Roger Buch i RÆSON SØNDAG: Vestens sikkerhedspolitik bygger på et ensidigt, lukket og naivt verdensbillede

21.08.2022

Europæisk sikkerhedspolitik er på 6 måneder – faktisk på én dag – kastet ud i monumental forandring. Rusland er i indirekte krig med Vesten, og NATO-landene står sammen på en måde, som ikke er set i nyere tid. Men EU og NATO står i et globalt perspektiv ret alene og ignorerer andre verdensdeles læsning af krigen i Ukraine og verdenssituationen. Det er en uklog og farlig kurs.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Roger Buch, ph.d., cand.scient.pol., forskningslektor og centerleder, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Europæisk sikkerhedspolitik er forandret mere siden Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar end i de forudgående 10 år. Ja, måske mere end de seneste 30 år. De tidligere neutrale Sverige og Finland er på vej ind i NATO og vil blive optaget endeligt i starten 2023. Forsvarsudgifterne i NATO-landene er på himmelflugt, og i Danmark har med et nationalt kompromis om sikkerhedspolitik og et historisk bredt flertal sat et mål om militærudgifter på 2 pct. af BNP i 2033.

Vesteuropa og USA er indirekte i krig med Rusland: Der sendes våben, trænes soldater og gives efterretningsinformationer, som har afgørende betydning på slagmarken. Selv om der ikke er tale om formel krigsdeltagelse, er både handlinger og retorik så tæt på krigserklæringer, som tænkes kan. Som forsvarsminister Morten Bødskov sagde under en tale på donorkonferencen Copenhagen Ukraine Conference på Christiansborg den 11. august: ”Vi kæmper for og med Ukraine for deres frihed.” Og:”Ukraine’s fight is our fight. We stand together and we stand with Ukraine.”

Demaskeringen af det svage Rusland

Det russiske angreb på Ukraine har været en både taktisk og strategisk fiasko for Rusland. På slagmarken har Rusland vist ekstrem svaghed, og i det internationale strategiske spil er Rusland efter alt at dømme på vej ind i en blindgyde. På papiret var Rusland en af verdens stærkeste militærmagter, men efter et halvt års krig er Rusland mange steder på store dele af grænsen enten slet ikke inde i Ukraine eller kun 150-200 km ind i Ukraine. Det er alene i den sydlige del af Ukraine er Rusland trængt langt ind og har etableret en 150-200 km bred landforbindelse til Krim, som allerede var besat i februar-marts 2014.

Et opdateret kort over slagmarken viser åbenlyst, at der er uendeligt langt til Kyiv og det vestlige Ukraine. Hvis det russiske mål var total besættelse af Ukraine, fremstår det uopnåeligt. Det er også meldingen ikke bare fra Ukraine, men også fra ledende politikere og militærfolk fra USA og Europa: Rusland er ude af stand til at vinde krigen i Ukraine. Rusland er stadig en global atomar supermagt, men åbenlyst ikke en supermagt på konventionel militær kapacitet. Økonomisk er Rusland heller ikke en stormagt. Ruslands BNP er kun en anelse større end henholdsvis Australiens og Spaniens – vel at mærke før krigen og de økonomiske sanktioner. Ruslands økonomi udgør kun 7 pct. af USA’s økonomi. Rusland er en atomar supermagt på konventionelle og økonomiske lerfødder.

 

Sverige og Finland frygter ikke længere for alvor Rusland
_______

 

Ruslands militære svaghed i konventionel krig er en massiv overraskelse for de fleste, selv om de heller ikke imponerede i Afghanistan og Tjetjenien. Da Rusland angreb Ukraine, var vurderingen hos eksperter og militærfolk, at de ville vinde i løbet af dage eller uger.

Afsløringen af Ruslands svaghed i konventionel krig ændrer ikke på behovet for oprustning i Vesteuropa og Danmark. Rusland er stadig en af verdens stærkeste militærmagter, og Putin har vist en klar vilje til at bruge den magt. Som det ses i denne figur, lever kun 9 af NATO’s 30 medlemslande op til det 2-pct.-krav, som blev erklæret i 2002, formelt besluttet i 2006 og bekræftet i 2014 efter Ruslands annektering af Krim.

Der har været en markant stigning i militærudgifter blandt siden 2014. Der er dog stadig langt igen for mange lande, som det ses i figuren i ovenstående link.

De kommende år vil formentlig ændre meget. Hvis Tyskland leverer de proklamerede investeringer i militæret, vil landet allerede være over 2 pct. af BNP i 2022. Danmark ligger i den nederste tredjedel og vil ifølge de nuværende planer først leve op til NATO’s mål om 11 år! Der er tale om voldsomme stigninger i de militære udgifter, men der er stadig langt til niveauerne under Den Kolde Krig. Danmarks gennemsnitlige militærudgifter lå indtil slutningen af 1980’erne klart over 2 pct. af BNP. Militærudgifterne har i øvrigt været meget forskellige i de nordiske lande. Sverige og Norge har historisk ligget langt over Danmark, som igen har ligget over Finland. Bemærkelsesværdig er også Island, som aldrig har brugt penge på et egentligt militær, hvorfor de fx ikke fremgår i denne tabel fra Verdensbanken.

De neutrale lande Sverige og Finland har altså fulgt to forskellige strategier. Sverige har søgt en militær styrkeposition som basis for sin neutralitet, mens Finland under Den Kolde Krig brugte under det halve af Sverige på militær. Finland og Sverige kommer altså ind i NATO med to helt forskellige baggrunde.

Sverige og Finland frygter ikke længere for alvor Rusland

Sverige og Finlands ansøgning om medlemskab af NATO er en af de store omkostninger, som Putin har påført sig selv med angrebet på Ukraine. 23 NATO-lande har godkendt medlemskabet, så kun 7 lande mangler at acceptere de to landes indtræden. Når det formentlig er sket ved udgangen af 2022, vil der fra 2023 være NATO-tropper langs Ruslands 1340 km lange grænse mod Finland. I dag er der kun NATO-styrker på Ruslands grænse i Estland, Letland og Nordnorge. Der er tale om mere end en fordobling af Ruslands direkte grænse til NATO-lande. Det er en klar svækkelse af Rusland. Sverige og Finlands tilslutning til NATO udlægges oftest alene som udtryk for frygt for Russisk aggression, men handler i virkeligheden lige så meget om det modsatte: Afsløringen af det svage Rusland.

Sverige og især Finland valgte i høj grad neutralitet af frygt for Ruslands reaktion, hvis de meldte sig ind i NATO. Men nu kan landene vælge NATO, fordi Rusland har vist sig som en potemkinkulisse: På afstand frygtindgydende, på nært hold svagt. Den daværende finske præsident Kekkonen skar i 1960’erne Finlands situation ud i pap: ”…it would not be in our interests to join an anti-Russian front as long as Russia remains a great power”. Det finske medlemskab af NATO viser, at Finland ikke længere ser Rusland som en konventionel militær stormagt, som man ikke tør provokere. Finland tør nu, fordi Rusland har vist sig ude af stand til succesfuld konventionel krigsførelse.

Men Finland og Sverige gør det uden tvivl også, fordi Rusland har vist sig villig til at føre konventionel krig for at opnå politiske mål. Men Ruslands svaghed er vigtigere end Putins brutalitet for de to nye NATO-medlemmer. Mon Sverige og Finland havde vovet en NATO-indmeldelse, hvis hele Ukraine var blevet besat på en uge?

Rusland vil i de kommende måneder og år komme med modreaktioner både økonomisk og politisk, men netop Ruslands konventionelle svaghed gør, at russiske militære aktioner mod Finland og Sverige er usandsynlige. Rusland har rigeligt at gøre i Ukraine og det må formodes, at NATO vil handle langt mere direkte end i Ukraine, hvis Rusland eksempelvis angreb Finland midt i optagelsesprocessen. Konkret har Danmark, Norge og Island (!) stillet sikkerhedsgarantier og lovet, at de vil hjælpe Sverige og Finland, hvis de bliver angrebet inden optagelsen.  

 

Men nu kan landene vælge NATO, fordi Rusland har vist sig som en potemkinkulisse: På afstand frygtindgydende, på nært hold svagt
_______

 

Sammenhold og isolation

Krigen i Ukraine har ganske vist Vestens evne til sammenhold, men samtidig demonstreret, hvor alene Vesten står med sin tolkning af krigen og sit verdenssyn. De økonomiske sanktioner mod Rusland har stort set ingen støtte i Asien, Afrika, Sydamerika eller Oceanien. Den økonomiske og militære støtte til Ukraine kommer fra en lille kreds af lande. Det sås også på den internationale Copenhagen Ukraine Conference den 11. august, hvor 26 lande deltog, men kun fire lande der ligger uden for Europa: Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand – som alle er partnerlande til NATO.

Da FN den 7. april stemte om at udelukke Rusland fra FN’s menneskerettighedsråd oven på drabene på civile i Butja, stemte 93 lande for og 24 imod. Blandt sidstnævnte var Kina, Cuba, Nordkorea, Iran, Syrien, og Vietnam. Hele 58 lande undlod at stemme, blandt dem en række lande, som USA har tætte samarbejdsrelationer med – og selvfølgelig også lande, som USA og Vesten ikke har gode relationer til. Nogle af de vigtigste lande, som undlod at stemme, var Indien, Brasilien, Sydafrika, Mexico, Egypten, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Jordan, Qatar, Kuwait, Irak, Pakistan, Singapore, Thailand, Malaysia, Indonesien og Cambodja.

Noget bedre så det ud, da FN den 2. marts vedtog en resolution, som fordømte den russiske aggression og pålagde Rusland at indstille krigshandlingerne i Ukraine. Her stemte kun fem lande imod, mens 35 lande undlod at stemme. Halvdelen af landene, der undlod at stemme, var afrikanske lande så forskellige som Sydafrika, Algeriet, Tanzania, Senegal og Congo. Og igen var det bemærkelsesværdigt, at vigtige lande som Indien og Pakistan afstod fra at fordømme Ruslands aggression.

At næsten 43 pct. af verdens lande ikke ville straffe Rusland for Butja-massakren, og at en femtedel af verdens lande ikke ville fordømme angrebet på Ukraine, viser med al tydelighed, at mange regeringer i verden ikke deler Vestens syn på verdenspolitikken.

Alternative verdensopfattelser

I mange lande verden rundt findes en offentlig debat, hvori kolonitiden fylder meget, og hvor man fordømmer det 21. århundredes vestlige militære aktioner i bl.a. Irak, Afghanistan, Algeriet og Vietnam. Ifølge dette perspektiv har USA, Vesteuropa og NATO et medansvar for konflikten i Ukraine. NATO’s ekspansionspolitik ses som medvirkende til krigen, og i de mest ekstreme og konspiratoriske varianter tales der ligefrem om, at USA har lokket Rusland i en fælde.

I et endnu bredere perspektiv er der stor opbakning til synspunkter, som er kritiske overfor en verden, som efter afviklingen af de undertrykkende kolonisystemer stadig er domineret af vestlige lande og institutioner. Derfor opstår der sympati for Ruslands modstand imod USA og Europa. En lignende situation sås omkring situationen i Syrien, hvor en stor del af Mellemøsten var solidariske med Assad, fordi han også repræsenterede modstanden mod Vesten og USA.

Det er de samme strømninger, som Kina bruger i sin globale ekspansion. Her handler det om at bygge alternative institutioner, der kan konkurrere med og på sigt erstatte de vestlige institutioner. Et godt eksempel er Den Asiatiske Investeringsbank (AIIB) med hovedkvarter i Kina, men med mere end 100 medlemslande – altså mere end halvdelen af verdens lande – og som gennemfører omfattende investeringer især i Asien. Også økonomiske alliancer, handelsaftaler, årlige konferencer og topmøder skabes ud fra denne logik: at skabe alternativer til vestligt dominerede institutioner. Eller endnu mere tilspidset: at bryde USA’s hegemoni og bygge en parallel verdensorden. Midt i Vestens forsøg på at isolere Rusland holdt BRICS-landene den 18. juli deres 14. topmøde, og Putin kunne optræde sammen med regeringslederne fra Indien, Brasilien, Sydafrika og Kina, uden at Ukraine blev nævnt med ét ord. Den eneste dækning af topmødet i danske medier er enkelte analyser på TV2.dk og i Weekendavisen. Hvor mange danskere har mon læst de to artikler?

 

Den eneste dækning af BRIC-topmødet i danske medier er enkelte analyser på TV2 og i Weekendavisen. Hvor mange danskere har mon læst de to artikler?
_______

 

Ligeledes omgår Rusland sanktionerne med parallelimport, så der stadig er adgang til mange vestlige varer i Rusland. Den kommende iPhone 14, som udkommer til september, forventes eksempelvis i Moskva med en måneds forsinkelse! Men hvor er Vestens politiske reaktion på parallelimporten?

Nogle lande uden for Europa har også øget deres import fra Rusland. Indiens import af olie fra Rusland er eksempelvis øget kraftigt på trods af bl.a. amerikansk pres. Rusland er gået fra at være en meget lille olieeksportør til Indien, til at være den næststørste leverandør til Indien. Og formentlig er noget af den olie også eksporteret videre til vestlige lande.

 

Vesten er naiv

I den offentlige debat i Vesten – og især blandt ledende politikere – ignoreres de anti-vestlige strømninger. Som om de kan ties ihjel. Det samme gælder medierne i Vesten, som næsten ikke beskæftiger sig med hverken vores voksende isolation, modstanden mod Vesten eller de alternative verdensopfattelser. Vesten lukker sig om sig selv, og medierne bidrager til, at borgerne i Vesten knap opdager, hvor alene vi står i Ukrainespørgsmålet. Vi ser ikke, at der er stærke strømninger i verden, som ser Vesten og især USA som medansvarlige for krigen i Ukraine. At de ledende politikere i Vesten heller ikke offentligt tager stilling til andre landes passivitet eller direkte støtte til Rusland, bidrager endnu mere til, at vi får en ensidig og lukket offentlig debat.

Lukketheden og ensidigheden er grundlæggende naiv. Især fordi en realistisk politik ikke kan laves uden at inddrage relevant viden. For at træffe de rigtige valg i international politik, er vi nødt til at have en politisk og offentlig debat, som inddrager mest mulig relevant viden, og som bygger på realistiske billeder af verden. Endnu mere principielt så bliver demokratiske diskussioner en illusion, hvis ikke vi forholder os til alternative verdensopfattelser, men blot lukker os inde i vores egen snæversynede selv- og verdensopfattelse.

Hvis ikke Vesten tager de alternative verdensopfattelser alvorligt, kan vi få samme bratte opvågning, som vi fik da Rusland angreb Ukraine. Rusland har gennem de seneste 10 år i stadig skarpere vendinger protesteret imod EUs og især NATOs udvidelse imod øst. Det blev dels ignoreret, dels ikke taget særligt alvorligt. På samme måde kan vi måske blive overraskede over, at sanktionspolitikken ikke kommer til at være helt effektiv overfor Rusland, fordi mange lande fortsætter og måske endda udvider handlen med Rusland. Eller vi kan blive overraskede når Kinas voksende indflydelse i mange lande fører til etableringen af alternative institutioner, som mange lande tilslutter sig. I virkeligheden er det ikke så overraskende. Vi glemte bare at høre efter, hvad mange lande og regeringer, men også borgere og offentlige debatter i landene egentlig siger. At høre efter betyder IKKE, at vi skal være enige eller føje os. Men vi skal være bevidste om alternative verdensopfattelser, anerkende dem og agerer rationelt i forhold til dem. Ikke blot lade som om de ikke eksisterer.

Krigen i Ukraine udløste en demaskering af Ruslands svaghed. Men krigen i Ukraine har også demaskeret Vestens isolation. Det har vi i Vesten meget sværere ved at se. Det er jo altid lettere at se splinten i modpartens øje, men bjælken i ens eget øje kan være svær at se. På lang sigt kan det være et af Vestens største problemer: Vi har ikke opdaget eller erkendt vores egen voksende isolation. ■

 

På lang sigt kan det være et af Vestens største problemer: Vi har ikke opdaget eller erkendt vores egen voksende isolation
_______

 

Roger Buch (f.1967) er ph.d., cand.scient.pol. og centerleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. 

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland