Roger Buch i RÆSON SØNDAG: Bliver det et jordskredsvalg eller et bølgeskvulp? Det vil den internationale krise afgøre
30.10.2022
Hvis den sikkerhedspolitiske eller den økonomiske krise eskalerer, accelererer eller forværres voldsomt efter valget, vil dette års folketingsvalg ikke blive det annoncerede jordskred, som handlede om velfærdskrisen, men tværtimod et glemt bølgeskvulp. Den internationale krise kan blæse velfærdskrisen af banen.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.
Af Roger Buch, ph.d., cand.scient.pol., forskningslektor, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
”Midt i en international krise – sikkerhedspolitisk, energipolitisk, økonomisk – så er det selvfølgeligt ejendommeligt med et folketingsvalg. Det er ikke desto mindre det, der er ønsket fra et flertal i Folketinget. Derfor har jeg i dag meddelt Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget.” Sådan startede pressemødet, da statsminister Mette Frederiksen annoncerede folketingsvalget 2022. Og netop den internationale krise blev sekundær i valgkampen – uanset at vi står i den værste sikkerhedspolitiske krise siden 2. verdenskrig.
Både den sikkerhedspolitiske, energipolitiske og økonomiske krise blev kort efter statsministerens annoncering af valget blæst af banen af en anden og i politikere og mediers øjne mere nærliggende krise: velfærdskrisen. Men skulle den sikkerhedspolitiske eller økonomiske krise forværres efter valget, vil historien hurtigt blæse velfærdskrisen af banen og omgøre valget til et glemt bølgeskvulp.
Jordskredsvalget
Tirsdag skal vi til valg, og valgkampen er ved at være slut. Men hver femte vælger beslutter sig først hen over weekenden og de sidste dage op til valget. Der er formentlig 10 pct., som først beslutter sig på selve valgdagen. Så selvom valget ikke er afgjort, kan regnskabet allerede i grove træk gøres op. Allerede inden valgkampen blev sat i gang, blev der talt om et nyt jordskredsvalg. Ender det sådan?
Ja, rent partimæssigt venter store, historiske skred med valgets ubestridte vindere, Moderaterne og Danmarksdemokraterne, og med valgets ufravigelige tabere; Venstre, DF og Det Radikale Venstre. Årsagerne for taberne er primært historiske. Den dybe splittelse og mange års magtkamp i Venstre – med Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen som kamphanerne i runde et, og Inger Støjberg og Ellemann Jensen i runde to samt Dansk Folkeparti, der siden valgsejren i 2015 har været på én lang glidebane med Kristian Thulesen Dahl og Morten Messerschmidt som hovedaktører. Selv om kampen om magt og politik er vævet sammen, fremstår de to partiers deroute mest af alt som udslag af magtkamp mere end uenighed om politik. Og endelig Det Radikale Venstre, hvor Morten Østergaards krænkelser, Sofie Karstensen Nielsens involveringen i håndteringen af krænkelserne og hendes forvaltning af formandskabet udgør hovedforklaringerne. Partiet fik en stor valgsejr i 2019 med 8,6 pct., men blev næsten halveret i tiden efter Morten Østergaards afgang som formand. Det lykkedes partiet at kæmpe sig op over 6 pct. igen, men med kravet før sommerferien om et folketingsvalg begyndte en ny nedtur, som har ført partiet ned på 4 pct. – og dermed en anelse lavere end efter den nedtur, som Morten Østergaards exit udløste. På den baggrund kan bevægelserne mellem de store vindere og tabere ved dette valgumiddelbart se ganske substansløst ud – men hvad har valget så handlet om rent politisk og substantielt?
Det kommunale folketingsvalg
Folketingsvalget 2022 blev i virkeligheden et kommunalvalg: Sundhed og ældrepleje voksede som emne gennem valgkampen, overhalede endda klima og miljø, og endte som valgkampens ubestridte vigtigste emner. På tredjepladsen lå skoler og børnepasning, og samlet stod velfærdsemner for 40 pct. af de politikercitater, som blev fanget i den medieovervågning af traditionelle medier og sociale medier, som forskere fra Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet gennemførte fra 16 september og hele vejen gennem valgkampen. Emner som dominerede var altså i virkeligheden politikområder, som styres af kommuner og regioner – og ikke af Folketinget. Valgkampen har dermed blotlagt og tydeliggjort den velfærdskrise, som langsomt men sikkert har sneget sig ind i den kommunale og regionale velfærd i de seneste årtier.
Velfærdsmodellen eller hele samfundsmodellen er reelt truet. Men løsningen på kort sigt findes reelt ikke – og slet ikke på det nationale niveau
_______
Velfærdskrisen er reel, men hvilke løsninger venter efter valget?
Der er ingen tvivl om, at velfærdskrisen er ekstremt alvorlig og sætter hele den danske velfærdsmodel under pres. Krisen udspringer af en demografi som kombinerer store årgange af ældre med små årgange af unge, og en offentlig økonomi, som reelt ikke er vokset siden slutningen af 1980’erne, og det betyder, at velfærdssamfundet ikke kan levere den service og hjælp til unge, gamle og udsatte mennesker, som er modydelsen og gevinsten ved ét af verdens højeste skattetryk. Men hvis modydelsen – service som betaling for skat – mindskes og forringes, hvorfor skal borgerne så i fremtiden acceptere prisen i form af skattetrykket? På lang sigt kan opbakningen til velfærdssamfundet forvitre, hvis ikke kvaliteten af den offentlige service er rimelig.
Velfærdsmodellen eller hele samfundsmodellen er reelt truet. Derfor er det logisk, at velfærdsdebatten har fyldt meget i valgkampen. Men løsningen på kort sigt findes reelt ikke – og slet ikke på det nationale niveau. Der kan ikke på kort tid trylles hverken mere udenlandsk arbejdskraft eller flere nyuddannede frem. På kort sigt er det kun kommunerne og regionerne, som kan løse problemerne ved øjeblikkelig lokal afbureaukratisering, fokus på godt arbejdsmiljø og medarbejdertrivsel hos de pressede ansatte samt bedre ledelse i hverdagen på de kommunale arbejdspladser.
Inflationen spøger
De økonomiske problemer var – på trods af de stigende priser og renter – kun på femtepladsen over emnerne i valgkampen. Inflationen er vokset efter Ruslands angreb på Ukraine den 24. februar, men de voldsomme prisstigninger startede allerede i efteråret 2021 længe før krigen. De afspejler en række økonomiske ubalancer i verden, som populært kan beskrives som et tiår på økonomiske steroider: et renteniveau, som af nogle er beskrevet som det laveste renteniveau i 5.000 år, og en exceptionelt lempelig pengepolitik. Udviklingen har skabt boligbobler, aktiebobler og forbrugsbobler, som nu smelter sammen i en inflationseksplosion. Den stigende rente, som er svaret fra centralbankerne, kan måske løse inflationsproblemet, men der er en oplagt mulighed for, at det samtidig punkterer nogle af boblerne og udløser en økonomisk krise, således som det allerede er påpeget af både Verdensbanken, EU-kommissionen og det danske finansministerium. Vurderingerne af den økonomiske vækst for 2022, 2023 og 2024 rasler således ned i analyse efter analyse.
Og kommer der en regulær global økonomisk krise i stil med finanskrisen i 00’erne, vil velfærdsdiskussionen lynhurtigt glide ned på de kommende politikeres og den kommende regerings dagsorden. Så vil kampen for at redde arbejdspladser og bekæmpe arbejdsløshed blive prioritet højest. Og hvis man blandt offentligt ansatte vejrer en vis optimisme i øjeblikket på grund af valgkampens hovedtemaer, så skal man huske, hvad der skete under finanskrisen: 35.000 færre ansatte i kommunerne. Det er også værd at bemærke, at antallet af ansatte i regionerne og staten IKKE faldt under finanskrisen. Staten lånte sig blot gennem krisen, og regionerne var på grund af kommunalreformen ikke længere ansvarlig for deres egne indtægter, da de mistede skatteudskrivningsretten, så regeringen og Folketinget lånte blot penge til regionernes og statens eget forbrug. Den mulighed har kommuner ikke.
Når der er krise, og kommunerne oplever faldende indtægter på grund af øget arbejdsløshed, så er der nemlig kun én løsning for kommunerne: reduktion i antallet af ansatte, fordi de ansatte er den absolut vigtigste udgiftspost. Før finanskrisen i 2007 og 2008 var der næsten lige så stor arbejdskraftmangel på det offentlige arbejdsmarked, som der er nu. Men to-tre år senere var problemet ikke mangel på arbejdskraft, men afskedigelse af arbejdskraft. Så den velfærdskrise, som dokumenteres nu med svigt overfor børn, ældre og handicappede, kan blive endnu værre, hvis den økonomiske krise for alvor rammer. Kommunerne vil igen blive tvunget ud i store fyringsrunder, og færre lærere, pædagoger og SOSU’er er lig med dårligere service.
Folketingspolitikernes løfter i valgkampen om flere penge til løn og til flere ansatte på nogle områder i kommunerne kan altså lynhurtigt blive afløst af en virkelighed, hvor antallet af ansatte falder, fordi kommunekasserne er tomme. Et scenarie, der står i skærende kontrast til valgkampens dominerende løsningsforslag.
Bliver den internationale sikkerhedspolitiske krise langvarig, så kan nødvendigheden af endnu højere militærudgifter blive stor – enten fordi danske politikere selv ønsker det, eller fordi NATO og vores allierede presser på for det
_______
Den sikkerhedspolitiske krise
Selv om der i valgkampen blev drysset godt rundt med både blå og røde løfter om milliarder til lønstigninger for offentligt ansatte, klimainvesteringer og meget andet godt, så er den største økonomiske satsning i det kommende årti på et helt andet område: Militæret. Det nationale kompromis fra foråret – indgået af Socialdemokratiet, SF, De Radikale, Venstre og Konservative – disponerer over hovedparten af det økonomiske råderum.
Og det er måske kun i bedste fald. Målsætningen om militærudgifter på 2 pct. Af BNP, er nemlig langt under topniveauet under Den Kolde Krig, hvor Danmark lå på næsten 2,5 pct. Omkring 1980 og i 1962-1963 faktisk på hele 3 pct. – altså netop på tidspunkterne omkring den sovjetiske invasion i Afghanistan og Cuba-krisen. Og Cuba-krisen er netop det, som den amerikanske præsident Biden har sammenlignet den nuværende situation med. Dagen efter udskrivelsen af folketingsvalget kom præsident Biden således med en ildevarslende melding: “For the first time since the Cuban Missile Crisis, we have a direct threat to the use of nuclear weapons, if in fact things continue down the path they’d been going,… we have not faced the prospect of Armageddon since Kennedy and the Cuban missile crisis.” Bliver den internationale sikkerhedspolitiske krise langvarig, så kan nødvendigheden af endnu højere militærudgifter blive stor – enten fordi danske politikere selv ønsker det, eller fordi NATO og vores allierede presser på for det.
På trods af dette har valgkampen ikke handlet om den internationale krise, krigen i Ukraine eller dansk forsvarspolitik. Der kom indledningsvis et forsvarspolitisk udspil fra regeringen, som i et døgn eller to skabte fokus på området, men derefter røg debatten tilbage på velfærdssporet. På trods af en historisk krise i europæisk sikkerhedspolitik og verserende diskussioner om brug af atomvåben i krigen, og mens regeringerne i Europa forbereder sig på både militære svar herpå, og på hvordan panik i befolkningerne, hamstring og flugt ud af byerne kan undgås.
På trods af alt dette er krigen kun blevet en ramme eller en præmis, som har ligget omkring valgkampens egentlige emner. Velfærdsdebatten har handlet om manglen på hænder og penge, men årsagen til pengemangel i de kommende år er ikke mindst den kommende militære oprustning. Inflationen er også øget yderligere på grund af krigen – valgkampen har handlet om mangel på penge og inflationen, men årsagen – den internationale krise – har ikke i sig selv været et stort emne.
2022 kan blive det glemte jordskredsvalg
Kommer den økonomiske krise eller forværres den sikkerhedspolitiske krise, vil velfærdsvalget 2022 hurtigt være glemt. Så vil der ikke være penge til velfærd eller også skal endnu flere penge bruges på øgede militærudgifter. Men folketingsvalget vil blive husket for noget under alle omstændigheder; nemlig de monumentale vælgerbevægelser mellem partierne – og især inden for blå blok.
Det er nemlig ikke for tidligt at konkludere, at de får et forfærdeligt folketingsvalg. Før sommerferien fik den blå blok et stort vælgermæssigt løft og var i førertrøjen hele vejen frem til lige før udskrivelsen af valget. I ugen op til valget kom rød blok igen svagt foran. Efter udskrivelsen af valget gik det helt galt: Den røde blok fik yderlige øget opbakningen en smule, mens Moderaterne fik massiv fremgang fra 4 pct. til 9 pct. Faktisk lå Moderaterne på 3 pct. i midten af september, så partiet blev tredoblet på halvanden måned. Især Det Konservative Folkeparti betalte prisen med en nedgang fra 15-16 procent i slutningen af august til 6-7 procent. En af de største og hurtigste tilbagegange for et parti under en valgkamp – dog overgået af Ny Alliance, som i 2007 gik fra 11 procent i majsnittet til 2,8 procent ved valget i 13. november – nok et større fald, men ikke nær så hurtigt som Det Konservative Folkepartis lyndyk ved dette valg. Moderaterne står til at blive valgets helt store sejrherre, men også Danmarksdemokraterne får et flot valg, selv om partiet ikke har haft en særlig tydelig valgkamp – hvilket jo er helt naturligt, når flygtninge- og indvandrere har ligget på et ekstremt lavt niveau som emne. Flygtninge- og indvandrere-temaet ender formentlig på det laveste niveau siden 2011 valget, hvor den økonomiske krise overskyggede alt andet.
Med store vælgerskred og to nye succesfulde partier – og måske et eller to partier som ryger ud af Folketinget – er jordskredsvalget sikret rent partimæssigt. Emnemæssigt blev det også et jordskred i retning af velfærd og velfærdskrisen. Men efter valget kan den sikkerhedspolitiske og økonomiske krise hurtigt gøre jordskredsvalget til det glemte jordskredsvalg. Og dermed kan velfærdskrisen også glide i baggrunden – selv om den er så reel og så alvorlig som aldrig før.
Hvilken regering kan det så ende med? Spillet efter valget ser meget åbent ud. Nogle positioner står som før valget: Socialdemokraterne og Moderaterne ønsker regering hen over midten. De blå partier, som før valget entydigt ønsker en blå regering, har ikke meget at have det ønske i, hvilket Venstre også modstræbende har signaleret i valgkampen sidste uge: måske skal der findes en anden løsning. Den internationale situation peger i virkeligheden imod en national samlingsregering, men som valget har demonstreret med al tydelighed, så er det IKKE den internationale situation, som står i centrum af magtkampen under et folketingsvalg. Så det gør den sikkert heller ikke bagefter. Ellers vil en SMV-regering nok være et godt bud. Men uanset hvilken regering, som kommer, så er det næppe folketingsvalget eller vælgerne, som sætter dagsordenen for de kommende år. Det gør den internationale situation – altså alt det, som valgkampen ikke handlede om. ■
Hvilken regering kan det så ende med? Spillet efter valget ser meget åbent ud
_______
Roger Buch (f.1967) er ph.d., cand.scient.pol. og centerleder på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen udskriver valg på Marienborg, 5. oktober 2022 [FOTO: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
