Professor David Betz: De vestlige mediers dækning af Ukraine er to dele fantasi, to dele løgn og måske én del sandhed
01.09.2022
”Problemet er, at der lige nu er en enorm uoverensstemmelse mellem de offentlige forventninger i Vesten om, hvad der skal til at ske, og hvad der i virkeligheden er ved at ske i krigen; nemlig en tiltagende pulverisering af den ukrainske hær, som er forfærdeligt og vil sætte landet tilbage med generationer.”
Interview med David Betz, professor i moderne krig (‚War of the Modern World‛) ved King’s College London, af Jakob Sloma Damsholt
RÆSON: Til at starte med vil jeg høre, hvordan du vil beskrive situationen på slagmarken, som den så ud, før modoffensiven startede?
BETZ: Så ville jeg beskrive situationen som et langsomt ukrainsk nederlag. Siden første uge af krigen, hvor det ukrainske luftforsvar og flåden blev sat ud af spil, har det ukrainske militær haft svært ved at lave mobile operationer. Det har virket fint særligt i byer, hvor de har kunnet drage fordel af de beskyttede bygninger og på den måde har kunnet forsinke den russiske fremrykning, men de er massivt overgåede af russerne, hvad angår artilleri, hvor der er en enorm ubalance.
Den russiske hær har altid været enormt artilleritung, og de har enorme artillerilagre, de kan trække på. Det har været en langsom, men uundgåelig udvikling mod et ukrainsk nederlag, og det er blevet værre og værre dag for dag.
Jeg har hørt en del analytikere sige, at den russiske offensiv i det østlige Ukraine er gået i stå. Siden begyndelsen af juli har de ikke rigtig erobret mere, mens ukrainerne har haft succes med at ramme russisk logistik, særligt med HIMARS-systemerne. Det strider jo lidt mod din udlægning?
Jeg tror ikke, at det er rigtigt. Jeg mener, at vi ser et skift i de russiske operationer, således at de nu opererer på en måde, hvor de minimerer deres egne tab så meget som muligt og stille og roligt pulveriserer ukrainerne i deres fastlåste positioner. Kampene i Østukraine er en form for positionskamp, som vi ikke har set siden de sidste år af Anden Verdenskrig, hvor amerikanerne trængte ind i de befæstede områder af Tyskland. I øst er der en intens forskansning, som selvfølgelig tager lang tid at nedbryde. Men retningen er åbenlys, ligesom de ukrainske tabstal er ret omfattende. De er ikke rigtig i stand til at respondere på det, russerne gør ved dem.
Den ukrainske modoffensiv svarer lidt til at stå på stranden med fremstrakt hånd og bede bølgerne om ikke at komme ind. Det kommer ikke til at ændre noget
_______
Hvad angår HIMARS og angrebene på russisk logistik, er det min bedste overbevisning, at det i bedste fald er ønsketænkning. Det har ikke haft en særlig betydelig indflydelse i det store billede. Det estimeres, at de russiske udgifter til artilleri og ammunition lige nu er på omkring 40-60.000 runder af ammunition om dagen, som er et niveau, de kan holde ved at benytte deres nuværende depoter, nærmest så længe de vil – endda uden at medregne ny produktion. Så selvom ukrainerne med HIMARS er lykkedes med enkelte angreb, har det ikke haft den store effekt. Det svarer lidt til at stå på stranden med fremstrakt hånd og bede bølgerne om ikke at komme ind. Det kommer ikke til at ændre noget. Sådan er situationen.
Hvis man har fulgt udviklingen den seneste måned, har man ellers fået det indtryk, at den vestlige hjælp har været tilstrækkelig til at vende udviklingen i krigen, og at den virkelig havde presset den russiske logistik på en måde, som ikke bare bremsede deres offensiv, men som også lagde vejen for en ukrainsk modoffensiv. Har vestlige medier været for rosenrøde?
De vestlige medier har svigtet uhyrligt. Jeg mener, at de fleste vestlige journalister skulle hænge deres hatte og spørge: „Hvad er formålet med denne profession‟? For bortset fra en håndfuld undtagelser har deres performance været forfærdelig. Den vestlige presse har ikke stillet spørgsmål, og den har grundlæggende bare talt det ukrainske narrativ og den ukrainske præsidents administration efter munden. Nogle gange har de fået det processeret gennem sikkerhedsservices hos NATO eller NATO-regeringer – særligt i USA og Storbritannien – men vestlige journalister har været fantastisk naive. Og det får en til at stille spørgsmålet, hvad pointen med journalistik egentlig er, når folk ikke vil stille gode spørgsmål.
Det, de vestlige medier har tegnet et billede af, ikke bare den seneste måned men det seneste halve år, er simpelthen mestendels en gentagelse af ukrainske narrativer, som er to dele fantasi, to dele løgn og måske én del sandhed. Problemet er nu, at der er en enorm uoverensstemmelse mellem de offentlige forventninger om, hvad der skal til at ske, og så hvad der i virkeligheden er ved at ske i krigen, nemlig en tiltagende pulverisering af den ukrainske hær, hvilket er forfærdeligt og vil sætte landet tilbage med generationer. Så jeg er ked af det, men jeg har virkeligt intet godt at sige om vestlige medier.
De vestlige medier har svigtet uhyrligt. Jeg mener, at de fleste vestlige journalister skulle hænge deres hatte og spørge: „hvad er formålet med denne profession‟? Den vestlige presse har ikke stillet spørgsmål, og den har grundlæggende bare talt det ukrainske narrativ og den ukrainske præsidents administration efter munden
_______
Hvad vil din vurdering være af det, vi har set siden i mandags, hvor modoffensiven indledtes? Ser vi en reel modoffensiv i syd?
Det er svært at bedømme. Ingen af os er der. Den bedst tilgængelige måde at danne sig et overblik er at kigge på tællinger der laves på begge sider, lytte til hvad de siger, kigge på et kort, og bruge din bedste dømmekraft. Jeg tænker, at der helt klart har været en modoffensiv. Ukrainerne har indledt en signifikant militæroperation i syd, og parallelt har de igangsat operationer i øst. Men det har hverken været særlig stort, særligt fokuseret eller succesfuldt.
I syd var der en række angreb, som indbragte ukrainerne en række lokale sejre, men det har været med ekstraordinært store tab. Russerne påstår, at ukrainernes tab den første dag alene var omkring 500-560 soldater, og et par dage inde i modoffensiven må vi forvente, at det vil være steget til et sted mellem 1700 og 2000. Indikationer på, at tal som disse er sandsynlige, får vi fra de tal, vi får fra Odesa om de overfyldte hospitaler og den ubarmhjertige progression af ambulancer, som kommer fra fronten og ind i byen. Så der har helt klart været en offensiv, men den har været enormt dyr, og den virker ikke til at have indbragt betydelige sejre. De havde et par gennembrud ved fronten – jeg ved ikke om det er bedst at kalde det gennembrud, eller om det snarere var re-justeringer af de russiske linjer, hvilket ville være en meget normal militær strategi. De havde måske nogle små men meget dyre fremskridt i starten, men særligt siden i går har det set ud, som om russerne er gået til modangreb, og at de har afskåret en af de større ukrainske formationer, som havde haft held med et frembrud, men nu bliver udslettet. Så det er et meget skidt billede fra et ukrainsk perspektiv. Det ligner desperation – hvilket er totalt forståeligt.
Russiske tab er voldsomt overdrevne i vestlige medier. Det er åbenlyst, at dette er en højintensitetskrig, som kræver mange tropper, hvorfor der uundgåeligt vil være store tab, men de vestlige efterretninger er håbløse
_______
Med udgangspunkt i din vurdering ville det vel være nødvendigt for ukrainerne netop nu at prøve at ændre tingenes dynamik. Er det, hvad vi ser med forsøget på modoffensiv?
Ja. Som jeg ser det er vi på et stadie, hvor det Ukraine har tilbage, er en håndfuld af desperate muligheder. I amerikansk parlør er det, hvad man ville kalde et „Hail Mary pass„, et udtryk fra amerikansk fodbold, hvor man satser alt på ét meget langt og risikabelt kast mod målzonen. Der er ikke meget andet at gøre for dem.
Det, jeg også hører dig sige, er, at det ikke vil lykkes. Det må også betyde, at den russiske defensiv klarer sig væsentligt bedre, end det billede, vi har fået tegnet, indikerer, hvor vi har talt om afskårne linjer, manglende udstyr og udmattede tropper?
Det billede er enormt overdrevet. Russiske tab er voldsomt overdrevne i vestlige medier. Det er åbenlyst, at dette er en højintensitetskrig, som kræver mange tropper, hvorfor der uundgåeligt vil være store tab, men de vestlige efterretninger er håbløse. Jeg ved ikke med dig, men jeg er stoppet med at tælle, hvor mange gange jeg har hørt, at russerne er løbet tør for raketter, trucks, hjul til bilerne osv.
Historien for den form for vurderinger er, at de er så håbløst upræcise, at jeg er tilbøjelig til ikke at tro på nogen af dem. Jeg ser ikke russerne hverken løbe tør for vilje, mandkraft eller artilleri. Det samme kan du ikke sige for hverken Ukraine eller Vesten. Det her er på en måde en ukrainsk borgerkrig, men det har over de seneste seks måneder udviklet sig til en proxykrig mellem Rusland og NATO. Og her tror jeg, at NATO vil løbe tør for krudt før Rusland gør. Rusland kæmper ret ironisk den største kamp i informationstiden indtil videre, men at vinde kommer i bund og grund an på militærindustrielle muskler. Og jeg tror, at Rusland kan holde i på det nuværende niveau.
Tyskland er hjertet i den europæiske industriøkonomi, og det har grundlæggende givet sig selv en selvmordspille. Energipriserne afliver den tyske industri. Det samme er tilfældet på tværs af Europa. Sanktioner har givet et meget, meget seriøst bagslag
_______
Det, du siger, er, at modoffensiven ikke vil være en succes, og at vi vil komme tilbage til de frontlinjer, vi ser nu, hvor godt og vel 20 pct. af det ukrainske territorium er russisk besat. Du siger, at Rusland har de bedste kort på hånden til at vinde krigen. Men hvad med de historier, vi hører om, at de vestlige sanktioner svækker den russiske både industri og militærindustri?
Det er ikke sandt. Simpelthen. Det er det korte af det lange. Lad mig forklare. Ruslands pengereserver er i øjeblikket større end da de startede krigen. Deres pengereserver blev sidste uge annonceret at være 560 milliarder US Dollars, så de løber ikke tør for penge. I særlige sektorer laver de rigeligt med penge på grund af de balistiske stigninger i energipriserne, hvilket Kreml direkte profiterer på. Det russiske BNP ser ud til at være faldet med ca. 4 pct.. Givet de forventninger, vi havde om, at sanktionsregimet ville virke, er det et meget skidt resultat.
Det, der synes at være tilfældet, er en hurtig omstilling til en ny verdensøkonomi, som er delt, hvor du har to forskellige systemer, hvor den russiske industri følger med, og hvor militærindustrien ikke ser ud til at vakle overhovedet. Samtidig må man understrege, hvor desperat situationen er i Vesteuropa. Prisen for industriproduktion i Europa, særligt i Tyskland, er gået gennem taget – den er skyhøj.
Tyskland er hjertet i den europæiske industriøkonomi, og det har grundlæggende givet sig selv en selvmordspille. Energipriserne afliver den tyske industri. Det samme er tilfældet på tværs af Europa. Sanktioner har givet et meget, meget seriøst bagslag. Vesten har gjort massiv skade på sin egen økonomi – som allerede var inflationær inden krigen brød ud. Nu har vi så sprøjtet en masse ekstraomkostninger på det. Så nej, jeg ser ikke for mig, at Rusland bliver bragt til i knæ af sanktionerne. Jeg tror ikke, at presset er ubærligt for dem. Tværtimod. I går annoncerede de, at de ville slukke for gassen til Frankrig, og at de ville slukke den tyske gas i yderligere tre dage. Det er ikke et godt billede.
Hvis det vi har i hænderne, er en proxykrig, ville den amerikanske krigsmaskine så ikke stadig være så meget større end den russiske, at i det lange løb ville USA vinde?
Kun hvis du forestiller dig, at den amerikanske og russiske krigsmaskine skulle møde hinanden ansigt til ansigt – hvilket ville være et tilfælde, hvor vi ville have en anden diskussion, end vi har i dag. Så jeg mener ikke, at den sammenligning er relevant. Af indlysende årsager kæmper USA krigen som en proxykrig, og det kommer med særlige begrænsninger. Men under de eksisterende omstændigheder, er situationen, som jeg ser den, essentielt, at det her er en proxykrig mellem NATO og Rusland, som kæmpes med ukrainske liv og vesteuropæiske penge og økonomiske ofre.
Jeg er ret overrasket over, at de vestlige offentligheder har accepteret det, så længe som de har. Hvorvidt de vil fortsætte med at acceptere det over de næste måneder, hvor de vil miste deres jobs, hvor de vil kæmpe for at holde deres hjem, hvor deres økonomier vil undergraves, hvor deres lønninger eroderes af inflationen osv. Det ville overraske mig meget. I sidste uge gik både Macron og Boris Johnson ud og holdt taler, hvor de forberedte befolkningen på de kommende økonomiske ofre. Jeg er ikke sikker på, at det kommer til at virke. Jeg tror, at scenariet for Vesten vil være mere i stil med, hvad der er sket med politikerne i Sri Lanka i hænderne på deres sure befolkninger gennem en generation af dårlig regeringsførelse.
Så det, du ser for dig i Europa, er større demonstrationer, strejker osv.?
Det er meget muligt. Jeg vil ikke overbetone det punkt. Det, jeg vil sige, er bare, at den idé, at vesteuropæiske offentligheder vil fortsætte med at acceptere de økonomiske og sociale konsekvenser af sanktionsregimet, er meget tvivlsomt.
Hvordan ser du det her ende?
Med en opdeling af Ukraine. Lad os antage, at situationen ikke eskalerer yderligere – i det tilfælde ville vi som nævnt have en helt anden diskussion, og det ville være enormt farligt. Men forudsat, at det ikke eskalerer, findes der politiske løsninger på situationen – og alle har kendt dem fra begyndelsen, hvilket er, at Ukraine bliver delt. Du vil have den ene del af Ukraine – formentlig sydkysten, fra Transnistrien og op mod den belarusiske grænse. Den del af landet, er overvejende russisktalende, historisk og kulturelt russisk. Og så vil du have et centrum omkring Kyiv, hvor du vil have en „successor state‟ af den nuværende ukrainske stat, og så vil vi sandsynligvis have en tredje del – Vestukraine – som er den mest nationalistiske og anti-russiske del af landet. Jeg tror, at det er der, det vil ende. Men der vil være masser af signifikante problemer med en sådan løsning – ikke mindst, at et „landlocked‟ Ukraine i bedste tilfælde kun vil have quasi-uafhængighed fra Rusland, og at den region vil være enormt hård at styre og være i en svær økonomisk situation.
Jeg er ret overrasket over, at de vestlige offentligheder har accepteret det, så længe som de har. Hvorvidt de vil fortsætte med at acceptere det over de næste måneder, hvor de vil miste deres jobs, hvor de vil kæmpe for at holde deres hjem, hvor deres økonomier vil undergraves, hvor deres lønninger eroderes af inflationen osv. Det ville overraske mig meget
_______
David J. Betz (f. 1969), professor i moderne krig (‚War of the Modern World‛) hos King’s College London universitetet. Han har en master i central- og østeuropæiske studier fra Carleton University og i Ph.d. ved University of Glasow. Han underviser og specialiserer sig i oprørstilstande, information- og cyberkrig, propaganda og civil-militære relationer og strategi.
ILLUSTRATION: Ukrainske brandmænd redder en såret mand ud fra en lokation ramt af bombardamenter i Odesa, 31. august 2022 [FOTO: Oleksandr Gimanov/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
