegang, kan jeg ikke sige – det kan også være andre ting.
For mig at se er den radikale politiks storhedstid inden for de sidste 50 år Marianne Jelveds tid – fra 1993 og 15 år frem. Da Marianne Jelved kom til, fik hun sat en stopper for den måde, De Radikale var blevet latterliggjort på igennem mange år som nogle, der ikke kunne beslutte sig. Hun var meget fast i kødet, når hun svarede på spørgsmål, og jeg har altid haft den fornemmelse, når hun svarede, at det var lige præcis sådan, man skulle svare, når man var radikal. Der var ikke så meget pis, for at sige det rent ud. Men det er der kommet siden, og der er kommet modstridende holdninger i partiet – som om man både kan mene det ene og det andet.
Hvad er det, De Radikale har stået for, som de har mistet? Hvad får dig til at sige, at de ikke er radikale mere?
Der er først og fremmest de principielle svigt. Derudover er der også de personlige svigt, men det kan vi tage bagefter.
De Radikale har medvirket til en nedbrydning af egne principper på flere punkter. For eksempel har de været med til at forkorte uddannelserne. Man skal hurtigere og hurtigere igennem dem, og de skal være erhvervsrettede. Man havde et gammelt radikalt credo om, at uddannelse har værdi i sig selv. Det er man så vidt jeg kan se løbet fra, idet man har købt et „New public management„-koncept om, at man skal igennem hurtigst muligt.
De er gået med til mange kompromiser, der har presset uddannelsessystemet i den retning. Nu prøver de ganske vist at holde igen, når de andre forslår at uddannelserne skal skæres ned til fire år, men det er vist mere et spørgsmål om, hvordan de skal skæres ned. Det er helt klart mit indtryk, at de har bidraget til at presse uddannelserne endnu mere og gøre dem erhvervsrettede – en borgerlig politik.
Når der blev spurgt til nogle af de upopulære forslag, svarede Jelved bare, at hvis man ikke ville have det, så måtte man jo stemme på et andet parti
_______
Et andet punkt er ligestillingspolitikken. Jeg hørte et interview med Jelved i „Bagklog‟ på P1, hvor hun bliver spurgt til sit syn på kvoteordninger. Der siger hun, at hun er imod, og at det er hun, fordi hun ikke vil ansættes for at være en del af en kvote, men for sine kvalifikationer. Og på det punkt var Sofie Carsten Nielsen i overensstemmelse med Jelved.
Problemet er bare, at deres ligestillingsordfører i denne periode ikke har været Sofie Carsten Nielsen men Samira Nawa, og hun går ind for kvoter. Og det er jo håbløst, når det er svært at se, hvad et parti går ind for og ikke går ind for, og man kan mene både i øst og i vest. Men det er Jelveds og Carsten Nielsens holdning, der er radikal. For det er her, at det princip om værdighed, der har stået i deres program siden 1997, finder anvendelse; det er ikke værdigt at blive ansat, fordi man er kvinde, man skal ansættes, fordi man er dygtig. Og der mangler ikke dygtige kvinder – der er masser af dem. Man skal bare sørge for, at procedurerne er ordentlige.
Det næste punkt er så deres økonomiske politik, hvor nogle ville sige, at den efterhånden er så blå, at den ville gøre blå Bjarne grøn af misundelse. Jelved havde et budskab, som var, at man skulle flytte skattebyrden fra at være skat på arbejde til at være skat på passive indtægter eller forbrug. Hvis man havde fuldt den linje konsekvent, så havde man jo foreslået at gøre som i Sverige, at man beskattede gevinst af boligsalg. Det har man ikke turdet, og det er selvfølgelig, fordi der være en masse, der ville blive sure over det.
Men da Marianne Jelved var leder, var hun ærlig om de punkter. Når hun blev spurgt til nogle af de upopulære forslag, så sagde hun bare, at hvis man ikke ville have det, så måtte man jo stemme på et andet parti.
Eller tag fordelingspolitikken og arbejdsmarkedspolitikken mere alment. De Radikale har været med til at forkorte dagpengeperioden og forringe forholdene for arbejdsløse. Som om det var det gamle husmandspartis politik, at det skulle gå ud over dem, der i forvejen er hårdest ramt. Margrethe Vestager blev i den forbindelse herostratisk berømt for sin bemærkning: Sådan er det jo! Herostratisk var det, og ikke radikalt.
Så de har haft en uklar linje og har været i tvivl om deres egne principper?
Ja, absolut. Jeg vil sige, at de er blevet principblinde mange af dem.
Jeg mener, at sekularismen er mere aktuel end nogensinde før. Og jeg kan heller ikke se, hvorfor De Radikale ikke skulle tone rent flag
_______
Du kaldte i en kronik i januar sidste år i Dagbladet Information De Radikale for ‚modpopulister‛, som ikke kunne finde på andet end at indtage den modsatte holdning af populismen. Er der en sammenhæng mellem det, og den principløshed, du omtaler her?
Mathias Tesfaye har udtrykt det meget rammende. Han sagde på et tidspunkt, at hvis man vil vide, hvad venstrefløjen mener, så skal man bare spørge Inger Støjberg om et eller andet, så ved man det fem minutter efter, for så mener de det modsatte. Det er ikke interessant at mene det modsatte af sine fjender, uanset om det er Inger Støjberg, Uffe Ellemann eller for den sags skyld Mogens Glistrup, for så bliver man fuldstændig afhængig af sin modstander.
Man skal selvfølgelig tage selvstændigt stilling. Det, der er forfærdeligt ved Inger Støjberg, er ikke så meget, hvad hun mener, men at der ikke er noget, der rangerer over ‚meninger‛ for hende. Og det er ikke loven, jeg mener, men at det overhovedet ikke kommer an på fornuftig overvejelse. Man siger jo, at demokrati handler om at stemme på et oplyst grundlag, men hvis der ikke er nogen muligheder for oplysning, og det bare handler om at mene et eller andet – at holde med Brøndby i stedet for FCK – så kan man ikke kvalificere en debat på nogen som helst måde.
Hvor ser du tydeligst den tendens?
Det punkt, hvor det viser sig værst efter min mening, er, at Det Radikale Venstre er et gammelt sekularistisk parti. Det var de franske radikale idéer, som P. Munch [tidligere radikal minister], der skrev det første program, Odenseprogrammet fra 1905, var inspireret af. Han havde opholdt sig i Frankrig, omgikkes og diskuterede med de franske radikale, og det var på den baggrund, at han kom hjem med nye impulser. Der var selvfølgelig også Brandes-brødrene og Hørup, men det var P. Munch, der formulerede det første program. Og det var netop i 1905, at man skilte stat og kirke ad i Frankrig, hvilket ikke mindst var radikale og socialistiske politikeres fortjeneste – eller ansvar eller skyld, alt efter hvordan man ser det.
Det vil sige, at man har en bestemt religionspolitisk profil. Religion og politik skal holdes adskilt for enhver pris, for ellers begynder religionen at blande sig i sygehusvæsen, skolevæsen, forsorgsvæsen, fattigvæsen og alt muligt. Det er jo anderledes i Danmark, for her har vi aldrig fået stat og kirke adskilt, men i princippet er det det samme, som De Radikale må kæmpe for. Og det har de heldigvis også fået med i principprogrammet nu.
Hvis man toner hent flag på det sekularistiske, så skal man sige, at religiøse symboler må være forbudt at bære synligt for folk, der udøver en offentlig funktion, for ellers sammenblander man den sekulære myndighed – statens myndighed – med en religiøs. Så ligesom man ikke skulle have nonner og fromme pastorer til at undervise i skolen i Frankrig for over 100 år siden, så skal man selvfølgelig heller ikke have lærere med tørklæde, eller for den sags skyld pædagoger, eller toldere og politibetjente. Og det misforstår folk, så det bliver en diskussion om islam.
Så du synes, at Radikale burde stå på det standpunkt, at man ikke må bære tørklæde, hvis man underviser i folkeskolen?
Ja, hvis man overhovedet beklæder et embede, hvorved offentligheden kommer i kontakt med borgerne. Det gælder også sygeplejersker, socialrådgivere og alle mulige andre. Men det tør De Radikale ikke sige, for det er jo sådan noget, Inger Støjberg siger, eller som Venstre var ude med for nylig. Men det er noget helt andet det handler om. For en radikal handler det om, at hvilke som helst religioners symboler og markører skal holdes ude af offentlig sammenhæng.
Man kan som radikal kæmpe for – og det har jeg også selv gjort – at der skal være moskeer og muslimske gravpladser osv. i Danmark. Så længe det er holdt i privat regi, kommer det ikke mig ved, lige så lidt som min eventuelle religiøsitet kommer andre ved. For en radikal bør det ikke gøre nogen forskel, om det er den ene eller anden religion. Ingen religiøs konfession skal blandes ind i statsanliggender og offentlige embeder.
Du henfører til radikalismen og det ideologiske grundlag, Det Radikale Venstre udspringer fra. Er radikalismen stadig en bevægelse, som lever rundt omkring i dag, og som har kampe at kæmpe?
Jeg mener, at sekularismen er mere aktuel end nogensinde før. Og jeg kan heller ikke se, hvorfor De Radikale ikke skulle tone rent flag. De har netop været kendt for nuancerede standpunkter. Jeg synes også, at tørklæder til mindreårige skal være forbudte i skolen. Men så skal demonstrative kors og andre symboler klart nok også være det, ellers diskriminerer man en religiøs minoritet, og det skal jo ikke være det, det handler om. Der skal være samme regler for alle religioner og ikke særregler for nogen.
Man skal sige, at der er en pointe i at holde religion og sekulære institutioner adskilt, og det er der stadig radikale, der mener. De kan bare ikke komme til orde, for der er ikke særlig mange tilbage, hvis der overhovedet er nogen af Marianne Jelveds slags – det er sådan nogle popfiduser som Morten Østergaard det bedste eksempel på.
Hvordan er de det?
Jeg vil jo faktisk mene, at Sofie Carsten Nielsen var en bedre leder end Morten Østergaard. Men det duer ikke, at man kommer og benægter at have hørt noget som helst om Morten Østergaards udskejelser, når alle andre i hovedbestyrelsen godt kender til dem. Det var derfor, Ida Auken meldte sig ud, for hun kunne ikke leve med en leder, der løj så meget, sagde hun. Det har hun vist siden undskyldt, men det er jo ikke forkert. Det er utroværdigt, at hele hovedbestyrelsen skulle kende til formandens udskejelser, men lige næstformanden har desværre ikke lagt mærke til noget.
Og så bliver det efterfølgende utroværdigt, når man kalder andre utroværdige, som nu med Mette Frederiksen.
Nogle af dem, der er tilbage, som Samira Nawa og Zenia Stampe, har været toneangivende i at erstatte radikale principper med fraser, som alle kan synge med på, men som ikke er gennemtænkt
_______
Hvordan ser du vejen frem, hvis De Radikale skal genrejse sig?
Ja, der vil jeg gerne understrege, at jeg med bange anelser for nyligt læste det nye pincipprogram (vedtaget 18. september 2022) – men jeg blev faktisk positivt overrasket. Det er et udmærket principprogram, de stadigvæk har, og det er også mere konkret end det foregående, som jeg var med til at skrive. Det, der savnes, er nogle Jelved-typer, der kan være faste i kødet, når man skal udmønte de principper.
Det, jeg mest selv har gjort noget ved, er det med sekularismen, for jeg synes, at det er betænkeligt, hvor stor en magt religion kan få – man kan jo se i Mellemøsten og Nordafrika, hvordan det har bredt sig. Der kan man så sige, at det ikke er særligt sandsynligt i Europa, men det ved jeg egentlig ikke. Det er vel ikke vanskeligere at forestille sig, end at kristendommen for lidt over 100 år siden var et åg over samfundet, og det havde den været i mange århundreder. Men det har man glemt, fordi man er blevet religiøst tonedøv.
Der er brug for, at De Radikale tør stå fast på det, som er radikalt, og som kendetegner dem, uden at de blot skal være det negative modbillede af nogen, som vi allesammen kan tage afstand fra. Det hjælper ikke bare at sige det modsatte af dem.
Nu gik Sofie Carsten Nielsen af som leder i går eftermiddag, og meget peger på, at den nye leder bliver Martin Lidegaard. Hvis du kigger frem mod de næste år i lyset af det formandsskifte og den udvikling, der har været, hvordan forventer du så, at De Radikale vil udvikle sig?
Jeg ved, at sådan nogle som Martin Lidegaard og Stinus Lindgreen er mere på linje med de ting her. Og jeg tror, at der er nogle yngre kræfter i partiet, som godt kan se, at De Radikale, hvis man ikke passer på, er ved at ende der igen, hvor man gør grin med dem.
Tror du, det er realistisk, at partiet – fx med lederskab under Lidegaard – tager en drejning i den retning, du her har beskrevet?
Det kan man håbe på, og det gør vel alle, som er radikale langt ind i sjælen. Men jeg er ikke særlig optimistisk. Nogle af dem, der er tilbage, som Samira Nawa og Zenia Stampe, har været toneangivende i at erstatte radikale principper med fraser – mangfoldighed, frihed til forskellighed, bæredygtighed, osv. – som alle kan synge med på, men som ikke er gennemtænkt. På den anden side var det også svært at se et ægte radikalt parti genopstå efter den lange periode, hvor de havde været til grin. Men så kom Lone Dybkjær og Marianne Jelved til. Sådan noget kan vel ske igen, men ingen kan forudsige det.
Er kulturradikalismen, som før holdt til hos De Radikale, sivet andre steder hen, eller hvor ser du den repræsenteret i dag?
Kulturradikalisme er nærmest blevet et skældsord efterhånden. Det er den dagsorden, det er lykkedes for højrefløjen at sætte. Som jeg forstår ordet, er det mere en alment kulturel bevægelse end en snævert politisk. Hvem er de kulturradikale egentlig? Måske sådan nogen som Brandes-brødrene, Poul Henningsen, Elsa Gress, Villy Sørensen og vel også Ebbe Kløvedal Reich. De har bidraget adskilligt til den kultur, vi har i dag, og ikke mindst til, at vores demokrati i Danmark kan have et oplyst grundlag eller dog føle sig en lille smule forpligtet til at have det. Man kan godt skælde ud på dem, hvis man er uenig, men så ser man tit kulturpersonligheder som isolerede fænomener. De er imidlertid snarere udtryk for deres tid, eller deres tid fattet i tanker, som filosoffen Hegel sagde. Blandt de nævnte er det kun de to første, Brandesbrødrene, og den sidste, Ebbe Kløvedal, der har blandet direkte sig i det politiske liv. Poul Henningsen gjorde et stort nummer ud af, at han ikke stemte fil folketingsvalgene, for der var ingen, han følte sig repræsenteret af. Kulturradikalismen har så indirekte præget det politiske liv. Ikke de såkaldte moderater, som jeg som andre ser som en brugtvognsforretning af den type, der åbner og lukker så mange af for tiden. Hvis kulturradikalismen har sat et varigt præg, er det på venstrefløjen. Folk, der er radikale i politisk forstand, må indtil videre søge tilflugt hos SF eller måske EL. ■
Folk, der er radikale i politisk forstand, må indtil videre søge tilflugt hos SF eller måske EL
_______
Søren Gosvig Olesen (f. 1956) er lektor i filosofi ved Københavns Universitet.
ILLUSTRATION: Sofie Carsten Nielsen taler med pressen under valgaftenen hos Radikale Venstre på Christiansborg, 1. november 2022 [FOTO: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
