Samuel Rachlin: “Slå først, Vlad!” lærte Putin som barn. I dag er det Ruslands statsfilosofi

24.01.2022

Rusland er et land, der ikke tør være sig selv bekendt, fordi det konstant har ondt i sin nutid. Og i sin fortid. Derfor bliver man ved med at skrive historien om, og bekræfte, hvad det russiske folkevid har spiddet for længst: Vores fortid er endnu mere uforudsigelig end vores fremtid.

Essay af Samuel Rachlin

„I ingen anden stat er der så stor forskel mellem
politiske udsagn og virkeligheden som i Rusland.‟

– Mikhail Speranskij. Politisk rådgiver for zar Alexander I og zar Nikolaj I (1771-1839).

VLADIMIR PUTIN og hans mænd i Kreml gnider sig i hænderne og glæder sig. Det er gået over al forventning med den nyeste version af en russisk klassiker, ”Snyd og vind med samme sind”. I en nøje tilrettelagt strategi havde man satset på det, men ikke regnet med at det ville gå så let med at få både vestlige ledere, diplomater, en hær af analytikere og medier, til at hoppe på de russiske løgne og luftspejlinger eller få dem til at slå alarm, så det runger i de vestlige medier: Russerne kommer! Kreml forbereder angreb på Ukraine! De baltiske lande er i fare. Sverige og Finland ruster sig. Alle russiske hybridkrigeres og troldefabrikanters våde drømme er gået i opfyldelse.

Hatten af for Ruslands propagandamagere. Agitprop lever. Advarslerne fra vestlige politikere og medier er så skingre og massive, som man ikke har hørt det siden Den Kolde Krig. Det er lige den blanding af chok, frygt og dommedagsprofetier, man havde ønsket sig i Kreml. Det er helt efter bogen: Rusland vil være et internationalt midtpunkt og ikke en ydmyget udkantsmagt, som senator John McCain kaldte ”en benzinstation drevet af en mafia og forklædt som et land”.

Nu sidder alle og spekulerer på, hvad Putin har oppe i ærmet. Det bliver ikke meget bedre set inde fra Kreml. Putins nærmeste rådgivere fra militæret og sikkerhedsapparatet fryder sig – strategien holder, russisk skamløshed og løgn betaler sig. Topforhandlere fra USA, NATO og OSCE har sat sig til forhandlingsbordet med deres russiske modparter. Det alene er med til at stive russernes ego og selvværd af. Hør, hvor vi gungrer.

Russerne bliver taget alvorligt, og de har ikke noget imod, at det er frygt, der har bragt de vestlige forhandlere til bordet. For de ønsker at være frygtet og hader at blive betragtet som irrelevante. Putin selv har aldrig lagt skjul på, at Back in the USSR er hans mål at genoprette Ruslands storhed og status som en stormagt. Vækker man også frygt, skader det bestemt ikke.

Putin har tidligt beskrevet sin devise, ”Slå først, Vlad!”. Det skete i en interviewbog, ”Fra første person”, der udkom lige inden hans første valg til præsident i 2000. Han blev spurgt om, hvordan han ville løse konflikten i Tjetjenien og svarede: “Der er kun én måde at gøre noget effektivt på i den situation, og det er at være i offensiven. Du skal slå først og slå så hårdt, at din modstander ikke kan rejse sig igen.” Det er en lærdom, Putin har med fra sin barndom i Leningrad, hvor han voksede op i et belastet halvkriminelt baggårdsmiljø.

 

”Du skal slå først og slå så hårdt, at din modstander ikke kan rejse sig igen”. Det er en lærdom, Putin har med fra sin barndom i Leningrad, hvor han voksede op i et belastet halvkriminelt baggårdsmiljø
_______

 

Det fredselskende offer i et skumbad af forurettelse
Omsat til praksis så man, hvad den opskrift indebar under det blodige opgør i Tjetjenien og siden i 2014 med invasionen af Ukraine og annekteringen af Krim. Truslerne mod Ukraine med massive troppekoncentrationer ved grænserne er i de seneste uger og måneder blevet suppleret med en diplomatisk og politisk offensiv i en blanding af løgn og trusler ledsaget af trommehvirvler, der varsler et crescendo. I et skumbad af forurettelse fremstiller Moskvas diplomater og talsmænd Rusland som det evige offer og klodens mest fredselskende nation.

Putin-styret har år for år rendyrket en form for diplomati og skamløshed, som verden ikke har set siden Nikita Khrusjtjovs dage med invasioner, Berlinmur, Cubakrise og krigen i Afghanistan under Leonid Brezjnev. Putin vil tilbage til den fortid, som han og hans generation er vokset op med. Det er Putins slå-først-credo implementeret ikke kun mod Ukraine som i 2014, men også mod den samlede vestlige blok med krav om at genoprette de indflydelseszoner, der eksisterede dengang, verden var delt op i en Øst- og Vestblok. Dengang var det med Sovjetunionen som imperium. Putin drømmer om at genskabe det russiske imperium, men har i stedet for skabt en slyngelstat, der uden blusel ruller sig ud. Både når det gælder undertrykkelse indadtil over for sine egne borgere, og aggression udadtil overfor rivaler som USA og NATO-landene og svagere naboer som fx Ukraine.

 

Billedet af ydre og indre fjender er det universelle middel i politiske systemer, der ikke kun har ondt i demokratiet, men gør alt for at afskaffe det
_______

 

Indre og ydre fjender
Den verdensberømte atomfysiker og borgerretsforkæmper, Andrej Sakharov, spillede en helt central rolle som den fremmeste systemkritiker og fortaler for demokrati og menneskerettigheder under Brezjnev-styret. Han får tilskrevet dette udsagn om sammenhængen mellem indenrigs- og udenrigspolitik: ”Undertrykkelse hjemme fører uundgåeligt til aggression og destabilisering uden for landets grænser.” Totalitære og autoritære styrer, der mangler den folkelige opbakning, har brug for permanent ustabilitet både hjemme og ude for at legitimere deres magt og voldsanvendelse. Billedet af ydre og indre fjender er det universelle middel i politiske systemer, der ikke kun har ondt i demokratiet, men gør alt for at afskaffe det.

Putin-styret har i de seneste år bekæmpet alle kritikere og modstandere som terrorister, folkefjender og udenlandske agenter. Alexej Navalnyj fik påstrøget nervegiften Novitjok i sine underbukser og reddede kun livet på et hængende år. Da han vendte tilbage til Rusland, blev han prompte idømt 2.5 år i en straffekoloni. Hele han politiske organisation blev forbudt og opløst som en samling terrorister og udenlandske agenter.

Samme skæbne er overgået det historiske selskab Memorial, der siden slutningen af 80’erne med aktiv støtte fra Andrej Sakharov indsamlede både dokumentation af Stalin-tidens forbrydelser og registrerede nutidens krænkelser af menneskerettigheder. NGO’er og en stribe enkeltpersoner, journalister og politiske aktivister, bliver stemplet som udenlandske agenter af de russiske domstole og sat ud af spillet ofte med lange fængselsdomme til følge. Demonstrationer for fundamentale frihedsrettigheder er brutalt blevet slået ned, deltagerne arresteret og idømt fængselsstraffe. Putins autoritære Rusland er i fuld fart på vej tilbage til USSR og totalitarismen.

 

Uden at blinke kan man i Moskva i dag beskylde Ukraine for at pønse på folkemord på den russisktalende befolkning og USA for at forberede kemisk krigsførelse
_______

 

Og på udlandsfronten har Moskva tilsvarende optrappet konflikten med Ukraine og officielt afbrudt forbindelserne med NATO. Man følger Sakharovs formel med en skærpelse af retorikken over for de vestlige demokratier og har stillet vilde, ultimative krav ledsaget af løgn og skamløse påstande. Og det er denne slyngelstat, som har taget Ukraine som gidsel og bruger det til afpresning mod USA og de allierede.

Historisk myte som forbillede
Sådan agerer en stat, der er udenfor ret og lov og er ligeglad med omverdenens reaktion og gerne vil vise, at man ikke har noget at tabe. Man viger ikke tilbage for noget i handling eller ord. Den slags rammer en nerve hos mange russere, der gennem generationer er vokset op med et ikonisk billede af en af Ruslands største malere, Ilya Repin, der i slutningen af det 19. århundrede forevigede en mytologisk scene af nogle kosakker. På Repins billede kan man se kosakkerne  skrive et svar til en tyrkisk sultan, der har stillet dem et ultimatum med krav om overgivelse, selv om de har besejret ham i et slag, der endte med et knusende nederlag for de tyrkiske styrker omkring 1676.

Repin har på et kæmpelærred skildret, hvordan kosakkerne hjælper hinanden med at skrive brevet og overgår hinanden med forslag om at fylde teksten med sprogets værste vulgariteter og fornærmelser for at sætte sultanen på plads. Der er ikke noget historisk belæg for billedet, men det har været skolelærdom og et forbillede for de fleste russiske børn og været med til at forme synet på udenlandske fjender som figurer, der ikke skal tages alvorligt, men kun gør sig fortjent til latterliggørelse og hån. Det hører i øvrigt med som et notabene, at Zaporozjie-kosakkerne på Repins billede er ukrainere og ikke russere. Før i tiden gjorde det ikke så meget, men i dag er det en meget vigtig detalje, som de russiske historikere formentlig har travlt med at kamuflere eller slette.


Zaporozje-kosakkernes brev til den tyrkiske sultan malet af Ilja Repin i 1880-81 [foto: The York Project 2022].

Men det er ligegyldigt, om billedet afspejler den historiske sandhed eller ej. For lederne i Kreml har løgnen og overdrivelsen altid være lige så god og vigtig som sandheden. I autokratiske systemer er det magthaverne, der ejer sandheden og historien. Uden at blinke kan man i Moskva i dag beskylde Ukraine for at pønse på folkemord på den russisktalende befolkning og USA for at forberede kemisk krigsførelse. Eller påstå at USA og NATO står på spring ved Ruslands dørtærskel klar med bål og brand og verdens ende på programmet. Det legitimerer de ultimative krav til USA og de allierede om indrømmelser og tilbagetrækning af tropper og våbensystemer.

 

Russerne kender sandheden – nemlig at NATO ikke kan og ikke vil optage et land, der er besat og befinder sig i en konstant krigstilstand. Men den sandhed kan man ikke bruge til noget
_______

 

Løgnen som trumf og triumf
Ruslands krav: NATO skal garantere, at man aldrig udvider mod øst. Man skal genskabe den sikkerhedspolitiske situation, der herskede før det sovjetiske sammenbrud. Det er ikke kun luftkasteller og paranoia. Det er et anfald af politisk delirium i Kreml. For NATO er en forsvarsalliance og truer ikke Rusland hverken med krig eller med at optage Ukraine som nyt medlem. Russerne kender sandheden – nemlig at NATO ikke kan og ikke vil optage et land, der er besat og befinder sig i en konstant krigstilstand. Men den sandhed kan man ikke bruge til noget. Her er løgnen meget mere effektiv og brugbar. Løgnen som trumf og triumf. Selv Donald Trump kunne blive misundelig.

Allerede Fjodor Dostojevskij bemærkede, at ”i Rusland har sandheden næsten altid karakter af noget yderst fantastisk. () Vi russere er først og fremmest bange for sandheden, dvs. hvis vi ikke er bange for den, så anser vi altid sandheden for at være alt for kedelig og prosaisk for os, utilstrækkelig poetisk, alt for almindelig, og derfor har vi altid undgået den og gjort den til noget af det mest usædvanlige og sjældne i den russiske verden. Og det andet som vores fælles russiske løgn peger på er, at vi alle sammen skammer os over os selv.”

Det er en af forklaringerne på, at Rusland har svært ved at finde sig til rette med sig selv og sin historie. Det er et land, der ikke tør være sig selv bekendt, fordi det konstant har ondt i sin nutid. Og i sin fortid. Derfor bliver man ved med at skrive historien om, og bekræfte, hvad det russiske folkevid har spiddet for længst: Vores fortid er endnu mere uforudsigelig end vores fremtid. Dem, der fortæller en anden version af historien end Kremls, fx om Stalintidens forbrydelser, bliver anklaget for opdigtede kriminelle handlinger og idømt lange fængselsstraffe, som det er sket for medlemmerne af Memorial.

 

Russernes kompromisløse krav virker så ekstreme, at det ikke kun overgår almindelige forestillinger om form og tone i statsanliggender, men vækker mistanke om, at Moskva bevidst søger sammenbrud og konfrontation som påskud til at starte krigshandlinger mod Ukraine
_______

 

Russisk roulette
Før annekteringen af Krim talte Putin ofte om, at den nye verdensorden siden Berlinmurens fald ikke passede Moskva. Han ville have en ny verdensorden for det 21. århundrede, som en pendant til den Jaltaftale, stormagterne indgik efter Anden Verdenskrig med en opdeling af verden i interessesfærer. Det var den verdensorden og det verdenssyn, der har formet Putin og hans generation: Hvis lande i vores interessesfære ikke makker ret, så invaderer vi dem og banker dem på plads. Det gjorde man allerede i 1940 med de tre baltiske lande efter forudgående aftale med forbundsfællen Hitler. Sidenhen med Ungarn i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968 og i Afghanistan i 1979. Og i nyere tid med Putin som Kremls topfigur var det først Georgien og senest Ukraine, der smagte den russiske jernnæve.

Det ligner er mønster. Og det er den verdensorden, Putin ønsker at genetablere, og som nu er kommet i spil som et ultimatum. Russernes kompromisløse krav virker så ekstreme, at det ikke kun overgår almindelige forestillinger om form og tone i statsanliggender, men vækker mistanke om, at Moskva bevidst søger sammenbrud og konfrontation som påskud til at starte krigshandlinger mod Ukraine. Det er en del af Kremls spil og forhandlingstaktik. Russisk roulette i det 21. århundrede.

Det er krav helt uden forbehold og uden tilbud om modydelser. Slå først, Vlad. Det er alt eller intet. Helt uden finesse. Den russiske bjørn står og svajer på sine bagben. Tag det eller pak sammen. Man presser og presser til det yderste, og pludselig vender man på en tiøre og går i den stikmodsatte retning uden at fortrække en mine.

Det er en interessant detalje, at striben af russiske krav ikke først blev fremsat diskret ad de sædvanlige diplomatiske kanaler, men er blevet udbasuneret i fuld offentlighed både af Putin selv og af Kremls to topdiplomater, udenrigsminister Sergej Lavrov og viceudenrigs- minister Sergej Rjabkov. Det er sket i en nøje orkestreret sammensmeltning af udenrigspolitik og propaganda. Kreml spiller på det fulde register for at påvirke beslutningstagerne og sprede forvirring og usikkerhed både ude og hjemme. Diplomati, propaganda og PR i én stor bjørnemundfuld.

 

Det lød som et ekko af, hvad Putin tidligere havde sagt: ”Mangel på fremskridt mod en politisk-diplomatisk løsning vil betyde, at vores svar vil være militært eller militær-teknisk.” Forstod I den?
_______

 

Usikkerhedens mester
Da jeg arbejdede på min bog ”Jeg, Putin” i sommeren 2014, interviewede jeg den politiske analytiker Masha Lipman på hendes kontor i Moskva. Hun så Putin som usikkerhedens mester, hvis metode går ud på at holde alle i uvished. ”Det ville være meget naivt at tro, at vi kan regne ud, hvad hans politik går ud på, eller hvad hans hensigter er, ud fra hvad han siger,” sagde Lipman. Den beskrivelse holder stadig i dag, hvor det står endnu klarere, at Putins politiske mål ikke er storkrig, men destabilisering. Løgnen er hans løftestang.

Mens de amerikanske og russiske diplomater satte sig til rette i Geneve, og den russiske chefforhandler forsikrede, at Rusland ikke pønser på at angribe Ukraine, rapporterede amerikanske efterretningskilder, at russiske troppebevægelser og positionering af kamphelikoptere og andet materiel ved grænsen viste, at Moskva fortsætter med at planlægge et angreb. Usikkerhedens mester ved, hvilke snore der skal trækkes i. Men allerede efter den første mødedag i Geneve, gjorde amerikanerne det klart, at hverken USA eller NATO vil forhandle om de garantier, Moskva har stillet krav om. De har så venligt og så diplomatisk som muligt fortalt russerne: ”Glem det.” Det lå i luften, at russerne ville pakke sammen og gå ud ad døren. Det skete ikke. Men usikkerheden består.

Den russiske chefforhandler i Geneve, viceudenrigsminister Sergej Rjabkov, bedyrede, at Rusland ikke har nogen planer om at angribe Ukraine. Men dagen efter optrappede han retorikken og erklærede, at han hverken kunne bekræfte eller afvise, at Rusland ville sende militære styrker til Cuba og Venezuela, hvis USA og de allierede ikke indstiller deres militære aktiviteter ved Ruslands grænser. Samme Rjabkov spillede også ud med en trussel om, at Rusland vil opstille taktiske kernevåben, hvis ikke NATO stopper ekspansionen mod øst. Det lød som et ekko af, hvad Putin tidligere havde sagt: ”Mangel på fremskridt mod en politisk-diplomatisk løsning vil betyde, at vores svar vil være militært eller militær-teknisk.” Forstod I den?

Fantomsmerter fra det 20. århundrede
Det virker, som om Kremls udsendinge følger en drejebog med detaljerede regibemærkninger for hver enkelt scene og replik. Situationen ligner noget, Vesten har oplevet tidligere i forholdet til Rusland, når Moskva har søgt konfrontation med uforsonlighed og trusler og demonstreret, at Rusland altid vil gå sine egne veje, og ikke vil være medlem af vores klub. Men det er misvisende, når man i Vesten taler om, at man står over for en ny Kold Krig. Man overser, at Den Kolde Krig aldrig sluttede for Vladimir Putin. Han ser kun, at Vesten udnyttede Ruslands svækkelse til at ekspandere og rykke tættere på de russiske grænser.

 

Putin har lidt af fantomsmerter og storhedsnostalgi lige siden tabet af imperiet. Hans drøm er at gå over i historien som den, der gav russerne deres imperium og nationale stolthed tilbage
_______

 

Putin har lidt af fantomsmerter og storhedsnostalgi lige siden tabet af imperiet. Hans drøm er at gå over i historien som den, der gav russerne deres imperium og nationale stolthed tilbage. Ligesom de zarer, der samlede det fragmenterede land til ét rige. Krim er en af kronjuvelerne, der er blevet generobret, men tanken om at Ukraine går sine egne vegne som en selvstændig og måske endda succesfuld nation er ubærlig. Det er ikke kun fantomsmerter. Det hedder PTSD. Og det er ikke en ny Kold Krig, men ligner mere forstadier til krig.

Det virker som om, Putin og hans folk har konkluderet, at det er perfekt timing til at fremprovokere den konfrontation, fordi nu er det Vesten, der er svækket af politiske jordskælv og indre splid som i EU efter Brexit og i USA under og efter Trump. Pandemien, der har ramt verden som det 21. århundredes pest, har været med til at øge undergangsstemningen og motivere Kreml til at rykke.

Putin har for flere år siden erklæret, at de liberale demokratier har overlevet sig selv og står for fald, og han fornemmer måske, at øjeblikket nu, efter 30 års ydmygelse af Rusland, er inde til at genoprette det russiske imperium i al sin magt og vælde. Trods den militære opmarch ved Ukraines grænser er Kremls projekt ikke rettet mod Ukraine, der kun bliver brugt som et brækjern eller tændsats. Blikket er rettet mod Vesten og primært mod USA.

Historiens tyngdekraft
Det kan virke overraskende, at et land med så lang en historie som Rusland er på evig jagt efter sig selv, sin identitet og sit ståsted. Men det er en del af arven fra en kultur, der gennem århundreder har stået splittet mellem øst og vest med rødder både i Europa, Byzans og Asien. Det har konstant udløst langvarige opgør i åndslivet om den russiske ide og de russiske værdier. Mellem slavofilerne og dem, der orienterede sig mod Europa og den vestlige kultur.

 

Lederne i Kreml har altid svunget mellem en indgroet følelse af underlegenhed og russisk exceptionalisme bag mange lag af byzantinsk hemmelighedskræmmeri
_______

 

Den splid skiller stadig vandene i Rusland. Men det har i lige så høj grad været en faktor i russisk udenrigspolitik drevet af en kronisk russisk mistænksomhed og angst for at blive invaderet. Tilsvarende har europæernes levet med konstant usikkerhed om Moskvas motiver og uigennemskuelighed.

Lederne i Kreml har altid svunget mellem en indgroet følelse af underlegenhed og russisk exceptionalisme bag mange lag af byzantinsk hemmelighedskræmmeri. Det har ikke været befordrende for tilliden og har næret modsætningerne og konflikterne mellem Rusland og Vesten gennem århundreder. Ligesom det gør det i dag med Rusland som den bestandige trussel og utilregnelige modpart.

Ruslands ulyksalige situation er, at landet aldrig har kunne frigøre sig fra sin histories tyngdekraft og bliver ved med at kredse om sin akse kun med mindre udsving og justeringer i sit kredsløb og med løgnen som permanent ledsager. Set udefra er det et genkendeligt mønster i Ruslands udenrigspolitiske adfærd. Vestens problem derimod er, at man aldrig har kunnet greje, hvad Rusland er, eller hvordan russiske ledere tænker. Hverken under zarerne, de kommunistiske kommissærer eller under Slå-først Putin.

Rusland kan ikke finde sig til rette med sig selv og tør ikke være sig selv. Derfor må man konstant omskrive sin egen historie for at se bedre ud. Det er en tilstand, der har et navn, og som der er råd for, hvis man er en person. Men ikke en stat. Og slet ikke hvis det har stået på i århundreder. Så er det et kronisk tilfælde. Det er Ruslands skæbne og tragedie. Det er fortællingen om det evige Rusland. ■

 

Ruslands ulyksalige situation er, at landet aldrig har kunne frigøre sig fra sin histories tyngdekraft og bliver ved med at kredse om sin akse kun med mindre udsving og justeringer i sit kredsløb og med løgnen som permanent ledsager
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland