Ph.d. Kim B. Olsen: SPD stod fadder til den tyske Ostpolitik – åbenheden over for Sovjetunionen og Rusland – som nu ligger i ruiner
18.05.2022
”Steinmeier og store dele af SPD’s bagland troede på, at tilnærmelse ikke kun sker gennem handel og opbygning af økonomiske relationer, men går meget dybere. På at man kan hjælpe det russiske samfund med modernisering gennem samarbejde om civilsamfund, uddannelse og forskning. På at Rusland kan være en samarbejdspartner, og at Rusland har et demokratisk potentiale, der var blevet undertrykt.”
Interview af Jakob Sloma Damsholt
RÆSON: Den 27. februar holdt den tyske kansler Olaf Scholz en tale, som ifølge iagttagere var et afgørende nybrud i tysk udenrigspolitik, i særdeleshed over for Rusland. Hvorfor?F
OLSEN: Scholz’ tale kom et par dage efter den russiske anerkendelse af udbryderrepublikkerne Luhansk og Donetsk og den russiske invasion af Ukraine. Det er på dét bagtæppe, han holdt talen. Nybruddet bestod i, at Scholz talte om et Zeitenwende, et epokeskifte, som en anerkendelse af, at det verdensbillede, som Tyskland har haft, er faldet sammen.
Hvad det er for en verden, der er brudt sammen?
Det er en verden, hvor man har haft en dyb tro på multilateralt samarbejde, og hvor det multilaterale samarbejde er foregået inden for organisationer som EU og NATO. Man har troet på, at det er muligt at samarbejde med lande, som har interesser, der divergerer fra ens egne, og dermed skabe fredelig sameksistens. Brugen af militær magt har været det absolut sidste middel, man er grebet til, og man har ikke kunnet forestille sig, at det blev nødvendigt i Europa.
Tyskland holder dog fast i en række velkendte logikker. Kernen i antimilitarismen er at undgå unødvendig eskalation. Og det drejer den nuværende tyske linje sig også om: Hvor meget man kan hjælpe Ukraine uden at eskalere.
Så når Tyskland i nogle iagttageres øjne er fodslæbende med at indføre skrappere sanktioner og levere våben til Ukraine, skyldes det, at det tager tid at bevæge sig fra en tidligere logik til en ny?
Scholz’ pointe om, at Tyskland skal investere mere i militær, blev af nogle misforstået som, at Tysklands strategiske kultur blev ændret natten over, og det er ikke tilfældet. I det spændingsfelt, Scholz opererer i, er der på den ene side en forventning om, at Tyskland hjælper Ukraine, og en opfattelse af, at Tyskland bærer et særligt ansvar over for Ukraine. På den anden side er der i den tyske offentlighed en fundamental tro på, at militær eskalation kun fører til mere konflikt og mere elendighed. Det er samme rygmarvsreaktion, man så i modstanden mod Irakkrigen, og som førte til Tysklands beslutning om – som et af de eneste store vestlige lande – ikke at intervenere i Libyen. De mangeårige kriser, der opstod efter interventionerne i Irak og Libyen, blev set som beviser på, at man havde ret i Tyskland.
Det er den samme skepsis, der melder sig nu i store dele af den tyske offentlighed og i dele af det tyske politiske system. På den anden side står tyskerne dog også vagt om den centrale læresætning efter Anden Verdenskrig: Nie wieder – aldrig igen. Efter krigen sagde man, at der aldrig igen skulle være krig og aldrig igen ske eklatante brud på menneskerettighederne eller forfølgelse af grupper. Lige nu står tyskerne over for et dilemma, som vækker minder om diskussionerne om Kosovo: Accepterer man at deltage i krig for derigennem at kæmpe mod forfølgelse og drab? Spændingsfeltet mellem to tyske overbevisninger bliver i disse dage trukket skarpt op.
Du nævnte et særligt tysk ansvar over for Ukraine. Hvad er det ved de aktuelle begivenheder, der presser Tyskland så meget, at der er sket et epokeskifte?
Man er nødt til at forstå den tyske Ruslands-politiks historie for at forstå, hvorfor det er så svært for tyskerne at agere lige nu.
I årtierne op til Den Kolde Krigs afslutning stod skiftende BRD-regeringer for en afspænding over for Sovjetunionen, også i forhold til at anerkende DDR som en stat. Man kaldte det ‘Wandel durch Annäherung’ – ‘forandring gennem tilnærmelse’. Det er senere blevet omskrevet til det nemmere begreb ‘Wandel durch Handel’, altså ‘forandring gennem handel’.
Efter Den Kolde Krig stod tyskerne over for tre udfordringer, der siden har været styrende for forskellige tyske regeringers tilgang til Rusland.
For det første måtte man finde en balance i anerkendelsen af det nye Tysklands umiddelbare fortid – de nye tyske delstater havde i 40 år været en del af Sovjetunionen. Derfor var en fundamental afstandtagen til Rusland ikke på tegnebrættet. Endvidere så man det nye Rusland som en god modvægt til den amerikansk-styrede verdensorden. Tyske regeringer har altid lagt vægt på, at de er dybt forankrede i de vestlige alliancer, men dermed ikke sagt, at man accepterer en verdensorden, som er styret af amerikanerne. Det kom særligt til udtryk i start-00’erne, hvor man – ud over at sige nej til Irakkrigen sammen med Frankrig og Rusland som de to store spillere i FN’s sikkerhedsråd – inviterede Putin til at tale i det tyske parlament. En tale som han holdt i store dele på tysk. Tyskland ønskede på ingen måde at være en mellemmagt mellem USA og Rusland, men man ville have en balance til USA’s voksende overmagt.
Tyskland fordømte officielt krigen i Georgien, men bag lukkede døre talte man kritikken ned og sagde, ‘jamen, der er også en verdensorden, der skal indfinde sig efter Den Kolde Krig’
_______
Det andet, der har været styrende, er økonomien og den tyske eksportmodel. Man må ikke glemme, at Tyskland var i store vanskeligheder efter murens fald. Man fandt ud af, at den tyske eksportmodel skulle drives af to faktorer. Den ene var en fælleseuropæisk møntfod, euroen, som over tid ville give stabilitet, men også give Tyskland en undervurderet valuta, hvilket ville være godt for eksporten. Den anden faktor var den russiske energi og adgangen til det russiske marked. Og ikke bare det russiske marked, men til det større eurasiske marked. Ønsket om at købe billig, forsyningssikker russisk energi kom bl.a. fra den tyske bilindustri. Bilindustrien holdt især til i bundeslandet Niedersachsen, hvor ministerpræsidenten, Gerhard Schröder, efter han blev kansler i 1998, kom til at danne SPD’s profil. Det er bare ét eksempel på, hvordan den tyske energipolitik og erhvervslivet har formet den tyske udenrigspolitik.
Det tredje punkt er det tidligere nævnte princip om Wandel durch Annäherung, der blev fulgt under Den Kolde Krig, men hvis logik senere er blevet videreført af Frank-Walter Steinmeier, der i Schröder-regeringerne var chefen i Bundeskanzleramt, i flere Merkel-regeringer var udenrigsminister og i dag er tysk forbundspræsident. Steinmeier og store dele af SPD’s bagland troede på, at tilnærmelse ikke kun sker gennem handel og opbygning af økonomiske relationer, men går meget dybere. På at man kan hjælpe det russiske samfund med modernisering gennem samarbejde om civilsamfund, uddannelse og forskning. På at Rusland kan være en samarbejdspartner, og at Rusland har et demokratisk potentiale, der var blevet undertrykt.
De tre spor blev lagt ud i 90’erne og 00’erne. Så kom det russiske angreb på Georgien i 2008 og Ukraine i 2014. Tyskland fordømte officielt krigen i Georgien, men bag lukkede døre talte man kritikken ned og sagde, ‘jamen, der er også en verdensorden, der skal indfinde sig efter Den Kolde Krig’. Og man må ikke glemme, at Merkel i 2008 modsatte sig Georgiens og Ukraines medlemskab af NATO.
På det tidspunkt var der tysk opmærksomhed på ikke at provokere Rusland, på at holde Rusland inde i den europæiske sikkerhedsarkitektur og på at give Rusland en plads uden at acceptere, at de brugte militære midler eller underminerede tidligere sovjetrepublikkers integritet.
Annekteringen af Krim i 2014 fører til brud på de indre tyske linjer mellem CDU og SPD. Merkel reagerede relativt hurtigt med klar opbakning til en europæisk sanktionspolitik, mens Steinmeier og SPD tøvede. De stod på mål for det, da sanktionerne blev vedtaget – størstedelen af sanktionerne blev vedtaget efter nedskydningen af et passagerfly i juli 2014 – men allerede i december 2014 talte Steinmeier om, at nu skulle man ikke gå videre, og at man måtte sikre, at det russiske samfund ikke blev systemisk udfordret. Logikken var: ‘Vi skal bygge Rusland op, ikke rive det ned.’ Året efter talte den daværende SPD-formand og erhvervs- og energiminister Sigmar Gabriel faktisk for, at man skulle neddrosle sanktionerne. Selvom Merkel stod fast på sanktionerne, var det også for hende et vigtigt anliggende at finde en løsning mellem Rusland og Ukraine, og så kom man frem til Minsk II-erklæringen i 2015.
Her kommer vi frem til kernen af det tysk-ukrainske forhold, som det ser ud i dag.
Minsk II-erklæringen blev rammen for den dialog, der skulle være mellem Ukraine og Rusland om at løse konflikten i Østukraine. Den blev fejret som en diplomatisk sejr for Merkel, der havde forhandlet sammen med den franske præsident Hollande, men blev i Ukraine set som en aftale, man havde underskrevet med en pistol for panden. Ukrainerne følte sig pressede, og samtidig fortsatte Tyskland samarbejdet med Rusland om gasrørledningen Nord Stream 2, der ville gå uden om Ukraine. De to ting tilsammen skabte en mistillid i Ukraine til, hvor stort det tyske skifte egentlig havde været i 2014.
Er forskellen på dengang og i dag, at Tyskland nu er blevet overbevist om, at Rusland er en aggressor?
Ja. Langt størstedelen af det politiske spektrum i Tyskland ser nu Rusland som en aggressor, som det ikke giver mening at forhandle med. Man har mistet troen på, at Rusland under det nuværende styre kan udvikle sig i en demokratisk retning. Man har erkendt, at den tidligere overbevisning om, at Europas sikkerhed kun kan skabes sammen med Rusland, ikke holder.
Dette vil også føre til en debat om det tyske forhold til Kina, der i store dele også kredser om en lignende logik.
Amerikanerne og briterne mener, at russerne skal helt ud af Ukraine, og at russisk militær skal rammes så hårdt, at Rusland ikke kan udføre denne slags angreb igen. Er der et klart defineret tysk mål?
Det tyske mål er at få stoppet Rusland og genskabe Ukraines territoriale integritet med så få tab som muligt. Det gælder både levering af våben og sanktioner. I Tyskland er frygten for en eskalering af krigen meget mere håndgribelig end i andre europæiske lande. Frygten for krig er mærkbar i den tyske offentlighed. Scholz har talt åbent om risikoen for en atomkrig og en tredje verdenskrig. Han minder hele tiden om farene ved at eskalere, hvor andre NATO-lande snarere snakker om det modsatte. Men fordi situationen er så voldsom og unik, må det tyske sikkerhedspolitisk kompas justeres. Det er dét, man både i offentligheden og i Berlins regeringskontorer kæmper med lige nu.
Hvordan ser de forskellige fløje i Tyskland krigen?
Skepsissen over for øget militær indgriben er klart størst på den tyske venstrefløj samt på den ekstreme højrefløj. En del af venstrefløjen taler imod enhver form for militært engagement, også levering af våben.
Oppositionspartierne CDU/CSU kræver et stærkere tysk engagement i krigen, også i form af våbenleverancer. Den nyvalgte formand Friedrich Merz tog til Kyiv og mødtes med præsident Zelenskyj inden nogen tysk regeringsrepræsentant. Men den hårde linje udadtil afspejler ikke helt, at vigtige skikkelser i CDU/CSU inden invasionen bakkede op om Nord Stream 2 og plejede tætte relationer til Putin.
Blandt regeringspartierne er billedet broget. De Grønne har været mest tydelige, også historisk, i deres modstand mod Putin. De har modsat sig den tyske energiafhængighed af Rusland og klart benævnt Rusland som aggressor, også i 2014. Og de har været klare i mælet om den russiske rolle i Syrien. Det er dét fundament, som både udenrigsminister Baerbock og energi- og klimaminister Habeck kommunikerer ud fra. De Grønne har altid været et fredsparti, som dog har en og anden forståelse af, at uhyrer nogle gange skal mødes med hård magt. Det liberale FDP har efter krigens udbrud også ganske entydigt markeret ønsket om en hård linje.
SPD har det fortsat sværest ved at finde et ståsted. På den ene side siger man klart, at Rusland er aggressoren, på den anden side er det svært for Scholz at formulere, hvad man skal gøre ved det, for hans bagland stikker i mange retninger. SPD stod fadder til den tyske Ostpolitik, åbenheden over for Sovjetunionen og Rusland, som nu ligger i ruiner. Så selvom flere socialdemokratiske parlamentarikere har talt for at hjælpe med flere tunge våben, ser det anderledes ud i baglandet.
Han må som kansler også skele til den tyske befolkning. I meningsmålinger er befolkningen splittet. På spørgsmålet om, hvorvidt Tyskland skal sende flere tunge våben til Ukraine, siger 45 pct. ja og 45 pct. nej. Så hvis man kun taler om Scholz som en tøvende politisk leder, vil det være at misforstå det bagtæppe, han opererer på.
Scholz har sagt, at Ukraines afvisning af at få præsident Steinmeier på besøg var et problem for hele det tyske folk. Hvilken rolle spiller det diplomatiske spil mellem Ukraine og Tyskland for Tysklands tilgang til Rusland?
Her er det igen vigtigt at forstå den tyske arv. Tysklands selvforståelse placerer forfatningen meget centralt, og forbundspræsidenten ses som den øverste repræsentant for staten. At ukrainerne ikke ville tage imod Steinmeier, som mange i Kyiv af historiske årsager har et betændt forhold til, blev set som en ydmygelse i Tyskland. Indtil Scholz besøger Kyiv, vil debatten i Tyskland handle om dette. Det er selvfølgelig en vigtig symbolsk handling, men det kommer ikke til at ændre krigens udfald. Tyskerne er fanget i symbolik, der dækker for egentlige strategiske diskussioner.
Et andet spørgsmål, der fylder meget i den indenrigspolitiske diskussion, er, hvilke våben Tyskland leverer. Tyskland er ikke blandt de mest tilbageholdende med at levere våben; Tyskland kommunikerer blot dårligt om dem, fordi de offentlige udmeldinger om våbenleverancer bliver genstand for offentlig debat. Dette skyldes især, at sikkerheds- og forsvarspolitik, der egentlig er et anliggende for regeringen, grundet den tyske arv bliver diskuteret bredt i offentligheden. Den demokratiske samtale er naturligvis vigtig, men den bør ikke ske på bekostning af regeringens mulighed for at handle. ■
Man har mistet troen på, at Rusland under det nuværende styre kan udvikle sig i en demokratisk retning. Man har erkendt, at den tidligere overbevisning om, at Europas sikkerhed kun kan skabes sammen med Rusland, ikke holder
_______
Kim B. Olsen, ph.d. ved Antwerp Universitet, er analytiker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og associate fellow ved German Council on Foreign Relations (DGAP), hvor han beskæftiger sig med europæisk, tysk og fransk udenrigs-, sikkerheds- og sanktionspolitik. Han har tidligere arbejdet for det danske udenrigsministerium i Berlin, Paris, Istanbul, New York og Tunis samt været tilknyttet forskningsprojekter ved German Institute for International and Security Affairs (SWP) i Berlin og Center for German & European Studies ved University of California, Berkeley. ILLUSTRATION: Olaf Scholz deltager i ceremoni ved grav for ukendte soldater ved Kemlin, Moskva, Rusland, 15. februar 2022. [FOTO: Maxim Shemetov/EPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
