Peter Meedom i RÆSONs nye trykte nummer: Ruslands rigmænd og deres venner i Vesten
20.07.2022
Et autokratisk kleptokrati som Ruslands har kun overlevet, i kraft af at eliten er blevet mødt med åbne arme i Vesten, hvor midler med ophav i korruption og kriminalitet kan vaskes hvide gennem den globale skyggeøkonomi. Midler, der også kan bruges til at købe politisk indflydelse.
Artiklen indgår i RÆSONs nye sommernummer, der har titlen: “Dette er 2022”. Ude nu.
Af Peter Meedom
I forsøget på at føre et effektivt sanktionsregime mod Rusland støder Vesten på et selvforskyldt problem: En global infrastruktur af mørke penge, anonymt ejerskab og skuffeselskaber, der ikke kun kan bruges til at købe paladser, privatfly og luksusyachter, anvendes som politisk værktøj.
I 1001 nat lykkes det den kløgtige vesirdatter Sheherazade at holde den iltre kong Shahriyar hen med den ene natlige fortælling efter den anden. Tiden løb ud for hendes navnesøster, den 140 meter lange yacht Scheherazade, da det italienske finanspoliti den 6. maj bekendtgjorde, at den var indefrosset grundet forbindelser til det russiske regime. I medierne er den kendt som ’Putins yacht’, men hvem ejer egentlig båden?
Verdens 18.-største yacht, bygget af tyske Lürssen, er udstyret med hele to helikopterlandingspladser og guldarmatur på badeværelserne. Pris: den nette sum af knap 5 mia. kr. Ligesom Putins palads ved Sortehavet fremgår hans navn imidlertid ikke på nogen tilgængelige dokumenter – båden er registreret på Caymanøerne af ejeren Bielor Asset Limited, som igen er registreret på Marshalløerne. De reelle ejere af Bielor Asset er dog skjulte, så hvem ejer Scheherazade? Og ved vi i det hele taget, hvad sanktionerede russere ejer?
Med indførelse af et væld af sanktioner og en igangværende krig, der slår et månedligt hul på 50 mia. kr. i den ukrainske statskasse, er der stor politisk interesse i at konfiskere og sælge russiske aktiver til fordel for Ukraine, men hvad er egentlig udsigterne til at konfiskere, hvis man ikke kan bevise, hvem der ejer aktivet, og heller ikke har det retlige grundlag på plads?
Undersøger vi udsigterne til et effektivt sanktionsregime, der kan føre til direkte støtte til Ukraine, støder vi ind i flere vidtrækkende problemer.
Den globale skyggeøkonomi
For det første ved vi overvejende ikke, hvad sanktionerede russere ejer. ’Putins yacht’ har skjult ejerskab, fordi den tilhører den globale skyggeøkonomi, hvor de, der har penge, kan få hjælp til at skjule dem. Det foregår via skuffeselskaber og anonymt ejerskab samt ved at fordele formuer og aktiver offshore, så man kan få gavn af dem, mens man nyder livet. i Courchevel eller Miami. Førende finanscentre som London og New York har i årtier leveret ydelser til alverdens diktatorer og kriminelle – og hjulpet dem via de nævnte metoder. Storbritannien (inkl. oversøiske territorier) og USA er de to centrale noder i den globale skyggeøkonomi og er derfor samlet set rangeret som hhv. nummer. et og to på organisationen Tax Justice’ liste over såkaldte hemmelighedsjurisdiktioner – altså lande, der huser og leverer ydelser til mørke penge, der ikke har klart ejerskab.
For det andet udelades vigtige detaljer ofte i dækningen af sanktionerne: Spektakulære overskrifter om indefrysning af ’Putins yacht’ giver indtryk af handlekraftige myndigheder, mens den afgørende forskel på indefrysning og konfiskation ofte overses. Indefrysning eller beslaglæggelse er, når en myndighed påtager sig midlertidig råderet over aktiver, indtil der er fældet dom, eller sagen er afsluttet. Den reelle ejer forbliver således den samme i løbet af processen. I Danmark er aktiver tilhørende Aleksej Mordasjov og Andrej Melnitjenko eksempelvis blevet indefrosset, dvs. de ejer dem stadig – i dette tilfælde hhv. 10.000 tons stål og 4,3 mio. dollars. Konfiskation derimod kan kun ske som følge af en domsafsigelse, hvor ejerskabet således skifter hænder – med den forudsætning, at den reelle ejer er kendt, hvilket netop kan kræve omfattende efterforskning. Det er først herefter, at et eventuelt salg af aktiverne – fx til fordel for Ukraine – kan komme på tale. I indefrysningsperioden skal staten desuden varetage aktivernes værdi – i yachters tilfælde koster de millioner om året i vedligeholdelse. På nuværende tidspunkt har endnu ikke ét EU-land konfiskeret et russisk aktiv.
Nuancerne er ekstremt vigtige. At være sanktioneret er ikke ensbetydende med at være anklaget for noget kriminelt. Hensigten med sanktionerne mod Rusland er grundlæggende at indskrænke regimets muligheder for at føre krig mod Ukraine og at påføre de ansvarlige omkostninger. Med andre ord: Hvis Rusland ophører med at føre krig, kan indefrysning af aktiver også ophøre – sådan vil en traditionel sanktionspolitik lyde, men det efterlader ikke nødvendigvis nogen midler til genopbygningen af Ukraine endsige til finansiering af den ukrainske stat, mens krigen pågår. Der er således meget på spil, når det gælder udmøntningen af sanktionsregimet mod Rusland – vil Vesten skabe et solidt retligt grundlag og formå at konfiskere aktiver for milliarder til fordel for Ukraine, eller skal støtten udelukkende komme fra de statslige budgetter?
For det tredje står Vesten over for en ubehagelig erkendelse. Den globale skyggeøkonomi er en livsnerve for autokratiske regimer og deres eliter, men disse er integreret i demokratiers markeder og i visse tilfælde også deres politiske systemer. Et autokratisk kleptokrati som det russiske har ikke kun overlevet takket være hjemlig repression, men netop i kraft af at eliten er blevet mødt med åbne arme i Vesten, hvor midler med ophav i korruption og kriminalitet kan vaskes hvide gennem den globale skyggeøkonomi – midler, der også kan bruges til at købe politisk indflydelse med. Siden Ruslands annektering af Krim i 2014 og de efterfølgende sanktioner har flere og flere hovedrige russere dog søgt mod et andet centrum i den globale skyggeøkonomi, nemlig Dubai, hvilket jeg vender tilbage til.
Marina de Carrara, Toscana, 6. maj 2022: Italiensk politi under aktion mod Scheherazade [FOTO: Federico Scoppa/AFP/Ritzau Scanpix]
Fordi ingen – hverken globale finanscentre eller skattely-lande – har de fornødne kontrolmekanismer til at kende de reelle ejere af de midler, der strømmer ind, har Vesten en kritisk nedsat evne til at rydde op i eget hus og føre et effektivt sanktionsregime. Skulle vestlige lande i fremtiden stå over for en større trussel i form af Kina, vil billedet til forveksling være det samme. Den globale skyggeøkonomi forbinder autokratier og demokratier – opgøret med mørke penge fra Rusland bør derfor også føre til et generelt opgør med den kritiske rolle, som vestlige institutioner og markeder spiller for alverdens mørke penge.
,Oligarker‛ er ikke oligarker
Før vi når til sanktionerne, er det værd kort at granske betegnelsen oligark, den efterhånden officielle benævnelse af styrtende rige russere med forbindelser til regimet, som sanktionerne er rettet imod. Anvendelsen af ordet dækker imidlertid over en grundlæggende misforståelse af de pågældende russeres indflydelse på politik, hvilket også har betydning for forventningen om sanktionernes virkning.
Ordet ’oligarki’ betyder fåmandsvælde – i dette tilfælde, hvis man er rig nok til selv at være en betydelig magtfaktor. Er Roman Abramovitj, en af de mest kendte russiske milliardærer i udlandet, en oligark? Ifølge Catherine Beltons autoritative skildring i Putin’s People har han modtaget ordrer fra Putin i årtier, når der har været behov for det, hvorfor det virker usandsynligt, at han har politisk magt. I stedet tyder alt på, at de russiske rigmænd lever på Putins nåde og følger hans diktater. Ifølge Robert Muellers rapport om russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg i 2016 fortalte direktøren for Alfa Bank efterforskerne, at han er en af 50 rigmænd, der mødes med Putin hvert kvartal, hvor præsidenten så udstikker rettesnoren, som eliten nøje skal følge.
Man må ikke glemme, at det var magtens entydige konsolidering i Kreml, der lå Putin mest på sinde, da han blev præsident. Han havde været førstehåndsvidne til oligarkernes magt, der i 1996 fik Boris Jeltsin genvalgt, selvom præsidentens opbakning kort tid forinden lå på ubegribeligt lave 2 pct. Hvis de kunne sikre valget af en mand, der var praktisk talt uden reel opbakning, kunne de også efterfølgende vælte ham. Putin tvang dengang magtfulde oligarker som Berezovskij og Khodorkovskij til at lade ham om politik – eller risikere straffelejren, eksilet eller i visse tilfælde en pludselig død. Der ER således ikke oligarker tilbage i Rusland – kun rigmænd, der har accepteret Putins overherredømme.
Skal vi tale om oligarker, må vi derfor snarere vende blikket mod andre lande, fx Ukraines Ihor Kolomojskij og Rinat Akhmetov, Armeniens Samvel Karapetjan, den russisk-græske Ivan Savvidis eller USA’s Koch-brødre.
Når man kalder russiske rigmænd i og udenfor landet oligarker, afslører det en latent forhåbning om, at de kan presse Putin, hvis vi fratager dem deres aktiver. Idet de reelt ikke er oligarker, er det dog at stikke blår i øjnene
_______
Når man kalder russiske rigmænd i og uden for landet oligarker, afslører det en latent forhåbning om, at de kan presse Putin, hvis vi fratager dem deres aktiver. Idet de reelt ikke er oligarker, er det dog at stikke sig selv blår i øjnene. Skal Putin for alvor komme under pres, vil det være fra sikkerhedstjenesterne eller militæret, eller hvis indtægterne fra olie og gas tørrer ind.
Lang vej fra indefrysning til konfiskation
Kan Vesten så få fat i disse rigmænds aktiver og omsætte dem til fordel for Ukraine? Her er der som sagt to problemer: skjult ejerskab og det retlige fundament. På baggrund af tilgængelige ejerskabsregistre har OCCRP (Organized Crime and Corruption Reporting Project) kun været i stand til at identificere det reelle ejerskab af to ud af 149 aktiver – dvs. aktiver for cirka 7 mia. ud af de i alt 120 mia. kr., som 11 af de mest prominente sanktionerede russere menes at besidde. Ingen af G7-landene er nemlig i besiddelse af det, som forskere i hvidvask og sanktioner mener er en afgørende ressource: et centralt, verificeret gratis og offentligt tilgængeligt ejerskabsregister, såsom det danske virksomhedsregister. De andre aktiver er ejet af skuffeselskaber eller trusts på fx Cypern, Bermuda og De Britiske Jomfruøer – altså bl.a. territorier, der hører til den britiske krone.
Selvom G7-landene og EU nedsatte en multilateral task force i marts ved navn Russian Elites, Proxies, and Oligarchs (REPO), der skal styrke samarbejdet mellem de respektive landes myndigheder, har et effektivt sanktionsregime trange kår. Hvorvidt REPO og andre myndigheder får held med at indefryse, konfiskere og i sidste ende sælge aktiver, afhænger nemlig af evnen til at forbinde pågældende aktiver med den sanktionerede enhed eller person. Netop her ser vi, hvordan Vesten har svært ved at håndhæve sanktioner, når russiske mørke penge flyder ubesværet gennem den globale skyggeøkonomi takket været overvejende vestlig finansiel infrastruktur.
Den russiske rigmand og tidligere ejer af fodboldklubben Chelsea Roman Abramovitj under fredsforhandlinger mellem Ukraine og Rusland i Tyrkiet, 7. marts 2022 [FOTO: Sergei Karpukhin/TASS/Sipa USA]
Hvorfor indefrøs de italienske myndigheder ’Putins yacht’, hvis den ikke er ejet af ham? Medarbejdere i Navalnys antikorruptionsfond fremskaffede besætningslister, der ved nærmere undersøgelse viste sig at bestå af mindst ti formodede medarbejdere ved FSO, den russiske føderale beskyttelsestjeneste, som er en del af præsidentens administration og direkte ansvarlig for præsidentens og andre højtståendes sikkerhed. En sådan triangulering er det klareste indicie på forbindelser til magtens tinde i Rusland, men holder det i retten?
I anerkendelsen af vanskelighederne har flere vestlige lande udkastet diverse forslag til at styrke det retlige udgangspunkt.
USA, Storbritannien, Canada og EU arbejder intensivt på at skabe effektive sanktionsregimer, så russiske aktiver kan omsættes til direkte støtte til Ukraine. EU-Kommissionen kom i maj med forslag til et mere ensartet retligt fundament, så brud på og omgåelse af sanktioner – eller ’restriktive foranstaltninger’ som de så mundret hedder – kommer på listen over grov og grænseoverskridende kriminalitet på tværs af EU, hvilket vil skabe et mere sikkert grundlag for at indefryse og evt. konfiskere aktiverne. Kritikere af forslaget mener dog, at det alligevel kan føre til en bølge af bekostelige retssager, der risikerer at oversvømme landenes retssystemer og koste skatteyderne millioner – særligt når mange sanktionerede er milliardærer og kan hyre alverdens førende advokater til at forsvare sig.
En anden vej fra indefrysning til konfiskation er, hvis en tilgrundliggende strafbar handling kan påvises. Her kan der etableres et retligt grundlag for tvangsmæssigt ejerskifte. Bevisbyrden er dog ofte svær at løfte, hvis den tilgrundliggende handling er foregået i eksempelvis Rusland og tilmed for årtier siden. Tager vi igen ’Putins yacht’ som eksempel, skal man først kunne bevise, at det ER Putin eller en anden sanktioneret, der er den reelle ejer af yachten. Her er der som sagt vanskelighederne ved at gennemskue ejerskab af aktiver, der er købt igennem en matrjosjka-dukke af skuffeselskaber. Jo grundigere skuffeselskaberne har sløret de mørke penge, desto vanskeligere er det dels at bevise ejerskab, dels at bevise midlernes eventuelt kriminelle ophav.
De underregulerede men uhyre attraktive ejendomsmarkeder i Vesten byder skyggeøkonomien indenfor og er altså med til at undergrave et effektivt sanktionsregime
_______
Dernæst skal der være en strafbar handling, der ligger til grund. Hvis korruption er grundlaget, kan det være en overordentlig vanskelig affære at påvise, idet de mørke penge ofte allerede er blevet ført igennem utallige konti og skuffeselskaber. Dernæst skal en domstol i jurisdiktionen, hvor den strafbare handling har fundet sted, være villig til at samarbejde, og her skal man i Ruslands tilfælde lede længe efter en domstol, der vil hævde, at nogen af de sanktionerede russere – endsige Putin – har begået noget ulovligt. Ligger der intet kriminelt til grund, vil det være gængs praksis at ophæve indefrysningen, når grundlaget for sanktionerne er ophørt. I et retligt perspektiv er den bedste udsigt derfor at kunne bevise et forsøg på sanktionsomgåelse – en strafbar handling, der alt andet lige vil være tættere på i tid og rum, om end også en potentiel kilde til lange retssager.
Den største pose indefrosne penge er over 2 billioner kr. i valutareserver, der tilhører den russiske centralbank, og som syv sanktionerende lande i øjeblikket fastholder. Hvis de skal konfiskeres og omsættes til gavn for Ukraine, kræver det imidlertid også nye juridiske tiltag, da staters aktiver er beskyttet af international ret. Skulle en decideret konfiskation og anvendelse af disse midler til genopbygning af Ukraine ske på et tvivlsomt retligt grundlag, kan det få betydelige konsekvenser for andre landes beholdninger af dollars og euro samt den generelle tiltro til den globale finansielle infrastruktur, der – ligesom skyggeøkonomien – stadig domineres af vestlige institutioner og virksomheder.
Hvor søger de mørke penge hen?
Ifølge den gængse forskning er over halvdelen af den russiske formue placeret offshore, dvs. at mere end 7 billioner kr. befinder sig udenlands – overvejende i Vesten og som regel efter en længere rejse gennem skyggeøkonomien. Til sammenligning er under 5 pct. af Danmarks formue offshore.
Har man penge nok, er der uanede muligheder for at spille jurisdiktioner ud mod hinanden via sindrige konstruktioner af skuffeselskaber og anonymt ejerskab. Det kræver blot kontakt til de rigtige mellemmænd, og så kan ens aktiver begynde at leve offshore – ejendomme i New York og London kan købes via skuffeselskaber, og der er belejligt nok ingen bopælspligt – derfor står mange af de dyreste adresser tomme som rene investeringsobjekter. I mange lande kan statsborgerskab eller opholdstilladelser desuden købes – i Storbritannien var det i årtier muligt at købe sig et ’gyldent visum’ for minimum 2 mio. pund, hvilket åbnede døren for tusindvis af rige russere. En tredjedel af de cirka 12.000 visa blev dog erhvervet af kinesere, hvilket ikke har vakt samme forargelse. Et opgør med russiske mørke penge er muligvis i gang i London, men det er for tidligt at sige, om Brexit på sigt betyder yderligere deregulering af finanssektoren til fordel for bl.a. mørke penge – den vision, der går under navnet ’Singapore på Themsen’ – eller om der i stedet venter flere stramninger, der vil lægge øgenavnet ’Londongrad’ i graven.
Canary Wharf, London, 29. marts 2022: Super-yachten Phi – ejet af en russisk forretningsmand – var det første fartøj, der blev beslaglagt af de britiske myndigheder under sanktionerne [FOTO: James Manning/PA Images/Ritzau Scanpix]
Storbritannien står dog på ingen måde alene med gæstfriheden over for de mørke penge. Flere EU-lande – som Portugal, Spanien og Letland – har lignende programmer, og Malta og Cypern havde indtil for nylig EU-statsborgerskab til salg. Det skabte en lind strøm af russiske penge og udløste til sidst også en ordre fra centralt hold i EU om at lukke programmet.
Men selvom russere er blevet sanktioneret siden 2014, er der ringe udsigter til et effektivt sanktionsregime, når skyggeøkonomien stadig lever efter bedste evne – og nye vækstcentre som Dubai delvist erstatter de gamle.
Meget tyder på, at Dubai er blevet en af verdens førende centraler for hvidvask og sanktionsomgåelse gennem bl.a. guldhandel og et yderst attraktivt ejendomsmarked for klodens rigeste, herunder netop russere på flugt fra sanktioner. En nylig rapport fra EU Tax Observatory har dokumenteret, at udlændinge har for knap 1 billion kroner stående i ejendomme i den glitrende ørkenby med cirka tre millioner indbyggere. Det er mere end dobbelt så meget, som skuffeselskaber ejer i London, selvom Dubai altså er en langt mindre by. Ejendomskøb i Dubai steg med 67 pct. i årets første måneder, og mange russere har angiveligt omsat kryptovaluta til ejendomme. Med en ejendomsinvestering på blot godt 1,5 mio. kr. har man ret til et treårigt visum i UAE, og myndighederne virker ikke synderligt optaget af midlernes ophav.
Fast ejendom er i det hele taget en genial hvidvaskmetode. Det amerikanske ejendomsmarked er verdens største med en samlet værdi på 350 billioner kr., og ejendomsmæglere er ikke underlagt hvidvaskforpligtelser – i modsætning til deres europæiske kollegaer skal de ikke underrette myndighederne om mistænkelig adfærd. Advokater er også undtaget hvidvaskforpligtelser, fx at kende til klientens formuekilde eller den reelle ejer bag et selskab. En nylig rapport om hvidvask i det amerikanske ejendomsmarked fra Global Financial Integrity viste, at ud af udlændinges køb af privatejendomme for 525 mia. kr. i 2019-20 var hele 40 pct. betalt kontant. Hvad betyder det for mørke penge fra Rusland og for et forsøg på at sikre et effektivt sanktionsregime mod Rusland?
Den globale skyggeøkonomi er ikke kun et sted, hvor mørke penge bliver hvide – det er en livsnerve, der forbinder autokratier med demokratier
_______
Tag eksempelvis ejendommen på 12 Gay Street i Greenwich Village på Manhattan, som formodes ejet af Oleg Deripaska, der er underlagt sanktioner. Ifølge skødet er ejeren selskabet Lucina LLC (registreret i Delaware, en delstat berygtet for at tilbyde offshore-ydelser), men det er et britisk skuffeselskab ved navn Gracetown International, der betaler regningerne – her ser vi mørke penges special relationship mellem USA og Storbritannien. Dette selskab er forbundet til Terra Services, som engang var styret af Deripaska – men da han blev sanktioneret af USA i 2018, sørgede han dog for at indsætte en mellemmand, så han ikke længere kunne identificeres som reel ejer. Hvis de amerikanske myndigheder har held med at bevise, at der er foregået sanktionsomgåelse, kan der være grundlag for konfiskation – dog kan bevisbyrden være svær at løfte, idet Deripaska ikke er reel ejer, og det derfor skal bevises, at han kontrollerer aktivet og skal betragtes som den reelle ejer. De underregulerede, men uhyre attraktive ejendomsmarkeder i Vesten byder altså skyggeøkonomien indenfor og er altså med til at undergrave et effektivt sanktionsregime.
Prisen på politisk indflydelse
Den globale skyggeøkonomi står dog ikke kun i vejen for et effektivt sanktionsregime – den udgør også en vigtig del af Ruslands ’skarpe magt’, altså et forsøg på at udnytte asymmetrien mellem frie og ufrie politiske systemer. Kleptokratier ophører nemlig ikke ved egne grænser – midlerne har som vist historisk søgt ly i vestlige landes finans-, erhvervs- og ejendomsmarkeder. Når midlerne er hvidvasket, kan de bruges til at købe kunst, privatfly og ejendomme med, finansiere politiske kampagner (eksempelvis Brexit) med og støtte politiske partier som Front National i Frankrig med. De samme aktører, netværk og ressourcer, der benyttes til at kvæle civilsamfundet hjemme, bruges også som politiske værktøjer ude.
’Strategisk korruption’ – eksempelvis formodet bestikkelse af politikere, såsom tidligere kansler Gerhard Schröder eller tidligere formand for FPÖ Heinz-Christian Strache for ikke at glemme ekskansler Sebastian Kurz, der flygtede i armene på Trump-støtten Peter Thiel, efter at hans regering blev presset af korruptionsanklager – er en måde, hvorpå man anvender mørke penge til at opnå politisk og økonomisk gevinst. De tre største donorer til det britiske Konservative Parti – Aleksandr Temerko, Ljubov Tjernukhin og Viktor Fedotov – er russere, der skabte formuer ved henholdsvis i) angiveligt at udnytte forbindelser til de russiske sikkerhedstjenester, ii) korruption i ejendomsbranchen i Moskva og iii) ved at skumme fløden fra statslige rørledninger.
Hovedåren for russisk korruption og politisk indflydelse i Europa har overvejende været energisektoren, som ud over at finansiere den russiske stat også skaber muligheder for samarbejdsaftaler, der tjener til berigelse af de pågældende landes eliter, hvilket ses i et utal af central- og østeuropæiske lande.
Marina de Carrara, Toscana, 14. marts: Scheherazade, der vurderes at være 700 mio. US-dollars værd [FOTO: Federico Scoppa/AFP/Ritzau Scanpix]
Det er ikke kun Rusland, der gør brug af mørke penge. Alle stater kan koble sig på den globale skyggeøkonomi, og meget tyder på, at Kina bl.a. via sit ’Bælt og Vej’–initiativ har brugt strategisk korruption som politisk værktøj i eksempelvis Kenya og Tjekkiet. Hvad betyder det for demokratiers styrke over for autokratier?
Den slørede grænse
Den globale skyggeøkonomi er ikke kun et sted, hvor mørke penge bliver hvide – det er en livsnerve, der forbinder autokratier med demokratier. Kort sagt er ’Putins yacht’ et eksempel på autokratiers intime forbindelser til demokratier, hvilket forplumrer præsident Bidens ellers klare udenrigspolitiske sigte: at sidstnævnte må stå sammen imod førstnævnte.
Selvom Biden har udpeget korruption som et spørgsmål om national sikkerhed, synes vestlige ledere stadig ikke at have indset det grundlæggende paradoks; nemlig at demokratier som USA og Storbritannien har sørget for, at det betaler sig at være en del af en kleptokratisk elite, om den så er russisk, kinesisk eller kasakhisk. Kleptokrater søger mod retsstaters beskyttelse i udlandet, samtidig med at de gør alt for, at deres borgere ikke nyder samme beskyttelse i hjemlandet. Der er åbenbart ikke noget, en tyv sætter højere end ejendomsretten, når det altså er hans tyvegods, der skal beskyttes.
Den globale skyggeøkonomi er transnational – som ejerskabet af Scheherazade viser, er der som regel flere jurisdiktioner i spil, og selvom det ikke udelukkende er en vestlig infrastruktur, idet UAE, Singapore og Hongkong spiller afgørende roller, ER det stadig Storbritannien og USA, der fører an med ydelser til alverdens mørke penge og tilbyder dem skuffeselskaber og anonymt ejerskab samt attraktive livsbetingelser og retsstatens sikkerhed.
Ud over et opgør med mørke penge fra Rusland bør Ukraine-krigen også føre til et generelt opgør med Vestens førerrolle i den globale skyggeøkonomi. At stoppe de mørke penge, der strømmer gennem skuffeselskaber og anonymt ejerskab, er ikke kun en forudsætning for et effektivt sanktionsregime mod Rusland – det er et opgør med det forhold, at demokratier alt for længe har levet i symbiose med autokratier og de mørke penge, der tæller både hjemme og ude.■
Ud over et opgør med mørke penge fra Rusland bør Ukraine-krigen også føre til et generelt opgør med Vestens førerrolle i den globale skyggeøkonomi
_______
Peter Meedom (f. 1986), ph.d. og sprogofficer i russisk, er ekspert i geopolitik, hvidvaskbekæmpelse og international politisk økonomi og arbejder som konsulent i London. Foruden tjeneste i forsvaret har han arbejdet med compliance i finansverdenen og som gæsteforsker på Columbia University og EHESS, Paris.
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
