Sara Maria Glanowski i RÆSONs nye trykte nummer: Hvordan abortspørgsmålet kom til at kløve USA

24.06.2022

Med et hammerslag har Højesteret omstødt Roe v. Wade, der i et halvt århundrede har sikret kvinder fri abort i USA. Dommen vil utvivlsomt drive nationen endnu længere fra hinanden. Men hvordan blev abortspørgsmålet overhovedet et af de mest splittende emner i USA?

Artiklen indgår i RÆSONs kommende sommernummer, der har titlen: “Dette er 2022”.

Af Sara Maria Glanowski

NEW YORK. En kvinde med en gigantisk pink, pailletbesat stof-vulva klistret på maven knytter næverne og leder demonstranterne på Foley Square med et dyrisk brøl, der begynder helt nede i mellemgulvet og skærer sig gennem Lower Manhattan. Det er mindre end 24 timer siden, netmediet Politico offentliggjorde det lækkede udkast fra Højesteret: En 98 sider lang skitse til en konservativ flertalsafgørelse i sagen Dobbs v. Jackson Women’s Health Organization, der lægger op til at omstøde Roe v. Wade, den skelsættende højesteretsdom fra 1973, som i et halvt århundrede har dannet retspraksis og sikret den fri abort i USA.

Demonstranterne på Foley Square skriger deres vrede ud over seks udskårne hoveder af pap, der viser Højesterets konservative dommere: Clarence Thomas, Samuel Alito, Neil Gorsuch, Brett Kavanaugh, Amy Coney Barrett og John Roberts. ,,Prøv det!”, udbryder en af demonstranterne, Molly Ruben-Long, der står ved den såkaldte ,primale skrigestation’ og holder Samuel Alitos ,hoved’ på en pind, mens demonstranterne på Foley Square brøler ad højesteretsdommeren, der i det lækkede udkast kalder Roe v. Wade en ,forfærdelig fejltagelse’ og skriver, at abort ikke er en forfatningsret. Molly Ruben-Long ser direkte på demonstranterne: ,,Skrig ad dommerne! Band ad dem! Det er rensende”, siger hun så. ,,I dag er vi rasende, i morgen kæmper vi!”.

Pladsen foran New Yorks højesteret vrimler med mænd i pink pussyhatte. Hænder, der vifter med metalbøjler, symbolet på primitive og farlige abortmetoder. Og kvinder i de lange røde kappe-kjoler fra Gilead, Margaret Atwoods dystopiske fremtidsversion af et totalitært Amerika, hvor underklassens kvinder er reduceret til ufri fødemaskiner i sci-fi-klassikeren Tjenerindens Fortælling. En ældre kvinde står midt i det hele med et skilt: ,Jeg overlevede en illegal abort i Birmingham, Alabama i 1969’, står der med hvide bogstaver: ,#AldrigIgen’.

Hvis Højesteret som forventet omstøder Roe-dommen, vil beslutningen fundamentalt forandre Amerika. Joe Biden har kaldt udkastet til dommen ,radikalt’, hans vicepræsident, Kamala Harris, stemplede det som ,et frontalangreb på amerikanernes frihed’, og den tidligere præsidentkandidat og Demokratiske senator fra Massachusetts Elizabeth Warren rasede efter offentliggørelsen over, at ,,en ekstremistisk Højesteret tror, at de kan tvinge deres ekstreme holdninger ned over alle kvinder i det her land”. Som 22-årige Sophia Schulman på Foley Square siger til mig, da hun har skreget sin frustration ud over de seks ansigter af pap: ,,Det er afskyeligt! Det føles, som om uret bliver stillet 50 år tilbage, og tiden går baglæns”.

13 stater er allerede klar med såkaldte trigger laws, der vil træde i kraft og forbyde abort, i det øjeblik Højesteret fælder endelig dom. Ifølge Guttmacher Institute, der er pro choice og forsker i abort, vil 26 stater, fortrinsvis i Syden og Midtvesten, forbyde abort, i det øjeblik Højesteret omstøder Roe-dommen. Men antiabort-bevægelsens ambitioner rækker længere end højesteretsdommen fra 1973. Få dage efter offentliggørelsen i Politico sagde den Republikanske minoritetsleder i Senatet, Mitch McConnell, at Republikanerne muligvis vil forbyde abort i hele nationen, hvis de får flertal i Senatet ved midtvejsvalgene [se artiklen af Niels Bjerre-Poulsen i dette nummer, red.].

Den verserende højesteretssag handler om sydstaten Mississippi, som i 2018 forbød abort efter 15. uge, hvilket er i direkte strid både med Roe-dommen fra 1973 og den efterfølgende dom Planned Parenthood v. Casey fra 1992. Tilsammen danner de to højesteretsdomme grundlaget for den fri abort i hele USA og slår fast, at delstaterne først kan forbyde abort efter det tidspunkt i graviditeten, hvor fosteret er levedygtigt uden for livmoderen. Med Casey-dommen cementerede Højesteret, at et foster er levedygtigt fra omkring 24. uge.

Når Højesteret overhovedet tager sagen op i stedet for blankt at afvise den som forfatningsstridig, er det resultatet af en lang konservativ kamp for at kontrollere nationens domstole. Siden 1980’erne har Mitch McConnell været stålsat på at få ideologisk magt over Højesteret, og han skyr ingen midler. Da den Republikanske højesteretsdommer Antonin Scalia døde i februar 2016, nægtede McConnell fx at lade Obama nominere Demokraten Merrick Garland til posten – det var for tæt på valget, mente McConnell, selvom der var næsten ni måneder til. Men da det feministiske ikon Ruth Bader Ginsburg døde blot seks uger før præsidentvalget i 2020, ringede McConnell til Trump samme aften. McConnell anbefalede præsidenten, at han straks nominerede Amy Coney Barrett og dermed forseglede det konservative flertal i generationer.

Kampen for ,de ufødte’
Siden 1973 har Republikanske delstater indført mere end 1.300 abortrestriktioner, og antiabort-bevægelsen har siden 1980’erne strategisk angrebet domstolens definition af levedygtighed ved konsekvent at omtale embryoner og fostre som ,de ufødte’ og portrættere dem som en slags politisk klasse, der ikke bliver hørt. Mary Ziegler, der er juraprofessor ved Florida State University, beskriver i bogen Abortion and the Law in America: Roe v. Wade to the Present, hvordan ledere i antiabort-bevægelsen op gennem 1980’erne og 1990’erne promoverede ideen om, at et foster allerede fra undfangelsen, hvor det teknisk set blot er et embryon, bør betragtes som et selvstændigt og ligeværdigt individ med juridiske rettigheder som alle andre. Det har bl.a. betydet, skriver Ziegler, at 38 stater i dag sidestiller et foster med et barn i drabssager, og at 23 stater betragter stofmisbrug under graviditeten som børnemishandling. Lovgivning, der har været med til at styrke antiabort-bevægelsens kerneargument om værdien af ufødt liv.

Donald Trump lovede ikke blot at udpege dommere, der ville omstøde Roe v. Wade, han blev også den første amerikanske præsident, der deltog i en såkaldt March for Life mod abort, hvor han proklamerede, at ,,ufødte børn aldrig har haft en stærkere forsvarer i Det Hvide Hus”.

I løbet af sine fire år i Det Ovale Kontor fik han mulighed for at udpege hele tre konservative dommere – Gorsuch, Kavanaugh og Barrett – der tippede balancen i Højesteret og skabte et flertal imod den fri abort.

Lederne i den konservative bevægelse indså allerede i begyndelsen af 1980’erne, at de kunne vinde kampen på den lange bane, hvis de investerede i konservative jurister, der kunne ændre USA, ikke fra valg til valg, men hen over generationer. I sin bog The Rise of the Conservative Legal Movement beskriver professor i statskundskab ved Johns Hopkins University Steven M. Teles, hvordan konservative rigmænd som Joseph Coors og Koch-brødrene derfor begyndte at skyde enorme pengesummer i organisationer, der støtter og promoverer konservative advokater og dommere. Ikke mindst The Federalist Society – en indflydelsesrig klub, som samtlige af Højesterets seks konservative dommere enten er tidligere eller nuværende medlemmer af.

Som Molly Ruben-Lang, abortaktivisten på Foley Square, siger: ,,Højesteretsbeslutningen vidner om, hvor stærk en konservativ bevægelse vi har i USA. Jeg kan kun sige: ,Hatten af for dem!’. De har kæmpet for det her med næb og kløer, og nu får de endelig, hvad de vil have. Det kunne os på venstrefløjen godt lære noget af. Vi har sovet i timen. Og jeg håber fandme, at Demokraterne vågner op og handler. Vi har flertal i Huset, flertal i Senatet, og vi har en Demokratisk præsident. Hvorfor har vi ikke skrevet den fri abort ind i lovgivningen?”.

I årtier har Republikanske delstater vedtaget love, der har udfordret Roe v. Wade for at teste, om landets øverste domstol var villig til at underminere den fri abort. I fjor indførte Texas eksempelvis den såkaldte Heartbeat Act, der forbyder abort allerede ved hjerteaktivitet, som normalt kan spores omkring sjette uge, altså før mange kvinder overhovedet har opdaget, at de er gravide. Men indtil nu, hvor Højesteret har et solidt konservativt flertal, har domstolen nægtet at tage sagerne op, fordi de blev set som forfatningsstridige.

Hvis Højesteret giver sydstaten Mississippi medhold, vil det være op til den enkelte delstat at beslutte, hvornår et foster – eller embryon – er levedygtigt. Det vil reelt betyde, at der ikke længere er noget bolværk for den fri abort. Guvernøren i Oklahoma underskrev i maj nationens hidtil strengeste abortlovgivning, der med ganske få undtagelser forbyder abort på noget som helst tidspunkt i graviditeten.

Beslutningen vil især ramme fattige amerikanere, der ikke har råd til at tage fri fra arbejde, få deres børn passet og betale for hotel og flybillet til en stat, hvor aborten stadig er fri. Det betyder, at nogle kvinder bliver tvunget til at få et barn, de ikke kan forsørge, og som bl.a. vil påvirke deres uddannelse, karriere, indtægt og mulighed for at akkumulere velstand. Afskaffelsen af Roe v. Wade vil med andre ord øge uligheden i USA. Men det er ikke kun fattige amerikanere, der ikke har råd til at rejse, som risikerer at blive ramt. Mange Republikanske stater forsøger lige nu både at gøre det strafbart at rejse ud af staten for at få en abort og at gøre det ulovligt at modtage abortpiller med posten.

Fortovskrig i SoHo
Nogle dage efter demonstrationen på Foley Square taler jeg med præsten i den katolske katedral på hjørnet af Prince og Mott Street, Brian A. Graebe. Han er medlem af antiabort-organisationen Witness for Life, der holder til i kirken: ,,Vi er håbefulde”, siger han. ,,Vi beder selvfølgelig til, at Højesteret omstøder Roe-dommen, så delstaterne kan forbyde abort, men en omstødelse er blot et skridt på vejen. Endemålet må være, at vi som nation hylder det ufødte liv og betragter det som helligt. Vi kæmper for en kultur, hvor alt uskyldigt menneskeliv forsvares og beskyttes”.

Han står foran katedralen og kigger ud på den gruppe abortaktivister, der har samlet sig i protest mod kirken. Den første lørdag i hver måned udspiller der sig en intens fortovskrig lige her i hjertet af Manhattans mondæne SoHo-kvarter. Fra den katolske katedral plejer Brian A. Graebe sammen med en lille gruppe antiabort-aktivister at trave i procession mod abortklinikken Planned Parenthood. Foran sig bærer de trækors, mens de roterer træperlerne i deres rosenkranse, synger Ave Maria og beder til, at Højesteret afskaffer Roe v. Wade. Imens lænker aborttilhængere deres arme i en moddemonstration og danner en tæt mur foran klinikken for at skærme gravide, som er på vej ind for at få en abort, og som de katolske fortovsprædikanter ihærdigt forsøger at udskamme og overtale til at vende om.

Denne lørdag, som er den første, efter at Politico offentliggjorde det opsigtsvækkende dokument fra Højesteret, er der imidlertid troppet så mange abortaktivister op foran katedralen, at katolikkerne slet ikke kan komme ud ad porten og ned til klinikken. Så nu står de to grupper i stedet på hver sin side af kirkegitteret og råber ad hinanden. En ældre kirkegænger lægger sig på knæ foran katedralen med et papskilt, der viser en nyfødt baby, som rækker sin arm frem. ,Tag min hånd, ikke mit liv’, står der under babybilledet. Abortaktivisterne svarer med korsang, der lyder som gospel: ,,Thank God for abortion!” synger de. ,,Thank Gaaaaaaaaaaaad for abortion!”. Og så råber de i deres megafoner: ,,Vores krop! Vores valg!”.

På trappen foran kirken har en ung abortmodstander stillet sig på vagt med hænderne resolut plantet på hoften og en kasket med påskriften ,America First’ trukket ned over ørerne. Han peger ud mod abortaktivisterne på den anden side af gitteret: ,,Domstolen har talt! I har tabt!” råber han. ,,Det er ikke jeres krop! Ikke jeres valg! Jeres krop tilhører mig! Jeg er folket!”.

En kvinde klædt fra top til tå i abortbevægelsens grønne signaturfarve spørger mig: ,,Er Amerika overhovedet et demokrati, hvis et lille mindretal kan diktere på flertallets vegne?”. To tredjedele af amerikanerne ønsker at beholde Roe-dommen og den fri adgang til abort. ,,Vi minder mere og mere om Rusland”, siger hun så. ,,Det er en skræmmende glidebane”.

Hendes søn, Sol på 18 år, holder et skilt over hovedet. Med store blokbogstaver har han skrevet: ,De stopper ikke med Roe’. Sol frygter, at abortspørgsmålet blot er den første rettighed, som Højesteret vil fratage amerikanerne, og at retten til prævention eller homoægteskaber kan blive det næste: ,,Homorettigheder er af gode grunde heller ikke nedfældet ordret i forfatningen, men hører ligesom abortspørgsmålet ind under retten til privatliv”, siger han.

Ligesom mange andre demonstranter her på gaden stiller Sol sig selv spørgsmålet: Hvad vil det egentlig sige at leve i en nation, hvor domstolen alene tolker de rettigheder, der ordret blev nedfældet i en forfatning skrevet til velhavende hvide mænd, som rodfæstede i den amerikanske kultur og historie og dermed gyldige?

I 1970’erne blev kvinden, der var hovedpersonen i højesteretsdommen fra 1973, symbolet på kvinders ret til fri abort og kontrol over deres egen krop. Hun fik det anonyme navn Jane Roe, og hendes liv er ikke alene en fascinerende fortælling – den rummer også historien om, hvordan abortspørgsmålet blev et emne, der kilede sig ind mellem partierne og banede vejen for det ekstremt polariserede politiske landskab, som USA har i dag.

Hvem var Jane Roe?
Jane Roe blev født med det borgerlige navn Norma McCorvey og voksede op i sydstaterne Louisiana og Texas. Selv skriver hun i bogen I Am Roe, at hun havde en ,rå’ barndom med en mor, der drak, en far, der skred, da hun blev teenager, og det meste af sit liv blev hun angiveligt misbrugt. Først af moren, der slog hende, så af et familiemedlem, der voldtog hende, og da hun blev gravid med sit første barn, fik hun tæsk af sin mand.

I 1969 blev hun gravid for tredje gang. På det tidspunkt arbejdede hun i et omrejsende karneval og kæmpede både med alkohol og stoffer. Hendes mor opfostrede hendes første barn, hun havde allerede bortadopteret sit andet barn, og hun kunne ikke overskue at gå igennem hverken den fysiske eller psykiske smerte én gang til.

Det var en æra, hvor amerikanerne anskuede abortspørgsmålet fundamentalt anderledes, end de gør i dag. Abort blev opfattet som et sundhedsspørgsmål og var endnu ikke en del af kulturkampen. Faktisk var spørgsmålet om abort så apolitisk, at Barry Goldwater, den Republikanske præsidentkandidat, der stillede op mod Lyndon B. Johnson i 1964, i 1950’erne sad i bestyrelsen for Arizonas lokale afdeling af Planned Parenthood, en organisation, der tilbyder hjælp med familieplanlægning, prævention og seksualundervisning og i dag er USA’s største abortudbyder. Og abort var langtfra det eneste spørgsmål, som Demokraterne og Republikanerne grundlæggende var enige om. I 1950 udgav organisationen American Political Science Association en rapport, der argumenterede for, at de to partier mindede alt for meget om hinanden. Som Ezra Klein, den politiske klummeskribent, podcaster ved New York Times og medstifter af netmediet Vox, beskriver i sin bog Why We’re Polarized, så advarede flere af nationens førende politiske tænkere ligefrem om, at amerikanerne havde svært ved at foretage et kvalificeret valg mellem Demokraterne og Republikanerne, fordi de to partier simpelthen var for ens. Det ændrede sig som bekendt radikalt i løbet af de kommende årtier, hvor to modstridende, men magtfulde bevægelser begge tog abortspørgsmålet til sig, nemlig kvindebevægelsen og de evangeliske kristne. Men i slutningen af 1960’erne mente et flertal af amerikanerne, at abort burde være lovligt i et eller andet omfang, og en lang række stater vedtog love, der gjorde det nemmere at få en abort. Mange af lovene blev faktisk vedtaget af Republikanske guvernører. Den mest lempelige abortlovgivning blev foreslået her i New York i 1967 og underskrevet af den daværende Republikanske guvernør Nelson Rockefeller. Samme år underskrev den kommende Republikanske præsident og daværende guvernør Ronald Reagan en lignende lov i Californien.

I 1972 viste en meningsmåling foretaget af Gallup, at 59 pct. af Demokraterne og 68 pct. af Republikanerne mente, at beslutningen om abort alene burde være op til en kvinde og hendes læge. Republikanerne var med andre ord mere abortvenlige end Demokraterne.

Abort var imidlertid ulovligt i Norma McCorveys hjemstat, Texas, så hun opsøgte en illegal klinik. Da hun ankom til abortklinikken, havde politiet afspærret den med tape, der var blod på gulvet, og kakerlakker kravlede overalt, fortæller hun i sin selvbiografi. Så McCorvey vendte om og besluttede i stedet, at hun også ville bortadoptere sit tredje barn. Hendes adoptionsadvokat satte hende imidlertid i kontakt med to feministiske jurister, Sarah Weddington og Linda Coffee. De to unge advokater ledte nemlig efter en kvindelig sagsøger, som kunne hjælpe dem med at omstøde Texas’ abortlovgivning. På papiret var McCorvey perfekt: En ung kvinde, der var desperat efter at få en abort, men som ikke havde råd til at rejse til New York eller andre stater og derfor var overladt til illegale baggårdsklinikker med risiko for at forbløde ihjel. I håb om at retssagen ville give hende mulighed for den abort, hun i virkeligheden ønskede, satte Norma McCorvey sin underskrift på sagens juridiske dokumenter i marts 1970. Og blev Jane Roe.

Weddington og Coffee førte sagen mod Henry Wade, distriktsadvokaten, der repræsenterede Dallas, Texas hele vejen op til den øverste domstol. Og den 22. januar 1973 afsagde Højesteret den epokegørende dom til fordel for Jane Roe. Med et hammerslag fik alle amerikanske kvinder ret til fri abort. Domstolen dømte den texanske abortlovgivning forfatningsstridig, og højesteretsdommer Harry Blackmun skrev i begrundelsen, at den amerikanske forfatning sikrer kvinders ret til privatliv: Beslutningen om abort er derfor op til den enkelte kvinde og hendes læge, ikke staten.

Dommen var revolutionerende. Den tvang 46 delstater til at ændre deres abortlovgivning, men det var endnu ikke en kontroversiel afgørelse. Et massivt flertal i Højesteret, syv ud af de ni dommere, stemte for.

Spørgsmålet delte endnu ikke Demokrater og Republikanere, men det ændrede sig inden for ganske få år. For med Roe-dommen blev abortspørgsmålet en del af den nationale debat, samtidig med at den anden bølge af feminismen rullede hen over nationen og kæmpede for kvinders frie valg, ligestilling og rettigheder i forhold til seksualitet, familieliv, hjemmet og arbejdspladsen. Feministerne tog abortspørgsmålet til sig som en del af 1970’ernes kvindekamp. Men der var også andre, der så muligheder i spørgsmålet om abort. For samtidig spirede et voldsomt backlash, en modreaktion på feminismen, i konservative kredse.

Fra raceadskillelse til abort
Op gennem 1970’erne ledte den konservative ideolog og aktivist Paul Weyrich efter et emne, der kunne motivere den sidste uudnyttede stemmeblok i USA: de evangeliske kristne. Hvis Weyrich kunne mobilisere Sydens hvide kirkegængere, stod han potentielt med en magtfuld koalition af stemmer, der kunne støtte hans socialkonservative mærkesager – og radikalt forandre Amerika.

I begyndelsen af 1970’erne havde Weyrich med penge fra Coors-familien grundlagt den konservative tænketank The Heritage Foundation. Han krediteres i dag for at give højrefløjen af Det Republikanske Parti enorm magt og indflydelse, og i slutningen af 1970’erne støbte Weyrich fundamentet til den konservative bevægelse, vi kender i dag.

Ifølge Randall Balmer, professor ved Dartmouth College og forfatter til bogen Bad Faith: Race and the Rise of the Religious Right, havde Weyrich siden Barry Goldwaters mislykkede præsidentkampagne i 1964 forsøgt at vække de evangeliske kristne politisk. På det tidspunkt levede de som en isoleret enklave og interesserede sig ikke synderligt for politik. De opfattede det sekulære USA som et samfund i moralsk fordærv, og Weyrich havde forgæves præsenteret dem for forskellige emner, som han håbede kunne få evangelisterne op i det røde felt: pornografi, kvindekampen, afskaffelsen af fællesbøn i skolerne, sågar abort. Men de kristne stemmer bed ikke på krogen. Faktisk havde nationens mest magtfulde evangeliske kirke, Southern Baptist Convention, i 1971 advokeret for at legalisere abort, og umiddelbart efter Roe-dommen i 1973 bifaldt mange i menigheden domstolens afgørelse.

Først da de amerikanske skattemyndigheder i 1978 besluttede at straffe de kirker, der stod bag Sydens raceadskilte hvide privatskoler – de såkaldte Segregation Academies – som forsøgte at omgå det nationale påbud om integrerede skoler, fik de evangeliske kristne øjnene op for betydningen af politik. Skolerne havde hidtil fungeret som en måde, hvorpå de hvide evangeliske kristne igennem årtier kunne opretholde racismen på trods af højesteretsdommen Brown v. Board of Education, der i 1954 havde forbudt raceadskillelse.

Som den undersøgende amerikanske journalist Katherine Stewart, der i en årrække har dækket religion, politik og uddannelse og er forfatter til bogen The Power Worshippers, udtalte til en artikel om abortspørgsmålet i New York Times i fjor: ,,Weyrich forstod, at det ikke ville være en bæredygtig national strategi at bygge en bevægelse rundt om et budskab, der handler om at forsvare skattefordele for racistiske skoler. ,Stop beskatningen af raceadskillelse’ var ikke et slogan, der kunne inspirere den brede konservative modrevolution, som Weyrich forestillede sig”.

Weyrichs genistreg bestod med andre ord i, at han så abort som det spørgsmål, der kunne forene både katolikker og protestanter og skabe en solid konservativ bevægelse. Han fandt på et navn til koalitionen, the moral majority – det moralske flertal – og i 1979 tog han kontakt til den radikale TV-prædikant Jerry Falwell, der både havde sin egen megakirke i Virginia og drev en racistisk hvid uddannelsesinstitution, hvor Falwell omtalte borgerrettighedsbevægelsen ikke som ,the civil rights movement’, men som ,the civil wrongs movement’.

Sammen grundlagde Weyrich og Falwell en organisation, der således fik navnet The Moral Majority, og som skulle fremme socialkonservative værdier som modstand mod bl.a. abort, pornografi, homoseksuelles rettigheder og ligestillingen mellem mænd og kvinder –  samt mobilisere de evangeliske kristne og sørge for, at de dukkede op ved stemmeurnerne. Falwell, der ikke tidligere havde udtalt sig om abort, begyndte nu at prædike om ,mord på de ufødte’. At stemme på en politiker, der ikke var indædt modstander af abort, var det samme som at deltage i ,biologisk holocaust’, buldrede han.

Modstanden mod abort var som sendt fra himlen for lederne af USA’s kristne højrefløj, som Randall Balmer formulerer det i Politico: ,,Den tillod dem at fjerne fokus fra den egentlige oprindelse af deres bevægelse: forsvaret for raceadskillelse i deres evangeliske institutioner. Med en snedig afledningsmanøvre var de i stand til at fremtrylle moralsk vrede mod den fri abort og dermed tilføre et tyndt lag af respektabilitet til deres politiske aktivisme”.

Det var mesterligt spin. The Moral Majority fik indflydelse på amerikansk politik nærmest fra den ene dag til den anden og krediteres ikke mindst for at bane vejen til Det Hvide Hus for Ronald Reagan.

Et lydløst skrig
Under præsidentvalgkampen i 1980 forsøgte Reagan ivrigt at appellere til de evangeliske stemmer, der kunne hjælpe ham til Washington. Den californiske guvernør, der i 1967 underskrev en af USA’s mest lempelige abortlove, førte sig pludselig frem som abortmodstander. Nu var han pro life og havde fortrudt sin beslutning, sagde han. Og på få år gjorde Reagan modstanden mod abort til en central del af den Republikanske identitet.

Under valgkampen lovede han bl.a. at indsætte flere dommere, som var modstandere af den fri abort. ,,Der er ét individ, der slet ikke bliver taget i betragtning. Og det er dét, der bliver aborteret”, sagde han i en tv-duel: ,,Jeg har lagt mærke til, at alle, der er for abort, allerede er blevet født”.

Taktikken virkede. Reagan vandt primærvalget i South Carolina med hvide evangeliske stemmer. Og til præsidentvalget i november 1980 troppede de trofast op i hobetal. Som New York Times-journalisten Sabrina Tavernise opsummerer det i podcasten The Daily’s miniserie om Roe-dommen, var det lige dér, det polariserede moderne politiske system, som vi kender det i dag, begyndte. Da Reagan tog plads bag skrivebordet i Det Ovale Kontor, blev abortspørgsmålet en del af kulturkrigen, og grøften mellem aborttilhængere og abortmodstandere blev dybere og dybere.

Antiabort-aktivister kæmpede i de år indædt for at vinde amerikanerne over på deres side. Den evangeliske organisation mod abort Crusade for Life producerede bl.a. den berygtede film The Silent Scream. En 28 minutter lang skræmmevideo, hvori en tidligere abortlæge, Bernard Nathanson, via tidens nye ultralydsteknologi viser et sonogram af en abort på et foster i 12. uge i særdeles grafiske detaljer og fra det, han kalder ,offerets synsvinkel’. Nathanson, som nu var blevet antiabort-aktivist, omtaler konsekvent fosteret som ,et barn’ og beretter om, hvordan det bliver ,parteret’, ,revet fra hinanden’ og ødelagt” af ,ufølsomme stålinstrumenter’. Godt halvvejs inde i filmen påstår han, at fosteret åbner munden i et lydløst skrig af smerte. Mens andre læger kaldte filmen misvisende og manipulerende, blev The Silent Scream et uhyre effektivt propagandaværktøj for antiabort-bevægelsen. Ronald Reagan roste filmen i Det Hvide Hus, og den blev vist på flere store amerikanske TV-stationer og distribueret til hvert eneste medlem af Kongressen. Op gennem 1980’erne og 1990’erne blev bevægelsen stadig mere radikal, og dens taktikker mere ekstreme. De mest ultrære abortmodstandere snigskød og dræbte abortlæger, bombede klinikker eller angreb dem med syre.

McCorveys bombe
I midten af 1990’erne arbejdede Norma McCorvey – Jane Roe – som telefondame på en abortklinik i Dallas, Texas, hvor hun rådgav kvinder om abort. Hun var ansigtet på den fri abort i Amerika, men følte sig også udnyttet af abortbevægelsen, der havde taget hende til sig som et trofæ, deres poster girl, men ikke som talskvinde. For mens abortkrigen nåede nye højder i 1980’erne, besluttede McCorvey pludselig at gå til bekendelse i et direkte TV-interview. Hun havde løjet, afslørede hun på tv i 1987. Da hun blev gravid for tredje gang, havde hun sagt til sin læge, at hun var blevet voldtaget, i håb om at han så ville forbarme sig over hende og tillade en abort, forklarede hun TV-journalisten.

Selvom højesteretsdommen intet nævner om voldtægt, og selvom voldtægt ingen rolle spiller i retssagen, var løgnen tung ammunition for abortmodstanderne. De hævdede, at Roe v. Wade var baseret på snyd og bedrag. ,,Jane Roe is a total lie! That’s why all the children die!” råbte de i gaderne. Og kvinderne i abortbevægelsen så McCorvey som en trussel mod den fri abort. En løs kanon, de ikke kunne lade tale på egen hånd.

I sin selvbiografi raser McCorvey over de veluddannede overklassekvinder med penge og ph.d.-uddannelser. Da Højesteret endelig vedtog den fri abort i 1973, havde McCorvey for længst selv født og bortadopteret det barn, hun havde håbet at abortere, hvis hun vandt sagen. Roe-dommen kom millioner af kvinder til gode, men Jane Roe fik aldrig sin abort. Hun følte sig udnyttet. Og hun følte, at kvindebevægelsen så ned på hende.

,,Jeg passer ikke ind i mange menneskers forestilling om en rollemodel”, skriver hun i selvbiografien. ,,Jeg er ikke en blid og sofistikeret kvinde. I modsætning til mange af de kvinder, jeg beundrer, har jeg ikke brugt et helt liv på at tænke over store ideer og politiske strategier. Ofte har jeg ikke engang tænkt over, hvad der skal ske i morgen eller om en time. Jeg ville ønske, jeg var sådan en kvinde, men det er jeg ikke. Jeg er en grov kvinde, født ind i smerte og vrede”.

Foran klinikken, hvor hun arbejdede, demonstrerede den lokale afdeling af antiabort- organisationen Operation Rescue dagligt. ,,Hvis du mener, abort er mord, skal du handle, som om det er mord”, lød deres slogan, som aktivisterne råbte dagligt ad de gravide kvinder, der var på vej ind i klinikken. Aktivisterne lagde sig på asfalten foran indgangen og lænkede sig til klinikdørene, indtil politiet fjernede dem.

En dag flyttede den lokale leder af antiabort-bevægelsen, den evangeliske præst Philip ‘Flip’ Benham, ind i huset ved siden af klinikken, hvor McCorvey arbejdede. Han ejede en bar og kæmpede også med alkoholproblemer, og som han selv udtalte i et interview med dokumentaristen Nick Sweeney, som blev vist i 2020: ,,Da jeg så, hvor totalt lost hun var, kunne jeg genkende mig selv i hende og vidste præcis, hvad hun havde brug for”. Med andre ord: Abortmodstanderne så McCorveys svagheder og udnyttede dem. Som den evangeliske præst og aktivist Rob Schenck afslører i dokumentarfilmen AKA Jane Roe: ,,Hun var stjernen i abortbevægelsen, og vi kunne ikke ignorere hende. Hun var deres trofæ, og vi talte om, at det blev vi nødt til at gøre noget ved …”.

Den 8. august 1995 blev Norma McCorvey døbt i en svømmepøl i Benhams baghave og genfødt som kristen. I et TV-interview efter ceremonien sagde hun med tårer i øjnene:

,,Abortmodstanderne har vist mig, hvad det vil sige at være menneske. De har elsket mig. De har taget sig af mig. De har bekymret sig om mig. Jeg har aldrig før haft det så godt, som jeg har lige nu”.

Ved en minhøjtidelighed, der tog form som en begravelse for millioner af ufødte børn, komplet med levn fra fostre i minikister, proklamerede de evangeliske præster, at Roe var død: ,,Jane Roe er død, og Norma McCorvey lever i Jesus’ navn. Hallelujah!”.

Som Rob Schenck formulerer det: ,,Det var som at blive tildelt en Academy Award! Hun var vores Oscar. Vi ville vise hende frem for hele verden, og jeg sørgede for, at hun kom til Washington og talte på den nationale scene”.

I de efterfølgende år rejste McCorvey rundt i landet som talskvinde for antiabort- bevægelsen og deltog i protester, hvor demonstranterne satte ild til udskrifter af Roe-dommen. Hun blev sågar anholdt og slæbt ud af Senatet, da hun i 2009 protesterede mod Obamas nominering af højesteretsdommer Sonia Sotomayor, som støtter retten til fri abort.

McCorvey var ikke blot et skattet trofæ for antiabort-bevægelsen, hun var deres bedste argument: Hvis selv Jane Roe var imod abort, måtte enhver kunne forstå, at højesteretsdommen fra 1973 var forkert.

Norma McCorvey døde af en hjertefejl i 2017. På det tidspunkt var hun glemt af de fleste, men på sit dødsleje sprængte hun atter en bombe. Både hun og den evangeliske præst Rob Schenck afslørede i et interview publiceret i 2020, at McCorvey aldrig havde været imod abort, men var blevet betalt af antiabort-bevægelsen, som havde givet hende et manuskript at tale ud fra:

,,Jeg tog deres penge, og de placerede mig foran et kamera og fortalte mig, hvad jeg skulle sige”, fortalte McCorvey. ,,Det hele var skuespil”.

I deres lydfortælling om McCorvey konkluderer New York Times, at hendes navn – på samme måde som selve abortspørgsmålet – blev brugt i en meget større kamp, der handlede om politisk magt og nationens fremtid. Et potent våben, som begge sider kunne angribe den anden med i landets eskalerende kulturkrig. Abortspørgsmålet fungerede med andre ord som en slags forsøgslaboratorium for de kampagnestrategier, der har været med til at polarisere USA. At Højesteret med al sandsynlighed omstøder Roe-dommen, vil blot drive nationen endnu længere fra hinanden.

Gamechanger ved midtvejsvalgene?
Indtil Politico i maj lækkede Højesterets kontroversielle udkast, så det ud, som om en rød bølge ville skylle ind over USA, og Republikanerne sejre stort over Demokraterne i november. Dels er det reglen snarere end undtagelsen, at vælgerne straffer den siddende præsidents parti ved midtvejsvalgene, og man taler ligefrem om the midterm curse, fordi denne forbandelse siden Anden Verdenskrig har været reglen snarere end undtagelsen. Dels derudover døjer Biden også med usædvanligt dårlige approval ratings på grund af krigen, pandemien og især inflationen, som har nået det højeste niveau i 40 år [se artiklen af Niels Bjerre-Poulsen i dette nummer, red.].

Demokratiske politikere og strateger ser imidlertid abortspørgsmålet som en gamechanger og øjner en mulighed for, at en omstødelse af Roe-dommen kan opildne kernevælgere, bremse den forventede Republikanske sejrsbølge i Repræsentanternes Hus og måske endda kapre et par sæder i Senatet. For vrede vælgere møder op ved stemmeboksen.

Organisationen Democratic Legislative Campaign Committee, der arbejder for at få Demokrater til magten ude i delstaterne, rejste rekordmange penge dagen efter offentliggørelsen af lækket fra Højesteret. Og David Axelrod, tidligere seniorrådgiver for Obama og nu leder af det politiske institut på University of Chicago samt politisk kommentator ved CNN, skrev på Twitter: ,,Jeg har en stærk mistanke om, at kun få Republikanske strateger i deres stille sind håbede på en komplet omstødelse af Roe v. Wade fra Højesteret, fordi det kan opildne kvinder og især unge vælgere, som ellers virkede tilbøjelige til at blive hjemme ved midtvejsvalgene til efteråret”.

Susan Wild, der er på genvalg for Demokraterne til Repræsentanternes Hus i en af de afgørende svingstater, Pennsylvania, formulerede det sådan her: ,,Folk var bekymrede over den manglende entusiasme fra vælgerne og frygtede, at de ikke ville komme ud at stemme – well, Højesteret har lige foræret os en grund til, at folk skal stemme”.

Da Demokraterne i maj forsøgte at vedtage lovforslaget The Women’s Health Protection Act, der ville kodificere Roe v. Wade til føderal lovgivning og dermed sikre retten til fri abort i hele USA, var det udelukkende en symbolsk akt, der handlede om midtvejsvalget. Lovforslaget blev vedtaget i Repræsentanternes Hus i fjor og blev afprøvet i stort set samme version i Senatet i februar, men både dengang og nu var det dødsdømt fra begyndelsen. Demokraterne kunne ikke engang sikre sig samtlige stemmer fra egne rækker, fordi Joe Manchin, den Demokratiske senator fra den konservative delstat West Virginia, på forhånd havde meldt ud, at han ville stemme imod.

På grund af den såkaldte filibuster-regel skulle Demokraterne ikke blot sikre sig et simpelt flertal, men hele 60 pct. af stemmerne og dermed overtale både Manchin og ti Republikanere til at stemme for forslaget. Men selv de to Republikanske senatorer, som rent faktisk er aborttilhængere, Susan Collins fra Maine og Lisa Murkowski fra Alaska, havde på forhånd sagt, at de ville stemme imod, fordi de mente, at Demokraternes lovforslag var for vidtrækkende. Bernie Sanders og andre senatorer fra venstrefløjen opfordrede derfor straks til at afskaffe filibuster-reglen. Det forslag ville imidlertid aldrig komme forbi hverken Joe Manchin eller Kyrsten Sinema, den Demokratiske senator fra Arizona. Og selv hvis det gjorde, ville Republikanerne blot ændre reglerne igen, hvis de skulle få et spinkelt flertal i november.

Derfor er Demokraternes eneste reelle mulighed nu at forsøge at skabe en blå bølge ved midtvejsvalgene, hvis de vil beskytte den fri abort. Som den Demokratiske flertalsleder i Senatet, Chuck Schumer, sagde før afstemningen, så var den først og fremmest væsentlig, fordi den ville vise amerikanerne sort på hvidt, hvem der er for, og hvem der er imod. Amy Klobuchar, den Demokratiske senator fra Minnesota og tidligere præsidentkandidat, lovede efter afstemningen, at Demokraterne ville fortsætte kampen for den fri abort ved stemmeboksen.

Men spørgsmålet er, hvor effektivt det vil være for Demokraterne at gøre midtvejsvalgene til en folkeafstemning om abort, når de fremstår både paralyserede og internt uenige.

Historisk har abortspørgsmålet opildnet republikanske vælgere langt mere, end det har motiveret demokratiske. Det kan selvfølgelig ændre sig, i det øjeblik Højesteret fælder dom, og abortforbud bliver en realitet i store dele af nationen. Men lige nu tror Republikanske strateger, at økonomien bliver det afgørende emne for vælgerne i november. Og de seneste meningsmålinger ser ud til at give dem ret. For selvom abortspørgsmålet ifølge Gallup er vigtigere for vælgerne, end det har været siden Casey-dommen i 1992, siger de fleste amerikanere samtidig, at økonomi, inflation og de historisk høje benzinpriser er de emner, der vil afgøre, hvordan de stemmer til kongresvalgene i november.

En Republikansk konsulent forklarede for nylig i New York Times, at partiet lige nu er splittet om, hvilke af midtvejsvalgets konkurrerende emner de skal satse på. Kulturelle korstog som abort motiverer nemlig deres kernevælgere, mens midtervælgerne bekymrer sig mere om priserne på benzin og fødevarer. Som konsulenten lidt kækt formulerede det, så anskuede han landskabet så favorabelt for Det Republikanske Parti, at han ville rådgive sine kandidater til at ,tage en lang ferie og komme tilbage i november’.

Primærvalgene i New Hampshire tester i disse uger, hvor potent et emne abortspørgsmålet vil være for Demokraterne. Maggie Hassan, den Demokratiske senator i delstaten, kritiserer nærmest dagligt Republikanerne for at være et reaktionært parti, der vil skrue tiden 50 år tilbage og tage rettigheder fra kvinderne. Men selvom et flertal af vælgerne i den afgørende svingstat vægter abortspørgsmålet højt, er emner som inflation, benzinpriser og immigrationspolitik også her blandt vælgernes topprioriteter. 55-årige Tracey Vaillancourt er Demokrat, men siger til avisen Wall Street Journal, at hun vil registrere sig som Uafhængig før valget i New Hampshire, fordi hun konstant er i tvivl om, hvad hun skal stemme til efteråret. Hun er bekymret for at miste retten til den fri abort. For som hun siger: ,,Det er din krop, dit valg”. Men hun er også foruroliget over, at hendes benzinudgifter er steget, og at det er blevet markant dyrere for hende at gå i supermarkedet. Og selvom årsagerne til prisstigningerne er komplekse, bebrejder hun udelukkende Joe Biden.

En omstødelse af Roe-dommen vil primært ramme fattige kvinder i sydstaterne og ikke hvide, velhavende forstadskvinder, som enten er blevet for gamle til at få børn eller kan rejse til New York eller Californien og få en abort, hvis de skulle få brug for det.

Et af de helt store spørgsmål og en cliffhanger frem mod november er derfor, hvor vigtigt abortspørgsmålet egentlig er for alle de midtervælgere, som Demokraterne håber at mobilisere. Abortspørgsmålet er nemlig ikke et emne, der påvirker lige så mange mennesker som inflation, arbejdsløshed, COVID eller kriminalitet. Det vækker enorme følelser både hos aborttilhængere og -modstandere og vil virke mobiliserende på fløjene, men hvor vigtigt er det for de afgørende stemmer i svingstaterne? Som sociologen Carole Joffe, professor ved Bixby Centre for Global Reproductive Health ved University of California i San Francisco, udtaler til tidsskriftet The Economist: ,,Det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at det bliver noget rod, og at rige kvinder vil klare sig bedre end fattige kvinder. What else is new in America?”.


Foran den katolske katedral i SoHo planlægger demonstranterne deres næste træk. Nogle vil opkøbe fortrydelsespiller og abortpiller og distribuere dem til kvinder i Syden og Midtvesten, mens andre rejser penge til trængte abortklinikker i hele landet. 21-årige Naharika Rao er en af arrangørerne bag demonstrationen, og hendes mål er at gøre New York til en destination, som folk trygt kan rejse til for at få en abort uden at blive chikaneret af fanatikere:

,,De konservative har forberedt sig på det her øjeblik siden 1970’erne, mens vi ærligt talt har siddet på vores flade røv. Men i den tid, vi lever i, kan vi ikke tage noget for givet”, siger hun. ,,Vi bliver nødt til at forsvare vores abortklinikker med næb og kløer og slå en ring rundt om vores rettigheder. Det er på høje tid, at folk vågner op og gør noget”. ■

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland