25.09.2022

Som Rusland falder tilbage, og Ukraine vinder frem, ser vi i Vesten stadigt håbefuldt på udviklingen østpå. Men som Ruslands krig trækker alle landets ressourcer mod vest, åbner der sig nu tomrum på tværs af en tiltagende ustabil og usikker region i det gamle sovjetområde. Trods selvopfattelsen som ubestridt regional stormagt var Rusland aldrig særlig dygtig til at holde orden i nabolandene. Nu mørknes det mod øst.




I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Rasmus Nilsson i RÆSON SØNDAG

Rusland falder tilbage, og Ukraine vinder frem. Selv i lyset af Vladimir Putins nylige mobilisering i Rusland ser vi i Vesten stadigt håbefuldt på udviklingen østpå. Hvor vi førhen frygtede, at Rusland gradvist kunne træde Ukraine under fode, ser vi nu en reel chance for, at Ukraine kan vinde krigen. At Rusland kan blive sat på plads. At Ruslands præsident kan blive svækket og måske blive afsat.

Naturligvis skal vi støtte ukrainerne og rose deres mod. Naturligvis skal vi tage afstand fra Ruslands farlige og udmattede stormagtsdrømme. Men vi skal huske på, at de gode nyheder fra Ukraine langt fra betyder, at alt er godt igen.

 

Hvis styret i Moskva på falderebet står og mangler en sejr, og ikke kan få den i Ukraine, så ville en udvidelse ind i Belarus måske passe Putin fint
_______

 

Har russerne flere kort på hånden?

For det første kan det jo tænkes, at Rusland slår igen mod Ukraine. I tirsdags annoncerede Putin en delvis mobilisering af Ruslands store befolkning. Herudover har russerne stadigt en del artilleri (af svingende kvalitet), måske mulighed for at købe mere (fra lande som Iran og Nordkorea) samt – ja – atomvåben.

I min vurdering, er det nu ikke så sandsynligt, at Putin smider et atomvåben i Ukraine (bl.a. fordi han aldrig kan være helt sikker på, at det russiske militær ville adlyde den ordre), men i de kommende uger og måneder kan mange flere mænd fra Rusland naturligvis blive inddraget i krigen. Selv hvis det ikke nødvendigvis ville være så brugbart militært, må vi huske på, at des flere russere, der bliver direkte indblandet i forbrydelser i Ukraine (og i Rusland), des flere russere vil have interesse i, at der ikke kommer regimeskifte i Moskva.

Nord for Ukraine har Rusland også stadig – og måske i stigende grad en vital – interesse i Belarus?. Den lokale regering er de seneste år blevet dybt afhængig af Putins velvilje – og Putins pengepung. Javel, Belarus’ leder, Aleksandr Lukasjenko, har holdt sine tropper ude af Ukraine. Han ved godt, mytteri kunne være i kortene, hvis belarusere blev smidt i kamp. Og Lukasjenko ville kæmpe – med næb og kløer – for at forhindre, at Rusland helt overtog hans land, idet en sådan overtagelse med stor sandsynlighed ville forårsage Lukasjenkos fald eller i hvert fald gøre ham magtesløs. Men hvis styret i Moskva på falderebet står og mangler en sejr, og ikke kan få den i Ukraine, så ville en udvidelse ind i Belarus måske passe Putin fint. I den forbindelse ville Rusland kunne benytte sig af den såkaldte fælles ”Unionsstat”, som Rusland og Belarus officielt set har haft som målsætning, siden Boris Jeltsin var russisk præsident.

Hvorfor skulle vi så bekymre os om det i Vesten? Vi har jo allerede afskrevet Belarus som hørende til ”ovre på den anden side” i hvert fald så længe Lukasjenko kan sikre sig, at oppositionsledere holdes fængslet eller i eksil. Men hvis Rusland indlemmede sin mindre nabo, kunne det bruges af styret i Moskva til at sige – derhjemme og i udlandet – at Rusland stadigt har succes. At Rusland stadigt er på vej fremad. At Rusland har retfærdigheden på sin side og folkelig opbakning i regionen.

En fortælling, der også ville kunne styrkes med tiden af nye russiske fremstød andetsteds – måske ved at hjælpe politiske sympatisører i parlamentsvalg eller vedholde kontrol over dele af energisektoren i vestlige lande (eksempler herpå kunne vedrøre gas- og atomsektorerne i Ungarn)– netop den slags initiativer, som Rusland det seneste årti har lagt meget vægt på.

 

Rusland var aldrig særligt dygtig til at holde orden i nabolandene – på trods af selvopfattelsen som en ubestridt regional stormagt
_______

 

Et tomrum vil blive fyldt

Men det er måske ikke så meget et russiske udfald, der vil blive problemet, som Ruslands stadigt svagere evne til at tage kontrol i sit nærområde. For hele det postsovjetiske område omkring Rusland er i bevægelse.

Kinas præsident har netop mødtes med sin russiske modpart i Centralasien, og selv om han da var høflig nok over for Putin, var det tydeligt, hvem der havde brug for hvem. Kina er Ruslands allierede, men kun i det omfang, forholdet giver mening for Kina. Og hvis Rusland bliver Kinas følgesvend, kan det måske godt skræmme alle de i Vesten – og særligt i USA – som ser Kina som den store udfordring i de kommende år.

På et mere regionalt plan har vi Tyrkiet. Ankara har formelt set været Vestens allierede siden 1952, da man blev medlem af NATO. I de senere år har landet så nærmet sig Rusland økonomisk og militært – til dels fordi man følte sig forsmået af Vesten generelt og af EU i særdeleshed. Men med en økonomi, der er meget hårdt ramt, og en stadigt mere højlydt politisk opposition, ser Tyrkiets ledelse fordel i også at gå sine egne vegne – for eksempel i Kaukasus, hvor historiske forbindelser til regionen og en delvist transnational tyrkisk kulturel identitet gør Tyrkiet til en alvorlig konkurrent til Rusland. De seneste år har vi således set, hvordan Tyrkiet har støttet Aserbajdsjan militært og politisk mod Armenien på trods af Ruslands militære ressourcer i, og kulturelle tilknytning til, sidstnævnte.

Og det er ikke kun stater, der kan udfylde tomrummet efter Rusland; manglen på stater kan gøre det samme. Fra Afghanistan er der let adgang til den eurasiske steppe. Med nogle af verdens længste grænser er det svært at håndhæve kontrol i regionen, hvorigennem der kan føres våben og narkotika mod Centralasien, Rusland eller Vesten. De postsovjetiske stater er fuldt bevidste om den risiko – lokalt sikkerhedssamarbejde har hidtil været rettet mod interne trusler i langt højere grad end mod en spekulativ trussel fra NATO eller Vesten i øvrigt, selv hvis Rusland i disse dage måtte ønske sådanne prioriteringer ændret. Men når Rusland nu i stigende grad virker ude af stand til at håndtere sådanne interne trusler, er det svært at se, hvilke andre stater står klar til at fylde det tomrum.

 

Rusland ville gerne forsat lede Centralasien, men er i stigende grad ude af stand til det. Og selvom Kina måske delvist gerne vil og kan tage en sådan rolle på sig, er kinesisk indflydelse upopulær blandt betragtelige dele af de centralasiatiske befolkninger
_______

 

Regionen omkring Rusland brænder

Rusland var aldrig særligt dygtig til at holde orden i nabolandene – på trods af selvopfattelsen som en ubestridt regional stormagt – og det er bestemt ikke min mening her at argumentere for Ruslands ret til at være regional stormagt! Men omverdenen skal være varsom over for, at der i dag er mange lokale slagsmål klar til at blusse op. For som Ruslands krig i Ukraine trækker alle ressourcer og fokus mod vest, åbner sig pludselige magt- og sikkerhedspolitiske vakuummer mod syd og øst i det postsovjetiske rum.

Som jeg hentydede ovenfor, har vi nu igen grund til at være opmærksomme på krigen i Kaukasus mellem Aserbajdsjan og Armenien. En krig, der på sin vis har været i gang siden sovjettiden og som har været mere eller mindre aktiv siden 2020, med to modstandere, hvis statslige identitet kræver sejr og ikke kan tåle kompromis. Aserbajdsjan gør krav på området Nagorno-Karabakh med henvisning til international ret, mens Armenien søger at holde fast på samme område med henvisning til lokal selvbestemmelse. I fraværet af tredjeparters indblanding er det derfor i dag svært at se Aserbajdsjan og Armenien løse deres strid uden blodig kamp.

Længere østpå kan vi så nu igen se væbnede sammenstød mellem Tadsjikistan og Kirgisistan. Grænserne i Centralasien har været usikre siden Sovjetunionens sammenbrud, til dels fordi Sovjetunionen søgte at gennemføre en del-og-hersk politik i regionen ved at gøre grænsedragningerne mellem de lokale republikker meget komplicerede, men også fordi at lokale regeringer i de postsovjetiske år ofte har manglet ressourcer til at sikre deres statssuverænitet. Så når der nu til dags udbryder vold, er det langt fra altid planlagt fra centralt hold. Mere regional sikkerhed kunne måske stadigvæk fås ved et regionalt samarbejde, men de fem centralasiatiske lande kan ikke beslutte sig for, hvem af dem der i så fald skulle tage styringen, og Usbekistan og Kasakhstan er i særdeleshed uenige herom.

Rusland ville gerne forsat lede regionen, men er i stigende grad ude af stand til det. Og selvom Kina måske delvist gerne vil og kan tage en sådan rolle på sig, er kinesisk indflydelse upopulær blandt betragtelige dele af de centralasiatiske befolkninger, der frygter for deres staters suverænitet og i nogle tilfælde har etniske forbindelser til uyghurerne i Xinjiang, som i de senere år har været udsat for stærkt kritisable tiltag fra Beijing.

Læseren kan spørge sig selv om, hvorfor vi skal bekymre os om sådan uro i et område langt fra vores kyster? Som i tilfældet med Ukraine kan vi naturligvis tage en interesse i de postsovjetiske lande for landenes og befolkningernes egen skyld. Men herudover er der også klare sikkerhedspolitiske problemer for Europa og Danmark. Krig og anden uro holder sig sjældent ved et land, men spreder sig på tværs af nabolandes grænser. Svækkede stater i Kaukasus og Centralasien kan ikke bremse kriminalitet på vej mod Vesten og har også mulighed for at sende flygtninge den vej, som vi fx har set fra Afghanistan.

 

Kasakhstans ledelse har fjernet sig stadigt mere fra Rusland siden februar, og Tokajev har talt om behovet for demokratiske ændringer i landet. Men at den kasakhiske leder skulle være klar til at indføre noget, der reelt ville indbefatte folkelig kontrol med hans regime, ser vi ikke tegn på
_______

 

Demokrati mod øst

De seneste år har global politisk debat været stærkt præget af frygten for demokratiets og liberalismens tilbagetog – ikke mindst i de liberale vestlige demokratier. Men demokratiets problemer er værd at bemærke også uden for Vesten; herunder i Ruslands nærområde.

Et af de få lykkelige udfald fra Ruslands krig i Ukraine har været Vestens solidaritet med alle de lande, der kunne blive Moskvas næste mål; man har tydeligvis forstået, at lande som Moldova ville være langt bedre i stand til at modstå russisk undergravende virke, hvis liberalt demokrati (og mærkbar socioøkonomisk udvikling) var i lokal fremgang. I den forbindelse har det været særligt glædeligt at se de baltiske stater – med deres livlige civilsamfund og sunde politiske debat – stå som bannerførere for det liberale demokratis værdier og med solidarisk støtte til Ukraines kamp for at blive en del af den demokratiske verden.

I skærende kontrast hertil har formørkelsen af Rusland været sigende og beskæmmende. Et styre, der allerede var kendt for sin intolerance og periodiske accept af voldelig undertrykkelse, har i lyset af krigen søgt helt at fjerne de russiske mediers og den russiske befolknings mulighed for at stille spørgsmål og kritisere deres ledere.

Den samme tendens ses mange steder i det postsovjetiske område, selv om omverdenen måske knap nok bekymrer sig herom. Så sent som i januar dette år skød politiet folk på gaderne i Kasakhstan – et selvudnævnt europæisk land – og regimets udtrykte ønske sidenhen om at ”lytte til folket” har ikke ligefrem ført til selvransagelse i forhold til de nylige massakrer. Naturligvis skal det bemærkes, at Kasakhstans ledelse – under præsident Kassym-Jomart Tokajev – har fjernet sig stadigt mere fra Rusland siden februar, og at Tokajev har talt om behovet for demokratiske ændringer i landet. Men at den kasakhiske leder skulle være klar til at indføre noget, der reelt ville indbefatte folkelig kontrol med hans regime, ser vi ikke tegn på.

Og demokratiets kår, især i en liberal forstand, er ofte endnu ringere, når vi kigger rundt om i den postsovjetiske region. Turkmenistan er et af verdens mest autoritære stater – Aserbajdsjan og Tadsjikistan er ikke meget bedre. Usbekistan har brugt mange kræfter på at fremme landets ry i Vesten, men er mestendels stadigt et centraliserende diktatur. Kirgisistan, Georgien og Armenien har set betydelig folkelig påvirkning af regeringerne det seneste tiår, men man kan ikke heraf slutte, at de, der kom til magten, nødvendigvis støtter demokrati i vestlig forstand. I Kirgisistan har populismen i dag gode kår, til skade for retsstaten, og lignende tendenser har man også set på tværs af landene i Kaukasus.

Måske er den udvikling ikke så overraskende for Vesten. I det omfang folk har vidst noget om forholdene i Rusland eller mange af dets naboer er disse siden sovjettiden mestendels blevet set som håbløst autoritære. Men hvad med alle vores nye venner i Østeuropa? Oppositionen i Belarus overraskede mange glædeligt i Vesten ved dens modige opstand mod Lukasjenko i 2020 – og Vestens støtte til belarusiske ledere som Svitlana Tikhanouskaja har varet ved. Men samtidigt har befolkninger og regeringer i Vesten også i stigende grad mistet troen på, at Tikhanouskaja og hendes allierede nogensinde ville kunne vælte Lukasjenko.

I modsætning hertil virker det i dag som om, at ukrainerne måske har en chance for en liberal demokratisk fremtid. Og det kan bestemt ikke benægtes, at den ukrainske befolkning kæmper bravt for sig selv og for menneskelig værdighed. Men vi bør huske på, at før krigen blussede op igen i februar – selv før Rusland begyndte sin invasion af Ukraine i 2014 – var Ukraine på mange måder et dårligt styret land, præget af korruption og populisme, og langt fra Vestens forestilling om en ideel samarbejdspartner. Så før vi kan sige med sikkerhed, at efterkrigstidens Ukraine får succes, skal vi være klar til at hjælpe landet meget med at hjælpe sig selv til langvarig stabilitet og god regeringsførelse – også efter en ukrainsk militær sejr over Rusland.

 

Vi bør huske på, at før krigen blussede op igen i februar, var Ukraine på mange måder et dårligt styret land, præget af korruption og populisme, og langt fra Vestens forestilling om en ideel samarbejdspartner
_______

 

Ruslands økonomiske krise skaber ringe i vandet

Sådan hjælp skal ikke blot være moralsk og politisk, men også økonomisk. Som i andre lande rundt om i verden er befolkningerne i og omkring Rusland hårdt ramt at stigende inflation. De baltiske stater døjer med inflation over 20 pct., men de har små og omstillingsparate økonomier, der kan få og allerede får hjælp fra EU.

Hvem hjælper Ukraine – især på længere sigt, skulle støtten og prioriteter i Vesten svinde ind – eller lande som Belarus eller Rusland for den sags skyld. Ruslands økonomi bliver gradvist hårdere ramt ikke bare af sanktioner, men også af manglende strukturelle reformer, der har plaget landet i lang tid; et problem der går igen i Belarus. Og hvis svaret er, at vi i hvert fald ikke skal hjælpe regimer, der har startet og støttet massemord i Europa, er det forståeligt nok, men armod i en økonomi (især en så stor som den russiske) har en tendens til ikke at blive inden for landets grænser.

For der er et andet lurende økonomisk problem østpå, som vi i Vesten ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på. Rusland har hidtil ikke blot forsynet Europa og andre lande med energi; det har også fungeret som markedsmæssigt epicenter for et stort antal arbejdere og firmaer i landene omkring. Selv i Baltikum har man kun gradvist kunnet løsne sig fra afhængighed af Rusland; Ukraine var afhængigt indtil krigen, og den afhængighed er endnu mere udtalt i de fleste postsovjetiske lande. Ikke mindst i Centralasien, hvor Tadsjikistan og Kirgisistan siden Sovjetunionens sammenbrud har været økonomisk afhængig af indbyggernes mulighed for at tage arbejde i Rusland. Sådant arbejde vil ikke let kunne erstattes af lignende muligheder i fx Kina, lige som eksport af varer fra mindre postsovjetiske økonomier ofte vil have svært ved at trænge ind på markeder uden for regionen. Så nu hvor den russiske økonomi bliver stadigt mere svækket, vil det få følgevirkninger i mange lande meget svagere end Rusland og med langt større risiko for intern ustabilitet og vold.

I sidste ende stammer alle disse problemer fra den underudvikling, der fulgte Sovjetunionens sammenbrud. Efter de første år, hvor Vesten gav meget hjælp blev behovet for støtte til den del af verden glemt – dels grundet Krigen mod terror og dels fordi flere postsovjetiske regimer syntes – på overfladen – at have godt styr på tingene. Den lokale levestandard gik noget fremad – i hvert fald i en tid – og folkelig utilfredshed hørte vi jo ikke så meget til (og var vi måske heller ikke så interesserede i).

Således var Putin ganske vist en tyran, men han var også dygtig (eller det troede vi i hvert fald). Og i de større byer i Rusland og andetsteds i regionen så man stigende velstand, ny arkitektur og smart PR, der stillede en blomstrende region i udsigt? Men med meget få undtagelser spredte velstanden sig aldrig bredt; og despoterne havde stadigt færre planer for andet eller andre end sig selv.

Den tendens ser kun ud til at fortsætte nu. Ruslands ledelse lader til at have opgivet alle planer for at langtidssikre landets og befolkningens velvære. I Kasakhstan har Tokajev måske mere strategisk forståelse – men Kasakhstan har også langt flere økonomiske virkemidler end stort set alle de andre postsovjetiske stater, hvor langtidsholdbar økonomisk strategi måske bliver svær at lægge uden Rusland.

 

Vi skal i hvert fald ikke hjælpe regimer, der har startet og støttet massemord i Europa, men armod i en økonomi (især en så stor som den russiske) har en tendens til ikke at blive inden for landets grænser
_______

 

Vi skal undgå et nyt kollaps i sovjetregionen

Hvis Rusland søgte fred med Ukraine og trak sig ud af (det meste af) Ukraine, ville sanktioner måske kunne fjernes, og Rusland bevæges tilbage mod verdensøkonomien. Men selv hvis det skete (og det gør det næppe), ville manglen på gensidig tiltro mellem Rusland, Ukraine og Vesten være udtalt, og demografiske og økonomiske problemer forblive i regionen. Landene omkring Rusland er bevidste herom og forsøger stadigt mere at klare sig selv ved at søge partnere blandt lande som Kina, Indien og Tyrkiet. Fra Vestens side er vi nødt til at søge indflydelse her – og i Rusland når det bliver muligt – eller risikere flere problemer, der vil give efterdønninger over hele kontinentet.

Gennem langvarig støtte til Ukraine og ukrainerne – under og efter krigen – skal Vesten gøre det klart for alle de postsovjetiske regimer og deres befolkninger, at vi i høj grad er klar til at investere i regionen, så længe lokale regimer også er parat til at investere i god regeringsførelse og i stadigt bedre velfærd ikke blot for dem selv, men også for deres befolkninger.

Vi skal fastholde og fremhæve modstanden mod Ruslands krigsførelse for at gøre det klart, at Vesten står for en retsbaseret verdensorden. Og vi skal hjælpe regionen på en måde, der gør det klart for lokale befolkninger, hvad fordelen er for dem – hellere praktisk hjælp i lokalsamfund end højt profilerede former for samarbejde, hvis resultater er uforståelige for menigmand.

Hertil kan man naturligvis komme med to indvendinger. For det første kan det påstås, at postsovjetiske regimer blot vil vende sig mod Kina og måske Tyrkiet for at få økonomisk og sikkerhedspolitisk hjælp uden at skulle bevæge sig mod liberalt demokrati. Det forbliver en mulighed, men vi bør dog huske på, at Kina og i særdeleshed Tyrkiet ikke nødvendigvis har betragtelige midler til at stabilisere og opbygge den postsovjetiske region. Især fra Kina vil hjælp til regionen være forbeholdt projekter med særlig og umiddelbar værdi for Kina selv. Her kan og bør Vesten gå ind og være klar til at lave en meget mere langsigtet investering i regionen.

Den anden indvending er ganske enkelt, at den postsovjetiske region ikke er vores penge og opmærksomhed værd. At Vestens samfund er aldrende og selv har brug for betragtelige økonomiske indsprøjtninger. Dette er naturligvis korrekt. Men den ene prioritet udelukker ikke den anden. Og hvis Vesten ikke gør, hvad den kan, for at stabilisere det postsovjetiske område på lang sigt, så bliver problemerne i den del af verden ikke mindre.

Som vi heldigvis har forstået siden februar i år, er Ruslands invasion af Ukraine ikke bare noget, der vedkommer andre mennesker. Det vedkommer os. Og hvis international kriminalitet, flygtningestrømme eller masseødelæggelsesvåben i stigende grad kommer ud af hele det postsovjetiske område, så vil meget af det sandsynligvis komme i vores retning. Vi skal bekymre os om de postsovjetiske folks skæbner for deres skyld. Men vi skal også bekymre os om deres skæbner for vores egen skyld – nu og i mange år fremover. ■

 

Således var Putin ganske vist en tyran, men han var også dygtig (eller det troede vi i hvert fald). Men med meget få undtagelser spredte velstanden sig aldrig bredt; og despoterne havde stadigt færre planer for andet eller andre end sig selv. Den tendens ser kun ud til at fortsætte nu
_______

 

Rasmus Nilsson (1979) er uddannet i russisk og østeuropæisk politik ved Københavns Universitet og ved University College London. Han skrev sin ph.d.-afhandling ved University College London om russiske opfattelser af ukrainsk og hviderussisk selvstændighed. Han har undervist på Københavns Universitet og Aarhus Universitet og har de seneste år arbejdet ved University College London.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland