24.06.2022

Velfærdssamfundets flagskibe sejler under falsk flag. Det eneste, der driver social- og sundhedsvæsnet, er de få men modige personer, der kender deres venner i systemet, som ved, hvem der kan hjælpe, og som ikke er bange for at finde løsninger udenfor retningslinjerne. Enten resignerer man, trækker på skuldrene og siger, ”sådan er reglerne, jeg kan ikke gøre noget”, eller også må man trylle, snyde og bedrage.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Morten Sodemann

En patient sidder tilbage i ambulatoriets venteværelse kl. 15.30, hvor alle ansatte lukker og slukker for at gå hjem. Patienten har ikke råd til at købe bus- og togbillet hjem og havde lånt penge af en nabo til at købe billetten hen til sygehuset. Desuden har patienten ingen mobiltelefon og ingen pårørende eller venner. Sygehusets kørselskontor kunne ikke hjælpe. Hvad ville du gøre som ansat?

En borger ringer til en sagsbehandler i kommunen fredag eftermiddag og vil ”bare lige oplyse at han og familien har tænkt sig at begå selvmord sammen, så de kommer ikke til netværksmødet den kommende uge – og tak for din hjælp, men vi orker altså ikke kæmpe mere med kommunen”. Familien, der har flygtningebaggrund, har et psykisk handicappet barn, som er udadreagerende, slår, løber væk og terroriserer sine søskende, der ikke tør være sammen med ham i deres to-værelses lejlighed. Hvad ville du gøre som ansat?

Et barn i en småbørnsfamilie (3 børn under 6 år) fra Vestjylland skal opereres for en medfødt lidelse på landets fineste hospital i hovedstaden. Der har været mange problemer med at skaffe et sted, hvor de kunne bo imens (ca. 7 dage), og hverken kommunen eller sygehuset i hovedstaden har bidraget til at finde en løsning. Familien har aldrig været i København, og de kender ingen i byen. De er meget angste for den meget omfattende operation, og forældrene vil gerne være sammen i forløbet. Operationen har været planlagt længe og skal foregå i morgen, men der er stadig ingen overnatningsmulighed for den lille familie. Der må kun være én forælder medindlagt, og kommunen har oplyst, at det ikke er deres ansvar at tage sig af resten af familien. Familien ved heller ikke, hvordan man kommer til København, og de har ikke bil. Hvad ville du gøre som ansat?

Jeg ved, hvad der faktisk skete. I den første situation tog sygeplejersken 250 kr. fra personalets egen gavekasse og købte en billet til patienten og kørte vedkommende til banegården. I den anden situation tog socialrådgiveren sin cykel og kørte forbi familien på vej hjem og fik dem overtalt til at undlade kollektivt selvmord samt fik skabt kontakt til psykiatrisk skadestue – det tog bare så lang tid, at socialrådgiveren ikke nåede med veninderne på weekend i Sverige. I den sidste situation tog sygeplejersken en rask beslutning og bookede et hotelværelse tæt på sygehuset i hovedstaden og kørte selv sammen med familien i tog til København. Hun måtte ringe til den kommunale sagsbehandler og meddele, at sådan var situationen, og at nu måtte de dele udgiften med sygehuset. Og sådan blev det. Operationen gik godt, og forældrene fik et forløb, som styrkede dem som forældre til et barn, der før operationen var synligt stærkt fysisk handicappet.

 

De er blæksprutter, tryllekunstnere, informationscentraler, konfliktmæglere, antiterror-forhandlere, netværkskompetente, mekanikere og fixere – de er de uformelle nøglepersoner, der får et ellers handlingslammet velfærdssamfund til at fungere på trods
_______

 

Social- og sundhedssektorens helte er blæksprutter og tryllekunstnere
Social- og sundhedssektoren er velfærdssamfundets brandlagen. De samler tragedier op, inden det går helt galt, og bringer mennesker i nød tilbage på fode. Det er vores selvforståelse – vores fortælling om os selv. Vi er stolte af det, det er et brand vi sælger til andre lande. Problemet er bare, at vi de seneste 20 år har rundbarberet velfærdsområdet med stram styring, hyperspecialisering, tunge retningslinjer og en helt grotesk blanding af politisk detailstyring og dyr symbolpolitik.

Som virkelighedens eksempler ovenfor fortæller, er onde problemer nu blevet hverdag for velfærdssamfundets fortropper i sundhedsvæsnet og i kommunerne. Som frontlinjeansat kan jeg efterhånden kun se problemer, der er så umulige at løse, at man som ansat kun har to udveje: Enten resignerer man, trækker på skuldrene og siger, ”sådan er reglerne, jeg kan ikke gøre noget”, eller også må man trylle, snyde og bedrage.

Man siger, at sundhedsvæsnet består af vidunderlige mennesker fanget i et dårligt system. De fleste ansatte bliver ædt af det ”dårlige system” til morgenmad og lærer, at det letteste er at trække på skuldrene eller gøre sig hård og kynisk. Dén gruppe opfylder kvoter, følger retningslinjer og glæder organisationen. Men der er også ansatte, der ikke kan leve med denne ligegyldighed.

De er blæksprutter, tryllekunstnere, informationscentraler, konfliktmæglere, antiterror-forhandlere, netværkskompetente, mekanikere og fixere – de er de uformelle nøglepersoner, der får et ellers handlingslammet velfærdssamfund til at fungere på trods. Der var ingen velfærdsinstitutioner, hvis det ikke var for dem. George Bernhard Shaw har sagt at ”Enhver idiot kan blive patient, men det er ikke enhver tosse, der kan blive en god læge. Der er for få af de gode læger”.

En dansk antropolog undersøgte i et østafrikansk land, hvorfor sygeplejersker egentlig mødte op på arbejde, når de hverken fik løn eller lagner, og medicinlageret er tomt. De svarede, at hvis det ikke var for dem, så ville sundhedsvæsnet slet ikke fungere, så derfor kom de alligevel. Sådan er det også i velfærdssamfundet Danmark. Intet ville fungere uden dem, der kan og tør fixe ved at bruge netværk, bøje regler eller i det hele taget bare gøre noget, der hjælper patienten eller borgeren. Hvis politikerne og embedsmændene er i tvivl, kan de jo bare bede alle ildsjæle i velfærdssamfundet om at blive hjemme én dag.

Vi ved det egentlig også godt. Men vi bilder hinanden ind, at ”systemet” er så stort, at det har sit eget liv, sin egen moral og sin egen etik: ”Det er, som om systemet på sin egen forunderlige måde hele tiden maser sig ind i spotlyset og selv tager al opmærksomheden”, skrev Bettina Post, daværende formand for socialrådgiverne, i 2014 i Jyllands-Posten. I kommunerne kalder sagsbehandlerne resultatet af effektiviseringer for ”neutral sagsbehandling” eller ”standard minimumbehandling”, som udtryk for, at jo mindre man ved om borgeren, jo lettere er det at være sagsbehandler. Og dermed sværere at være borger.

 

Løsninger handler om, hvad der gavner produktionen, og patienter med problemer, som forstyrrer organisationen, bliver til et industrielt problem: Produktionslinjen beskæres eller stoppes helt, og så er man pludselig for syg til sygehus
_______

 

Velfærdssamfundets flagskibe sejler under falsk flag
Vi lærer om den officielle etik på vores social- og sundhedsuddannelser, men de fine teoretiske ideer om ordentlighed, transparens og etiske handlinger bliver drilske og besværlige, når vi prøver at anvende dem som nyuddannede ude i virkeligheden. For at overleve må vi hver især opfinde en passende hybridetik, der er praktisk og situationsorienteret – og bestemt af variable som humør, travlhed, blodsukker og den fremherskende holdning til besværlige patienter/borgere i teamet.

Organisationen præmierer og roser ansatte, der beskytter produktionen og straffer ansatte, der bruger for meget tid på de sårbare, udsatte, ældre eller mærkværdige patienter. Overstruktureringen af behandling skærper de organisatoriske færdigheder på bekostning af relationelle evner og kommunikationsevner. Løsninger handler om, hvad der gavner produktionen, og patienter med problemer, som forstyrrer organisationen, bliver til et industrielt problem: Produktionslinjen beskæres eller stoppes helt, og så er man pludselig for syg til sygehus.

Læger, der skaber løsninger baseret på organisationens behov og ressourcer, skaber dysfunktionelle og desintegrerede løsninger, hvor patientens behov er forsvundet. Den organisatoriske kompleksitet fortrænger patientkompleksitet, og i stedet flyttes fokus til at hjælpe processer i stedet for patienter. Komplekse patienter er blevet til hovsa-missiler: De forstyrrer og viser, hvor fragmenteret deres behandling er blevet af hyperspecialisering.

Velfærdssamfundets flagskibe sejler under falsk flag. Det eneste, der driver social- og sundhedsvæsnet, er de få men modige personer, der kender deres venner i systemet, som ved hvem der kan hjælpe og som ikke er bange for at finde løsninger udenfor retningslinjerne. De er en slags frivillige, der får løn for det. De går en ekstra mil for at sikre kerneydelsen, de støtter uselvisk en organisation, der i sig selv er svag og udsat, og de hiver penge og tid op af lommen, hvis det er dét, der skal til. De får aldrig lovprisninger og brokker sig sjældent.

Det sidste skyldes nok ubehagelige oplevelser med det candyfloss-sprog, som Leif Vestergård Pedersen beskrev således i et interview i Politiken i 2012: ”En sygeplejerske på en afdeling kan skrive, at det går virkeligt dårligt. Det bliver i afdelingsledelsens formulering til, at der er nogle enkeltstående problemer, mens hospitalsledelsen skriver, at de har nogle udfordringer at arbejde med. Når problemet ender i regionen, skriver de, at de har nogle perspektiver på en løsning”. Candyfloss-politik er også tryllekunst.

De ondeste problemer i velfærdssamfundet løses af gode mennesker. Hvis de fik anerkendelse for deres reelle funktion og rum til udfoldelse indenfor rammerne uden at skulle snyde og fixe, så ville de være vores pejlemærker og rollemodeller. Ellers må I  jo bare fortsætte med at tro på, at der findes engle.

 

De ondeste problemer i velfærdssamfundet løses af gode mennesker. Hvis de fik anerkendelse for deres reelle funktion og rum til udfoldelse indenfor rammerne uden at skulle snyde og fixe, så ville de være vores pejlemærker og rollemodeller
_______

Apropos denne artikel:

Ugen med RÆSON med Vincent Hendricks, Alberte Bové Rud og Niels Byrjalsen: Trumps kulørte kabinet, Europas kamp for fremtiden og Vestens nye vælgervandringer

Jacob Kaarsbo: NATO’s afskrækkelse forsvinder det sekund, Trump træder ind i Det Hvide Hus

Ota Tiefenböck: Skal Europa i krig? Amerikanske missiler er ukrainernes sidste chance for at eskalere krigen

Lars Erslev: Med Trump får verden en radikal anderledes tilgang til diplomati. I Mellemøsten er de arabiske stater måske kyniske nok til at omfavne den

Thomas Aastrup Rømer til Gert Biesta: Mennesket dannes i vekselvirkning med verden. Det er essensen i karakterdannelsen

Mikael Olai Milhøj: Kan Elon Musk skære 30 pct. af det føderale budget i USA?