30.11.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

”Det er for tidligt at sige, om kidnapningspirateriet er et lukket kapitel. Det er også for tidligt at sige, om vi vil se, at pirateriet igen tager form af olietyveri. Men det er ikke for tidligt at stille os selv det spørgsmål, hvordan vi kan gentænke vores antipirateri-indsatser, så vi tager ved lære og forsøger at undgå, at problemet blot fortsætter med at skifte form.”

Kommentar af Katja Lindskov Jacobsen, seniorforsker ved Center for Militære Studier, Institut for Statskundskab på Københavns Universitet

GUINEABUGTEN HAR LÆNGE været plaget af pirateri, og i de seneste år har det særligt taget form af kidnapningspirateri. Tre måneder i træk – november 2020 (Torm Alexandra), december 2020 (Maersk Cadiz) og januar 2021 (Maersk Cardiff) – blev danske skibe ramt af netop den type piratangreb. Esbern Snare sejlede så afsted mod Guineabugten i oktober 2021 og endte kort efter i skudveksling med en piratgruppe, da de reagerede på en advarsel om forøget risiko for pirataktivitet i netop de områder, hvor de patruljerede.  

Grunden til, at vi ikke hører om den hændelse, som fandt sted i Guineabugten sidste uge, er blandt andet, at alles øjne har været rettet mod den opsigtsvækkende sag mod Lucky, den formodede pirat som sammen med syv – måske otte – andre pirater, befandt sig på den speedbåd, som den 24. november 2021 endte i en skudveksling med den danske fregat Esbern Snare. Vi har den seneste uge fulgt med i sagen mod den ene pirat, som kom til Danmark, og som nu, et år efter episoden med Esbern Snare, blev stillet for en dommer i Københavns Byret. Mens alt det skete, stod det imidlertid ikke helt stille i Guineabugten.

For få dage siden – den 24. november, et år efter episoden på Esbern Snare – kunne skibet B Ocean ikke længere ses af de systemer, der følger skibstrafikken i Guineabugten. Senere blev det meddelt, at otte bevæbnede mænd var gået ombord på skibet for at tømme dets olielast. Alle skibets besætningsmedlemmer var heldigvis i god behold. En lignende hændelse så vi også ske tidligere i år på samme skib, nemlig den 24. og 25. januar, hvor en gruppe pirater gik ombord og tog kontrol over skibet i mere end 24 timer, hvor de bragte det længere ud til søs, hvorefter de tømte skibet for dets olielast. Da skibet blev angrebet, befandt det sig ca. 55 sømil syd for Elfenbenskysten.

 

Episoden med B Ocean minder os både om, at pirateriet er sket før i denne region – og at det kan blusse op igen i en ny form
_______

 

Begge episoder er på mange punkter mærkværdige. Men de minder os om, at selvom kidnapningspirateriet i Guineabugten har været på et historisk lavt niveau i år, er det for tidligt at konkludere, at pirateriet helt er forsvundet. I alle de tilfælde, vi kender til, er det i Nigerdeltaet, at kidnappede søfolk er blevet holdt til fange i forskellige piratlejre.

Pirateriets genopblussen

Episoden med B Ocean minder os både om, at pirateriet er sket før i denne region – og at det kan blusse op igen i en ny form. Først så vi fra omkring 2005 til slutningen af 2009 en periode med politisk motiverede angreb som en del af oprørsbevægelsen MEND’s voldelige forsøg på at kræve nogle af Nigerdeltaets olie- og gasressourcer tilbage til den meget fattige og marginaliserede befolkning i området.

Den type pirateri stoppede imidlertid, da Nigerias regering introducerede et Amnesty-program, som fik centrale personer i oprørsgruppen til at nedlægge våben.

Men pirateriet var ikke slut. Det tog en i stedet ny form, nemlig olietyveri fra store skibe – som det, vi så med B Ocean i sidste uge og tilbage i januar. Den type pirateri stoppede i store træk efter en række mislykkede forsøg kombineret med forskellige indsatser rettet specifikt mod at stoppe olietyveriet til søs. Denne gang var pirateriet imidlertid heller ikke slut. Kort efter tog det den form, vi kender i dag: kidnapningspirateri. Det var den type pirateri, Esbern Snare var sendt til Guineabugten for at bekæmpe.

Danmarks antipirateri-indsats har både haft en dimension til søs, som har fået megen opmærksomhed både før, under og efter udsendelsen af Esbern Snare til Guineabugten. Men udover et fregatbidrag til søs, har vi også i en længere periode fra dansk side haft forskellige antipirateri-indsatser til lands. Disse har eksempelvis fokuseret på kapacitetsopbygning og på støtte til internationale institutioner, som har bidraget til det, man kan kalde det juridiske spor. Senest har programmerne til lands også sat fokus på støtte til forbedrede fængselsforhold.

Spørgsmålet er nu, hvorvidt der er grund til at gentænke antipirateri-indsatserne, både til søs og til lands, fx for at undgå, at pirateriet forsvinder i en form, men i stedet blusser op igen i en ny form.

Tid til at gentænke?

Det er for tidligt at sige, om kidnapningspirateriet er et lukket kapitel. Det er også for tidligt at sige, om vi vil se, at pirateriet igen tager form af olietyveri. Men det er ikke for tidligt at stille os selv det spørgsmål, hvordan vi kan gentænke vores antipirateri-indsatser, således at vi tager ved lære og forsøger at undgå, at problemet blot fortsætter med at skifte form. Og der er altså andet end retssagen mod Lucky og episoden den 24. november sidste år, som peger i denne retning.

Vender vi blikket mod Somalia, understreges vigtigheden af at gentænke antipirateri. Tidligere på måneden sanktionerede USA en række personer involveret i et netværk, som leverer våben til terrorgruppen al Shabaab. Hvis man ser nærmere på den liste, opdager man, at et af navnene er bekendt. En af personerne er nemlig en tidligere bagmand, kendt fra dengang pirateriet plagede farvandet ud for Somalia. Risikoen er altså muligvis ikke ‘kun’, at antipirateriet i dets nuværende form flytter problemet fra en type pirateri til en anden. Risikoen er muligvis også, at pirater ender som våbenleverandører til en terrorgruppe, som al Shabaab, som bl.a. USA har forsøgt at bekæmpe i årtier.

Der er selvfølgelig grænser for, hvad en antipirateri-indsats kan rumme af målsætninger og succeskriterier. Men der er flere gode grunde til at overveje spørgsmålet om efter-effekter. Ikke kun af skudvekslingen med Esbern Snare den 24. november 2021, men også hvis man breder billedet lidt ud.

Kan antipirateri-indsatser eksempelvis sætte større fokus på andre dele af den piratgruppestruktur, som de pirater, der tager til søs for at kidnappe søfolk, faktisk kun er en mindre, men samtidig mere synlig og naturligvis vigtig del af?

Set i lyset af de tre angreb mod danske skibe tre måneder i træk har fregatbidraget hele tiden været tænkt som et ’her-og-nu’-svar på en pirateriudfordring, som på det tidspunkt så ud til at blive værre: fx blev flere og flere besætningsmedlemmer kidnappet pr. angreb. Samtidig har indsatserne til lands udgjort de mere langsigtede elementer, både i perioden før og efter Esbern Snares mission. Men selv med den kombination peger erfaringer fra både Guineabugten og Afrikas Horn på, at vi måske ikke er kommet helt i mål, ikke kun med overdragelsesaftaler, men også, i mere bred forstand, med en model for antipirateri som ikke enten risikerer at skubbe pirater over i en anden form for pirateri eller i en anden form for kriminalitet, hvis konsekvenser vi ikke kan være ligeglade med – som i eksemplet med piratbagmanden som blev våbenleverandør til terrorgruppen al Shabaab. Der er med andre ord mange aspekter af sagen om episoden den 24. november sidste år, som giver anledning til vigtige spørgsmål. ■

 

Det er for tidligt at sige, om kidnapningspirateriet er et lukket kapitel. Det er også for tidligt at sige, om vi vil se, at pirateriet igen tager form af olietyveri
_______

 

Katja Lindskov Jacobsen (f. 1982) er seniorforsker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?