Postkort fra Amerika: Præsidentvalget 2024 er igang. Skal Demokraterne håbe, at Trump bliver Republikanernes kandidat?

16.11.2022

Allerede før de sidste stemmer fra midtvejsvalget er talt op, skød Donald Trump for få timer siden præsidentvalgkampen i gang med annonceringen af sit kandidatur til 2024. På venstrefløjen er spørgsmålet nu, hvorvidt det er Biden, der bedst kan lede partiet i endnu en valgkamp, eller om den snart 80-årige præsident bør træde til side for yngre kræfter. Og i baggrunden spøger Ron DeSantis.

Fra New Hampshire dækker Vilhelm Juhler Kjær det amerikanske midtvejsvalg i serien, Postkort fra Amerika. Dette er tiende og sidste udgave.

Republikanerne tabte mere, end Demokraterne vandt. Sådan må konklusionen lyde 8 dage efter Midtvejsvalget. Resultatet er først nu næsten officielt – det tager amerikanerne væsentligt længere tid at afgøre et valg, end vi er vant til herhjemme – men vi ved, at Demokraterne er garanterede en fortsættelse af det snævre flertal i Senatet, og at Republikanerne vinder en omtrent lige så spinkel overhånd i Huset. Kevin McCarthy (R) er allerede blevet valgt som Republikanernes kandidat til leder i Huset, og vi står overfor to besværlige år, hvor begge fløje skal kæmpe for ethvert stykke lovgivning ned til den sidste millimeter.

Resultatet er delvist overraskende, da prognoserne og historiske tendenser havde spået en større Republikansk sejr, men alligevel er det ikke ren eufori for Biden og Demokraterne. Selvom nogle af de mest yderliggående og kontroversielle Republikanere tabte deres valg, begynder nu en kamp om partiets retning. Valgkampen 2024 er allerede i gang. Uhørt tidligt selv for amerikanske standarder, og præsidentvalget er nederst på den liste af emner, som Det Hvide Hus helst vil bruge kræfter på lige nu.

Men uden tøven eller tid til at slikke sine sår, kaster den amerikanske højrefløj sig allerede nu ud i primærvalgssæsonen, hvor partiets fremtid skal afgøres. For Republikanerne står valget formentlig mellem Floridas guvernør, Ron DeSantis, der netop har vundet et bomstærkt mandat i sin hjemstat, og Donald Trump, der i går aftes lokal tid lancerede sit tredje kandidatur til Det Hvide Hus. Også fra Florida i øvrigt.

Third time’s the charm

Skulle det lykkes for Donald Trump at genvinde sit partis primærvalg dermed få kandidaturet, ville Demokraterne være forsigtigt optimistiske. Til trods for sit greb om eget partis græsrødder, har Trump jo tabt to valg i streg – tre, hvis man bebrejder ham Republikanernes nederlag i sidste uge. Dekan ved Columbia Journalism School, Jelani Cobb, sammenligner trumpismens flakkende greb om partiet med Joseph McCarthys for snart halvfjerds år siden:

”The G.O.P. has abided all manner of corrupt, dishonest, anti-democratic, and potentially illegal behavior from Trump, including his incitement of an armed insurrection against the United States Congress, but the lacklustre midterm performance of Republicans seems to suggest that, like McCarthy sixty-eight years ago, the former President has reached a point where his demagogy has become a liability for his own party” (The Atlantic, 15.11.22)

Alligevel bør enhver amerikansk politiker vide, at man ikke skal undervurdere Donald Trump eller tro, at man har regnet ham ud. Gennem sin timelange tale lød der genklang fra fordums storhedstid, da Trump igen og igen gentog gamle one-liners. Annonceringen blev afrundet med adskillige varianter af MAGA-løftet:

“We will make America wealthy again. We will make America strong again. We will make America proud again. We will make America safe again. We will make America glorious again. And we will make America great again.”

Igen bryder Trump med normen, da det er uhørt at påbegynde en præsidentvalgkamp, mens midtvejsvalgets sidste stemmer endnu ikke er talt op. Alt tyder på, at DeSantis lader Trump føre an, imens han selv fortsætter med at være den populære guvernør fra Florida og dermed slipper for nationens nøgterne opmærksomhed. Anonyme kilder tæt på DeSantis kalder lidt endnu Trumps trussel for ”irrelevant,” da man foretrækker at lade ham tage de første tæsk alene:

“[DeSantis] has the opportunity to spend the next several months governing while Trump has to try and convince people he still has the ability and faculties to govern effectively (…) DeSantis controls his timeframe right now, so it’s almost like he gets to watch Trump punch himself out” (POLITICO, 15.11.22)

Min fjendes fjende

Donald Trump lader ikke til at tage meget af ansvaret for midtvejs-nederlaget på sig, selvom det i høj grad var hans egne håndplukkede kandidater, der fejlede og tabte. Den yderligtgående Kari Lake blev overraskende ikke guvernør i Arizona, TV-fænomenet Dr. Oz tabte sit senatsvalg – og dermed flertallet – trods hans modstanders slørede tale og kamp med egne helbredsmæssige dæmoner. Don Bolduc knækkede midtover i New Hampshire og lykkedes ikke med at vælte den ellers meget udsatte Demokratiske senator i den Republikanske stat, Maggie Hassan. Heller ikke i Nevada eller Arizona var den tidligere præsidents støtte til hjælp og i Georgia går Trump-darlingen Herschel Walker et svært omvalg i møde. Selv opsummerede Trump sine kandidaters resultat med et af sine vanlige guldkorn:

“I think if they win, I should get all of the credit, and if they lose, I should not be blamed at all (…) But it will probably be just the opposite” (NewsNation, 8.11.22)

Man kan sige meget skidt om Donald Trumps håndtering af det amerikanske demokrati, men det er ganske enkelt fremragende fjernsyn.

Demokraterne har også i flere tilfælde næsten omfavnet de mest rabiate af Republikanernes kandidater. I New Hampshire indrykkede de endda annoncer imod Don Bolducs mere moderate interne modstandere. Det lykkedes for Demokraterne at skubbe midtvejsvalgets tale over på Trump fremfor på Biden, der selv er enormt upopulær. Bidens moderate succes sker i bredt omfang på grund af Donald Trump, ikke på trods.

Spørgsmålet for venstrefløjen bliver nu, hvorvidt det er Biden, der bedst kan lede partiet i endnu en valgkamp, eller om den snart 80-årige præsident bør træde til side for yngre kræfter. ■

 

Bidens moderate succes sker i bredt omfang på grund af Donald Trump – ikke på trods
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland