Poul Smidt: Hvorfor skaber minkrapporten splittelse? Fordi politikerne i Danmark i 150 år har undveget enhver fast praksis for at rydde op i deres skandalesager

03.07.2022

Med Folketinget som opdragsgiver var det håbet og forventningen, at minkrapporten ville blive mødt med tillid. Sådan gik det ikke.

Kronik af Poul Smidt

Da formanden for Granskningskommissionen om mink, landsdommer Michael Kistrup torsdag den 30. juni 2022 klokkede 1100 bragte ni trykte bind med 1649 siders tekst til Christiansborg var det en Danmarkspremiere. Undersøgelsesarbejdet havde haft Folketinget som bestiller og dermed også som modtager af den omfattende redegørelse for aflivningen af alle smittede og usmittede mink i Danmark. De smittede mink blev slået ned med loven i hånden, mens de usmittede mink døde uden hjemmel i lov, sådan som Grundloven ellers forudsætter, at også den handlekraftige regering skal hente sin handle-ret i loven. Og sørge for, at ingen udgifter afholdes uden hjemmel i finanslovs, tillægsbevillingslove og den slags.

Med Folketinget som opdragsgiver var det håbet og forventningen, at resultatet ville blive mødt med tillid på begge sider af salen. Den blev enstemmigt vedtaget den 13. april 2021. Tidstypisk sluttede 2. behandlingen ugen før med at folketingsformand Henrik Dam Kristensen (S) udsatte mødet, ”så vi kan få sprittet af i salen” inden næste punkt på dagsordenen.

Men det ville være synd at sige, at Mink-rapporten blev mødt med den ønskede tillid. Faktisk var der ikke rigtigt nogen, der sagde, at det var et godt og klarsynet arbejde, som havde gjort det nemmere at forstå, hvor galt det gik. Splittelsen dikterede. Nogle ville have den advokat-vurdering som måske kunne føre til en håbløs tynd rigsretssag. Andre ville bare videre. Så Kistrup og hans to kolleger, professor Helle Krunke og advokat Ole Spiermann, fik slet ikke den ros, rapporten fortjente. Så meget havde De Radikale folketingsmedlemmer dog læst, at de ville vælge den politiske og ikke den retlige model. Mistillid til regeringen, medmindre statsminister Mette Frederiksen dukker sig i tide. Vi får se.

Michael Kistrup har ikke være ubekendt mod det stærkt politiserede landskab, der omgiver kommissioner. I marts 2015 blev han nemlig indstillet af både Østre og Vestre Landsret og udpeget af justitsminister Mette Frederiksen til at lede Irak-kommissionen, der var kørt fast under den tidligere formand. 96 dage senere blev dén så nedlagt af den nyvalgte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Der var ikke noget at komme efter, spild af tid og penge. Som nyvalgt formand for Socialdemokratiet beklagede Mette Frederiksen med følgende ord: ”I et demokrati er det afgørende, at Folketinget og befolkningen kan holde regeringen ansvarlig. Uanset partifarve. Det kræver, at en regering skal være klar til at undersøge sig selv. Også selvom det er politisk ubekvemt”.

Skulle hun derfor være forpligtet til at have talt for en advokat-vurdering af Kistrup-rapporten? Berlingske Tidendes kloge analytiker Bent Winther har skrevet, at statsministeren nok havde stået lige så godt nu, hvis hun havde bifaldet advokat-vurderingen og sendt de kritiserede embedsfolk hjem frem til afgørelsen af eventuelle tjenestemandssager. Jeg er enig. Både viljen til klarhed og tværpolitisk handling tilsiger det. Og så tror jeg ikke, at de blå selv tror, at der lå en rigsretssag om hjørnet efter advokat-vurderingen, men det er den slags taktiske finurligheder, som jeg ikke deltager i. Slet ikke her.

Det rigtige argument for at sige, at statsministeren selv skulle tale for advokatvurderingen nu, er selvfølgelig, at spørgsmålet kan rejses igen efter et valg, hvis der er opstået et andet flertal.

Rigsretssager er ikke vejen frem

Ved vurderingen af Minkkommissionens arbejde kan man foretage flere slags historiske tilbageblik.

Et juridisk tilbageblik: Med Grundloven af 1849 var det i mere end hundrede år umuligt at definere ministeransvarlighed trods mange forsøg. De få gange, Rigsretten har været i arbejde, har det stort set været et udtryk for tilfældigheder. Og har Rigsretten sendt en eneste minister ud af det politiske rum? Nej, tværtimod.

Et politisk tilbageblik: Kigger man på hvordan det politiske ansvar for skandaler placeres, ligner praksis en rodebutik. Der har aldrig været udtalt mistillid med rene ord for pengene, selv om Folketinget i 1947 ”ikke billigede” Venstremanden Knud Kristensen private bestræbelser på at flytte grænsen mod syd, så han måtte gå. Mange har dukket sig og trukket sig, fordi mistilliden lå i luften. Og så blev det ofte ikke undersøgt, hvad de måske havde gjort, inden statsministeren igen havde brug for dem på en ministerpost.

Kun to rigsretssager er gennemført de seneste 100 år, og der er ingen grund til at gå videre ad den vej.

Jeg har adskillige gange skrevet, at det ikke var ulejligheden værd at stille Inger Støjberg for Rigsretten. For det første fordi Folketingets brede flertal egentlig havde det fint med hendes adfærd. Og selv om den daværende justitsminister Søren Pind (V) i en sms advarede sin statsminister Lars Løkke Rasmussen om, at noget gik i svang ovre i Udlændingeministeriet, så var statsministeren ganske tilfreds med den form for svang. For det andet var det at skyde gråspurve med kanoner. Inger Støjbergs sag kan sammenlignes direkte sammen med Rigsretssagen mod V-formanden J.C. Christensen i 1910. Han fik en næse, som aldrig nåede frem til de jyske aviser, og han blev politisk styrket af den sag, der var gennemført – ja – i de københavnske saloner. Det var indlysende, at viljen til at straffe Støjberg lå på et meget lille sted.

I den sammenhæng har journalist Peter Lautrup-Larsen, der altid er fagligt velfunderet, fremhævet en interessant detalje i Rigsrettens dom. På side 140 står der: ”Når Folketinget har besluttet at rejse tiltale mod en minister for dennes embedsførelse, jf. grundlovens § 16, tilkommer det ikke Rigsretten at afgøre, om en politisk reaktion ville have været tilstrækkelig. Afgørelsen heraf er alene Folketingets”. Dommen er skrevet af en højesteretsdommer og de typer bruger aldrig ord tilfældigt eller uden betydning. Indtil videre konstaterer jeg blot, at Folketingets medlemmer har det valg, der følger af Grundloven: De kan vælge den politiske sanktion – med mistillid og fyring – eller de kan vælge det retlige ved med ministeransvar ved Rigsretten. Eller måske begge veje. Måske er det et spørgsmål om, hvordan det retlige ansvar skal supplere det politiske ansvar, men det ER stadig et valg, der må træffes. Og efter min svar et valg, der må følge sagens karakter og ikke de politiske magtforhold på tinge.

Kernen i denne fortælling er, at Folketinget aldrig har lagt sig fast på én praksis, men valgt at forbeholde sig retten til at sige: ’Hovsa: Hov, der er noget helt galt. Den minister har vi ikke tillid til, men nu er hun gået, så glemmer vi det!’ Der er flere brugbare eksempler fra begge blokke.

Det var måske mest omkostninger og tidsforbruget, der fik Folketinget for at vedtage den nye undersøgelsesform med Granskningskommissioner. Nu måtte det ikke tage så lang tid, og det levede Kistrup og kolleger helt op til. Det var også et håb, at når Folketinget – altså: ikke regeringen og justitsministeren – modtog rapporten, så kunne den ikke bare lige lægges væk. Eller rettere: Flertallet skulle afgøre – og har afgjort – om man bare skulle sige ’Nå’ eller vælge at gå videre retligt eller politisk.

Til regeringen kan man sige: Tanken om at lade kaotiske situationer føre til en ny kanal mellem regeringen og Folketinget anser jeg for ansvarsfraskrivelse. Eller ganske enkelt: Vrøvl
_______

 

Hvorfor splitter rapporten – når den burde samle?

Da Minkrapporten kom i torsdags syntes jeg, det var et glimrende arbejde, som måtte få nogen til at sige op og andre til at sige fra. Men på få timer delte man sig efter anskuelser på en måde, der ikke er egnet til at skabe tillid til Folketingets evne til at rense luften og til at gøre op med de fejl, endda grove fejl, der blev begået i denne sag.

Til oppositionen kan man sige: Det er alle partiers ret at sige, at de har mistet tilliden til statsministeren og tage spørgsmålet ind i folketingssalen ved først givne lejlighed. Men at styre efter den tyndest tænkelige rigsretssag skaber hverken tillid til Folkestyret, Rigsretten eller partierne på kalkunjagt.

Til regeringen kan man sige: Tanken om at lade kaotiske situationer føre til en ny kanal mellem regeringen og Folketinget anser jeg for ansvarsfraskrivelse. Eller ganske enkelt: Vrøvl.

Under minksagen gik det galt fordi man ikke havde en checkliste med en håndfuld små bokse til afkrydsning af flueben ud for a) hjemmel b) finansiering c) formidling til minkavlerne d) formidling til folk og d) offentlighedens modtagelse af minkaflivning og frygten for varianten e) opfølgning og implementering i forhold til minkaflivningerne f) eventuelt behov for afledet lovgivning. Og ansvarspersonerne ud for de enkelte bogstaver. Hvorfor lavede man ikke en så simpel dosmerseddel? Det var det spørgsmål, vi skulle have håndteret i ordentlighed.

Der er krig i Europa. Epidemien lurer derude og løber måske snart om kap med inflationen. Heller ikke i denne sag er nogen tjent med, at det ene spinkle flertal råber på sin løsning. ■
 

Til regeringen kan man sige: Tanken om at lade kaotiske situationer føre til en ny kanal mellem regeringen og Folketinget anser jeg for ansvarsfraskrivelse. Eller ganske enkelt: Vrøvl
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland