Peter Lautrup-Larsen: Lars Løkke har modbevist det, der i årevis har været den altdominerende opfattelse på Christiansborg

24.10.2022

Den tidligere statsminister ligner en sikker kongemager. Årsagen? Et decideret ophørsudsalg i blå blok og en debat mod Løkke og hans tidligere politik, som de blå partier næppe kan markedsføre – simpelthen på grund af deres egen rolle i historien.

Analyse af Peter Lautrup-Larsen, politisk kommentator

Hukommelsen er kort i politik. Meget kort. For to måneder siden talte meningsmålingerne om blåt flertal og konservative Søren Pape Poulsen havde kurs direkte mod statsministeriet. Det lignede nærmest en ekspeditionsforretning.

I dag – efter tre ugers valgkamp – fortæller de en helt anden historie. Den konservative formand er vejet af vælgerne og fundet for let. Det borgerlige regeringsprojekt ligner et ophørsudsalg. Kun godt hver femte vælger vil her en uge før valgdagen sætte deres kryds ved enten Venstre eller De Konservative. Tilsammen. Et historisk lavpunkt.

I stedet samler interessen sig om Lars Løkke Rasmussen. Det, der for tre uger siden så ud til at være Moderaternes kamp mod spærregrænsen, er i dag afløst af seriøse analyser og bogstavleg, som ikke udelukker, at den tidligere statsminister og Venstre-formand får manøvreret sig frem til at kunne stille sig i spidsen for en regering. Ganske vist kan Venstres Jakob Ellemann-Jensen stadig håbe på sin tidlige partiformands støtte, men det er mest spilteori, hvis man i dag taler om en Venstre-ledet regering. Medmindre Løkke svigter sine valgløfter om at holde yderpartierne uden for indflydelse, så er det under alle omstændigheder fortid med seks blå partiformænds fællesfoto for at illustrere en sammentømret blå blok.

Lars Løkke har modbevist det, der i årevis har været den altdominerende opfattelse på Christiansborg: At et midterparti kan nok så meget råbe op om bredt samarbejde, men uden et navn på den foretrukne statsminister – rød eller blå – så går det ikke. I stedet har den tidligere statsminister fået medvind hos vælgerne med sit korte ordspil, at det drejer sig om ”noget” og ikke ”nogen”. En moderne og opdateret variant af den daværende radikale statsminister Hilmar Baunsgaard, der i 1960’erne talte om, at ”det vigtige er ikke, hvem vi forhandler med, men hvad vi forhandler om”. Nogle gange rammer det en tidsånd. Baunsgaard fik dengang 27 mandater, så mange får Lars Løkke nok ikke, men mindre kan også gøre det. Blot, de er udslagsgivende som tungen på vægtskålen.

Statsminister Mette Frederiksen har tilsyneladende også fornemmet den samme tidsånd som Løkke. Hun brød almindeligt anerkendte politiske spin-råd med sin valgudskrivelsestale om bredt samarbejde på ministerbænkene som afløser for den et-parti-regering, hun ellers leder. Det plejer at være sådan, at man i politik står ynkeligt og afklædt tilbage, hvis man er ude i et frieri til andre partier og bliver mødt med en kurv af bastante afvisninger. Som hun bliver i dag med et nej uden tak fra Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape Poulsen. Men plejer er død, og dét er tydeligvis kommet bag på de to blå statsministerkandidater.

Løkke og Frederiksen i takt?

Rygterne på Christiansborgs gange taler om ”hemmelige samtaler” inden valget mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke. Om de har fundet sted, og hvad de i så fald har talt om, fortoner sig i det uvisse. Men valgkampens forløb kunne ligne en forståelse mellem dem, så de i hvert fald ikke taler hinandens tanker om den brede regering ned. Lars Løkke udelukker således ikke, at Mette Frederiksen kan blive statsminister på hans mandater. Ganske vist på visse betingelser som fx en advokatvurdering af minksagen, som hun nok efter valgdagen vil have svært ved at acceptere, men alligevel. Og omvendt svarer Mette Frederiksen udenom – hverken ja eller nej – på spørgsmålet om, hvorvidt det er en absolut betingelse for hende og Socialdemokratiet, at hun står i spidsen for den brede regering. Uanset enhver ved, at det VIL være et ultimativt krav fra landets største parti.

 

Den kommende uge frem til valgdagen vil vise, om Lars Løkke i modsætning til de tidligere forsøg i den politiske historie med troværdighed kan holde alle muligheder åbne. Presset på ham vokser
_______

 

På få uger er det lykkedes Lars Løkke at erobre den plads som kongemager, der i mere end hundrede år stort set altid har tilhørt De Radikale. Bevares, det lille midterparti blev udfordret af Erhard og Mimi Jakobsens Centrumdemokraterne og ikke mindst af Dansk Folkeparti med Kristian Thulesen Dahl i spidsen, der prøvede at erstatte R ved at flirte med Mette Frederiksen før det seneste folketingsvalg. Men både CD (i 90erne) og især Dansk Folkeparti (for ganske nylig) måtte sande, at det endte som et farvel til magt og indflydelse – partiernes vælgere var for blå til den slags kurmageri. På samme måde, som De Radikale i dag med omvendt fortegn ikke kan løsrive sig fra tredive års samarbejde med Socialdemokratiet. Det giver indlysende forklaringsproblemer, når De Radikale vælter Mette Frederiksen med krav om valg for derefter at anbefale hende som statsminister igen. Men det går heller ikke at pege på en anden.

Tvivlen kommer Løkke til gode

Den kommende uge frem til valgdagen vil vise, om Lars Løkke i modsætning til de tidligere forsøg i den politiske historie med troværdighed kan holde alle muligheder åbne. Presset på ham vokser. De blå partier over en bred kam messer ”en stemme på Løkke er en stemme på Mette Frederiksen”, mens man i rød blok tvivler på, at den tidligere statsminister og Venstre-formand for alvor er ved at skifte ham. I deres optik er og bliver han blå. Foreløbig preller det af som vand på en gås. Tvivlen synes tværtimod at komme ham til gode og holde ham i valgkampens centrum. For en politiker af Lars Løkkes kaliber er ligegyldigheden den værste fjende, og den kæmper han ikke med i øjeblikket. Det kan dog ændre sig over en nat.

Mon ikke mediernes vilde jagt nu går blandt Moderaternes mange ukendte kandidater. Er de alle enige i deres leders kurs? Tilsyneladende ja. Lige nu er spørgsmålet snarere, hvorvidt Løkke er toppet for tidligt eller holder sit momentum helt til næste tirsdag.

I modsætning til Lars Løkke må de seks partier i blå blok se sig selv i spejlet og spørge: Hvad er gået galt? Det var ikke lige meningen, at en blå statsminister skulle være afhængig af Lars Løkkes nåde. Eller endnu værre, at Pernille Vermund, Morten Messerschmidt – hvis hans parti ellers klare spærregrænsen – eller Inger Støjberg ender med at måtte bide i det sure æble og leve med en Lars Løkke som statsminister blot for at undgå Mette Frederiksen. Vel vidende, at han når det gælder de politiske løsninger vil kigge den anden vej uden at skele til dem. Lige nu slår de syv kors for sig og afviser blankt, men det er meget langt hen ad vejen valgkampens dominerende spørgsmål, som de nu konsekvent bliver mødt med.

Luften af den blå ballon

Den blå strategi slog fejl. I dag ser det ikke ud til, at folketingsvalget bliver den folkeafstemning for og imod Mette Frederiksen, som de seks blå partier satsede på. Bare tænk på bygen af spørgsmål under Folketingets åbningsdebat dagen efter valgets udskrivelse, hvor statsministerens ansvar i minksagen og hendes magtfuldkommenhed nærmest var det eneste, de spurgte til. Gassen er tydeligvis gået af dén ballon – det fælles Ellemann-Pape-pressemøde med krav om en dommerundersøgelse af FE-sagen endte nærmest som politisk komik

Det har tværtimod været mest i vejen for andre politiske budskaber. Venstres stort anlagte sundhedsudspil – præsenteret på et sygehus i Esbjerg, på maksimal afstand af Christiansborg – druknede helt i Findsen-bogen, der udkom samme dag. Det kan godt være, at Venstres udspil hænger mere sammen i detaljen, men også den sag er Lars Løkke løbet med. Sådan cirka hver tiende vælger har tilsyneladende tilgivet ham en centraliserende kommunalreform, supersygehuse og regioner, han nu ønsker at afskaffe. For slet ikke at tale om den grønthøsterbesparelse på to procent, der dominerede hans tid som finans- og ikke mindst statsminister.

En debat mod Løkke og hans tidligere politik i dag, de blå partier næppe kan markedsføre – simpelthen på grund af deres egen rolle i historien. Inger Støjberg siger endda undskyld for fortidens gerninger, når hun nu vil noget andet.

 

Den blå strategi slog fejl. I dag ser det ikke ud til, at folketingsvalget bliver den folkeafstemning for og imod Mette Frederiksen, som de seks blå partier satsede på
_______

 

Forslag bliver udskammet

I det hele taget er valgkampen præget af, at de luftige forslag stjæler opmærksomheden fra de mere gennemarbejdede . Søren Pape Poulsens nedtur tog ekstra fart, da han tabte kampen om den offentlige mening efter den første debat mellem de tre statsministerkandidater. Det kan godt være, at den konservative plan om skattelettelser er finansieret, og det kan også godt være, at Mette Frederiksen talte usandt om Pape’s tusinder af fyringer på velfærdsområdet, men den konservative offensiv blev vendt til defensiv og vælgerflugt.

I stedet har vi andre partiers løfter om velfærdsgaver til økonomisk svage i inflationens tegn, hvor regningen endnu ikke er udskrevet. Det er noget med færre vikarer og statsministeren har til gengæld øje for dem, der ikke er ude i ”virkelighedens verden” – hvem det så end er. Derudover peger rød blok på ekstraordinære høje såkaldte ”superprofitter” ikke mindst i energisektoren, der skal holde for i solidaritetens navn. Men dét afventer vist en EU-beslutning.

Lige så ukonkret er forløbet efter TV2’s oprørende afsløring af forholdene på et plejehjem i Køge og det efterfølgende krav om en politisk reaktion. Det enslydende kampskrig på tværs af partierne i Folketinget gjalder om mindre bureaukrati og færre regler til fordel for flere ‚varme hænder. Til trods for, at reglerne især er en konsekvens af Folketingets behov for at sikre beboernes retssikkerhed med ensartede forhold fra plejehjem til plejehjem og kommune til kommune efter tidligere skandaler.

Nok taler partierne substans. Forslag, udspil og pressemøder flyder i en lind strøm. Men de færreste – og det gælder i øvrigt også politiske kommentatorer – har et fuldt overblik og kan på stående fod uden at bladre i notaterne redegøre for de 14 partiers politik og forskellen imellem dem på konkrete områder. Så er det trods alt lettere at tale om lederskab, tillid og troværdighed.

Statsministeren markedsfører sig på alle områder, ikke mindst med henvisning til sin corona-håndtering, hvor hun ikke fortryder noget og vil gøre det meste igen. Også her er hukommelsen kort, når det drejer sig om Lars Løkke. De færreste erindrer, at han i sine anbefalinger ikke mindst i forbindelse med genåbningen af samfundet skelede over Øresund til svenskerne og deres satsning på flokimmunitet. Vi havde sandsynligvis haft en anden corona-politik med ham som statsminister. Men også dét er underligt fraværende i valgkamp og debat.

Tvivlen er blevet dette valgs egentlige tema. Halvdelen af vælgerne vil sætte kryds et andet sted end sidst, hvis vi skal tro meningsmålingerne. Og det skal vi jo nok. Med nye partier, der stormer ind, og andre, som nærmest bliver halveret eller udraderet, er et jordskredsvalg ikke bare en floskel, men en realitet. Efter jordskredsvalget i 1973, der indtil 1. november har ophavsretten til dén betegnelse, brugte Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet sine mange mandater til almindelig protest og ikke til magt og indflydelse. Vi fik derefter valg hvert andet år – i både 1975,77, 79 og 1981. Det er næppe den form for ustabilitet, vælgerne ønsker om en uge. Men lige nu kan det være dén, de får – så længe der hverken er flertal til rød blok, blå blok eller de partier, der ønsker en regering over midten. ■

 

Tvivlen er blevet dette valgs egentlige tema. Halvdelen af vælgerne vil sætte kryds et andet sted end sidst, hvis vi skal tro meningsmålingerne. Og det skal vi jo nok
_______

 

Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag en flittig foredragsholder og klummeskriver om de 40 år og aktuel politik

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne