Poul Villaume: Efter 1989 lovede vesten, at Europa skulle have en ”ny sikkerhedsstruktur”. Skal vi ikke bygge den nu – sammen med Rusland?

14.01.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Det er stadig svært at se, hvordan en uprovokeret russisk aggression mod Ukraine – eller mod et af NATO-landene i øst – skulle kunne ende i andet end en både politisk og militær katastrofe for et i forvejen svækket og isoleret Rusland. Konflikten mellem øst og vest kan nedtrappes ved kreativt diplomati – oplagt med inspiration fra Den Kolde Krigs tid.

Kommentar af Poul Villaume

”Autoritære typer som Putin forstår kun den militære magts sprog.” Sådan lyder et af de rituelt anvendte mantraer om ”det stadig mere aggressive Rusland” (endnu et – angiveligt selvforklarende – mantra). Men hvis det er rigtigt, gælder det i lige så høj grad for lederne i Washington og i de andre NATO-magter.

Hvorfor samlede Rusland i slutningen af sidste år 100.000 tropper nær grænsen til Ukraine? For omsider at sætte magt bag sit gamle ønske – fremsat siden midten af 1990erne – om seriøse forhandlinger med Vesten om en ny euro-atlantisk sikkerhedsordning, som i praksis inkluderer russisk medindflydelse. Havde Rusland IKKE gjort det, forekommer det usandsynligt, at præsident Biden havde brugt tid på to direkte samtaler med Putin i december, og at USA og NATO havde indvilliget i den første møderække med Rusland og med OSCE, som fandt sted her i anden uge af januar.

Op til forhandlingerne fremsatte Moskva som bekendt nogle bombastisk formulerede ønsker til en ny sikkerhedstraktat med USA/NATO, herunder et stop for yderligere udvidelse af NATOs medlemskreds mod øst og visse begrænsninger på NATOs styrke- og våbenopbygning i de NATO-lande, der ligger tættest på Rusland. I Vesten blev der talt om truende ”ultimative krav” fra russisk side; men det synes glemt, at det står på side 1 i håndbogen om elementær forhandlingstaktik, at man lægger ud med sine mest vidtgående krav for derefter at have noget at fire af for at nå et kompromis på midten med modparten. I stedet lyder analysen, at når NATO – som forventet – afviser Ruslands maksimumskrav, vil Moskva have et påskud for at invadere eller angribe Ukraine – på den ene eller den anden måde. Men det er stadig mere end svært at se, hvordan en uprovokeret russisk aggression mod Ukraine – eller mod et af NATO-landene i øst – skulle kunne ende i andet end en både politisk og militær katastrofe for et i forvejen svækket og isoleret Rusland.

 

Det afgørende spørgsmål er, om det vil styrke Ukraines sikkerhed og europæisk stabilitet, hvis landet orienterer sig ensidigt sikkerheds- og forsvarspolitisk mod vest som en slags de facto – om ikke formelt – NATO-medlem
_______

 

”En monumental provokation”

Det betyder ikke, at situationen ved Ukraines grænse ikke er farlig og ustabil. En fejlkalkulation eller en misperception af modpartens handlinger kan føre til militær eskalation, og/eller en presset ukrainsk regering kunne – i begrundet håb om sympati og våbenhjælp fra Vesten – måske føle sig fristet til en militær provokation i Østukraine, der kunne fremkalde et russisk militært modsvar. Det var netop det, der skete i 2008, da Georgiens iltre præsident Saakasjvili angreb Sydossetien, hvorefter Rusland svarede massivt igen militært (sådan var kronologi og kausalitet, også ifølge sw senere rapporter fra både USA’s Kongres og fra OSCE). Det skete vel at mærke få måneder efter, at NATO på sit Bukarest-topmøde havde vedtaget, at ”Ukraine og Georgien vil blive medlemmer af NATO” – en beslutning, som USA’s forsvarsminister Robert Gates (der under Reagan havde været CIA-chef og i øvrigt også er Ruslands-ekspert), i sine erindringer fra 2014 kaldte ”en monumental provokation” af Rusland, særligt i betragtning af de århundreder gamle, historiske og kulturelle bånd mellem Rusland og Ukraine. Gates skrev, at han gennem længere tid havde advaret Bush om, at NATOs fortsatte ekspansion mod øst – på trods af russiske protester lige siden midt 1990erne – havde skabt voksende vrede og frustration over hele det politiske spektrum i Rusland.
Jamen, lyder modargumentet: Moskva har jo selv ved flere lejligheder, bl.a. i Paris-charteret fra 1990, skrevet under på, at efter Den Kolde Krig må ethvert europæisk land suverænt bestemme sit alliancepolitiske tilhørsforhold, og dermed sine forsvarspolitiske dispositioner. Det gælder vel også fx Ukraine? Givetvis, ja. Men det afgørende spørgsmål er, om det vil styrke Ukraines sikkerhed og europæisk stabilitet, hvis landet orienterer sig ensidigt sikkerheds- og forsvarspolitisk mod vest som en slags de facto – om ikke formelt – NATO-medlem.

Kort efter Moskvas – folkeretsstridige – annektering af Krim i 2014 (efter det, der reelt var et kup mod Ukraines korrupte, men folkevalgte præsident Janukovitj) talte bl.a. Henry Kissinger og Zbignew Brzezinski, sikkerhedsrådgivere for tre amerikanske præsidenter, stærkt for, at den oplagte løsning på Ukraine-krisen er, at landet, som notorisk er internt splittet mellem øst og vest, får alliancefri/neutral status garanteret af både USA, NATO og Rusland.

 

Med kreativt diplomati og gensidig god vilje kunne lignende sikkerhedspolitiske arrangementer givetvis opnås i dag i de omstridte regioner af Europa
_______

 

Neutralitet mellem Det Gode og Det Onde?

For dem, der ikke primært betragter international storpolitik som et spil om nationale og geopolitiske interesser, men kun eller altovervejende om moral og værdier, dvs. om kamp mellem De Gode (de liberale demokratier) mod De Onde (autokratierne), må ’neutralitet’ – og selvpålagte sikkerhedspolitiske begrænsninger – nødvendigvis være bandeord. Men så bør man bl.a. betænke, at neutrale og ikke-allierede lande i Europa, f.eks. Finland og Østrig, ofte spillede konstruktive og formidlende roller under den ’rigtige’ Kolde Krig; samt at NATO-lande som især Danmark og Norge under Den Kolde Krig pålagde sig selv visse forsvars- og sikkerhedspolitiske begrænsninger (fx afstod man i fredstid fra amerikanske baser og atomvåben, som med rette eller urette kunne opfattes som truende af Moskva), ligesom man – offentligt og fortroligt – tog en række forbehold over for krav og ønsker fra de større NATO-allierede, især USA. Det lykkedes dermed at fastholde Danmark og Norden som et relativt lavspændingsområde i Den Kolde Krig. Dengang kunne der på vigtige områder lægges stakkevis af A4-papir ind mellem Danmark og USA – samtidig med at Danmark overordnet forblev en loyal allieret. Med kreativt diplomati og gensidig god vilje kunne lignende sikkerhedspolitiske arrangementer givetvis opnås i dag i de omstridte regioner af Europa.

Det er i denne forbindelse også værd at minde om, at både NATO selv (London-erklæringen, juli 1990) og alle CSCE-lande (Paris-charteret, november 1990) ved Den Kolde Krigs afslutning lovede sig selv og hinanden, at der nu skulle opbygges nye sikkerhedspolitiske mekanismer og institutioner og en ny sikkerhedsarkitektur i et helet og helt Europa, som naturligt også skulle omfatte både Nordamerika og Rusland. Man talte også om et sikkerhedsfælleskab, som skulle strække sig ”fra Vancouver til Vladivostok”. Men efter at Sovjetunionen brød sammen under sin egen (død)vægt i 1991, blev NATO kastet ud i en stille, eksistentiel krise, som man først gradvist overvandt med vedtagelsen af NATOs udvidelsesprogram mod øst i 1993-94 (”expand or die”, lød parolen internt). Der blev dermed, som Vestens yndlings-russer i 1990erne, Boris Jeltsin, fortroligt advarede Bill Clinton om i 1994 og 1995, i praksis tale om, at den tilbageblevne koldkrigsalliance blev dominerende i Europa på bekostning af et sikkerhedspolitisk marginaliseret, isoleret og ydmyget Rusland.

 

Da den første bølge af NATO-udvidelser stod for døren i 1997, advarede en af USA’s gamle, respekterede Ruslands-kendere og ophavsmand til USA’s inddæmningspolitik over for sovjetkommunismen under Den Kolde Krig, den 93-årige diplomat George Kennan, offentligt skarpt imod NATOs ekspansion
_______

 

George Kennans profetier i 1990erne

Da den første bølge af NATO-udvidelser stod for døren i 1997, advarede en af USA’s gamle, respekterede Ruslands-kendere og ophavsmand til USA’s inddæmningspolitik over for sovjetkommunismen under Den Kolde Krig, den 93-årige diplomat George Kennan, offentligt skarpt imod NATOs ekspansion. I The New York Times kaldte han beslutningen for ”amerikansk politiks mest skæbnesvangre fejltagelse i post-koldkrigsæraen”, eftersom der var ”en total mangel på nødvendighed af dette skridt”. NATO-udvidelsen ville nemlig, skrev Kennan, 1) ”opildne nationalistiske, anti-vestlige og militaristiske tendenser i den russiske opinion”; 2) den ville ”få en negativ virkning på udviklingen af russisk demokrati”; 3) den ville ”genskabe en koldkrigs-atmosfære i Øst-Vest-relationerne” ved at ”rette fokus på, hvem der vil være allieret med hvem, og dermed også imod hvem”. Samme år, 1997, underskrev 50 fremtrædende, amerikanske sikkerhedspolitiske eksperter, officerer og fhv. topaktører under Den Kolde Krig en offentlig erklæring, som appellerede om et moratorium for fortsat udvidelse af NATOs medlemskreds. Året efter, i 1998, kaldte Kennan NATO-udvidelsen ”en tragisk fejltagelse”, fordi der ikke forelå nogen trussel, og han tilføjede: ”Selvfølgelig vil der komme en dårlig reaktion fra Rusland […] så vil man sige: […] ’sådan er russerne’!”

Lige efter NATOs krig mod Serbien i 1999 – uden om FNs Sikkerhedsråd – som skabte Kosovo og dermed ændrede europæiske grænser med magt, skrev den fremtrædende amerikanske politologi-professor Michael Mandelbaum profetisk, at Rusland en dag ville kunne bruge netop NATOs militære indgreb omkring Kosovo til – på et tidspunkt i fremtiden – at legitimere et énsidigt indgreb i Ukraine (samtidig kritiserede Kennan USA’s medskyld i, at man ”tankeløst havde skubbet” det, han kaldte ”den totalt u-ukrainske Krim-halvø ind i Ukraine” efter sovjetkommunismens sammenbrud). Alle advarsler blev fortsat overhørt i Vesten.

Efter 11. september 2001 indledte USA, støttet af NATO-landene, den såkaldte ”krig mod terror”, der – ofte på tværs af folkeretslige regler – skabte mere international terror og ustabilitet, end den bekæmpede, samtidig med at NATO rykkede endnu længere mod øst. Det var i den situation, Putin – i sin berømte tale i München i 2007 – for første gang protesterede imod USA’s ”næsten uhæmmede hyper-brug af militær magt” og imod opstillingen af baser og potentielt offensive våbensystemer i nogle af de nye NATO-lande nærmest Rusland.


Minsk II må reaktiveres – og det kreative diplomati fortsætte

Den forløbne uges forhandlinger mellem Vesten og Rusland har tydeligvis ikke umiddelbart givet konkrete resultater. Det var næppe heller at forvente, i betragtning af de forhåndsannoncerede positioner. Et vigtigt punkt i de kommende, fortsatte forhandlinger må være reaktivering af Minsk II-protokollen fra 2015, som, med Tysklands og Frankrigs mellemkomst, blev udarbejdet af Ukraine, Rusland og OSCE, og som bl.a. stipulerer autonomi til de pro-russiske østukrainske provinser. Den ukrainske præsident Zelenskij har af indenrigspolitiske grunde reelt syltet implementering af aftalen, og han har heri fået fortrolig støtte fra Paris og Berlin i et omfang, så Moskva i frustration, i efteråret 2021, lækkede diplomatisk materiale, som dokumenterer dette.

En anden vigtig erfaring fra Den Kolde Krig er, at uanset hvor skarpt modsætningerne mellem parterne er trukket op, er det altid godt, at der er dialog, forhandlinger og personlige kontakter – gerne suppleret af fortrolige ’bagkanaler’ mellem parterne på højst muligt niveau, og med gensidig respekt for modpartens bekymringer, uanset alle politiske og værdimæssige forskelle. Det var på den måde, afspændingsepoken under Den Kolde Krig blev igangsat i 1960erne og 1970erne, og det var sådan, den, især på europæisk plan, overlevede selv det stærkt forværrede supermagtsforhold i begyndelsen af 1980erne. Det er derfor farligt at bagatellisere dét, at der alene finder forhandlinger sted, som måske nytteløs ”bla-bla-bla”; det er under alle omstændigheder bedre end ”bang-bang-bang” (eller som Churchill formulerede det i 1954, da han ihærdigt søgte at stable et topmøde mellem Øst og Vest på benene: ”To jaw-jaw is always better than to war-war”). Og en sidste påmindelse, også formuleret midt under Den Kolde Krig, og af gyldighed også i den aktuelle situation mellem Rusland og Vesten, fremsagt af den respekterede britiske militærskribent Sir Basil Lidell Hart i 1960: ”Fasthold styrke, om muligt. Under alle omstændigheder, hold hovedet koldt. Hav ubegrænset tålmodighed. Træng aldrig en modstander op i hjørnet, og hjælp ham altid med at redde ansigt. Sæt dig selv i hans sted – for at se tingene gennem hans øjne. Undgå selvretfærdighed som djævlen – intet gør mere blind.” ■

 

Et vigtigt punkt i de kommende, fortsatte forhandlinger må være reaktivering af Minsk II-protokollen fra 2015, som, med Tysklands og Frankrigs mellemkomst, blev udarbejdet af Ukraine, Rusland og OSCE, og som bl.a. stipulerer autonomi til de pro-russiske østukrainske provinser.
_______

 

Poul Villaume (f.1950) er dr.phil. og professor emeritus i samtidshistorie, Saxo-Instituttet, KU. Hans seneste bog, ”Frygtens logik: Den Kolde Krig – en ny global historie. Optakt og tidlige år, 1917-1961”, udkom i 2020. Bind 2, ”Håbets gennembrud: Den Kolde Krig – en ny global historie. Kulmination og afslutning, 1961-1991”, forventes af udkomme sidst i 2022. ILLUSTRATION: 15. December 2021: Militærøvelse nær Orenburg, Rusland [foto: Officielt pressefoto fra det russiske forsvarsministerium via Ritzau Scanpix].