Postkort fra Amerika #4: Midtvejsvalget i orkanens øje
06.10.2022
Historisk set har naturkatastrofer spillet store roller i amerikansk politik. Alle præsidenter er blevet sat på prøve i deres håndtering før, under og efter deres hærgen, og en god håndtering kan give en administration bred opbakning hen over midten, gode valg og bedre meningsmålinger. Vil orkanen Ian styrke eller svække DeSantis og Republikanerne frem mod midtvejsvalget?
Fra New Hamsphire følger Vilhelm Juhler Kjær valgkampen i serien Postkort fra Amerika [dette er #4].
I sidste uge talte vi om dagsordener. Om hvilke emner, politikerne forsøger at gøre til valgets omdrejningspunkt. Politikere bruger retorik, valgkampagner og milliondyre TV-reklamer til at diktere, hvad vælgerne skal tænke over, når de sætter deres kryds – om man skal rejse en vindmølle eller sænke en skat.
I sidste uge blev Floridas vestkyst ramt af kategori 4-orkanen Ian, der forsagede katastrofale ødelæggelser, i skrivende stund knap 109 dødsfald og efterlader fortsat dele af staten uden adgang til drikkevand eller elektricitet. Ian er den kraftigste orkan, der har ramt USA i over 18 år, og de menneskelige konsekvenser er først lige begyndt.
Landets Kongreskandidater har sammenlagt fundraiset 2,5 milliarder dollars i håbet om blandt andet at diktere, hvad valgets emner skal være i slutspurten, og hvor mediernes og vælgernes opmærksomhed skal rettes hen. Nu er valgets omdrejningspunkt blevet disaster management, og alles øjne er rettet mod Florida.
På den måde er politik både uforudsigeligt og forunderligt.
I orkanens øje
Historisk set har naturkatastrofer spillet store roller i amerikansk politik. Alle præsidenter er blevet sat på prøve i deres håndtering før, under og efter deres hærgen, og en god håndtering kan give en administration bred opbakning hen over midten, gode valg og bedre meningsmålinger.
Den sidste orkan af lignende styrke og intensitet var Katrina i 2005. Præsidenten hed George W. Bush og håndteringen af Katrina er blevet lærebogs-skrækeksemplet for politiske rådgivere i USA. Over 1800 mennesker mistede livet, og på mange parametre er staten aldrig kommet sig. Her blev Bush-administrationen bebrejdet for sin langsomme håndtering og ineffektive evakuering.
Katastrofen hang over både partiet og præsidenten efterfølgende. Selvom Bush havde vundet to præsidentvalg og var blevet den første præsident siden Anden Verdenskrig, der gik frem til sit midtvejsvalg, blev han nedsablet året efter i 2006. Republikanerne mistede 10% af vælgerne, tredive sæder i Repræsentanternes Hus og seks senatorer.
Når politik kommer så nær borgernes hverdag, velfærd og velstand, kan deres gunst både stige og falde med få dages varsel
_______
Commander in Grief
Efter en orkan har sejlet over en stat og efterladt sig et spor af ødelæggelse, var det i mange år almindelig praksis, at Washington finansierede en føderal genopbygning, uanset om partifarven i Det Hvide Hus og delstaten stemte overens. Den norm blev brudt for alvor, da republikanske kongresmedlemmer forsøgte at blokere for hjælp og støtte til New York og New Jersey i kølvandet på stormen Sandy i 2012. Anført af de reaktionært-libertarianske kongresmedlemmer fra Tea Party-bevægelsen, blev genopbygningen gjort til et eksempel på det offentliges overforbrug og ”kreditkorts-mentalitet”. Floridas nuværende guvernør og daværende republikanske kongresmedlem sagde følgende om Sandy-planen:
„Congress should not authorize billions in new borrowing without offsetting expenditures in other areas (…) Here, Congress has failed even to attempt to identify reductions in nonessential spending. This ‚put it on the credit card mentality‛ is part of the reason we find ourselves nearly $17 trillion in debt.” Tampa Bay Times, 04.01.13
Den partipolitiske kamp fik også lov til at tage fat i håndteringen af naturkatastrofer og nu må DeSantis – der af mange betragtes som en meget sandsynlig præsidentkandidat i 2024 – trække massivt i land. Som han anerkender i dag, lever vi i”meget politiserede tider”, hvorfor han påkalder større samarbejde hen over midten, og at D.C. fuldt finansierer genopbygningen i de næste to måneder:
“… you know, when people are fighting for their lives, when their whole livelihood is at stake, when they’ve lost everything — if you can’t put politics aside for that, then you’re just not going to be able to.” NYTimes, 29.09.22
DeSantis egen håndtering af evakueringer op til Ians landgang sidste onsdag bliver nu også gransket for nøl. Derfor leder Biden administrationen nu efter en håndtering, der hjælper Floridas indbyggere og infrastruktur, uden at lade vælgerne glemme om DeSantis’ egen holdning til andre staters naturkatastrofer.
Vi kan endnu ikke vurdere, om DeSantis kommer styrket eller svækket ud af krisen. Det vil afhænge af de kommende uger, og hvornår borgerne igen får drikkevand i hanerne, lys i hjemmet og hvornår delstatens veje og broer igen bliver sikre. Når politik kommer så nær borgernes hverdag, velfærd og velstand, kan deres gunst både stige og falde med få dages varsel.
Den politiske situation bliver også kun mere anspændt af, at der er valg næste måned. Ifølge professor ved Washington University, Andrew Reeves, der bl.a. forsker i orkanpolitik, kan vælgere reagere markant og konsekvent i deres vurdering af katastrofehåndtering og selvom deres hukommelse er kort, rækker den langt nok til et valg i november:
„These [disasters] are often sort of pop quizzes in leadership (…) This particular pop quiz happens to be close to a midterm election. Voters tend to have short-term memories (…) but we’re in October here so this event is going to be different.‟
Hvorfor oppositionen (næsten) altid vinder: Demokraternes hovedpine
Der er mange tendenser og gentagelser i politik. Tendenser, der gentages så ofte af journalister, målingsinstitutter og politiske kommentatorer, at de til forveksling kan ligne naturlove. Det er tendenser, såsom at republikanerne er bedst til at mobilisere, at demokraterne sidder tungt på de sorte vælgeres stemmer, eller at syden er højreorienteret og kysterne venstreorienterede. Disse tendenser er alle mere eller mindre robuste (oftest mindre), og ved hvert eneste valg skal man efterfølgende læse mange kommentatorers efterrationaliseringer og retfærdiggørelser for, hvordan deres fejltagelser skyldtes helt særlige og unikke årsager, og altså ikke at de bare gættede forkert.
Dog er der få holdepunkter i amerikansk politik, der virker så robuste, at selv de mest konservative eksperter holder fast i dem. Men blandt disse er det faktum, at med blot den ene førnævnte undtagelse, har oppositionen vundet midtvejsvalget hver eneste gang siden Anden Verdenskrig.
Så på trods af, at Demokraterne pludselig har fået vendt mange meningsmålinger til deres fordel, er der historisk meget, der tyder på, at de får et dårligere valg til november, end de gjorde i 2020; et valg, hvor Demokraterne vandt et flertal i Kongressen med det yderste af fingerspidserne og i dag sidder på den snævrest mulige majoritet i Senatet.
”Biden is fast approaching quasi-lame duck status‟
– Rich Lowry
_______
En af de store udfordringer for mange demokratiske kandidater er, at Biden er for upopulær. Selvom nedsmeltningen fra foråret, hvor næsten to tredjedele af de adspurgte ikke bakkede op om Bidens performance, er blevet vendt til det bedre, ligger hans popularitet kun omkring de 40 pct., blot to år inde i perioden. Samtidig er usikkerheden om, hvorvidt den siddende præsident stiller op igen til sin anden valgperiode, hidtil uset. Et faktum, der ikke giver medvind til valgkampen:
”Biden is fast approaching quasi-lame duck status, an extraordinary fact for a first-term president who has been insistent that he’s running again (…) They clearly aren’t expecting any great second act from the proverbial dead cat.” Rich Lowry, redaktør ved National Review
For at gøre ondt værre for Demokraterne, er det heller ikke kun Biden, der er upopulær. To tredjedele af vælgerne mener samtidig, at landet er på vej i den forkerte retning. Det gør, at den siddende præsident–der ellers typisk er partiets stærkeste våben i en valgkamp – ikke er velkommen i mange af de enkelte valgkredse. Når adspurgt af The Washington Post, håber mange af Bidens egne kandidater på, at både Biden selv og vicepræsidenten Kamala Harris holder sig væk. Flere undlod helt at svare på spørgsmålet.
Demokraterne håber fortsat på, at de kan konsolidere den fremgang, som de har oplevet i målingerne den sidste måneds tid. Særligt her håber de, at nederlaget kan begrænses, så flertallet bevares i Senatet. Noget, som analysemediet 538 giver dem 69 pct. sandsynlighed for. At bevare flertallet i Repræsentanternes Hus virker stadigvæk som ønsketænkning, da samme måling kun giver dem 32 pct. sandsynlighed for netop det.
Strukturelle ulemper og systematiske fordele
Når et parti kan stå dårligere ved kongresvalget til Huset end til Senatet, skyldes det (som jeg beskrev i Postkort #1), at hele Huset udskiftes hvert andet år, modsat blot en tredjedel af Senatet. Hvor kongresmedlemmerne i Huset repræsenterer et valgdistrikt i deres delstat, er valgene til Senatet state-wide: 2 senatorer per stat.
Hvor der er 435 medlemmer af Huset, er der kun 100 medlemmer af Senatet og det forhold, at Californiens næsten 40 millioner indbyggeres stemmer i Senatet tæller lige så tungt som Wyomings 580.000 indbyggere, skriger til himlen. Hvis man kigger på et amerikansk valgkort, kan man derudover hurtigt se, at Demokraterne står stærkest i de kystnære og befolkningstætte stater såsom New York, Californien eller Washington, hvorimod Republikanerne vinder i mere sparsomt befolkede stater i syden og midtvesten såsom Kansas, førnævnte Wyoming eller North og South Dakota.
Afslutningsvis mener flere og flere statistikere og målingsinstitutter, at meningsmålingerne har et bias til fordel for og derfor systematisk overvurderer Demokraterne. Trods at de historisk lige ofte har overvurderet begge fløje, har de i de seneste tre amerikanske valg undervurderet Republikanerne. Richard Hanania, formand for The Center for the Study of Partisanship and Ideology, argumenterer i et blogindlæg for, at meningsmålinger lider af et strukturelt bias og ikke længere leverer et troværdigt estimat af den offentlige holdning.
Så afslutningsvis bør man ikke drage for mange konklusioner forud for valget den 8. november. At beholde majoriteten i Senatet ville uden tvivl hos Demokraterne blive betragtet og solgt i medierne som en stor sejr, selv hvis de mistede Repræsentanternes Hus. Samtidig vil Republikanerne udnævne sig selv til valgets vindere, hvis de kan tage bare et af Kongressens kamre fra Demokraterne. Men vær ikke et sekund i tvivl om, at begge partier inderst inde kun betragter den fulde sejr som en rigtig sejr. Resten er bare pressehåndtering og politisk marketing. ■
At beholde majoriteten i Senatet ville uden tvivl hos Demokraterne blive betragtet og solgt i medierne som en stor sejr, selv hvis de mistede Repræsentanternes Hus
_______
Hvis du er mere nysgerrig, kan du med fordel læse (og lytte) videre her:
NYTimes: Ron DeSantis, Once a ‘No’ on Storm Aid, Petitions a President He’s Bashed.
The Atlantic: The Great Senate Stalemate – Both Democrats and Republicans keep retreating into their corners.
FiveThirtyEight: Why The President’s Party Almost Always Has A Bad Midterm.
FiveThirtyEight: Politics Podcast: Why Biden’s Unpopularity Doesn’t Seem To Be Tanking Democrats.
Meet The Press: Se NBC’s Chuck Todd interviewe Floridas senator, Rick Scott (R), i søndagens udsendelse
Vilhelm Juhler Kjær er studerende og skriver for RÆSON.
ILLUSTRATION: En oversvømmet trailerpark efter orkanen Ian har hærget Florida, d. 4. oktober [FOTO: Marco Bello/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
