Postkort fra Amerika #7: Trump stævnet, Biden stækket – midtvejsvalget spidser til

26.10.2022

Trump er stævnet, Steve Bannon skal i fængsel, og trods ringe Republikanske kandidater er Senatet nu et toss-up. Velkommen til valgets sidste heat.

Fra New Hamsphire følger Vilhelm Juhler Kjær valgkampen i serien Postkort fra Amerika [dette er #7].

Midtvejsvalget begynder nu så småt at forløbe mere normalt. Oppositionspartiet står til fremgang, og præsidentpartiet skal forsvare sig, som var valget i virkeligheden en afstemning om præsidentens hidtidige præstation. En sådan tilstand betyder, at økonomiens, samfundets og Kongressens performanceindikatorer tilskrives præsidenten. Så når inflationen stiger eller købekraften falder, skal Biden (måske) stå skoleret.

Der er ingen tvivl om, at inflationen også er steget USA. Amerikanerne er meget følsomme overfor benzinpriserne, der sammenlignet med sidste år nu er steget en ottendedel og er lidt over en krone dyrere literen. Selvom det ikke lyder af meget i forhold til europæiske standarder, så står det så slemt til, at Biden nu er begyndt at trække på landets strategiske benzinreserver. Disse er ellers traditionelt forbeholdt sikkerhedsmæssige fremfor økonomiske kriser.

Deres købekraft bliver udhulet i tilsvarende grad til Europas, og prisen på æg, mælk og andre centrale fødevaregrupper er ligeledes steget med 11 pct. siden sidste år. Ifølge NBC er majoriteten af vælgerne bekymrede over landets kurs og halvdelen af befolkningen frygter, at økonomien vil få det endnu værre. Kun en femtedel er fortsat optimistiske.

Dertil har Demokraterne mistet grebet om valgets tale, da midtervælgerne ikke længere rangerer abortrettigheder lige så højt på deres emneprioriteringer, som de gjorde i sommer. Nu fylder benzin, olie, gas og økonomi – den rene hjemmebane for Republikanerne.

Altså ligner valget nu mere og mere et typisk midtvejsvalg, hvor præsidentpartiet er presset og går tilbage, oppositionen får vind i sejlene og går frem, og hvor Kongressen i bedste fald opdeles og i værste fald tabes. Kombinerer man det med en upopulær præsident, en splittet befolkning og en kontroversiel agenda, burde skriften på væggen være en total udryddelse af Demokraterne? i Kongressen.

Sådan ser det bare ikke ud i meningsmålingerne. Endnu. Demokraterne er stadig favoritter til at beholde flertallet i Senatet. Endda til at udvide deres flertal. Og trods de ikke er favoritter i Huset, er de fortsat kampdygtige.

Det er der flere årsager til. To er til fordel for Demokraterne, mens én kan vende det hele på hovedet.

 

Hvordan kan det være, at man kan spås fire femtedeles sandsynlighed for at vinde det ene kammer, men samtidig stå til uafgjort i det andet?
_______

 

Trusler mod demokratiet

Siden juli i år har et særligt nedsat udvalg i Repræsentanternes Hus arbejdet med at kortlægge, undersøge og forsøge at placere et ansvar for stormen på Kongressen, den 6. januar 2021. Trusler mod demokratiet er det vigtigste emne for Demokraternes vælgere, mens det – ikke så overraskende – ikke fylder for Republikanernes vælgere.

Deres arbejde er nu kulmineret i en stævning af Donald Trump og en fire måneders fængselsstraf til Trumps tidligere mediestrateg, Steve Bannon, for at sidde en lignende stævning overhørig. Udvalget, hvis ledelse er udgjort af både republikanere og demokrater, har fyldt meget i medierne, men dets arbejde risikerer at være forgæves og blive lukket, hvis Demokraterne mister flertallet i Kongressen.

Stævningen af Trump er derfor et sidste træk fra udvalget, der er usikre på, om han overhovedet dukker op. Trump har selv foreslået, at høringerne og hans vidneforklaring skal televiseres og sendes live, hvilket viceformanden for udvalget, Liz Cheney (R-Wyoming), ikke har meget tilovers for:

“[Trump]’s not going to turn this into a circus (…) This isn’t going to be, you know, his first debate against Joe Biden and the circus and the food fight that that became. This is a far too serious set of issues.” Meet The Press, NBC – 23.10.22

Udvalgets arbejde galvaniserer Demokraterne og giver dem delvist stærkere opbakning, end man ellers typisk kunne forvente, når man sammenligner deres nuværende position med lignende tidligere midtvejsvalg.

Lav kandidatkvalitet

Den Republikanske minoritetsleder i Senatet, Mitch McConnell, er i en opsigtsvækkende situation. Opbakningen til hans parti er stigende, dagsordenen er vendt til deres fordel og de ser ud til at vinde en komfortabel majoritet i Repræsentanternes Hus. Alligevel står de fortsat ringe i valget til Senatet, hvor selv de forsigtigste målingsinstitutter spår valget fifty-fifty.

Hvordan kan det være, at man kan spås fire femtedeles sandsynlighed for at vinde det ene kammer, men samtidig stå til uafgjort i det andet? Selv bebrejder McConnell noget opsigtsvækkende sit eget partis lave kandidatkvalitet. Noget der, ifølge McConnell, betyder mere i Senatet, da de fleste simpelthen ikke aner, hvem de stemmer på til Huset. Tilbage i august sagde han følgende til en fundraiser i Kentucky:

“I think there’s probably a greater likelihood the House flips than the Senate. Senate races are just different — they’re statewide, candidate quality has a lot to do with the outcome,” – NBC News

Kvaliteten mangler mest i to af de tætteste senatsvalg: i Georgia og i Pennsylvania. Herschel Walker, der stiller op for Republikanerne i Georgia, står med møgsager til halsen såsom en tidligere beskrevet abortskandale, et spørgsmål om, hvorvidt han har været politibetjent – som han tidligere har insisteret på at have været – samt alvorlige anklager om hustruvold. Walker udfordrer menneskerettighedsforkæmperen og præsten i Martin Luther Kings kirke, Raphael Warnock, der nu ligger komfortabelt i meningsmålingerne på trods af at have været presset tidligere på året.

 

Udover de tætte valg i Pennsylvania og Georgia har Republikanerne helt mistet en mulighed for et kampvalg i New Hampshire
_______

 

I Pennsylvania står Republikanerne, trods en forventet føring, nu også til at tabe valget til en relativt politisk nybegynder fra Demokraterne, John Fetterman, da deres egen kandidat, kendislægen Mehmet Oz, virker glat som en ål og desperat mangler den folkelighed og oprigtighed, som Fetterman promoverer sig selv på. Oz har derfor skruet op for personangreb på Fetterman, hvor han sætter spørgsmålstegn ved sin modkandidats helbred. Fetterman led af et slagtilfælde i maj og har siden holdt sig lidt tilbage fra for mange offentlige optrædener. Oz’ angreb har nu ført til, at de to skal mødes til en TV-debat tirsdag aften. Denne debat spår mange eksperter kommer til at afgøre det fortsat tætte valg i den afgørende svingstat.

Udover de tætte valg i Pennsylvania og Georgia har Republikanerne helt mistet en mulighed for et kampvalg i New Hampshire. Trods beliggenheden i New England, en marineblå Demokratisk højborg på østkysten, er New Hampshire en svingstat. Selvom begge statens senatorer er Demokrater, er guvernøren, Chris Sununu, både yderst populær og Republikansk. Sununu var udset til at udfordre Maggie Hassan (D-New Hampshire), hvis taburet så ud til at vakle under hende. I sidste ende valgte Sununu at sige nej, og i stedet endte kandidaten med at blive den yderligtgående Trump-allierede Don Bolduc, der med konspiratoriske overbevisninger og en kaotisk kampagne står til et rungende nederlag. I New Hampshire er man i sidste ende nok ikke så Republikansk, at det gør noget.

Elefanten i rummet

Summa summarum er mange Demokrater derfor fortsat forhåbningsfulde for, at de kan beholde Senatet, hvorfor de er klar til at finde sig i et nederlag i Huset. Meningsmålingerne giver dem også opbakning, men spørgsmålet er, om man kan stole på målingerne?

Meningsmålinger har fået et noget blakket ry i store dele af verden de sidste par valgcyklusser, da de gentagende gange har ramt stort forbi. Det har ført til en voksende skepsis iblandt ledende statistikere, og der breder sig i stigende grad en eksistentiel frygt i fagmiljøet. Enhver model rammer forbi, men er der noget fundamentalt i vejen med metoden?

De amerikanske institutter har nu misset tre valg i træk: mellem Clinton og Trump i 2016, midtvejsvalget i 2018 og mellem Biden og Trump i 2020. Alle gangene har målingerne forudset langt større tilslutning til Demokraterne, end der viste sig på valgdagen. Den Republikanske elefant er måske større, end den ser ud, og det kan der være flere grunde til.

Det statistiske medie FiveThirtyEight forsøger efter bedste evne at tage højde for så mange aspekter som muligt, når de udregner vægtede gennemsnit over alle foretagne meningsmålinger. Mediets grundlægger, Nate Silver, insisterer på, at målinger per definition svinger, og bare fordi de har overvurderet Demokraterne tre gange i streg, betyder det ikke, at målingsprocessen er fundamentalt i stykker.

Efter valgresultatet i 2020 annoncerede Republikanernes berygtede pollster, Frank Luntz, at målingerne havde ramt så meget forbi i forhold til Kongressen, at målingsindustrien var rabundus, og at resultaterne var ødelæggende for deres fremtid. At de i så stor grad igen overvurderede Demokraternes chancer risikerer at underminere tilliden til og relevansen af politiske meningsmålinger.

Manden er dog en central skikkelse i det Republikanske parti, hvilket måske er værd at have in mente.

Modsat Luntz minder Nate Silver om, at meningsmålinger plejede at blive vurderet efter, om de ramte den rigtige vinder eller ej, og målingerne havde både ret i, at Demokraterne vandt midtvejsvalget i 2018, og at Biden vandt præsidentvalget i 2020. Måske tog de lidt fejl, men der var altså ikke grund til panik.

Denne mand tjener dog netop sine penge på at drive et specialiseret målingsmedie, hvilket måske her er værd at have in mente.

Uanset hvad, tøver Demokraterne med (igen) at blive snydt af meningsmålingerne, hvilket gør et så tæt valg til en endnu større gyser. Valgkampen er på sit højeste, intet er endnu vundet eller tabt, og med samlede annonceudgifter på over ti milliarder dollars er dette valg på vej til at blive landets dyreste midtvejsvalg nogensinde. Muligvis endda dyreste valg overhovedet.

Intet er sikkert, på nær at alle holder vejret indtil den ottende november. ■

 

Valgkampen er på sit højeste, intet er endnu vundet eller tabt
_______

 

Hvis du kunne tænke dig at læse videre, har jeg samlet fem artikler nedenfor, som jeg vil anbefale:

NYTimes: Pelosi, Democrats’ Billion-Dollar Woman, Fights On With Majority Teetering

The Atlantic: What Voters Can and Can’t Learn from John Fetterman’s Stroke

538: Why I’m Telling My Friends That The Senate Is A Toss-Up

POLITICO: Jan. 6 committee subpoenas Donald Trump

Punchbowl: Pelosi: Back to the future

Vilhelm Juhler Kjær er studerende og skriver for RÆSON.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland