Peter Lautrup-Larsen: Nu har dansk politik endegyldigt rykket sig

24.11.2022

Selvom intet endnu er støbt i cement, så synes både Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen at have opgivet enhver form for tilbagefaldsposition til tidligere fronter. Spørgsmålet er ikke længere, hvorvidt dansk politik kommer til at foregå hen over midten – for det gør den.

Analyse af Peter Lautrup-Larsen, politisk kommentator

DANSK POLITIK HAR endegyldigt rykket sig. Anderledes kan man ikke se det efter tre ugers forhandlinger på Marienborg og i Statsministeriet. Mette Frederiksen er som kongelig undersøger begyndt på sit udskilningsløb og har sagt farvel til fløjpartier ikke kun til højre, men også Enhedslisten og Alternativet, der ellers tæller med som hendes parlamentariske grundlag. Omvendt har Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen efterladt blå blok uden naturlig anfører og i almindelig forvirring. Selvom intet endnu er støbt i cement, så synes begge at have opgivet enhver form for tilbagefaldsposition til tidligere fronter.

Vi ved ganske vist ikke endnu, hvordan den nye regering kommer til at se ud. Den første regel, man lærer som nyankommen reporter på Christiansborg, er at se på, hvad politikerne gør og ikke på, hvad de siger. Ellemann holdt en historisk tale på Venstres landsmøde i den forgangne weekend. Udgangspunktet for partiets indflydelse er erkendelsen af, at Mette Frederiksen forbliver som statsminister. Det var ordene. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det allerede nu er afgjort, at Ellemann og Co. ender på ministertaburetterne. Venstre-formanden har også med sin melding skabt sig en platform. Han kan stå af, hvis ikke de politiske indrømmelser til ham og hans parti er så synlige, at de bliver et argument for regeringsdeltagelse i sig selv. Han kan nu lægge skylden på Mette Frederiksen, hvis en regering med Venstres deltagelse ikke bliver til noget, og vi i stedet skal i gang med et ”blame-game” mellem de to. Men hvis det havde været meningen fra begyndelsen, så havde hans farvel til blå blok nok været mindre bastant. Vi må indtil videre tro ham på ordet om, at forhandlingsviljen er alvorligt ment.

 

Ellemann holdt en historisk tale på Venstres landsmøde i den forgangne weekend. Udgangspunktet for partiets indflydelse er erkendelsen af, at Mette Frederiksen forbliver som statsminister. Det var ordene
_______

 

Mette Frederiksen har brugt de tre uger til at forhandle politik på alle vigtige områder: Økonomi og skat, inflationshjælp, klima, forsvar, sundhed, ældre, børn og unge samt at gøre reglerne på udlændingeområdet mere smidige, blot for at nævne nogle. På bordet ligger der givet nu omridset af det, som hun og det store regeringsparti kan se sig selv i. Nogle politiske løsninger, der efter hensigten og med lidt ekstra håndværk også ender med bred tilslutning. Spørgsmålet er ikke så meget mere, hvorvidt dansk politik kommer til at foregå hen over midten – det gør den – men mere om det bliver inden for en bred flertalsregering eller uden for, fordi den kommende regering ikke i sig selv tæller de 90 mandater til et flertal.

Mette Frederiksen forhandler foreløbig videre med hele syv partier. Foruden sit eget også SF, Radikale, Moderaterne, Venstre, De Konservative og endda også Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Det må forstås sådan, at ingen af dem har sagt endegyldigt fra i forhandlingerne, men mon ikke hun satser udelukkende på de første fire partier og ikke de sidste tre. Men hvis forhandlingerne ender i et regeringsgrundlag, der også omfatter områder, hvor de tre blå partier er forligspartnere med vetoret, så er det bekvemt, at de på forhånd i det mindste har accepteret at se på problemerne.

Hovedlinjerne

Allerede nu tegner der sig nogle hovedlinjer i forhandlingerne. Forsvarsbudgettet rykkes frem, så Danmark hurtigere når målet på to procent af bruttonationalproduktet. Topskattegrænsen hæves uden at sænke selve skatteprocenten, så færre betaler den. Begge dele tæller som indrømmelser til partierne over midten. Omvendt får Mette Frederiksen mulighed for at indfri sit valgløfte til de offentligt ansatte. Udvalgte faggrupper i centrum for den politiske debat får en lønforhøjelse. Alt sammen koster, og det gamle spørgsmål melder sig igen: ”Hvor skal pengene komme fra”. Det bliver nok så svær en øvelse ved forhandlingsbordet.

Der skal naturligvis endnu mere til, før Jakob Ellemann ser sit Venstre ”i egen ret” i et regeringsgrundlag. Det er kun en begyndelse. Hans og Mette Frederiksens største problem i forhandlingerne er måske endda slet ikke det politiske indhold i kriseløsninger og substans. Men hvordan lander de minksagen? Ellemanns valgløfte både til sine egne vælgere og til de øvrige partier i blå blok om en advokatvurdering er ikke sådan at drible uden om. Kritikken, hvis han opgiver kravet, truer i hvert fald med at give en Venstre-deltagelse i en bred regering den ringest mulige start og fjerne enhver opmærksomhed fra ”prisen for grisen” for at bruge den nye folketingsformand Søren Gades rammende ord om de indrømmelser, som et parløb med Mette Frederiksen kræver.

 

Når Ellemann taler om, at hans tabte tillid til Mette Frederiksen tager tid at bygge op, så er fundamentet i byggeprojektet næppe at begynde med at kræve en juridisk undersøgelse af fortidens gerninger begået af den nye chef
_______

 

Det letteste vil naturligvis være, at Mette Frederiksen bøjer sig for en advokatvurdering i tiltro til, at juraeksperterne – senest tre professorer – har ret, når de ikke mener, hun risikerer en Rigsretssag. Men en advokatvurdering tager uger, hvor dansk politik sandsynligvis vil ligge brak, og den har kun mening, hvis det et eller andet sted er forståelsen, at det KAN ende i et anklageskrift. Når Ellemann taler om, at hans tabte tillid til Mette Frederiksen tager tid at bygge op, så er fundamentet i byggeprojektet næppe at begynde med at kræve en juridisk undersøgelse af fortidens gerninger begået af den nye chef.

Bogstaver vejer tungere

Uanset det hele angiveligt stadig drejer sig om politik, så må Mette Frederiksen og de øvrige partiledere allerede nu gøre sig tanker om, hvordan hendes nye regering kommer til at se ud. På et tidspunkt, som vi nok ikke er kommet til endnu, begynder bogstavkombinationerne også at veje tungere i forhandlingerne. Ministerposter har før været det, der kunne få mærkbare politiske indrømmelser til at glide ned.

Mette Frederiksen slipper ikke sådan uden videre af med Lars Løkke og Moderaterne. De Radikale og SF vil ligeledes klamre sig til forhandlingsbordet. Måske vil et forsat Rwanda-projekt udelukke Martin Lidegaard og co., mens den økonomiske profil i en fælles forståelse gøre det svært for Pia Olsen Dyhr at deltage. Samtidig vil Lars Løkke givet kunne skrive under på alt det, som efterfølgeren har accepteret eller opnået i forhandlingerne. Spørgsmålet er derfor, om Mette Frederiksen og Ellemann har råd til at holde ham ude i strakt arm trods en personlig uvilje mod den tidligere statsminister, hvor tilliden til ham ligger på et lille sted. Løkke og Moderaternes mandater kan sikre flertallet, så valget synes ikke at være svært. Dertil er Løkkes forhandlingsiver så åbenbar, at prisen på ”hans gris” er til at overkomme. Formentlig vil det være nok at gøre Løkke til superminister med den opgave at reformere sundhedsområdet, så effektivitet og patienttillid igen er i top og ventelisterne i bund. Mette Frederiksen ser givet for sig, at hun kan køre parløb med Løkke uden de store problemer, og en regering med de to er stadig en sandsynlig udgang, selv om Ellemanns ryk har sat brikkerne op på en ny måde i det politiske skakspil.

 

Mette Frederiksen vil gøre meget for at holde Ellemann inde i folden. Lige nu virker det vigtigere end at holde snor i de andre partier
_______

 

Mette Frederiksen vil gøre meget for at holde Ellemann inde i folden. Lige nu virker det vigtigere end at holde snor i de andre partier. Hun kan altid samle dem op, hvis det bliver nødvendigt og især, hvis muligheden for en flertalsregering er inden for rækkevidde. Men den er ikke et ”must”.  En mindretalsregering over midten kan regne med borgfred de første mange måneder, uanset djævlen ligger i detaljen. Det er ikke lige til at se, hvilket et af kernepartierne i forhandlingerne, der gerne ser et hurtigt folketingsvalg igen.

På papiret stærk

Og deri ligger Mette Frederiksens styrke. En flertalsregering er på papiret stærk, men til gengæld vil partierne i den have en vetoret, der måske vil gøre det svært for hende som statsminister at føre den politik, hun har ambitioner om. En mindretalsregering er derimod mere smidig og kan regere med vekslende flertal. Men kun så længe flertallet finder det opportunt. Indrømmelser til oppositionen er mere synlige, og ”prisen for grisen” kan blive højere fra sag til sag. Der kan siges for og imod.

Kernepartierne i dansk politik har ikke stået svagere mandatmæssigt i dansk politik end efter valget. Tolv partier i Folketinget udgør i sig selv en risiko for kaos. Midterpartierne, som nu også tæller Socialdemokratiet, har alle en interesse i, at de øjeblikkelige forhandlinger ender i noget, der stort set holder fløjpartierne uden for indflydelse. Alternativet kan de finde i den politiske historie. Dengang i 1970’erne, da Socialdemokratiet og Venstre var for længe om at finde hinanden, og kriseforlig blev afløst af folketingsvalg og omvendt. Og da det endeligt skete i 1978 med SV-regeringen, var det for sent. Forløbet dengang med folketingsvalg hvert andet år i 1971, 73, 75, 77, 79 og 1981 frister ikke til en gentagelse.

Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen har givet hinanden muligheden for at forhandle seriøst. Vi ved ikke i dag, hvordan det ender. Hverken med regering eller politik. Kun, at udgangspunktet er et helt andet end før folketingsvalget for tre uger siden. Men det er vel heller ikke så lidt. ■

 

Midterpartierne, som nu også tæller Socialdemokratiet, har alle en interesse i, at de øjeblikkelige forhandlinger ender i noget, der stort set holder fløjpartierne uden for indflydelse. Alternativet kan de finde i den politiske historie
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister