Professor Svend E. Hougaard Jensen: Vi bør overveje om pensionsformuen skal kunne tilgås i krisetider

06.01.2022

Mens Danmark er duks i det internationale selskab, når det gælder håndtering af den offentlige gæld, ser det helt anderledes ud med hensyn til den private gæld. Danske husholdninger har nemlig efter international målestok en meget stor gæld. De har til gengæld også verdens største pensionsformue målt i forhold til BNP. Men husholdningerne kan ikke tilgå deres pensionsformue, når lokummet brænder. Og det gør de danske husholdninger meget sårbare i krisetider.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Svend E. Hougaard Jensen

SIDEN STARTEN AF 00’erne er der sket en markant stigning i den globale gældsopbygning. Alene blandt OECD-landene er den samlede private og offentlige gæld næsten blevet fordoblet. Fra at udgøre ca. 250 pct. af BNP i år 2000 er gælden snart fem gange større end BNP.  

Det er i særlig grad husholdningernes gæld, der er steget – fra ca. 100 pct. til ca. 300 pct. af BNP i perioden 2000-2015.  Men også den offentlige gæld blandt OECD-landene er skudt i vejret. Hvor den for tyve år siden var på ca. 60 pct., er den nu på lidt over 100 pct.af BNP.  

Er det et problem, at gælden er vokset så stærkt i løbet af blot to årtier?

Det er i hvert fald tankevækkende, at voksende gæld typisk går hånd i hånd med faldende økonomisk vækst. Et taleksempel: I perioden fra 2000 til 2015 blev den samlede gæld i OECD-landene fordoblet fra 250 pct. til 500 pct. af BNP, mens væksten i det strukturelle BNP blev halveret fra ca. 7 pct. til 3.5 pct. om året.  

Dermed fremstår voksende gæld og faldende økonomisk vækst som en giftig cocktail.  Bemærk dog, at der nok er tale om en sammenhæng, men ikke nødvendigvis en årsagssammenhæng. Ikke desto mindre: Den stigende gæld bør fremkalde bekymrede panderynker, og noget kunne tyde på, at der er tale om en gordisk knude.

Hvis gælden er meget høj, vil man ud fra et økonomisk synspunkt tale for at bringe gælden ned. Men hvis den økonomiske vækst samtidig er lav, vil det typisk være svært at frisætte ressourcer til at nedbringe gælden. Det kommer derfor til ingens overraskelse, at opbakningen til gældsreduktion ikke er ret stor. Det gælder både den offentlige og den private gæld.

Sagen er, at offentlig gældsreduktion opnået gennem finanspolitiske stramninger på helt kort sigt typisk vil svække den økonomiske aktivitet og dermed føre til højere ledighed. Dertil kommer, at stramninger ofte øger uligheden på kort sigt og derfor støder på folkelig og politisk modstand. Vi så tydeligt dette komme til udtryk i forbindelse med den offentlige gældskrise i Sydeuropa umiddelbart efter finanskrisen i ’00erne.

De sårbare husholdninger
Også når det gælder tiltag i forhold til den private gæld, viser erfaringen, at man står over for svære odds. Det gælder især indgreb rettet mod boligejerne, som stort set er umulige at komme igennem med. I Danmark har vi set, at forslag om blot små begrænsninger i forhold til selv de mest forgældede husholdningers mulighed for at stifte yderligere gæld er et politisk no go.

Øget gældsætning blandt de mest forgældede boligejere er et problem. Under finanskrisen var misligholdelsesprocenten større for denne gruppe end for andre boligejere. Det var dem, der gældsatte sig hårdt op til boblens brist, der viste sig at være særligt sårbare. Så erfaringen viser, at der er ræson i at øge robustheden blandt de højt forgældede.

 

Mens Danmark er en lille duksedreng i det internationale selskab, når det gælder håndtering af den offentlige gæld, ser det helt anderledes ud med hensyn til den private gæld. Danske husholdninger har nemlig efter international målestok en meget stor gæld

_______

 

Læren af dette er at udvise rettidig omhu. Som i Faraos drøm gælder det om at lægge til side i de fede år, så der er noget at tære på i de magre år. Helt i stil med den tilgang, vi har valgt i Danmark, når det gælder den offentlige gæld.

Mens Danmark er en lille duksedreng i det internationale selskab, når det gælder håndtering af den offentlige gæld, ser det helt anderledes ud med hensyn til den private gæld. Danske husholdninger har nemlig efter international målestok en meget stor gæld. De har til gengæld også verdens største pensionsformue målt i forhold til BNP. Så er der et problem?

Ja, problemet er, at husholdningerne ikke kan tilgå deres pensionsformue, når lokummet brænder. Altså: Når økonomien rammes af stød så som kraftige boligprisfald, rentestigning, internationalt konjunkturtilbagefald, pandemier – you name it – vil husholdningerne ikke kunne bruge deres pensionsopsparing til at udglatte forløbet.

Et eksempel på dette er det relativt kraftige tilbageslag i dansk økonomi efter finanskrisen. Egentlig lidt overraskende i et land, som i årene op til finanskrisen havde betydeligt overskud på de offentlige finanser og dermed mulighed at føre – og faktisk førte – en modcyklisk finanspolitik lige efter finanskrisen.

Men det er nu veldokumenteret, at en medvirkende forklaring på den svage makroøkonomiske performance i disse år var de oppustede balancer i husholdningssektoren, herunder en illikvid pensionsformue, som ikke kunne bringes i spil i forhold til at bekæmpe krisen.

I den forstand udgør ”balanceoppustning”, altså den samtidige formue- og gældsopbygning i danske husholdninger, et strukturelt problem i dansk økonomi. Den bidrager potentielt til makroøkonomisk ustabilitet, fordi husholdningssektoren bliver mere sårbar i krisetider.

Denne sårbarhed kan adresseres på flere måder. Pointen er at se på pension og bolig som to sider af samme sag.

 

Måske tiden er inde til at ændre dette. På samme måde som man for ældre mennesker kan tænke på boligens friværdi som en kilde til pension, så kunne man for yngre mennesker overveje at tænke på pensionsopsparingen som en kilde til boligfinansiering

_______

 

Pensionsopsparing som kilde til bolig
Det er et velkendt faktum, at økonomien er særligt stram i den fase af livet, hvor man opbygger en familie, har store udgifter til børn og gerne vil etablere sig på boligmarkedet. Yngre mennesker befinder sig ofte i den situation, at de gennem deres ansættelsesforhold er tvunget til at indbetale til en pensionsopsparing samtidig med, at de har brug for at optage boliglån. Ja, ironisk nok kan yngre boligkøbere være i den situation, at de reelt skal låne deres egne penge af deres pensionskasse derved, at den til gengæld har købt obligationerne bag deres boliglån.

Måske tiden er inde til at ændre dette. På samme måde som man for ældre mennesker kan tænke på boligens friværdi som en kilde til pension, så kunne man for yngre mennesker overveje at tænke på pensionsopsparingen som en kilde til boligfinansiering.

En mulig model kunne være at give yngre personer adgang til at belåne en vis andel af deres pensionsformue. Endnu et taleksempel: I Danmark har en 30-årig i gennemsnit opsparet en pensionsformue på ca. 100.000 kr. Og en for en 40-årig er det steget til næsten 400.000 kr. Hvis sidstnævnte fik mulighed for at belåne halvdelen af pensionsopsparingen til boligkøb, ville det give næsten 200.000 kr. Ja, for et par ville det være det dobbelte beløb. Et betydeligt bidrag til en samlet finansieringspakke for yngre generationer, typisk førstegangskøbere.

En anden model består i at indføre en aldersafhængig opsparingsprofil, hvor indbetalingerne begynder senere end nu men til gengæld er stigende over tid. Det betyder, at man lader de yngre husholdninger beholde mere af deres løbende indtægter i starten af karrieren mod til gengæld at spare mere op i en senere fase af livet.

Uanset hvilken model man måtte vælge, gælder det om at holde tungen lige i munden, når man leder efter løsninger på denne strukturelle ubalance i dansk økonomi. For den danske pensionsformue er med rette generelt betragtet som et guldæg for dansk økonomi.

Summa summarum: Den danske husholdningssektor er verdens mest forgældede. Samtidig har Danmark verdens højeste pensionsopsparing. Denne er imidlertid illikvid, hvilket gør husholdningssektoren sårbar i krisetider. Burde man ikke overveje at give yngre generationer – førstegangskøbere – adgang til at belåne en vis andel af deres pensionsformue ved boligkøb?

 

Den danske husholdningssektor er verdens mest forgældede. Samtidig har Danmark verdens højeste pensionsopsparing. Denne er imidlertid illikvid, hvilket gør husholdningssektoren sårbar i krisetider. Burde man ikke overveje at give yngre generationer – førstegangskøbere – adgang til at belåne en vis andel af deres pensionsformue ved boligkøb?

_______

 

Svend E. Hougaard Jensen, cand.oecon., ph.d., professor i økonomi og leder af Pension Research Centre (PeRCent) på CBS, medlem af Det Systemiske Risikoråd og non-resident fellow ved tænketanken Bruegel, Bruxelles.