05.06.2022

Hvis Mette Frederiksen har lært af Anker Jørgensens historie, så er hendes regeringsmelding til at forstå. Inden for overskuelig fremtid skal regeringen – den nuværende eller den kommende – sammen med et politisk flertal formentlig træffe en række beslutninger, der i deres mangel på popularitet ikke er hverdagskost på Christiansborg. For langt de fleste af de folkevalgte har endnu ikke prøvet at trykke på den grønne ja-knap til kriseforslag, der rammer almindelige mennesker.

Analyse af Peter Lautrup-Larsen, politisk kommentator

Taktik. Desperation inden kritik fra Mink-kommissionen. Et holdkæft-bolsje til de radikale. Analyserne har allerede været talrige efter statsministerens melding aftenen før Grundlovsdag, hvor hun åbner op for muligheden af en bred regering hen over midten.

Reaktionerne kommer næppe bag på Mette Frederiksen. Hverken den lodrette afvisning fra Venstre eller Konservative. Eller bestyrtelsen fra Enhedslisten, der godt kan se, hvordan en bred regering vil holde partiet uden for indflydelse og derfor betragter selv tankespind som en fjendtlig handling.

Men hvis vi et øjeblik lader den politiske spilteori og bogstavleg ligge og i stedet tager statsministerens melding for pålydende: Tænk, hvis Mette Frederiksen mener, hvad hun siger? Nemlig at en bred flertalsregering måske kan vise sig at være det bedste svar i den kommende valgperiode.

Selvfølgelig kan hun ikke sige det direkte. Afvisningen fra alle andre blå partier end Lars Løkkes Moderaterne – hvis partiet overhovedet kan regnes til blå blok – kommer naturligvis ikke overraskende for statsministeren. Det vil være at bygge på sandbund at føre en valgkamp på noget, der ligner en ønskedrøm om en bred regering. Når hun bimler med valgklokken, vil meldingen derfor være, at regeringen trods valgets udskrivelse ikke går af og hun har tænkt sig at fortsætte som statsminister i spidsen for den.

Allerede nu står det dog klart, at vi får en Dronningerunde efter valget. Den radikale leder Sofie Carsten Nielsen har været så klar i mælet med sit krav om regeringsforhandlinger og radikale ministerposter, at Mette Frederiksen ikke kan manøvrere uden om partilederne på Amalienborg. Meldingen Grundlovsdag tyder på, at det ikke kun bliver skinforhandlinger, men statsministeren vil går seriøst til værks. Alt under forudsætning af, naturligvis, at vi ikke får et blåt flertal af Venstre, Konservative, LA, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og måske endda et Inger Støjberg-parti og/eller Moderaterne.

Mette Frederiksen peger selv på det nationale kompromis om forsvaret, ja-samarbejdet før folkeafstemningen og den internationale usikkerhed i kølvandet på Putins skændige krig i Ukraine, som det brede flertal står bag. Føj dertil en truende økonomisk krise og den allerede galopperende inflation. Det råber på brede løsninger, ikke snævre flertal.

Anker er forbillede
Statsministeren har tidligere fremhævet Anker Jørgensen som et politisk forbillede. En politiker med hjertet på rette sted, som de fleste havde sympati for på det menneskelige plan – ikke mindst efter hans statsministertid. Men politikken dengang? Danmark var ’på vej mod den økonomiske afgrund’, som daværende socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen sagde. Alligevel turde et politisk flertal med Anker Jørgensen for bordenden ikke at træffe de samfundsøkonomisk nødvendige, men upopulære beslutninger. Ustabilitet var dagens orden – med folketingsvalg i både 1971, 73, 75, 77, 79 og 1981. Hvert andet år. Stabilitet og opretning af økonomien kom først med Poul Schlüter, som udviste større mod.

Hvis Mette Frederiksen har lært af Anker Jørgensens historie, så er hendes regeringsmelding til at forstå. Inden for overskuelig fremtid skal regeringen – den nuværende eller den kommende – sammen med et politisk flertal formentlig træffe en række beslutninger, hvis manglende popularitet ikke er hverdagskost på Christiansborg. Langt de fleste af de folkevalgte har ikke prøvet at trykke på den grønne ja-knap til kriseforslag, der rammer almindelige mennesker. Regningerne er blevet betalt af det økonomiske råderum, blevet lagt i børneværelset eller – som med Arne-pensionen – betalt især af den finansielle sektor. Måske er det lykkedes at sende regningerne videre, uden at vælgerne har opdaget, at den egentlig afsender har været et flertal på Christiansborg.

Illustrerer problematikken
De øjeblikkelige forhandlinger om en grøn skattereform og kompensation til de svageste for inflation og eksploderende varmeregninger illustrerer kun problematikken. De politiske armlægninger om, hvor man skal finde pengene til fx regeringens forslag om en check på 5.000 kr. til dem, der rammest hårdest, blev langt fra den walk in the park, som finansminister Nicolai Wammen forventede, da han ville tage dem af råderummet.

Nu falder det alligevel nok på plads inden Folketingets lange sommerferie. Men som generalprøve på alvorligere ting varsler det ilde for enhver regering. Ikke mindst til foråret 2023: Her venter overenskomstforhandlinger, der ligner et slagsmål mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, vi ikke har set i årevis. Forventningen til forsat reallønsfremgang hos lønmodtagerne på trods af inflationen kolliderer givetvis med arbejdsgivernes ønske om tilbageholdenhed. Lønglidningen er allerede svær at håndtere på grund af mangel på arbejdskraft og nu også stigende priser. Sandsynligheden for et politisk indgreb er til at føle på.

Et sammenbrud i forhandlingerne og en konflikt er i hvert fald ikke det, landet har brug for. I 1998 måtte Poul Nyrup Rasmussen lade generalstrejken køre – det var dengang, danskerne hamstrede gær for selv at kunne bage – i ti dage, før regeringen med opbakning fra et flertal greb ind. Senere på året forringede Nyrups regering efterlønnen igen – med støtte fra de borgerlige. Til økonomernes tilfredshed, men næppe noget, der er gemt i Mette Frederiksens scrap-bog.

Hvis et politisk indgreb bliver en realitet, vil Enhedslistens medlemmer af Folketinget stå ude på Christiansborg Slotsplads blandt de mange tusinde demonstranter. De vil i hvert fald ikke sidde i Folketingssalen og trykke på ja-knappen. Så Mette Frederiksen skal under alle omstændigheder over åen efter vand og sikre sig opbakning fra Venstre og Konservative. Det vil være meget lettere med en bred flertalsregering.

Helhedsløsning
Måske vil Frederiksen til den tid helst af alt have en helhedsløsning, hvor meget andet bliver tænkt ind. Sygeplejersker og andre offentligt ansatte. Ligeløn. Ja, måske også egentlige inflationsdæmpende tiltag, der samfundsøkonomiske henter ind på gyngerne, hvad lønmodtagerne har scoret på karussellen.

Alt det er naturligvis fremtidssnak. Men hvis vi tager Grundlovsinterviewet med Mette Frederiksen på ordet, vil en bred regering hen over midten givet være bedre til at løse den slags end en rød regering.

Statsministeren er ikke naiv. I virkelighedens verden – hvor den allerede står på valgkamp – tror Mette Frederiksen næppe på sin egen melding. Men selv om den brede regering er et fata morgana, åbner den op for det, der nu ligner nødvendighedens lov. Frederiksen er nødt til at holde på de radikale ved at give dem ministerposter efter valget. Ved allerede nu at tale om en flertalsregering, selv om hun stadig går til valg på sin smalle regering, kan det vanskeligt udlægges som et eklatant nederlag eller en ydmygende politisk indrømmelse at udvide regeringen med SF og De Radikale efter valget.

Naturligvis er der voldsomme politiske knaster. Ikke mindst udlændingepolitikken, hvor det er vanskeligt at se radikale ministre – og vel også SF’ere? – være med til at forvalte en asylaftale med Rwanda. Men lad os se. Bemærkelsesværdigt er det, at det kommende radikale håb, folketingsmedlemmet Samira Nawa, i forrige uge signalerede, at hendes parti nu er parat til at frede Arne-pensionen, selv om partiet oprindeligt stemte imod. Det er altså ikke et krav at fjerne den igen, sådan som det lyder fra de blå partier, især De Konservative.

En forsøstring
Nu er der tale om en forbrødring – eller i disse tider er ordet vel forsøstring – mellem Mette Frederiksen, Pia Olsen Dyhr og Sofie Carsten Nielsen. På folkeafstemnings-aftenen blev det også mere end noteret af politiske iagttagere, hvordan de tre fejrede vælgernes ja. Med gin og tonic i statsministeriet efter partilederrunden. Sofie Carsten Nielsen var forbi den socialdemokratiske valgfest og statsministeren kvitterede sammen med andre socialdemokratiske topfolk ved at se inden for hos de festende radikale i Kødbyen.
Det var næppe sket, da den radikale leder hed Morten Østergaard, for slet ikke tale om Margrethe Vestager.

Da den nye statsminister for præcis fire år siden annoncerede sin etpartiregering uden de Radikale begrundede hun det ganske vist med politiske uenigheder – især på udlændingeområdet. Men bagved lå også en forbitrelse over den radikale måde at være i regering på. Mette Frederiksen havde ikke glemt, hvordan hun som beskæftigelsesminister måtte bløde socialdemokratisk hjerteblod, fordi Vestager med sin daværende wingman Morten Østergaard nærmest arrogant holdt fast i den dagpengereform, der skar ledighedsperioden ned til to år. På trods af regnedrengenes totale undervurdering af, hvor mange uden job, der blev ramt – nemlig ikke de beregnede 2-4.000 men op mod 40.000. Alligevel var Vestagers reaktion blot et ”sådan er det jo”.

Den form for stejlhed og mangel på forståelse for en regeringspartners kernepolitik og vælgere talte ikke for en gentagelse. Men nu ser det altså tilsyneladende anderledes ud.

 

Den form for stejlhed og mangel på forståelse for en regeringspartners kernepolitik og vælgere talte ikke for en gentagelse. Men nu ser det altså tilsyneladende anderledes ud
_______

 

Lige en Minkkommission
Men selvfølgelig. Der er lige en minkkommission, statsministeren skal overleve først. Efter forlydender på vandrørene venter kritik af statsministeriet og dermed vel også af Mette Frederiksen. Graden af kritik er ikke kendt, selv om der i krogene tales om simpel uagtsomhed. Altså at det ikke var med vilje, statsministeren uden lovhjemmel annoncerede, at alle mink skulle gasses – om end hun nok burde have undersøgt det.

Hvis dét er tilfældet, falder regeringen og statsministeren nok ikke, selv om blå blok utvivlsomt vil gå i offensiven. I første omgang ender det formentlig med, at Folketingets flertal – præcis som i Støjberg-sagen – beslutter at lade to velanskrevne advokater tolke Minkkommissionens kritik. Deres vurdering kommer så efter sommerferien, og hvis vandrørene ellers kender sandheden, får Mette Frederiksen nok skrammer og en næse, men næppe en rigsretssag.

Og så er banen åben for et folketingsvalg og en valgkamp præget af bogstavleg. Hvor Mette Frederiksen nu er markedsførende. Især hvis hun kan overbevise vælgerne om, at weekendens store melding ikke er politisk spin, men alvorligt ment. ■

 

Hvis vandrørene ellers kender sandheden, får Mette Frederiksen nok skrammer og en næse, men næppe en rigsretssag
_______

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen