Peter Meedom i RÆSON SØNDAG: Energikrigen er kun lige begyndt. Og det går, som Rusland ønskede
03.12.2022
Indtil videre går det, som Rusland ønskede: EU-landene er uenige om, hvordan energikrisen skal håndteres. Og energikrigen er kun lige begyndt.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.
Af Peter Meedom i RÆSON SØNDAG
MED HØJ INFLATION og en recession undervejs, står EU her og nu over for at skulle dække det store hul, der er efterladt efter den russiske gas. Hvordan er EU rustet, når der ikke er nok gas på det globale marked til at erstatte den russiske? Når de grønne energier endnu ikke kan træde i stedet for de sorte – og når energidrevet stagflation truer med indenrigspolitisk uro og splid om støtten til Ukraine?
Den gode nyhed er, at den kommende vinter bliver til at komme igennem. Den dårlige nyhed er, at energikrisen vil forværres markant de kommende år: Putins energikrig mod EU vil presse blokkens økonomi og sammenhængskraft til bristepunktet og kan ende med at blive EU’s største udfordring siden finanskrisen.
Men EU’s energiafhængighed er ikke et nyt fænomen. Siden olie erstattede kul som primær energikilde i første halvdel af det tyvende århundrede, har Europa (og senere EU) haft en indbygget geopolitisk svaghed, nemlig en grundlæggende energiafhængighed af stater, der modarbejder EU’s værdier og interesser – først og fremmest Rusland. I 2021 importerede blokken 58 pct. af sit energiforbrug, hvoraf Rusland leverede 25 pct. råolie, 46 pct. kul og 40 pct. naturgas. Og allerede før invasionen led mange EU-lande af akut energimangel.
Alt tyder på, at Europa vil satse på gas, indtil grønne energier kan klare en større del af energiforbruget. Så hvor skal denne gas komme fra – og vil der være nok til de kommende år?
_______
Energi som geopolitisk våben
Fra et russisk strategisk perspektiv er energi både den største indtægtskilde og, foruden rå militærmagt, det mest anvendte pressionsmiddel. Selvom Rusland i 2021 i alt leverede 155 mia. m3 gas til EU, var det alligevel mindre end før pandemien – og reduktionen medførte prisstigninger og lavere lagerbeholdninger før vinteren 2021-2022. I opløbet til invasionen havde Rusland altså allerede lanceret deres mest slagkraftige geopolitiske våben – energien – for at lægge pres på EU. Dét våben har Rusland tidligere brugt adskillige gange mod lande som Moldova, Bosnien-Hercegovina og ikke mindst Ukraine. Eksempelvis i januar 2009, da Rusland slukkede for gassen gennem Ukraine i tretten dage, og dermed afskar også en række syd- og østeuropæiske lande helt eller delvist fra gas.
Etableringen af Nord Stream 1 og 2 gennem Østersøen var Kremls forsøg på at minimere betydningen af rørledningerne igennem Ukraine og skabe et mere direkte afhængighedsforhold for en række EU-lande, herunder i særdeleshed Tyskland.
En stor del af Europa, især i den tidligere sovjetblok, bruger russisk gas til elproduktion, boligopvarmning, madlavning og industriel anvendelse. Men også Tyskland og Italien – den største og den tredjestørste økonomi i eurozonen – er stærkt afhængige af russisk gas. Efter Ruslands annektering af Krim og fortsatte krig mod Ukraine fra og med 2014 STEG Tysklands import af russisk gas til Tyskland. Vejen hertil var blandt andet brolagt af de tyske Grønnes modstand mod atomkraft, Merkels reaktion på Fukushima-ulykken samt hendes forstående syn på Ruslands interesser, for ikke at glemme den tidligere kansler Gerhard Schröder, der som en af de sidste gerninger som kansler underskrev Nord Stream-aftalen med Gazprom, hvorefter han blev udnævnt til bestyrelsesformand for selvsamme Nord Stream-projekt umiddelbart efter sin afgang som kansler).
Samtidig har den andenstørste økonomi i eurozonen, Frankrig, en tradition for gerne at ville modbalancere USA med Rusland og dermed øge forestillingen om fransk prestige. Før 2022-invasionen nævnte Macron adskillige gange ideen om en europæisk sikkerhedsarkitektur fra Atlanterhavet til Uralbjergene som skulle inkludere Rusland. Til G7-mødet i 2019 sagde Macron eksempelvis, at det var på tide at gå Rusland i møde igen og sørge for, at de forblev i Vestens fold, herunder at Frankrig ville være en balancerende faktor mellem Rusland og dets rivaler. I den forstand har de tre største EU-økonomier haft en tradition for siden murens fald – af forskellige årsager – at betragte Rusland med milde øjne.
Frem mod invasionen i 2022 stod det klart, at en skærpet konfrontation mellem Rusland og Vesten kunne føre til voldsomt stigende energipriser for europæerne. Et sådant scenarie ville skæppe i russernes krigskasse, samtidig med at det kunne afskrække EU fra at hjælpe Ukraine. Og det faktum, at EU som helhed ikke havde gjorde noget for at reducere sin energiafhængighed af Rusland efter den første krig begyndte i 2014 tog Putin sandsynligvis som et tegn på, at det simpelthen ville gøre for ondt på Unionen for alvor at reagere på 2022-invasionen.
Da invasionen fandt sted, kom der da også blandede meldinger fra ledende europæiske politikere, hvilket nok gav Putin indtryk af, at afhængigheden ville afholde europæerne fra alt for skarpe reaktioner. ”Vi får 50 pct. af vores kul fra Rusland – udelukker vi Rusland fra SWIFT, vil lysene i Tyskland gå ud”, sagde den tyske udenrigsminister Anna-Lena Baerbock på tv kort tid efter invasionen, da der blev drøftet finansielle sanktioner mod Rusland.
Men i takt med krigen – og efterhånden som russernes krigsforbrydelser kom for en dag – øgedes viljen til forandring. Dette blev markeret med lanceringen af EU’s REPowerEU-program, der vil gøre Unionen uafhængig af russiske fossile brændstoffer senest i 2030 til en pris på 210 mia. euro frem til 2027. Da initiativet blev præsenteret i midten af maj, blev der fortsat eksporteret store mængder russiske fossile brændstoffer til Europa. I juni reducerede Kreml Nord Stream 1’s aktivitet med 75 pct. Ledningen, der indtil da havde båret 35 pct. af gassen fra Rusland, blev i september udsat for sabotage og efterfølgende lukket.
Rusland leverer nu cirka 90 pct. mindre gas til Europa end for et år siden. Men i løbet af 2022 har EU ikke desto mindre modtaget ca. 60 mia. m3 gas – primært før sommeren – og op til september sendt 750 mia. til Rusland for russisk olie, gas og kul.
Hullet efter russisk gas vil kræve cirka 112 mio. ton LNG ekstra til EU, hvilket svarer til at Unionen skal sætte sig på cirka en tredjedel af verdensmarkedet for LNG
_______
EU’s gaslagre dækker gennemsnitligt kun omkring 23-40 pct. af vinterens forbrug, så der skal fortsat importeres meget i de kommende måneder. I oktober alene importerede EU 41 mia. m3 flydende naturgas (LNG), mens Kinas import var 21 pct. lavere end sidste år.
Alt tyder på, at Europa vil satse på gas, indtil grønne energier kan klare en større del af energiforbruget. Så hvor skal denne gas komme fra – og vil der være nok til de kommende år?
Gas og LNG handles på et globalt marked, hvor Kina, Japan og Sydkorea har været nogle af de største importører. Derfor er det EU’s held, at Kina i øjeblikket er i økonomiske vanskeligheder. Siden februar har Kina modtaget ca. 6,5 millioner ton LNG om måneden, hvilket er omtrent 2 millioner mindre end normalt.
Kinas økonomiske model er kendetegnet af købesvage husholdninger, omfattende statsstøtte til industrier, et opblæst boligmarked og Xi Jinpings øgede koncentration af magten og belønning af loyalitet frem for kompetence. Udviklingen tyder på, at landet er på vej ind i en flerårig økonomisk afmatning, som frigiver mere gas på det globale marked, men samtidig også svækker den samlede globale vækst. Anderledes ser det ud, hvis Kinas økonomi kommer på skinner igen (hvilket kan ske fx ved at opgive COVID-19-nultolerancepolitikken eller lempe finanspolitikken herunder støtte til boligmarkedet).
Den tyske økonomiminister Robert Habeck anslog en optimistisk tone, da han til Handelsblatt forudså, at landet ville være i en meget bedre position næste vinter, da der vil være meget mere LNG at hente. Anderledes lyder det fra Fatih Birol, chefen for det internationale energiagentur IEA, der frygter at gaslagrene vil være på 65 pct. næste mod 95 pct. nu. – et hul på 30 mia. m3 (andre har anslået en mangel op til 45-50 mia. m3). Ikke mange deler Habecks muntre udsigter – for EU kan kun dække hullet via indkøb på det globale marked, der ganske enkelt ikke har så store mængder ledig gas de kommende år.
Et problem er, at naturgas, i modsætning til fx olie eller kul, ikke er så nemt at transportere. Transport til havs kræver, at naturgas gøres flydende, afkøles og kondenseres på specialiserede eksportfaciliteter og derefter genforgasses ved destinationen. Faciliteterne til at eksportere flydende naturgas har begrænset kapacitet, og infrastrukturen til at genforgasse LNG er en mangelvare i Europa. Tyskland havde således slet ingen genforgasningskapacitet før i år, hvorfor landet sammen med andre europæiske nationer har arbejdet på at anskaffe flydende lagergenforgasningsenheder (FSRU’er) så hurtigt som muligt.
Siden de i august satte rekord på over 300 euro pr. megawatttime, faldt gaspriserne i Europa drastisk – til 40 euro midt i november, takket være fyldte gaslagre. Analysebureauet Fitch anslår, at gennemsnitsprisen i 2023 bliver på 195 euro per megawatttime, hvad der vil være syv til ti gange højere end gennemsnittet på 20-30 euro før 2022-invasionen.
En stor del af de LNG-leverancer, der leveres til Europa, kommer fra USA, som netop i år overhalede Qatar og Australien som verdens største LNG-eksportør. Tidligere i år gik næsten 75 pct. af den amerikanske LNG-eksport mod europæiske kyster – og amerikansk gas udgjorde mere end halvdelen af den europæiske LNG-import i første halvdel af 2022.
Gas til EU kommer dog ikke kun i form af LNG – europæiske lande importerer også mere gennem ikke-russiske rørledningsnetværk. Øgede naturgasstrømme fra rørledningerne fra Nordafrika (for det meste Algeriet), Norge og Aserbajdsjan (gennem den relativt nye transadriatiske rørledning) er med til at afbøde problemet. Kombineret med den stigende LNG-import har disse leverandør opvejet faldet i russiske forsyninger for nuværende – dog til en langt højere pris, der altså ikke står til at falde de næste år.
Hullet efter russisk gas vil kræve cirka 112 mio. ton LNG ekstra til EU, hvilket svarer til at Unionen skal sætte sig på cirka en tredjedel af verdensmarkedet for LNG. Selvom EU-lande har vist sig betalingsdygtige, vil de helst undgå at binde sig til langtidskontrakter af hensyn til den grønne omstilling. Dette betyder at lande som Kina og Japan, der gerne tegner langtidskontrakter, har nemmere ved at slutte kontrakter med eksportlande. Qatar har udtalt, at de normalt sender 70 pct. af deres LNG til Asien i overensstemmelse med langtidskontrakter, og at de kun kan sende ca. 10-15 pct. yderligere i retning af Europa de næste år, før nye produktionsenheder åbner i 2025. IEA anslår, at der i 2023 i alt vil komme 20 mia. m3 mere LNG på markedet, men dette er langt fra nok til at dække EU’s behov.
Med andre ord står EU over for en årrække med markant højere energipriser og ingen garanti for at kunne importere nok gas til at dække det nuværende forbrug.
Europa splittes: Grøn omstilling eller sort nødløsning?
Energikrisen er med til at skabe en skarpere skillelinje mellem EU-lande, der vil udnytte krisen til at accelerere energieffektivisering og omstilling, og lande som Polen og Ungarn, der mener, at situationen kalder på en nødløsning og frikort til at anvende kul.
I oktober fortalte medierne, hvordan borgere i central- og østeuropæiske lande, der ikke har råd til at opvarme deres bolig som før, er begyndt at ty til det sorte marked eller afbrænding af miljø- og helbredsskadelige genstande så som brunkul og affald. En slovakisk mand fortalte, at han eksempelvis havde kastet en udtrådt fodboldstøvle ind til veddet i brændeovnen. Polens premierminister blev citeret for opfordringen “brænd alt undtagen dæk” – i et land, hvor kul stadig bruges til opvarmning i en tredjedel af hjemmene. Enhver øget brug af kul vil selvfølgelig kun gøre det vanskeligere at nå EU’s 2030-målsætninger angående reduktion i udledninger.
I øret på den fossile industri synes EU at tale med to tunger: øg investeringer i den grønne omstilling, men øg også investeringer i olie og gas, så vi kan klare os de næste år
_______
Energikrisen lægger i det hele taget pres på den grønne omstilling: ”Desværre er fokus for industri, medier, borgere og ministre ikke på klima i øjeblikket,” sagde en EU-diplomat til et møde i Luxembourg i slutningen af oktober.
I 2021 blev man i EU enige om i 2030 at reducere udledningerne med 55 pct. (ud fra 1990-niveau). Hullet efter den russiske gas risikerer dog at sætte målsætningen over styr, samtidig med at energikrisen skaber nye brudflader og udvider gamle. I det kommende år vil et af de helt centrale indenrigspolitiske spørgsmål være: Hvordan skal byrden fra højere energipriser fordeles? Hvor COVID-19-pandemiens relative ensartethed gav EU-medlemslandene muligheden for at rykke tættere sammen, er energikrisen allerede i gang med at splintre sammenholdet: Medlemslandenes industrier, indkomster og økonomier varierer i så stor grad, at det er svært at se dem enes om, hvordan energikrisen skal håndteres.
I øret på den fossile industri synes EU at tale med to tunger: øg investeringer i den grønne omstilling, men øg også investeringer i olie og gas, så vi kan klare os de næste år. Større produktion kræver nye investeringer og kontrakter, der løber længe nok til, at investeringerne hentes ind igen. Men det er en længere tidshorisont, end EU ønsker, da man både ønsker at leve op til 2030-målsætningerne OG accelerere afvænningen af russisk fossilenergi. Putin satser på, at begge dele bliver dyre – for dyre – for europæerne.
Siden september 2021 har EU-lande lovet støtte for mere end 500 milliarder euro til husholdninger, der er ramt af de stigende energipriser. Herunder via et prisloft, der er nemt at implementere, men ikke opfordrer til besparelser. Dette er et fundamentalt problem, fordi der simpelthen ikke kommer til at være gas nok til dække det forbrug, vi har været vant til. Prisloftet er også en dyr løsning, fordi det også hjælper dem, der ikke har brug for hjælp. I stedet kan man overveje at lade priserne stige, hvilket vil øge energibesparelserne. I øvrigt illustrerer studier det indlysende forhold, at europæernes energiforbrug stiger med deres indkomst.
Deindustrialiseringens spøgelse
Gas er den vigtigste energikilde for den europæiske industri, der bruger cirka 28 pct., fx i fremstillingen af foder, kemikalier og gødning. Selvom flere virksomheder har været i stand til at spare (ved at slukke for maskinerne, når de ikke bruges, skrue ned for termostaterne mm) går cirka 60 pct. af industriens gasforbrug til højvarmeprocesser (over 500 grader), fx i glas-, cement- og keramikproduktion, hvor selve produktionen ikke kan lade sig gøre uden en vis mængde energi. Volkswagens kraftværk i Wolfsburg har planlagt at bruge kul frem for gas både denne og næste vinter. Men kul udvikler omtrent dobbelt så meget mange CO2-udledninger som naturgas – og kan medføre andre direkte skader på miljø og sundhed.
Med mangedoblede energipriser er energiintensive industrier inden for gødning og aluminium allerede ved at lukke ned. Energiforsyningsselskaber er desuden blevet gidsler i fastpriskontrakter, som betyder, at de må afholde skyhøje gas- og strømomkostninger. Enten bryder forsyningsselskaberne deres kontrakter eller også lider de astronomiske tab, der bringer dem på randen af konkurs – eller en redningspakke. Nationaliseringen af den tyske energikoncern Uniper i september 2022 har allerede kostet milliarder af euro. I årets første ni måneder tabte Uniper i alt 300 mia. kroner, som den tyske skatteyder nu kommer til at dække. Og de virksomheder, der de næste år skal gentegne deres kontrakter med firmaet til højere priser, kan gå konkurs.
Foruden de højere priser i sig selv kommer usikkerheden ved øgede prisudsving i energimarkedet, hvilket dræner kapital, der kunne være gået til investeringer i grøn energi. Som med mange andre markeder er gasmarkedet i stigende grad finansialiseret, hvor mange virksomheder indgår kontrakter om fremtidige leveringer. Når man køber en future, stiller man en mindre kontant sikkerhed nu, for først ved kontraktens forfald at betale det aftalte beløb. Sker der store prisudsving, vil der opstå krav om øget sikkerhed (”margin call”), hvilket altså er en kontant betaling. Det har medført, at europæiske virksomheder med hjælp fra deres regeringer, fx i Tyskland, Sverige og Finland, har været nødt til at tilsidesætte flere og flere penge som sikkerhed, der kan inddække udsving i priserne ifm. futures-kontrakter. Dette er midler, der kunne være brugt på investeringer i grøn omstilling. EU bør overveje at intervenere for at begrænse prisstigningerne og dermed frisætte nogle af disse reserver til investeringer.
Store multinationale selskaber som kemikoncernen BASF har allerede flyttet dele af produktionen til Kina grundet de høje energipriser i Europa. Belgiens premierminister, Alexander De Croo, har advaret om, at vi kan risikere en “deindustrialisering” af det europæiske kontinent på grund af de høje priser. I det omfang petrokemisk industri flytter fra EU vil det nok pynte på unionens regionale CO2-udledninger, men selvsagt ikke hjælpe på det samlede globale regnskab.
I takt med industriens kvaler vil efterspørgslen og dermed væksten falde i EU. De ledige, der mister jobbet som en følge heraf, kan bidrage til et indenrigspolitisk pres på politikerne for at finde et kompromis med Rusland.
I takt med industriens kvaler vil efterspørgslen og dermed væksten falde i EU. De ledige, der mister jobbet som en følge heraf, kan bidrage til et indenrigspolitisk pres på politikerne for at finde et kompromis med Rusland
_______
Prisen stiger
EU’s samlede vilje til at støtte Ukraine hænger sammen med energiens rolle for husholdninger og økonomien i det hele taget. Den britiske historiker Helen Thompson satte det på spidsen, da hun tidligere på året skrev, at “enten nedkalder vestlige regeringer økonomisk elendighed i et sådant omfang, at det vil sætte den demokratiske sammenhængskraft på prøve, eller de må se i øjnene, at energiudbuddet begrænser midlerne, hvormed Ukraine kan forsvares”. Sagt på en anden måde: Putin har stadig en chance for at vinde energikrigen mod EU – eller flere af slagene i den.
Indtil videre står de fleste EU-lande sammen om at støtte Ukraine, om end hjælpen ofte er lang tid om at nå frem. På det militære område er USA stadig langt den vigtigste donor – hvad landets interne polarisering måske vil ændre på: Midtvejsvalget i november viste, at der er en markant republikansk fløj, der vil stoppe yderligere støtte til Ukraine.
På den længere sigt venter der også andre udfordringer for EU på energiområdet. Selvom EU skulle lykkes med at udfase importen af russiske fossile brændstoffer før 2030 – og således fratage Putin hans mest potente geopolitiske våben – er EU således stadig dybt afhængig af Kina som leverandør af kritiske materialer og komponenter, der indgår i batterier, elektrificering og andre grønne teknologier.
Der er dog også lyspunkter og en række muligheder for at lave længe ventede forbedringer på energiområdet de næste år. EU’s boligmasse står for 40 pct. af elforbruget, hvorfor der altså er massive besparelser at hente ved at investere i energioptimering. Energikrisen bør alt andet lige også føre til flere investeringer i andre energikilder. I 2022 har EU-landene planlagt opførelsen af 39 gigawatt solkraft, hvilket er 44 pct. højere end i rekordåret 2021, anslår lobbygruppen SolarPower Europe.
Ved at spare på forbruget kan EU både nedsætte efterspørgslen og tage toppen af den energidrevne inflation. Sammenlignet med perioden 2019-2021 er EU’s forbrug af gas da også faldet med 7 pct. ifølge tænketanken Bruegel. Desuden faldt EU’s samlede forbrug af gas med 16 pct. i andet kvartal af 2022, hvilket repræsenterer et yderligere fald.
Som en del af initiativet REPowerEU har EU øget målsætningen om energibesparelser inden 2030 – fra 9 pct. til 13. Både frivillige og nødtvungne besparelser vil dog også være ledsaget af faldende økonomisk aktivitet, der vil føre til øgede politiske spændinger.
I de kommende år vil energipriserne med al sandsynlighed være fem til ti gange højere end før 2021. Det vil – i modsætning til USA, der er energiuafhængig – tvinge EU i retning af stagflation: nul- eller minusvækst kombineret med en konstant inflationær drivkraft på energiområdet, indtil vi er i stand til at dække en større del af energibehovet med andre kilder. Fra 2010-2020 var gas i Europa i forvejen to til tre gange dyrere end i USA.
Hvad er Putins mål med energikrigen? Når – og hvis – gassen til Europa skulle blive helt afskåret, hvad kan regimet så tjene penge på? Vil Putin så ikke have savet den gren over, regimet sidder på?
I Europa må vi ikke glemme, at Ruslands største indtjeningskilde ikke er gas, men olie, som indgår i et globalt marked. I 2021 tjente landet i alt cirka 180 milliarder dollar på olie og forarbejdede olieprodukter versus knap 62 milliarder på gas og LNG. Kina, Indien og Tyrkiet er de tre største aftagere. G7-landenes prisloft på russisk olie vil formodentlig være med til at sænke prisen, men fordi de største aftagere netop ikke er G7-lande, vil Rusland fortsat tjene nok til at fortsætte både krigen mod Ukraine og energikrigen mod EU.
Spørgsmålet er hvilken samlet pris, EU kan og vil betale for grøn omstilling og støtten til Ukraine, mens Unionens egne befolkninger ser deres købekraft svinde ind. Godt nok ser det ud til, at EU har klaret sig helskindet igennem første år med Putins energikrig uden at give afkald på sine principper. Alt tyder dog på, at prisen – både den økonomiske og den politiske – kun vil stige de kommende to-tre år. ■
Putin har stadig en chance for at vinde energikrigen mod EU – eller flere af slagene i den
_______
Peter Meedom (f. 1986), ph.d. og sprogofficer i russisk, er ekspert i geopolitik, international politisk økonomi og hvidvaskbekæmpelse. Han er leder af Vesteuropa-sektionen hos Aperio Intelligence, London. Foruden tjeneste i Forsvaret har han arbejdet med compliance i finansverdenen og som gæsteforsker på Columbia University og EHESS, Paris.
ILLUSTRATIONS: Eemshaven, Belgien, 9. august 2022: En gasterminal under omdannelse til LNG-terminal for flydende gas [FOTO: Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
