Peter Viggo Jakobsen i RÆSON SØNDAG: Fort Danmark er fremtiden for det danske forsvar

03.04.2022

Det russiske angreb på Ukraine tvinger Danmark til at opprioritere sit nationalforsvar i bred forstand. Forsvarets vigtigste opgave er ikke længere at bidrage med styrker til internationale operationer, men at beskytte militære installationer og øvrig kritisk infrastruktur, så NATO-styrker kan operere i dansk område i krise og krig.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Peter Viggo Jakobsen

Når en romersk legion på kampagne gjorde holdt for natten, var det første den gjorde at befæste lejren. Der blev rejst palisader og gravet voldgrave – også selvom legionen skulle videre igen næste morgen. Det bør danske beslutningstagere have in mente, når de tager hul på forhandlingerne om det nye forsvarsforlig senere i år. Siden afslutningen på Den Kolde Krig er det de internationale operationer, der har været i fokus, når der blev lavet forlig. Beskyttelse af militære anlæg og kritisk infrastruktur i Danmark har derimod ikke haft prioritet, fordi der ikke var nogen militær trussel imod dansk territorium.

Sådan ser verden ikke ud længere. Selvom den militære russiske trussel mod NATO og Danmark stadig er lav, kan et angreb nu ikke længere udelukkes. Nu ved vi, at den russiske invasion på Ukraine var baseret på en gigantisk militær fejlkalkulation. Kreml overvurderede de russiske styrkers militære formåen og undervurderede ukrainernes. Den russiske ledelse troede fejlagtigt, at de kunne vinde en hurtig militær sejr og diktere fredens betingelser. Men det var de ikke ene om. Mange vestlige analytikere, inklusive undertegnede, var af samme opfattelse. De fleste forventede, at krigens indledende militære fase ville være overstået relativt hurtigt med en russisk sejr. Sådan er det som bekendt ikke gået, og krigen kan trække i langdrag, fordi ingen af parterne ser ud til at kunne fremtvinge en klar afgørelse.

 

NATO skal demonstrere i ord og handling, at et russisk angreb ikke har nogen chance for succes, så Kreml på forhånd helt opgiver at gøre forsøget
_______

 

Danmark med geografisk hovedrolle
Nu er NATOs primære opgave  at forhindre Kreml i at lave en tilsvarende fejlkalkulation af alliancens militære formåen. Løsningen er at overbevise Kreml om, at et angreb på et medlemsland umuligt kan lykkes. Den optimale strategi til det formål er deterrence by denial – afskrækkelse ved at nægte fjenden militær succes. NATO skal altså demonstrere i ord og handling, at et russisk angreb ikke har nogen chance for succes, så Kreml på forhånd helt opgiver at gøre forsøget.

Hidtil har NATO betjent sig af en anden afskrækkelsesstrategi – deterrence by punishment – afskrækkelse gennem straf. Antagelsen før Ukrainekrigen var, at det var tilstrækkeligt at opstille små snubletrådsstyrker på udsatte områder for at vise Kreml, at en angrebsstyrke ville komme i kamp med soldater fra mange NATO-lande. Snubletrådsstyrker er små styrker, som har til formål at vise en mulig angriber, at et angreb vil møde modstand. De er dog ikke store nok til at kunne afvise et større angreb. Det var derfor frygten for straf, hvis snubletråden blev udløst, der skulle afskrække russerne fra at angribe. Det var en variant af samme strategi, EU og NATO anvendte i bestræbelserne for at afskrække Kreml fra at angribe Ukraine. De vestlige lande prøvede at gøre klart over for Kreml, at et angreb ville udløse en bred vifte af sanktioner, større militære leverancer til Ukraine og øget militær tilstedeværelse langs Ruslands grænse.

NATOs udfordring i Østersøen minder om udfordringen i Ukraine. Det vil kræve en stor NATO-styrke i Baltikum og Polen på op til 40.000 at afvise et russisk angreb ved grænserne. Den er der ikke vilje til at indsætte, hvorfor der skal tænkes i andre baner. Deterrence by denial kan imidlertid også praktiseres med andet end store styrker ved grænserne. Strategien kan også udføres ved at demonstrere evne og vilje til hurtigt at indsætte store NATO-forstærkninger til støtte for de eksisterende snubletrådsstyrker. Og da Danmark kontrollerer adgangen til Østersøen med sine stræder og også har havne og flyvestationer, som er afgørende for, at NATO kan føre forstærkninger hurtigt frem til Baltikum og Polen i en krise- eller krigssituation, spiller Danmark en geografisk hovedrolle i denne del af strategien.

Fort Danmark
Danmark er ikke længere en frontlinjestat i NATOs forsvars- og afskrækkelsesstrategi som under Den Kolde Krig, hvor grænsen mellem øst og vest gik ved Bornholm og Gotland. Fjenden skal ikke længere mødes i Køge bugt. Danmark er i stedet et vigtigt opmarch- og transitland for allierede styrker. Nu er Danmarks primære opgave er at gøre det muligt for allierede styrker at operere fra dansk jord og at gøre ophold i dansk område på vej til fronten længere mod øst.

Det største bidrag, som Danmark kan yde for at gøre NATOs deterrence by denial-strategi troværdig, er derfor at beskytte og støtte de betydelige NATO-styrker, der vil befinde sig i dansk område i en krise- eller krigssituation. Danmark skal altså genskabe evnen til at modtage, huse og beskytte store NATO-styrker. Den forsvarsaftale, som Danmark skal til at forhandle med USA, er allerede et vigtigt skridt på vejen til at gøre NATOs deterrence by denial-strategi mere troværdig. Den vil gøre det muligt at modtage amerikanske styrker og gøre dem i stand til at operere fra danske flyvestationer og havne i en krise/krigssituation med meget kort varsel. Men den kan ikke stå alene. Danmark skal også kunne støtte og ikke mindst beskytte allierede styrker fra andre nationer, da der er behov for forstærkninger fra andre lande end USA. Det forudsætter, at Danmark kan beskytte sine store havne, flådestationer, flyvestationer, kommunikationscentre og øvrig kritisk infrastruktur såsom telekommunikation, transportknudepunkter og elnettet.

 

Hvis et russisk angreb på NATO mislykkes på samme måde som i Ukraine, bliver det afgørende for Rusland at forhindre alliancen i at føre forstærkninger frem. Det gør Danmark til et vigtigt mål for russiske operationer
_______

 

Russernes militære underlegenhed ift. NATO giver dem et stort incitament til at slå først og søge en hurtig militær afgørelse i en krigssituation. Derfor er russernes eneste chance for at vinde at indtage de ønskede dele af Baltikum og Polen, før NATO kan få forstærkninger frem, befæste områderne og true med at bruge atomvåben for at forsvare dem. Rusland skal præsentere NATO med et fait accompli – en fuldbyrdet kendsgerning, lige som det var tilfældet med Krim i 2014, hvor Vesten ikke nåede at reagere, før den russiske annektering var en realitet. På den måde minder situationen i Østersøregionen om situationen i Ukraine, hvor Rusland også satsede på at vinde en hurtig sejr, før EU og NATO nåede at gøre noget.

Hvis et angreb på NATO mislykkes på samme måde, bliver det afgørende for russerne at forhindre alliancen i at føre forstærkninger frem. Det gør Danmark til et vigtigt mål for russiske operationer. Derfor vil det være en hovedprioritet at sætte danske militære installationer og kritisk infrastruktur ud af spillet samt at lukke de danske stræder. Det gør beskyttelsen af disse mål i Danmark til en central del af NATOs samlede afskrækkelsesstrategi. For hvis Rusland kan forhindre allierede styrker i at operere fra dansk territorium og sejle ind i Østersøen gennem de danske stræder, så falder NATOs teori om succes fra hinanden, da det bliver meget vanskeligere at undsætte snubletrådsstyrkerne i Østersøområdet.

Derfor er det største bidrag Danmark kan yde for at øge troværdigheden af NATOs deterrence by denial strategi i Østersøregionen at gøre det svært og dyrt for Rusland at ødelægge danske havne, flyvestationer og øvrig kritisk infrastruktur, samt gøre det svært og dyrt at blokere de danske havne og stræder med miner, skibe eller lignende. Det skal gøres så vanskeligt, at Rusland helt opgiver at prøve.

Og vi har gjort det før. Krigshistorikere har påvist, at Københavns befæstning var med til at afskrække Tyskland fra at besætte Danmark under Første Verdenskrig, fordi den gjorde det mere risikabelt og omkostningsfuldt at indtage den danske hovedstad. På tilsvarende og omvendt vis var Danmarks manglende forsvarsevne med til at bane vejen for den tyske invasion i 1940. Et stærkt befæstet Danmark ville ikke bare have mindsket risikoen for invasion, men også have gjort det meget vanskeligere for Tyskland at erobre Norge, da Aalborg Lufthavn spillede en vigtig rolle i den tyske invasion af vores nordiske nabo.

I dag er truslen ikke længere invasion, men missil-, luft- og cyberangreb. Derfor skal vi have etableret et luft-, missil- og cyberforsvar, så det bliver svært for russerne at angribe med succes. Det er selve forudsætningen for, at allierede styrker kan ankomme til Danmark og operere fra dansk område, fordi hele Danmark i dag kan nås med missiler og cyberangreb fra Rusland. Det kræver langt mere end forsvarssystemer at modtage, beskytte og støtte allierede styrkers muligheder for at operere i dansk område. I stedet kræver det en ny organisation bestående af dedikerede styrker og materiel, der er trænet og øremærket til at løfte opgaven som NATO-værtsnation. Men hvis vi ikke gør som romerne, kan vi ikke bidrage til NATOs deterrence by denial-strategi og mindske risikoen for, at alliancens styrker i Baltikum og Polen kommer under angreb. ■

 

Hvis vi ikke gør som romerne, kan vi ikke bidrage til NATOs deterrence by denial-strategi og mindske risikoen for, at alliancens styrker i Baltikum og Polen kommer under angreb
_______

 

Peter Viggo Jakobsen (f.1966) er lektor ved Forsvarsakademiet, og professor (deltid) ved Center for War Studies, Syddansk Universitet. Han har en kandidat og ph.d.-grad. i international politik fra Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Dronefoto af Trekroner Fortet uden for København [FOTO: Jens Dresling/Ritzau Scanpix].