Sergey Popov: Den russiske økonomi vil kollapse om tre måneder
08.06.2022
”Med vedvarende sanktioner vil den russiske infrastruktur blive ramt. Flytrafikken vil have svært ved at fortsætte, fordi de ikke kan importere de nødvendige reservedele. Det samme gælder togforbindelserne. Og hvis uroen i Rusland fortsætter, kan et enkelt brud på den transsibiriske jernbane betyde, at Moskva ikke længere er forbundet til en lang række byer.”
Interview med Sergey Popov, russer og lektor i økonomi ved Cardiff Business School, af Jakob Sloma Damsholt
RÆSON: Hvor hårdt er Rusland blevet ramt af de vestlige sanktioner?
POPOV: Ikke så hårdt endnu. Men folk, der beskæftiger sig med makroøkonomi, estimerer det endelige resultat til at være 20 pct. af BNP, mens de reelt har mistet 15 pct., hvilket stadig er enormt. Til sammenligning mistede vestlige lande omkring 2 pct. af deres BNP som følge af COVID-19. De mest ramte er middelklassen, fordi det meste af deres forbrug var import, og de kan ikke importere mere, og de kan ikke tjene penge.
Jeg tror dog ikke, at økonomiske sanktioner vil påvirke særligt mange mennesker, fordi mange allerede havde et meget lille rådighedsbeløb. Lige nu går omverdenen efter dem, der importerer udenlandske varer, men det tæller kun en lille andel af befolkningen.
Der er et stort firma, Kamaz, som laver lastbiler, og de kan ikke lave lastbiler mere, fordi de ikke kan få leveret kabiner, som produceres i udlandet. Derfor bliver de nødt til at bruge kabiner fra 1970’erne. Problemet er ikke, at chaufføren vil lide under brugen af gamle kabiner, men at chaufføren ikke vil kunne køre lige så meget som før, så du får færre leveringer og dyrere leveringer på alle områder i hele landet. Det er det, der vil ske i løbet af et år, men det sker ikke endnu. Gamle biler virker stadig, så der går nogle år før Rusland er helt nede på forsyninger, og de stjæler samtidig lidt fra Ukraine. Jeg tror ikke, at russerne har mærket det fulde omfang af sanktionerne endnu, men de er begyndt at mærke effekterne, hvilket er derfor, at de pludselig taler om hungersnød som et argument for at fjerne sanktionerne.
Rusland har mistet 15 pct. af BNP, hvilket er enormt. Til sammenligning mistede vestlige lande omkring 2 pct. af deres BNP som følge af COVID-19
_______
Hvad sker der, hvis sanktionerne fortsætter eller bliver værre?
Med vedvarende sanktioner vil den russiske infrastruktur blive ramt. Flytrafikken vil have svært ved at fortsætte, fordi de ikke kan importere de nødvendige reservedele. Det samme gælder togforbindelserne. Der er kun et spor på den transsibiriske jernbane, der forbinder Moskva med Vladivostok. Og hvis uroen uro i Rusland fortsætter, kan et enkelt brud på den transsibiriske jernbane betyde, at Moskva ikke længere er forbundet til en lang række byer.
Jeg nævnte før, at Kamaz er ved at falde fra hinanden. Uralvagonzavod er også ved at falde fra hinanden; det er en stor virksomhed, der producerer tanks, men de har ikke chips, som de skal bruge til deres systemer. Så de kan lave nogle dårlige tanks, som ikke kan holde til noget, og det er dét stadie, de er på nu.
For problemet er ikke de store firmaer; problemet er deres underleverandører. Tænk på Mercedes, der produceres i den tyske delstat Baden-Württemberg. De har en masse underleverandører, men hvis de stoppede med at producere, så ville det gå ud over hele Baden-Württemberg, for der ville ingen efterspørgsel være. Det eneste, de producerer, er dele til biler. Det samme sker i Rusland ift. autodele; de har sendt deres medarbejdere hjem på ferie i tre måneder, så når store firmaer stopper produktionen, så gør underleverandørerne også. I Baden-Württemberg er det sådan, at hvis Mercedes stopper, så er der BMW, men i Rusland stopper alt.
Mange russiske virksomheder, der er underleverandører til de store firmaer, har sendt deres medarbejdere hjem på ferie i tre måneder. Om tre måneder er de løbet tør for penge, og firmaerne åbner ikke igen.
Hvad der så sker, afhænger af støtten til Putin. En mulighed er, at de russiske styrker forlader Ukraine, og sanktionerne ophører. En anden mulighed kunne være militært oprør i Rusland og det ville måske føre til, at nogle militære styrker ville forlade. Der er ikke ret meget militær tilbage i Rusland til at forhindre et oprør. En del af uropolitiet blev dræbt i den første uge af krigen i Ukraine, fordi de ikke forventede nogen modstand. Rusland tænkte “vi har brug noget uropoliti til at stoppe demonstrationer fra den uorganiserede befolkning”, men hvad de mødte var noget helt andet. Ukrainerne dræbte en del uropoliti, for de kom ikke i militærkøretøjer; de kom i fængselsvogne.
Tror du at økonomien kan bryde sammen i sådan en grad, at det vil føre til oprør om tre måneder, når de løber tør for penge?
Forestil dig at du, dine venner og hele din by ikke har nogen penge i tre måneder. Hvad ville du gøre? Du kan måske tage et tog til en anden by, men der er heller ingen penge, så der er ikke meget andet at gøre. I nogle regioner – fx i Krasnodar i syd – planter folk afgrøder og gror kartofler for at overleve til vinter. Måske bliver det konfiskeret, måske ikke. Alt er muligt – lige fra at Putin får et hjertestop til massiv hungersnød og konfiskeringer af mad og oprør som følge af det. Hvis vi fuldkommen bandlyser russisk olie, eller tager ejendommene i Vesten fra de rige oligarker og smider alle oligarkernes børn, som lige nu er ansat i Gazprom, ud, så er der stadig meget skade at gøre på Ruslands økonomi. Baseret alene på sanktionerne i april er det estimerede tab i BNP på 15 pct., men det kan som nævnt gå op til 20 pct.
Hvis du skulle forklare en udefrakommende om Ruslands økonomi, hvad ville så være den vigtigste forskel sammenlignet med andre lande?
Der er ikke blevet investeret i menneskelig kapital i meget lang tid, og iværksætteri og egenproduktion har været stærkt begrænset. Derfor ser man heller ikke nogen, der går i gang med at producere kabiner til Kamaz, da det hidtil har været billigere at købe fra Renault eller Citroen. Derudover er den store forskel på russisk økonomi ift. andre økonomier korruption, som forhindrer tiltrækningen af investeringer. Store firmaer betaler udenlandske virksomheder for at bore efter olie, fordi de ikke selv ved, hvordan de skal gøre.
Jeg tror, at det, der overraskede Rusland tilbage i februar, var, hvor mange firmaer, der forlod landet. Ingen havde forventet, at McDonalds ville forlade Rusland. Fra russisk side forsøgte man så at lave sin egen version af kæden, men selvom der allerede er uddannet personale, og det meste af McDonalds produktion foregik i Rusland, har man alligevel ikke kunne få de nye restauranter op at køre. Dette skyldes særligt manglende leverandører, og det gælder alle industrier.
Nogle af de virksomheder der forlod landet, ligesom McDonalds, forsvandt bare, mens andre gav en eller tre måneders løn til deres medarbejdere. Derfor ser vi måske først den reelle effekt om tre måneder.
Så om tre måneder løber de tør for penge, som de kan betale deres medarbejdere for at gå på ferie, og så vil de have store problemer?
Ja. Problemet med russisk økonomi lige nu er, at alle penge bliver i Rusland, og inflationen er begyndt at stige. Hvad kan de så gøre? Hæve lønnen? Nej. Centralbanken havde en udgivelse i sidste uge med en forudsigelse af inflationen de næste to år. Jeg tror ikke, at de selv kender inflationen, men baseret på den mængde af beslutninger, som centralbanken har truffet siden februar, så kan man se, at de er på ukendt territorie. De arbejdede ud fra internationale standarder før, men der er ingen international erfaring med at blive udsat for så mange sanktioner på så kort tid, så de har ikke haft tid til at indstille sig hurtigt nok, men jeg tror heller ikke, der er meget de kan gøre.
Mange russiske virksomheder, der er underleverandører til de store firmaer, har sendt deres medarbejdere hjem på ferie i tre måneder. Om tre måneder er de løbet tør for penge, og firmaerne åbner ikke igen. Hvad der så sker afhænger af støtten til Putin
_______
Sergey Popov er russer, bosat i Wales, PhD i økonomi og lektor hos Cardiff Business School. ILLUSTRATION: Putin taler om krigen i Ukraine og sanktioner til stewardesser ansat ved det russiske flyselskab Aeroflot, 5. marts, 2022 [FOTO: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix]